– der henviser til sine tidligere beslutninger om Armenien og Aserbajdsjan,
– der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,
A. der henviser til, at Lachin-korridoren, som er den eneste vej, der forbinder Nagorno-Karabakh med Armenien og den ydre verden, har været blokeret af selvproklamerede miljøforkæmpere fra Aserbajdsjan siden den 12. december 2022; der henviser til, at dette har forstyrret adgangen til basale varer og tjenesteydelser, bl.a. fødevarer, brændstof og medicin, for de 120 000 armeniere, som bor i Nagorno-Karabakh, hvilket reelt har sat dem under en blokade;
B. der henviser til, at blokaden har ført til en alvorlig humanitær krise, som i betydelig grad påvirker de mest sårbare befolkningsgrupper; der henviser til, at det er nærved umuligt at overføre kritisk syge patienter, og at denne situation har ført til ét dødsfald; der henviser til, at hundredvis af familier fortsat er adskilt;
C. der henviser til, at denne humanitære krise blev yderligere forværret af Aserbajdsjans afbrydelse af naturgasforsyningen til Nagorno-Karabakh, hvilket medførte, at huse, hospitaler og skoler ikke kunne opvarmes;
D. der henviser til, at Aserbajdsjan ved at opretholde blokaden af Lachin-korridoren misligholder sine internationale forpligtelser i henhold til den trilaterale våbenhvileerklæring af 9. november 2020, ifølge hvilken Aserbajdsjan skal garantere sikkerheden for personer, køretøjer og gods, der transporteres langs korridoren i begge retninger;
E. der henviser til, at hindringerne for anvendelsen af Lachin-korridoren bremser fredsprocessen mellem Armenien og Aserbajdsjan og undergraver den internationale tillid;
1. beklager de tragiske humanitære konsekvenser af blokaden af Lachin-korridoren og Nagorno-Karabakh-konflikten;
2. opfordrer indtrængende Aserbajdsjan til at respektere og gennemføre den trilaterale erklæring af 9. november 2020 og straks genåbne Lachin-korridoren for at muliggøre fri bevægelighed og sikre adgang til basale varer og tjenesteydelser og dermed garantere sikkerheden i regionen og beskytte borgernes levebrød;
3. understreger behovet for en omfattende fredsaftale, som skal garantere rettighederne og sikkerheden for den armenske befolkning i Nagorno-Karabakh; opfordrer Aserbajdsjan til at beskytte rettighederne for armeniere, der bor i Nagorno-Karabakh, og afholde sig fra sin opildnende retorik, der opfordrer til at diskriminere armeniere og opfordrer armeniere til at forlade Nagorno-Karabakh;
4. opfordrer indtrængende Aserbajdsjan til at afstå fra at undergrave transport-, energi- og kommunikationsforbindelserne mellem Armenien og Nagorno-Karabakh i fremtiden;
5. fordømmer på det kraftigste, at Aserbajdsjan gør menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsorganisationer til syndebukke og opfordrer EU's og medlemsstaternes repræsentationer til at støtte deres arbejde;
6. fordømmer de russiske "fredsbevarende styrkers" passivitet; mener, at der hurtigst muligt bør indledes forhandlinger om at udskifte dem med OSCE's internationale fredsbevarende styrker under et FN-mandat;
7. opfordrer til, at internationale organisationer får uhindret adgang til Nagorno-Karabakh for at vurdere situationen og yde den nødvendige humanitære bistand;
8. opfordrer til en FN- eller OSCE-undersøgelsesmission til Lachin-korridoren for at vurdere den humanitære situation på stedet;
9. opfordrer til en hurtig genoptagelse uden forhåndsbetingelser af forhandlingerne på grundlag af principperne i Helsingforsslutakten;
10. opfordrer indtrængende EU til at deltage aktivt og sikre, at indbyggerne i Nagorno-Karabakh ikke længere holdes som gidsler af Bakus aktivisme, Ruslands destruktive rolle og Minskgruppens inaktivitet;
11. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet og Armeniens og Aserbajdsjans præsidenter, regeringer og parlamenter.
Stormløbet mod de brasilianske demokratiske institutioner
114k
43k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2023 om stormløbet mod de brasilianske demokratiske institutioner (2023/2505(RSP))
– der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,
A. der henviser til, at tusindvis af højreekstremister og tilhængere af den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaro den 8. januar 2023 stormede og vandaliserede den nationale kongres, den øverste domstol og Alvorada-paladset i Brasília og opfordrede til militær intervention for at vælte præsident Lula da Silva; der henviser til, at den tidligere præsident Bolsonaros tidligere justitsminister, Anderson Torres, er blevet arresteret, og at guvernøren for det føderale distrikt (som omfatter Brasília), Ibaneis Rocha, er blevet suspenderet;
B. der henviser til, at voldelige angreb på demokratiske institutioner fra den yderste højrefløj er et globalt fænomen; der henviser til, at begivenhederne i Brasília udgør et åbenlyst angreb på brasilianske demokratiske institutioner og har klare ligheder med angrebet på Capitol Hill i USA i 2021; der henviser til, at USA's tidligere præsident Donald Trump og den tidligere præsident Bolsonaro spillede en afgørende rolle i disse respektive begivenheder;
C. der henviser til, at sociale medieplatforme fortsat undlader at dæmpe eller begrænse udbredelsen af antidemokratiske kampagner, tværnational fascisme og ekstremisme, navnlig gennem algoritmer, der fremmer hadefuldt indhold og desinformation og en uvilje til at fjerne ulovligt indhold, og spillede en grundlæggende rolle i disse begivenheder ved at forstærke aggressiv retorik og vold og lette mobiliseringen og udbredelsen af desinformation;
1. fordømmer på det kraftigste de kriminelle handlinger, der begås af tilhængere af den tidligere præsident Bolsonaro, og støtter de igangværende bestræbelser på at sikre en hurtig, upartisk, korrekt og effektiv efterforskning med henblik på at identificere og retsforfølge alle involverede parter og drage dem til ansvar, herunder anstiftere, arrangører og finansielle støtter samt statslige institutioner, der undlod at handle for at forhindre disse angreb;
2. udtrykker solidaritet med den demokratisk valgte præsident Lula da Silva, hans regering og de brasilianske institutioner;
3. beklager den tidligere præsident Bolsonaros og nogle af hans politiske tilhængeres forsøg på at miskreditere afstemningssystemet og valgmyndighederne, selv om der ikke er tegn på valgsvindel, og opfordrer dem indtrængende til at acceptere det demokratiske resultat af valget;
4. anerkender forbindelsen mellem den stigende tværnationale fascisme, racisme, ekstremisme og bl.a. begivenhederne i Brasília, stormløbet på Capitol Hill i USA i januar 2021 og anholdelserne i december 2022 i forbindelse med et planlagt angreb på Tysklands Forbundsdag;
5. fremhæver, at den øverste domstol den 13. januar 2023 godkendte en anmodning fra føderale anklagere om at efterforske den tidligere præsident Bolsonaro, da han "på en meget relevant måde kan have bidraget til forekomsten af kriminelle handlinger og terrorhandlinger"; udtrykker bekymring over offentligt ansattes handlinger og undladelser, navnlig hvad angår guvernøren og militærpolitiet i det føderale distrikt;
6. understreger betydningen af lovgivningsmæssige rammer såsom forordningen om digitale tjenester, der regulerer sociale medieplatforme og teknologivirksomheder, for effektivt at bekæmpe og forhindre spredning af hadefuld tale og misinformation online og derigennem undgå yderligere radikalisering;
7. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet og Brasiliens præsident, regering og parlament.
