Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2023 om stormløbet mod de brasilianske demokratiske institutioner (2023/2505(RSP))
Europa-Parlamentet,
– der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,
A. der henviser til, at tusindvis af højreekstremister og tilhængere af den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaro den 8. januar 2023 stormede og vandaliserede den nationale kongres, den øverste domstol og Alvorada-paladset i Brasília og opfordrede til militær intervention for at vælte præsident Lula da Silva; der henviser til, at den tidligere præsident Bolsonaros tidligere justitsminister, Anderson Torres, er blevet arresteret, og at guvernøren for det føderale distrikt (som omfatter Brasília), Ibaneis Rocha, er blevet suspenderet;
B. der henviser til, at voldelige angreb på demokratiske institutioner fra den yderste højrefløj er et globalt fænomen; der henviser til, at begivenhederne i Brasília udgør et åbenlyst angreb på brasilianske demokratiske institutioner og har klare ligheder med angrebet på Capitol Hill i USA i 2021; der henviser til, at USA's tidligere præsident Donald Trump og den tidligere præsident Bolsonaro spillede en afgørende rolle i disse respektive begivenheder;
C. der henviser til, at sociale medieplatforme fortsat undlader at dæmpe eller begrænse udbredelsen af antidemokratiske kampagner, tværnational fascisme og ekstremisme, navnlig gennem algoritmer, der fremmer hadefuldt indhold og desinformation og en uvilje til at fjerne ulovligt indhold, og spillede en grundlæggende rolle i disse begivenheder ved at forstærke aggressiv retorik og vold og lette mobiliseringen og udbredelsen af desinformation;
1. fordømmer på det kraftigste de kriminelle handlinger, der begås af tilhængere af den tidligere præsident Bolsonaro, og støtter de igangværende bestræbelser på at sikre en hurtig, upartisk, korrekt og effektiv efterforskning med henblik på at identificere og retsforfølge alle involverede parter og drage dem til ansvar, herunder anstiftere, arrangører og finansielle støtter samt statslige institutioner, der undlod at handle for at forhindre disse angreb;
2. udtrykker solidaritet med den demokratisk valgte præsident Lula da Silva, hans regering og de brasilianske institutioner;
3. beklager den tidligere præsident Bolsonaros og nogle af hans politiske tilhængeres forsøg på at miskreditere afstemningssystemet og valgmyndighederne, selv om der ikke er tegn på valgsvindel, og opfordrer dem indtrængende til at acceptere det demokratiske resultat af valget;
4. anerkender forbindelsen mellem den stigende tværnationale fascisme, racisme, ekstremisme og bl.a. begivenhederne i Brasília, stormløbet på Capitol Hill i USA i januar 2021 og anholdelserne i december 2022 i forbindelse med et planlagt angreb på Tysklands Forbundsdag;
5. fremhæver, at den øverste domstol den 13. januar 2023 godkendte en anmodning fra føderale anklagere om at efterforske den tidligere præsident Bolsonaro, da han "på en meget relevant måde kan have bidraget til forekomsten af kriminelle handlinger og terrorhandlinger"; udtrykker bekymring over offentligt ansattes handlinger og undladelser, navnlig hvad angår guvernøren og militærpolitiet i det føderale distrikt;
6. understreger betydningen af lovgivningsmæssige rammer såsom forordningen om digitale tjenester, der regulerer sociale medieplatforme og teknologivirksomheder, for effektivt at bekæmpe og forhindre spredning af hadefuld tale og misinformation online og derigennem undgå yderligere radikalisering;
7. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet og Brasiliens præsident, regering og parlament.