Situationen for journalister i Marokko, navnlig sagen om Omar Radi
125k
45k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2023 om situationen for journalister i Marokko, navnlig sagen om Omar Radi (2023/2506(RSP))
– der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5 og artikel 132, stk. 4,
A. der henviser til, at den uafhængige undersøgende journalist Omar Radi, der dækkede Hirak-protester og statskorruptionsskandaler, har været tilbageholdt siden juli 2020 og i juli 2021 blevet idømt seks års fængsel på grundlag af opdigtede anklager om spionage og om voldtægt; der henviser til, at hans dom blev stadfæstet efter appel i marts 2022; der henviser til, at talrige garantier for en retfærdig rettergang blev krænket, hvilket i sagens natur gjorde retssagen uretfærdig og partisk; der henviser til, at disse krænkelser omfattede en forlænget varetægtsfængsling på et år uden begrundelse, forhindring af aktindsigt i hans sagsakter og to vigtige forsvarets vidner, der blev forhindret i at møde for retten; der henviser til, at Omar Radi har appelleret til kassationsdomstolen; der henviser til, at han blev tildelt Journalister uden Grænsers pressefrihedspris i 2022;
B. der henviser til, at journalisten Taoufik Bouachrine har været tilbageholdt siden februar 2018 og i september 2021 blev idømt 15 års fængsel for seksualforbrydelser; der henviser til, at der var alvorlige krænkelser af garantier for retfærdig rettergang i sagen om Soulaimane Raissouni, som i februar 2022 fik en fængselsstraf på fem år for seksualforbrydelser i en uretfærdig rettergang;
C. der henviser til, at pressefrihed i Marokko til stadighed er blevet forværret og er faldet til 135. plads i det internationale pressefrihedsindeks for 2022; der henviser til, at adskillige journalister, herunder Ignacio Cembrero, har været under digital overvågning, er blevet intimideret og udsat for retslig chikane, og blevet idømt lange fængselsstraffe, som det er tilfældet med Maati Monjib;
D. der henviser til, at Journalister uden Grænser i 2020 over for FN's særlige rapportør om vold mod kvinder og piger gav udtryk for bekymring med hensyn til misbrug af anklager om seksuelle overgreb til at miskreditere journalister, en bekymrende praksis, som også er blevet fordømt af den feministiske organisation Khmissa og Marokkos menneskerettighedssammenslutning;
1. opfordrer indtrængende de marokkanske myndigheder til at respektere ytringsfriheden og mediefriheden, garantere fængslede journalister, navnlig Omar Radi, Soulaimane Raissouni og Taoufik Bouachrine, en retfærdig rettergang med alle grundlæggende retssikkerhedsgarantier, sikre deres øjeblikkelige midlertidige løsladelse og ophøre med at chikanere alle journalister, deres advokater og familier; opfordrer indtrængende myndighederne til at opfylde deres internationale menneskerettighedsforpligtelser i overensstemmelse med associeringsaftalen mellem EU og Marokko;
2. fordømmer på det kraftigste misbruget af påstande om seksuelle overgreb til at afskrække journalister fra at udføre deres arbejde; mener, at denne misbrug bringer kvinders rettigheder i fare;
3. er dybt bekymret over påstandene om, at de marokkanske myndigheder har korrumperet medlemmer af Europa-Parlamentet; opfordrer til anvendelse af de samme foranstaltninger som dem, der anvendes på repræsentanter for Qatar; gentager sit tilsagn om fuldt ud at undersøge og behandle sager om korruption, der involverer lande uden for EU, der forsøger at opnå indflydelse i Europa-Parlamentet;
4. understreger, at Parlamentet i sin beslutning af 15. december 2022 opfordrede til et særligt udvalg, med den opgave at identificere potentielle mangler i Europa-Parlamentets regler om gennemsigtighed, integritet og korruption og fremsætte forslag til reformer;
5. opfordrer indtrængende de marokkanske myndigheder til at ophøre deres overvågning af journalister, herunder via NSO's Pegasus-spyware, og til at vedtage og gennemføre lovgivning for at beskytte dem; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at indstille eksport af overvågningsteknologi til Marokko, i overensstemmelse med EU's forordning om produkter med dobbelt anvendelse;
6. opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af 2018-Sakharovprisfinalisten Nasser Zefzafi; opfordrer til løsladelse af alle politiske fanger; fordømmer krænkelserne af fredelige demonstranters og diasporaaktivisters rettigheder; beklager de mangelfulde retssager og domfældelser af 43 Hirak-demonstranter samt torturen, de har været udsat for i fængslet;
7. opfordrer EU og dets medlemsstater til fortsat at rejse sager med de marokkanske myndigheder om tilbageholdte journalister og samvittighedsfanger og til at deltage i disses retssager; opfordrer EU til at anvende sin indflydelse på konkrete forbedringer af menneskerettighedssituationen i Marokko;
8. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og Marokkos regering og parlament.
Oprettelsen af en domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine
132k
51k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2023 om oprettelsen af en domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine (2022/3017(RSP))
– der henviser til sine tidligere beslutninger og betænkninger om Ukraine og Rusland, navnlig sin beslutning af 19. maj 2022 om kampen mod straffrihed for krigsforbrydelser i Ukraine(1) og sin beslutning af 23. november 2022 om anerkendelse af Den Russiske Føderation som statssponsor for terrorisme(2),
– der henviser til Londonerklæringen af 13. januar 1942,
– der henviser til De Forenede Nationers pagt,
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolution 3314 (XXIX) af 14. december 1974 om definitionen af aggression og resolution 377 (V) (om "Sammenhold for fred") af 3. november 1950,
– der henviser til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC), særlig artikel 8 bis og Kampala-tillæggene om aggressionsforbrydelsen, og til aftalen fra 2006 mellem Den International Straffedomstol og EU om samarbejde og bistand,
– der henviser til Europarådets Parlamentariske Forsamlings resolutioner 2433 (2022), 2436 (2022), 2463 (2022) og 2473 (2022),
– der henviser til Den Internationale Domstols kendelse af 16. marts 2022 om påstande om folkedrab i henhold til konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab,
– der henviser til resolutionen "Den Russiske Føderations angrebskrig mod Ukraine og dets befolkning og dens trussel mod sikkerheden i hele OSCE-regionen" vedtaget på den 29. årlige samling i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) den 2.-6. juli 2022,
– der henviser til den fælles erklæring af 16. oktober 2022 fra udenrigsministrene for Estland, Letland og Litauen, hvori de opfordrer til oprettelse af en særlig international domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine,
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolutioner af 2. marts 2022 om aggressionen mod Ukraine og af 12. oktober 2022 om Ukraines territoriale integritet: forsvar af principperne i FN-pagten,
– der henviser til FN's Generalforsamlings resolutioner af 2. november 2022 om "Den International Straffedomstols beretning" og af 14. november 2022 om "Yderligere afhjælpning og erstatning for aggression mod Ukraine",
– der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner af 20. og 21. oktober 2022 og af 15. december 2022,
– der henviser til erklæringen af 30. november 2022 fra Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen om russisk ansvarsplacering og brugen af russiske indefrosne aktiver, hvori hun henviser til, at der må oprettes en særlig domstol til at efterforske og retsforfølge Ruslands aggressionsforbrydelse mod Ukraine, der skal have tilslutning fra FN, og til efterfølgende erklæringer på højt plan fra Tyskland, Polen og andre lande,
– der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,
A. der henviser til, at alle stater ifølge FN-pagten og folkerettens principper har samme suverænitet og i deres mellemfolkelige forhold skal afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed;
B. der henviser til, at Rusland siden februar 2014 har ført en ulovlig, uprovokeret og uberettiget angrebskrig mod Ukraine, som den genoptog den 24. februar 2022 med en massiv invasion af Ukraine;
C. der henviser til, at Den Russiske Føderations angrebskrig mod Ukraine udgør en åbenlys og grov krænkelse af FN-pagten og alle grundlæggende folkeretlige principper og indtil flere internationale aftaler, herunder Helsingforsslutakten, Parischartret og Budapestmemorandummet;
D. der henviser til, at Ruslands styrker i denne periode har udført vilkårlige angreb på beboelsesområder og civil infrastruktur, har dræbt tusindvis af ukrainske civile og har begået terrorhandlinger i hele landet rettet mod civil infrastruktur;
E. der henviser til, at tusindvis af civile, herunder børn, allerede er blevet myrdet og mange flere er blevet torteret, chikaneret, udsat for seksuelle overgreb, bortført eller tvangsfordrevet; der henviser til, at denne umenneskelige adfærd fra de russiske styrkers og deres håndlangeres side udgør en fuldstændig tilsidesættelse af den humanitære folkeret;
F. der henviser til, at de rapporterede grusomheder begået af de russiske væbnede styrker i Butja, Irpin og andre ukrainske byer under den russiske besættelse er vidnesbyrd om brutaliteten af den angrebskrig, som Den Russiske Føderation fører mod Ukraine, og understreger betydningen af en koordineret international indsats for at stille gerningsmændene bag krigsforbrydelserne og alle krænkelserne af den humanitære folkeret til ansvar;
G. der henviser til, at Rusland den 30. september 2022 ensidigt erklærede sin annektering af de delvist russiskbesatte ukrainske regioner Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzjia;
H. der henviser til, at Den Russiske Føderation er blevet betegnet af Europa-Parlamentet og af mange nationale parlamenter og forsamlinger som en stat, der støtter terrorisme og selv anvender terrormidler;
I. der henviser til, at Ruslands angrebskrig mod Ukraine er den mest skændige aggressionshandling, der er begået af noget lands politiske ledelse i Europa siden 1945 og derfor kræver en international juridisk reaktion, der står mål med handlingens karakter; der henviser til, at FN's Generalforsamling i sine resolutioner(3) har fastslået, at "Den Russiske Føderations aggression mod Ukraine er i strid med artikel 2, stk. 4, i FN-pagten", og at "Den Russiske Føderation skal drages til ansvar for alle krænkelser af folkeretten i eller mod Ukraine, herunder dens aggression i strid med FN-pagten"; der henviser til, at de ansvarlige for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine ikke må forblive ustraffet;
J. der henviser til, at Ruslands aggression også udtrykkeligt er blevet fordømt af repræsentanter for en række stater og internationale organisationer, herunder Europarådet, OSCE, EU, NATO, Den Afrikanske Union, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater, Stillehavsøernes Forum, Organisationen af Amerikanske Stater, Det Caribiske Fællesskab, Nordisk Råd m.fl.;
K. der henviser til, at Den Internationale Domstol den 16. marts 2022 pålagde Den Russiske Føderation straks at indstille sine militære operationer på Ukraines territorium;
L. der henviser til, at anklagemyndigheden ved Den Internationale Straffedomstol siden den 2. marts 2022 har efterforsket situationen i Ukraine vedrørende tidligere og aktuelle påstande om forbrydelser begået af Den Russiske Føderation siden den 21. november 2013, bl.a. folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; der henviser til, at Ukraine, om end landet ikke er statspart til Den Internationale Straffedomstol, har anerkendt Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion og samarbejder med den;
M. der henviser til, at FN's Generalforsamlings resolution 3314 (XXIX) af 14. december 1974 definerer aggression som "en stats brug af væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på en anden måde, der er uforenelig med De Forenede Nationers pagt", og fastslår, at en "angrebskrig er en forbrydelse mod den internationale fred", og at "angrebskrig medfører internationalt ansvar"; der henviser til, at artikel 8 bis i Romstatutten definerer "aggressionsforbrydelsen" som "planlægning, forberedelse, indledning eller fuldbyrdelse, foretaget af en person der ved sin position udøver reel kontrol over eller styrer en stats politiske eller militære fremfærd, af en aggressionshandling, der ved sin karakter, grovhed og omfang udgør en åbenbar overtrædelse af De Forenede Nationers pagt"; der henviser til, at der ved en "aggressionshandling" forstås, at en stat anvender væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på enhver anden måde, der er uforenelig med FN-pagten; der henviser til, at aggressionsforbrydelsen i henhold til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol adskiller sig fra krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; der henviser til, at aggressionsforbrydelsen generelt er en forbrydelse forbundet med lederskab, og som sådan kun kan begås af dem, der har magt til at udforme en stats aggressionspolitik; der henviser til, at Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg, som rettede sit fokus mod aggressionsforbrydelsen, i 1946 fastslog, at aggression var "den ultimative internationale forbrydelse";
N. der henviser til, at en angrebskrig er en yderst alvorlig international forbrydelse, navnlig i forbindelse med risikoen for anvendelse af forskellige former for masseødelæggelsesvåben, der vil kunne få katastrofale konsekvenser for verdensfreden og menneskers livsgrundlag samt alvorlige, langsigtede skader på natur og klima;
O. der henviser til, at Den Internationale Domstol i sagen om Barcelona Traktion anførte, at de forpligtelser, der følger af forbuddet mod angrebshandlinger, påhviler det internationale samfund som helhed, og altså ikke blot individuelle stater;
P. der henviser til, at Den Internationale Straffedomstol efter to ad hoc-erklæringer fra Ukraine har jurisdiktion over krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, som er begået på Ukraines område siden november 2013, men i den foreliggende situation ikke har jurisdiktion over aggressionsforbrydelsen som defineret i Romstatuttens artikel 8 bis og Kampala-tillæggene hertil, eftersom hverken Ukraine eller Den Russiske Føderation har ratificeret Romstatutten og tillæggene vedrørende aggressionsforbrydelser; der henviser til, at anklagemyndigheden ved Den Internationale Straffedomstol har været i færd med at efterforske situationen i Ukraine siden den 2. marts 2022; der henviser til, at oprettelsen af en særlig domstol for aggressionsforbrydelser ikke vil påvirke Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion over andre forbrydelser, men i stedet vil supplere den;
Q. der henviser til, at Europa-Parlamentet og parlamenterne i Tjekkiet, Estland, Frankrig, Letland, Litauen, Nederlandene og Polen har vedtaget beslutninger, hvormed de tilslutter sig oprettelsen af en særlig international ad hoc-domstol;
R. der henviser til, at Kommissionen den 30. november 2022 fremlagde alternative muligheder for, hvordan man kan oprette en ansvarliggørelsesmekanisme for aggressionsforbrydelserne mod Ukraine; der henviser til, at enhver afgørelse om en sådan mekanisme bør træffes i tæt samarbejde med Ukraine;
S. der henviser til, at Det Europæiske Råd i dets konklusioner af 15. december 2022 tilskyndede til yderligere bestræbelser på at sikre fuldt ud, at gerningsmænd stilles til ansvar for krigsforbrydelser og aggressionsforbrydelser og opfordrede Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/den højtstående repræsentant og Rådet til at gøre fremskridt med dette arbejde i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten og understregede, at retsforfølgelsen af aggressionsforbrydelser er af betydning for det internationale samfund som helhed;
T. der henviser til, at FN's Sikkerhedsråd er lammet med hensyn til situationen i Ukraine, fordi Rusland kan nedlægge veto mod enhver væsentlig beslutning; der henviser til, at FN's Generalforsamlings resolution 377 (V), "Sammenhold for fred", udgør en præcedens, idet den giver FN en alternativ mulighed for handling, når mindst ét permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd benytter sin vetoret til at hindre Sikkerhedsrådet i at udføre sine opgaver i henhold til FN-pagten;
1. gentager sin allerkraftigste fordømmelse af den russiske angrebskrig mod Ukraine og tilkendegiver sin urokkelige støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for dets internationalt anerkendte grænser og genfremsætter sin appel til Rusland om øjeblikkeligt at indstille alle dets militære operationer i Ukraine og foretage en betingelsesløs tilbagetrækning af alle styrker og al materiel fra samtlige de områder, der er internationalt anerkendte som ukrainsk territorium;
2. understreger, at den russiske aggressionsforbrydelse mod Ukraine er en klar og uomtvistelig overtrædelse af FN-pagten, som af hensyn til verdenssikkerheden og den regelbaserede verdensorden ikke kan forblive ubesvaret af det internationale samfund; gentager sin opfordring til Kommissionen, den højtstående repræsentant og medlemsstaterne om at bakke fuldstændigt op om bestræbelser på at drage de ansvarlige til ansvar for alle forbrydelser begået af Rusland, dets forbundsfæller og håndlangere under deres angrebskrig mod Ukraine;
3. fremhæver det presserende behov for, at EU og dets medlemsstater i tæt samarbejde med Ukraine og det internationale samfund, og helst i FN-regi, skynder på for at få oprettet en særlig international domstol til retsforfølgelse for aggressionsforbrydelser mod Ukraine begået af Den Russiske Føderations og dens forbundsfællers politiske og militære lederskab og til at finde en juridisk holdbar, fælles vej frem i den henseende; mener, at oprettelsen af en sådan domstol vil udbedre en væsentlig mangel ved den nuværende indretning af den institutionelle internationale strafferetspleje og bør baseres på de standarder og principper, der gælder for Den Internationale Straffedomstol som fastsat i Romstatutten;
4. opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen med Ukraine om at søge og opbygge politisk støtte i FN's Generalforsamling og andre internationale fora, herunder Europarådet, OSCE og G7, til oprettelsen af en særlig domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine;
5. mener, at oprettelsen af denne særlige domstol vil supplere Den Internationale Straffedomstols og dens anklagers efterforskningsindsats, da dennes ressort omfatter påståede folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Ukraine; gentager sin fulde opbakning til Den Internationale Straffedomstols anklagers igangværende efterforskning af situationen i Ukraine; opfordrer indtrængende Ukraine til at ratificere Romstatutten og ændringerne hertil og formelt blive statspart til Straffedomstolen;
6. opfordrer til aktiv anvendelse af EU's offentlige diplomati og strategisk kommunikation til støtte for oprettelsen af den særlige domstol;
7. understreger, at selv om den særlige domstols nøjagtige sammensætning og arbejdsmetoder endnu ikke er fastlagt, skal den overholde de strengeste kriterier for gennemsigtighed og upartiskhed; finder endvidere, at den særlige internationale domstol skal have kompetence til at efterforske ikke blot Vladimir Putin og Den Russiske Føderations politiske og militære ledelse, men også Aljaksandr Lukasjenka og den politiske og militære ledelse i Belarus som understøttende stat fra hvis territorium og med hvis logistiske støtte Den Russiske Føderation begår sin angrebskrig mod Ukraine, eftersom dette falder under beskrivelsen af en aggressionsforbrydelse i henhold til Romstatuttens artikel 8 bis;
8. understreger, at EU's forberedende arbejde vedrørende den særlige domstol bør begynde så snart som muligt og fokusere på at etablere ordningerne for den særlige domstol i samarbejde med Ukraine og på at bistå landet og internationale myndigheder med indsamlingen af beviser til brug ved processerne ved den fremtidige domstol;
9. opfordrer EU-institutionerne, navnlig Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten, til i mellemtiden at yde støtte til oprettelsen af en midlertidig anklagemyndighed og bemærker, at oprettelsen af en sådan myndighed vil være et yderst vigtigt praktisk skridt fremad for den fremtidige særlige domstols efterforskning og retsforfølgelse af aggressionsforbrydelser mod Ukraine;
10. fordømmer, at der fra russisk side blokeres for enhver handling på FN-plan, der har til hensigt at stille Rusland til ansvar for dets angrebskrig mod Ukraine;
11. understreger den vigtige rolle, som en særlig domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine vil udgøre for det ukrainske folks forhåbninger om at opnå justits, for at afskrække andre internationale aktører fra at eftergøre Ruslands eksempel med ulovlig aggression og for at fremme bestræbelserne på at opnå krigsskadeserstatning og fremtidig forsoning;
12. opfordrer EU og dets medlemsstater samt deres partnere og allierede til at indlede drøftelser om det juridiske spillerum for at anvende den russiske stats finansielle aktiver som krigsskadeserstatning for Ruslands krænkelser af folkeretten i Ukraine, herunder potentielt ved at fratage sådanne aktiver beskyttelse ved statslig immunitet eller indskrænke en sådan beskyttelse med henvisning til forbrydelsens grove karakter;
13. er af den faste overbevisning, at oprettelsen af en særlig domstol for aggressionsforbrydelsen vil sende et meget klart signal til både det russiske samfund og det internationale samfund om, at Putin og Ruslands politiske og militære ledelse kan dømmes for den aggressionsforbrydelse, de har begået i Ukraine; understreger, at oprettelsen af denne domstol også vil være et klart signal til den politiske elite og forretningseliten i Rusland om, at det ikke længere er muligt for Den Russiske Føderation under Putins ledelse at genetablere normale forbindelser med vesten;
14. støtter FN's Generalforsamlings henstilling som det første skridt i retning af oprettelsen ved FN's medlemsstater i samarbejde med Ukraine af et internationalt skadesregister, der skal tjene som dokumentation for fremtidige erstatningskrav for alle berørte fysiske og juridiske personers skader, tab eller kvæstelser og den langsigtede, udbredte og alvorlige skade på natur, miljø og klima såvel som på Ukraine som stat, som Den Russiske Føderation og dens forbundsfæller har forårsaget gennem sine overlagte, folkeretsstridige handlinger i eller mod Ukraine, samt fremme og koordinere indsamlingen af bevismateriale;
15. opfordrer EU til at vedtage en fælles holdning om aggressionsforbrydelsen og om Kampala-tillæggene om aggressionsforbrydelsen til Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol; opfordrer Bulgarien, Danmark, Frankrig, Grækenland, Ungarn og Rumænien til at acceptere og ratificere Kampala-tillæggene;
16. pålægger sin formand at sende denne beslutning til næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, De Forenede Nationers generalsekretær, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder, FN's Højkommissariat for Flygtninge, Den Internationale Røde Kors Komité, Den Internationale Straffedomstol, G7-landene, Den Afrikanske Union, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater, Stillehavsøernes Forum, Organisationen af Amerikanske Stater, Det Caribiske Fællesskab, Den Russiske Føderations præsident, regering og parlament og Ukraines præsident, regering og parlament.
FN's Generalforsamlings resolutioner af 2. marts 2022 om "Aggression mod Ukraine", af 24. marts 2022 om "De humanitære konsekvenser af aggressionen mod Ukraine" og af 15. november 2022 om "Yderligere afhjælpning og erstatning for aggression mod Ukraine".
EU's reaktion på protesterne og henrettelserne i Iran
153k
59k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2023 om EU's reaktion på protesterne og henrettelserne i Iran (2023/2511(RSP))
– der henviser til sine tidligere beslutninger om Iran, navnlig beslutningerne af 6. oktober 2022 om Mahsa Jina Aminis død og undertrykkelsen af demonstranter for kvinders rettigheder i Iran(1) og af 17. februar 2022 om dødsstraf i Iran(2) og alle sine andre beslutninger om menneskerettighedssituationen i Iran,
– der henviser til FN's Generalforsamlings 3. Komités resolution af 16. november 2022 om menneskerettighederne i Iran,
– der henviser til erklæringen af 10. januar 2023 fra FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder,
– der henviser til erklæringen af 11. november 2022 fra FN's eksperter, hvori Iran opfordres til at ophøre med at dømme fredelige demonstranter til døden,
– der henviser til den særlige samling i FN's Menneskerettighedsråd om Den Islamiske Republik Iran, som fandt sted den 24. november 2022, og den resolution, der blev vedtaget på denne samling,
– der henviser til rapporterne af 22. september 2022, 18. juni 2022, 13. januar 2022 og 11. januar 2021 fra FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran,
– der henviser til G7-udenrigsministernes erklæring af 4. november 2022,
– der henviser til EU's Udenrigsråds konklusioner af 12. december 2022,
– der henviser til de sanktioner mod iranske personer og enheder, der blev vedtaget af EU-Rådet den 12. april 2021, den 17. oktober 2022, den 20. oktober 2022 og den 14. november 2022, og til Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/2433 af 12. december 2022(3),
– der henviser til Den Islamiske Republik Irans sanktioner mod europæiske og britiske enheder og personer,
– der henviser til erklæringerne fra EU-Udenrigstjenestens talsmand af 7. januar 2023 om de nylige henrettelser af Mohammad Mehdi Karami og Seyyed Mohammad Hosseini, af 8. december 2022 om henrettelsen af Mohsen Sekari og af 15. januar 2023 om henrettelsen af Alireza Akbari,
– der henviser til erklæringen af 25. september 2022 fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på EU's vegne om Iran og erklæringen af 19. september 2022 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om Jina Mahsa Aminis død,
– der henviser til pressemeddelelsen af 9. januar 2023 fra EU-Udenrigstjenestens talsmand om tilsigelse af Den Islamiske Republik Irans ambassadør til Den Europæiske Union,
– der henviser til erklæringerne af 22. september 2022, 9. november 2022 og 13. december 2022 fra formanden for dets Delegation for Forbindelserne med Iran,
– der henviser til Canadas og USA's fælles erklæring af 9. december 2022 om menneskerettighedssituationen i Iran,
– der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966 (ICCPR) og til Irans ratificering heraf i juni 1975,
– der henviser til den globale EU‑ordning for menneskerettighedssanktioner,
– der henviser til fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme(4),
– der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme(5),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 af 15. marts 2017 om bekæmpelse af terrorisme og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA og ændring af Rådets afgørelse 2005/671/RIA(6),
– der henviser til EU's retningslinjer vedrørende dødsstraf, vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og vedrørende vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem,
– der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948,
– der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2 og 4,
A. der henviser til, at den 22‑årige kurdisk-iranske kvinde Jina Mahsa Amini den 13. september 2022 blev arresteret i Teheran af Irans "moralpoliti" for påstået manglende overholdelse af loven om obligatorisk slør; der henviser til, at Jina Mahsa Amini blev brutalt tortureret og døde den 16. september 2022, mens hun var i politiets varetægt; der henviser til, at der ikke er gennemført en egentlig undersøgelse;
B. der henviser til, at der efter drabet på Jina Mahsa Amini udbrød landsdækkende protester i hele landet med deltagelse af hundredtusindvis af iranske borgere, der repræsenterede alle dele af samfundet; der henviser til, at protesterne blev startet af kvinder, der krævede, at de skyldige bag Jina Mahsa Aminis død blev stillet til ansvar, og opfordrede til at sætte en stopper for vold mod og forskelsbehandling af kvinder i Iran; der henviser til, at mange kvinder under demonstrationerne har taget deres hijab af eller klippet deres hår i protest mod Jina Mahsa Aminis død; der henviser til, at kvindernes protester vakte solidaritet blandt mænd og udløste en paniransk revolution og en protestbevægelse mod regimet; der henviser til, at studerende protesterer på adskillige universiteter i hele landet ved at boykotte deres timer og demonstrere mod undertrykkelse; der henviser til, at Jina Mahsa Amini kom fra den kurdiske region i Iran, hvor der har været omfattende protester, som er blevet mødt med undertrykkelse fra regimet;
C. der henviser til, at de iranske sikkerheds- og politistyrkers reaktion på protesterne er voldelig, vilkårlig, uforholdsmæssig og hæmningsløs; der henviser til, at Den Islamiske Republiks øverste leder, Ali Khamenei, og præsident Ebrahim Raisi gentagne gange har rost og opmuntret til den voldelige undertrykkelse af de fredelige demonstrationer og drabene på demonstranter begået af den paramilitære Basij-milits under Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC);
D. der henviser til, at iranske sikkerhedsstyrker pr. 16. januar 2023 angiveligt havde dræbt flere hundrede fredelige demonstranter, herunder dusinvis af børn, og tilbageholdt, arresteret og bortført over 20 000 demonstranter, heriblandt menneskerettighedsforkæmpere, studerende, advokater og civilsamfundsaktivister, herunder EU-borgere og -indbyggere fra Tyskland, Polen, Frankrig, Italien, Nederlandene, Spanien og Sverige;
E. der henviser til, at Iran ikke anerkender dobbelt statsborgerskab og dermed begrænser den adgang, som udenlandske ambassader har til deres statsborgere med dobbelt statsborgerskab, som tilbageholdes i landet; der henviser til, at den tidligere iranske viceforsvarsminister Alireza Akbari, som både var britisk og iransk statsborger, blev dømt for spionage for Det Forenede Kongerige i Iran, hvilket han benægtede, dømt til døden og henrettet; der henviser til, at den svensk-iranske statsborger dr. Ahmadreza Djalali, der er specialist i akutmedicin, videnskabelig medarbejder ved Vrije Universiteit Brussel i Belgien og Università del Piemonte Orientale i Italien, blev arresteret den 24. april 2016 af iranske sikkerhedsstyrker; der henviser til, at han blev dømt til døden på grundlag af falske anklager om spionage i oktober 2017 efter en klart uretfærdig rettergang baseret på en tilståelse, der var fremtvunget under tortur; der henviser til, at dommen blev stadfæstet af Irans højesteret den 17. juni 2018; der henviser til, at den fransk-iranske forsker Fariba Adelkhah blev arresteret i juni 2019 og idømt fem års fængsel for "underminering af den nationale sikkerhed";
F. der henviser til, at andre EU-borgere vilkårligt tilbageholdes i Iran, herunder den belgiske statsborger Olivier Vandecasteele, som blev idømt i alt 40 års fængsel og dusinvis af piskeslag på grundlag af en række fabrikerede påstande; der henviser til, at dommen blev afsagt, efter at Belgiens øverste domstol suspenderede en kontroversiel bilateral aftale om udveksling af fanger, som ville have gjort det muligt for den iranske diplomat Assadollah Assadi, der er dømt for terrorforsøg i Belgien, at blive sendt tilbage til Den Islamiske Republik Iran til gengæld for frigivelse af Olivier Vandecasteele; der henviser til, at syv franske statsborgere stadig tilbageholdes i Iran, herunder Cécile Kohler, lærer og fagforeningsmedlem, og hendes partner Jacques Paris samt Benjamin Brière, som blev arresteret i maj 2020 og idømt otte år og otte måneders fængsel for "spionage";
G. der henviser til, at Iran har verdens højeste antal henrettelser pr. indbygger; der henviser til, at det iranske regime har afsagt og fuldbyrdet dødsdomme mod fredelige demonstranter, herunder mindreårige, efter uretfærdige og summariske retssager, der har krænket de mest basale og grundlæggende krav til en retfærdig rettergang; der henviser til, at Amnesty International har fundet beviser på, at det iranske regime fortsat anvender dødsstraf som et undertrykkelsesvåben til at knuse protester; der henviser til, at politiet og sikkerhedsstyrkerne i Den Islamiske Republik i vidt omfang torturer, voldtager og behandler tilbageholdte i iranske fængsler på en grusom, umenneskelig og nedværdigende måde;
H. der henviser til, at Amnesty International har udarbejdet en liste over ca. 25 personer, der er i alvorlig fare for at blive henrettet, navnlig Mohammad Ghobadlou; der henviser til, at Amnesty International frygter, at mange flere mennesker risikerer dødsstraf for deres deltagelse i protesterne; der henviser til, at FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder rapporterer, at over 40 iranske kunstnere er blevet anklaget for forbrydelser, der indebærer dødsstraf; der henviser til, at iranske skuespillere, musikere, idrætsudøvere og andre berømtheder offentligt har støttet protesterne mod det gejstlige etablissement;
I. der henviser til, at menneskerettighedssituationen i Iran fortsat forværres; der henviser til, at drabene på Jina Mahsa Amini og andre samt den nuværende bølge af henrettelser illustrerer den aktuelle menneskerettighedskrise i Iran; der henviser til, at denne forværring forstærkes af den systemiske straffrihed for det iranske regime og dets sikkerhedsapparat, der har tilladt omfattende tortur samt udenretslige henrettelser og andre ulovlige drab; der henviser til, at det iranske strafferetlige system i høj grad er baseret på tvungne tilståelser, der bliver opnået gennem tortur og andre former for tvang; der henviser til, at afskaffelse af dødsstraffen i hele verden er et af hovedmålene i EU's menneskerettighedspolitik;
J. der henviser til, at 227 medlemmer af det iranske parlament den 6. november 2022 i åbenlys krænkelse af magtens tredeling opfordrede retsvæsenet til at handle beslutsomt over for de personer, der blev arresteret under protesterne, og til at gøre brug af dødsstraf som straf;
K. der henviser til, at den iranske forfatning giver etniske mindretal lige rettigheder; der henviser til, at dødsstraffen anvendes i en uforholdsmæssig grad over for LGBTIQ+-personer og personer, der tilhører etniske og religiøse mindretal, navnlig de baluchiske, kurdiske, arabiske, bahaiske og kristne samfund; der henviser til, at et stigende antal menneskerettighedsforkæmpere er blevet arresteret, siden drabene og undertrykkelsen begyndte; der henviser til, at kvinder og piger, der har stået i spidsen for protester, herunder medlemmer af etniske og religiøse mindretal, er blevet arresteret og fængslet for at kræve, at der sættes en stopper for systemiske og systematiske diskriminerende love, politikker og praksisser, og at de er særligt udsat for anklager, der indebærer dødsstraf, og for dødsdomme;
L. der henviser til, at en gruppe menneskerettighedseksperter, herunder flere mandatindehavere under FN's særlige procedurer, har udsendt en erklæring, der fordømmer drabene og sikkerhedsstyrkernes undertrykkelse af demonstranter i Iran; der henviser til, at eksperterne gav udtryk for deres dybe bekymring over den "overdrevne og dødbringende magt", der blev anvendt mod demonstranter i forbindelse med de protester, som fulgte efter Aminis død, herunder seksuel vold mod kvinder og piger, intimidering af og chikane mod demonstranter og systematisk straffrihed for gerningsmænd til menneskerettighedskrænkelser; der henviser til, at FN's eksperter den 11. november 2022 indtrængende opfordrede det iranske regime til at ophøre med at tiltale personer for forhold, der kan straffes med døden, på grund af deres deltagelse eller påståede deltagelse i fredelige demonstrationer;
M. der henviser til, at FN's eksperter opfordrede Menneskerettighedsrådet til hurtigst muligt at træffe de nødvendige foranstaltninger til at afholde en særlig samling om situationen i Iran og til at oprette en international efterforskningsmekanisme, sikre ansvarliggørelse i Iran og sætte en stopper for den vedvarende straffrihed for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at Menneskerettighedsrådet afholdt en ekstraordinær samling den 24. november 2022 om situationen i Iran; der henviser til, at det på denne særlige samling blev vedtaget, at en uafhængig international undersøgelsesmission skulle efterforske krænkelser af menneskerettighederne i Den Islamiske Republik Iran, indsamle og analysere bevismateriale og samarbejde med interessenter om at fastslå de faktiske forhold vedrørende disse påstande med henblik på at retsforfølge alle gerningsmænd til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Den Islamiske Republik Iran, herunder de højeste myndigheder;
N. der henviser til, at FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder den 10. januar 2023 anførte, at anvendelsen af strafferetlige procedurer til at straffe mennesker for at udøve deres grundlæggende rettigheder er ensbetydende med statssanktionerede drab;
O. der henviser til, at EU's udenrigsministre vedtog Rådets konklusioner om Iran den 12. december 2022; der henviser til, at de iranske myndigheder i disse konklusioner især opfordres til straks at afskaffe den forkastelige praksis med at idømme demonstranter dødsstraf og eksekvere den og til straks at annullere de seneste dødsdomme, der er blevet afsagt i forbindelse med de igangværende protester, samt garantere alle tilbageholdte en retfærdig rettergang;
P. der henviser til, at EU-Udenrigstjenestens generalsekretær den 9. januar 2023 på vegne af den højtstående repræsentant tilsagde Den Islamiske Republik Irans ambassadør til Den Europæiske Union for at gentage EU's afsky over de seneste henrettelser af Mohammad Mehdi Karami og Seyyed Mohammad Hosseini, der blev arresteret og dømt til døden i forbindelse med protesterne i Iran; der henviser til, at Mohsen Shekari og Majidreza Rahnavard blev henrettet for deres deltagelse i protesterne henholdsvis den 8. og 12. december 2022;
Q. der henviser til, at Canada og USA den 9. december 2022 udsendte en fælles erklæring, hvori de fordømte Den Islamiske Republik Irans brutale voldshandlinger mod fredelige demonstranter og den igangværende undertrykkelse af det iranske folk og undertrykkelsen af og den statsstøttede vold mod kvinder; der henviser til, at begge lande vedtog yderligere sanktioner mod iranske embedsmænd med forbindelse til menneskerettighedskrænkelser, herunder dem, der blev begået som led i den igangværende brutale undertrykkelse;
R. der henviser til, at EU for nylig og ved flere lejligheder har vedtaget restriktive foranstaltninger i forbindelse med disse åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne, navnlig over for højtstående personer i IRGC, herunder indefrysning af aktiver, forbud mod at rejse til EU og et forbud mod at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed for de personer og enheder, der er opført på listen, som reaktion på deres rolle i den voldelige undertrykkelse i Iran og Den Islamiske Republiks levering af bevæbnede droner, der anvendes i terroraktiviteter begået af Den Russiske Føderation mod Ukraine; der henviser til, at listen over dem, der er omfattet af EU's restriktive foranstaltninger i forbindelse med den eksisterende menneskerettighedssanktionsordning over for Iran, nu omfatter i alt 126 personer og 11 enheder; der henviser til, at EU's sanktionsliste navnlig omfatter Irans indenrigsminister, Ahmad Vahidi, landets minister for informations- og kommunikationsteknologi, Issa Zarepour, de iranske retshåndhævende styrker og provinscheferne for IRGC;
S. der henviser til, at Den Islamiske Republik Irans udenrigsministerium som et gensidigt tiltag har vedtaget modforanstaltninger inden for rammerne af sanktionsmekanismen, som navnlig er rettet mod Neumann, medlem af Europa-Parlamentet og formand for Delegationen for Forbindelserne med Den Arabiske Halvø, samt andre medlemmer og tidligere tyske og franske politikere; der henviser til, at Parlamentet som reaktion på Irans sanktioner over for medlemmer af Europa-Parlamentet i november 2022 besluttede, at dets delegationer og udvalg ikke længere ville samarbejde med de iranske myndigheder;
T. der henviser til, at Den Islamiske Republik, navnlig gennem IRGC, engagerer sig i storstilede, sofistikerede og voldelige tværnationale undertrykkelsesaktiviteter rettet mod personer i eksil og diasporaaktivister, systemkritikere, uafhængige journalister og menneskerettighedsforkæmpere, herunder på EU's territorium, samt truer og chikanerer deres familiemedlemmer i Iran; der henviser til, at Den Islamiske Republik både direkte og ved at handle gennem lokale stedfortrædere har myrdet diasporasystemkritikere, kidnappet personer i eksil og bortført dem til Iran samt planlagt bombeangreb i flere lande, herunder EU-medlemsstater;
U. der henviser til, at regimet i Den Islamiske Republik bevidst lukker for internettet og mobilforbindelser og i alvorlig grad begrænser sociale medieplatforme for at undergrave den iranske befolknings mulighed for at organisere protester; der henviser til, at EU‑sanktionsordningen også omfatter et forbud mod eksport til Den Islamiske Republik Iran af udstyr, der kan anvendes til intern undertrykkelse, og af udstyr til telekommunikationsovervågning;
V. der henviser til, at næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR), Josep Borrell, i sine erklæringer af 8. december 2022 og 7. januar 2023 fordømte henrettelsen af Mohammad Mehdi Karami og Seyyed Mohammad Hossein; der henviser til, at hans erklæringer opfordrer de iranske myndigheder til øjeblikkeligt at sætte en stopper for praksis med at idømme og eksekvere dødsdomme mod demonstranter; der henviser til, at EU i disse erklæringer endvidere opfordrer de iranske myndigheder til straks at annullere de seneste dødsdomme og nøje overholde deres internationale forpligtelser;
W. der henviser til, at Den Islamiske Republik har anklaget kurdiske grupper, herunder dem i Irak, for at tilskynde til protester i iransk Kurdistan; der henviser til, at IRGC under dette påskud har iværksat væbnede angreb mod den kurdiske region i Irak og dræbt dusinvis af mennesker, herunder civile; der henviser til, at undertrykkelsen af protesterne har været særlig hård i det nordvestlige og sydøstlige Iran, hvor mange medlemmer af landets kurdiske og baluchiske mindretal bor;
X. der henviser til, at IRGC, der består af den paramilitære Basij-milits, Quds-styrken, landstyrkerne, luftfartsstyrken og flåden, spiller en central rolle i undertrykkelsen af intern uenighed og eksterne militære aktiviteter; der henviser til, at IRGC, der fungerer som en stat i staten, angiveligt kontrollerer to tredjedele af den iranske økonomi, herunder besiddelser inden for infrastruktursektoren, den petrokemiske og finansielle sektor, telekommunikations-, bil- og søfartssektorerne samt betydelige protektionsfonde kendt som "bonyads" og store ulovlige smuglernetværk;
Y. der henviser til, at kvinder og piger i Iran bliver ofre for såkaldte "æresdrab" og myrdes brutalt; der henviser til, at retfærdigheden ofte ikke sker fyldest, når ofre udsættes for "æresforbrydelser";
Z. der henviser til, at IRGC begår, styrer og bidrager til terroraktiviteter både nationalt og regionalt; der henviser til, at den russiske aggression mod Ukraine har ført til, at Teherans forbindelser med Moskva er blevet tættere;
AA. der henviser til, at Mullah-regimets aggressive indenrigspolitik efterlignes i Den Islamiske Republiks udenrigspolitik; der henviser til, at regimet bidrager til at destabilisere hele Mellemøsten og uden for regionen;
AB. der henviser til, at Ebrahim Raisi, der blev valgt til Irans præsident i juni 2021 og er opført på USA's sanktionsliste, tidligere var chef for det iranske retsvæsen, selv om han har en veldokumenteret historik med alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; der henviser til, at Ebrahim Raisis sejr blev iværksat af Den Islamiske Republiks institutioner ved valg, som ikke var rigtig frie eller retfærdige; der henviser til, at kun 7 ud af 592 kandidater fik grønt lys fra Vogternes Råd til at stille op til præsidentvalget; der henviser til, at ingen af kandidaterne var kvinder, personer fra minoritetsgrupper eller med holdninger, der var imod regimets;
AC. der henviser til, at forhandlingerne om fornyelsen af den fælles omfattende handlingsplan (JCPOA) stadig ikke er blevet officielt suspenderet; der henviser til, at drøftelserne om den kontrolundersøgelse, der blev indledt af Den Internationale Atomenergiorganisation, efter at den havde fundet spor af uran på tre ikkeregistrerede steder i Iran, fortsætter;
1. fordømmer på det kraftigste dødsdommene mod og henrettelserne af fredelige demonstranter i Iran, navnlig Mohsen Shekari, Majidreza Rahnavard, Mohammad Mehdi Karami og Seyyed Mohammad Hosseini; kræver, at de iranske myndigheder øjeblikkeligt og betingelsesløst standser enhver plan om at gennemføre henrettelser og afholder sig fra at kræve yderligere dødsdomme; opfordrer myndighederne i Den Islamiske Republik Iran til at indføre et officielt moratorium for henrettelser med det formål at afskaffe dødsstraffen fuldstændigt; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at ophæve alle domsafsigelser og dødsdomme; gentager sin faste og principielle modstand mod anvendelse af dødsstraf til enhver tid og under alle omstændigheder;
2. opfordrer indtrængende myndighederne i Den Islamiske Republik til at sikre øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle demonstranter, der er dømt til døden, herunder Mohammed Boroughani, Mohammad Ghobadlou, Hamid Ghare Hassanlou, Mahan Sadrat Marani, Hossein Mohammadi, Manouchehr Mehman Navaz, Sahand Nourmohammad-Zadeh, Saman Seydi, Reza Arya, Saleh Mirhashemi Baltaghi, Saeed Yaqoubi Kordafli, Javad Rouhi, Arshia Takdastan, og Mehdi Mohammadifard, Saleh Mirhashemi, Majid Kazemi og Saeid Yaghoubi; fordømmer på det kraftigste, at straffesager og dødsstraf er blevet brugt som våben af det iranske regime til at bringe kritikere til tavshed og straffe folk for at udøve deres grundlæggende rettigheder; opfordrer Den Islamiske Republik til at revidere sin lovgivning og fjerne moharebeh ("fjendskab mod Gud") og mofsed-e-filarz ("korruption på jorden") som strafbare handlinger;
3. udtrykker sin solidaritet med de iranske unge, kvinder og mænd, herunder mindretal, der leder og deltager i demonstrationerne; støtter den fredelige protestbevægelse i hele landet mod den systemiske og tiltagende undertrykkelse af kvinder og de alvorlige og omfattende krænkelser af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder; støtter kraftigt det iranske folks forhåbninger om at leve i et frit, stabilt, inklusivt og demokratisk land; fordømmer det iranske regimes systematiske forskelsbehandling af kvinder gennem love og bestemmelser, der i alvorlig grad begrænser deres frihedsrettigheder, liv og levebrød;
4. udtrykker sin medfølelse med familierne til alle dem, der er blevet dræbt, tortureret, bortført eller ulovligt fængslet efter de seneste og tidligere protester i Iran;
5. gentager sin stærke fordømmelse af de iranske sikkerhedsstyrkers udbredte, brutale, forsætlige og uforholdsmæssige magtanvendelse mod fredelige demonstranter; opfordrer de iranske myndigheder til at sætte en stopper for undertrykkelsen af deres egne borgere; minder om, at retten til at deltage i fredelige forsamlinger skal sikres.
6. kræver, at det internationale samfund og EU og dets medlemsstater gør brug af alle kontakter med myndighederne i Den Islamiske Republik til at kræve, at der øjeblikkeligt sættes en stopper for henrettelsen af demonstranter og den voldelige undertrykkelse af protester, og til at kræve betingelsesløs løsladelse af alle dem, der er arresteret for at udøve deres ret til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til fortsat at holde det iranske regime ansvarligt for drabene på dets eget folk og de alvorlige menneskerettighedskrænkelser;
7. opfordrer det iranske regime til at give mulighed for en international, upartisk og effektiv efterforskning af regimets menneskerettighedskrænkelser, herunder drabet på Jina Mahsa Amini, drabet på hundredvis af demonstranter og tortur og mishandling af dem, der vilkårligt tilbageholdes, som skal gennemføres af en uafhængig kompetent myndighed i samarbejde med internationale organisationer; kræver, at de iranske myndigheder tillader, at der iværksættes en hurtig, evidensbaseret, upartisk og effektiv undersøgelse af alle drab på demonstranter, og at de ansvarlige retsforfølges; understreger, at EU fortsat bør reagere på drabet på Jina Mahsa Amini og den måde, hvorpå de iranske sikkerhedsstyrker har håndteret de efterfølgende demonstrationer;
8. opfordrer indtrængende til øjeblikkelig løsladelse af alle personer, der tilbageholdes for deres deltagelse i fredelige demonstrationer, og alle politiske fanger; opfordrer til, at der i henhold til forordning (EU) nr. 359/2011 indføres målrettede restriktive foranstaltninger over for alle dommere, der afsiger domme mod demonstranter; kræver endvidere, at de iranske myndigheder øjeblikkeligt og betingelsesløst frafalder alle anklager mod enhver, der er fængslet udelukkende for fredeligt at have udøvet deres ret til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed i forbindelse med demonstrationerne; opfordrer de iranske myndigheder til at leve op til deres internationale forpligtelser, herunder de forpligtelser, der er fastsat i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder;
9. glæder sig over Udenrigsrådets konklusioner af 12. december 2022 og vedtagelsen af de seneste restriktive foranstaltninger over for dem, der er involveret i volden mod demonstranter, og mod alle dem, der har tilknytning til moralpolitiet, og som anses for medskyldige i eller ansvarlige for Jina Mahsa Aminis død; mener imidlertid, at det iranske regimes åbenlyse tilsidesættelse af sine egne borgeres menneskelige værdighed og demokratiske forhåbninger samt dets støtte til Den Russiske Føderation kræver yderligere justeringer af EU's holdning over for Iran;
10. opfordrer NF/HR og Rådet til at udvide EU's sanktionsliste til alle personer og enheder, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser, og deres familiemedlemmer, herunder den øverste leder Ali Khamenei, præsident Ebrahim Raisi og statsadvokaten Mohammad Jafar Montazeri samt alle fonde ("bonyads"), der er knyttet til IRGC, navnlig Bonyad Mostazafan og Bonyad Shahid va Omur-e Janbazan; opfordrer også NF/HR, Rådet og medlemsstaterne til at overveje sanktioner mod de 227 medlemmer af det iranske parlament, som tilskyndede til anvendelse af dødsdomme; glæder sig over de igangværende forberedelser i Det Forenede Kongerige til opførelse af IRGC på Det Forenede Kongeriges liste over terrororganisationer; fordømmer kraftigt de sanktioner, som de iranske myndigheder har pålagt tyske og franske tidligere politikere samt medlemmer af Europa-Parlamentet; minder om, at så længe europæiske parlamentarikere straffes af myndighederne, bør den interparlamentariske dialog forblive suspenderet;
11. opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at tilføje IRGC og dens hjælpestyrker, herunder de paramilitære Basij-militser og Quds-styrken, til EU's terrorliste og til at forbyde enhver økonomisk og finansiel aktivitet, der involverer virksomheder og kommercielle aktiviteter, der er knyttet til, ejes helt eller delvist af eller er dække for IRGC eller for personer med tilknytning til IRGC, uanset hvilket land de opererer i, men samtidig undgå negative konsekvenser for Irans befolkning og for EU's humanitære bistand og udviklingsbistand; opfordrer EU og dets medlemsstater til i samarbejde med ligesindede partnere indtrængende at opfordre ethvert land, hvor IRGC indsætter militære, økonomiske eller informationsmæssige operationer, til at afbryde og forbyde forbindelserne med IRGC; fordømmer på det kraftigste IRGC's uprovokerede angreb i Erbil-provinsen i det irakiske Kurdistan, og understreger, at sådanne vilkårlige angreb truer uskyldige civile og stabiliteten i regionen;
12. gentager sin stærke fordømmelse af den hastigt forværrede menneskerettighedssituation i Iran, som Den Islamiske Republik, dens højeste ledelse og dens sikkerhedsstyrker, herunder IRGC, bærer eneansvaret for; kræver, at de iranske myndigheder respekterer etniske og religiøse mindretals og LGBTIQ+-personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder; opfordrer de iranske myndigheder til at afskaffe alle former for forskelsbehandling;
13. glæder sig over oprettelsen af den uafhængige internationale undersøgelsesmission vedrørende Den Islamiske Republik Iran med mandat fra FN's Menneskerettighedsråd i resolution S35/1 af 24. november 2022 til at undersøge menneskerettighedskrænkelser i Den Islamiske Republik Iran og indsamle og analysere relevant bevismateriale, og opfordrer til en hurtig indsættelse heraf; opfordrer indtrængende myndighederne i Den Islamiske Republik til at give undersøgelsesmissionen fuld og uhindret adgang til at udføre sit mandat og til at afholde sig fra at chikanere og intimidere personer eller familiemedlemmer til personer, der samarbejder med undersøgelsesmissionen; opfordrer EU og dets medlemsstater til fuldt ud at støtte forberedelserne til og gennemførelsen af undersøgelsesmissionen; opfordrer indtrængende FN's Menneskerettighedsråd til straks at indbringe den iranske sag for FN's Sikkerhedsråd, hvis ikke Den Islamiske Republik samarbejder;
14. anmoder endvidere de iranske myndigheder om at tillade besøg af repræsentanter for alle særlige procedurer under FN's Menneskerettighedsråd og navnlig om at sikre, at FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran får lov til at rejse ind i landet;
15. kræver, at det iranske regime løslader alle menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer det iranske regime til at indstille sine angreb på alle menneskerettighedsforkæmpere i Iran og til under alle omstændigheder at garantere, at de kan udføre deres legitime menneskerettighedsaktiviteter uden frygt for repressalier og uden nogen restriktioner, herunder retslig chikane;
16. fordømmer anholdelsen af dusinvis af journalister og opfordrer de iranske myndigheder til straks at løslade dem; er dybt bekymret over anholdelsen af mere end 80 arbejdere, herunder Niloofar Hamedi, den journalist, der først rapporterede nyheden om Jina Mahsa Aminis anholdelse og hospitalsindlæggelse, og opfordrer de iranske myndigheder til straks at løslade dem; opfordrer Den Islamiske Republik til at respektere ytrings- og trosfriheden for alle, der bor i Iran; udtrykker bekymring over sikkerhedsstyrkernes kriminalisering af og vold mod sundhedspersonale og opfordrer Den Islamiske Republik Iran til at yde civilt sundhedspersonale al tilgængelig bistand, således at de kan yde upartisk lægehjælp;
17. fordømmer på det kraftigste den systematiske anvendelse af tortur, herunder seksuel vold som et våben, i iranske fængsler og opfordrer til, at alle former for tortur og mishandling af alle tilbageholdte øjeblikkeligt bringes til ophør; fordømmer kraftigt Den Islamiske Republiks politik med at tvinge tilståelser frem ved hjælp af tortur, intimidering, trusler mod familiemedlemmer eller andre former for tvang og brugen af disse tvungne tilståelser til at dømme og straffe demonstranter; fordømmer endvidere praksis med at nægte tilbageholdte adgang til telefonopkald og familiebesøg; udtrykker alvorlig bekymring over de tilbageholdte personers manglende mulighed for at få adgang til advokatbistand under afhøringer; opfordrer det iranske regime til at behandle fanger med respekt som følge af menneskets naturlige værdighed og værdi; gentager sin opfordring til Iran om hurtigst muligt at ratificere FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf og til at handle i fuld overensstemmelse med dens bestemmelser;
18. opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til omgående at løslade alle EU-borgere, der er blevet arresteret, og til at frafalde alle anklager mod dem; fordømmer på det kraftigste domfældelsen over den belgiske statsborger Olivier Vandecasteele, der er medlem af en ikke-statslig organisation (NGO), til 40 års fængsel, 74 piskeslag og en bøde på 1 mio. EUR på falske spionageanklager og den fortsatte fængsling af og dødsstraf mod den svenske statsborger Ahmadreza Djalali samt Den Islamiske Republiks kyniske brug af gidselsdiplomati til at gennemtvinge løsladelsen af den dømte terrorist Asadollah Asadi; opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse og sikker hjemsendelse af Ahmadreza Djalali og Olivier Vandecasteele og de syv franske statsborgere, der stadig tilbageholdes i Iran, herunder Cécile Kohler; fordømmer på det kraftigste henrettelsen i Iran af den iransk-britiske statsborger Alireza Akbari; udtrykker yderligere bekymring over det iranske efterretnings- og sikkerhedsministeriums offentlige trusler mod europæiske ambassader;
19. opfordrer medlemsstaterne og NGO'er til at opbevare, bevare og dele alt tilgængeligt bevismateriale, der kan bidrage til efterforskningen, og til at samarbejde med og støtte Den Internationale Straffedomstols arbejde; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at tage skridt til at ratificere Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol; understreger, at de fortsatte og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som det iranske regime begår mod sit eget folk, bringer forhandlingerne om JCPOA i fare;
20. fordømmer på det kraftigste Den Islamiske Republiks vedvarende praksis med at lukke ned for internettet og mobilnettet i forbindelse med demonstrationer i landet, som forhindrer kommunikationen og den frie informationsstrøm for iranske borgere; understreger, at sådanne handlinger er en klar overtrædelse af folkeretten; glæder sig over EU's forskellige restriktive foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af sanktionsmekanismen som reaktion på undertrykkelsen, navnlig dem, der er rettet mod enkeltpersoner og enheder, der er aktive inden for informations- og kommunikationsteknologi, og dem, der er ansvarlige for desinformation; glæder sig endvidere over tilføjelsen af den iranske minister for informations- og kommunikationsteknologi til EU's sanktionsliste; opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med nødvendighedsprincippet at overveje at give EU-baserede kommunikationsudbydere mulighed for at tilbyde sikre værktøjer til Irans borgere og indbyggere;
21. opfordrer medlemsstaterne til at forpligte sig til at gøre det muligt for iranere at få adgang til et frit internet på trods af regimets massive internetcensur; foreslår, at de nødvendige tekniske og finansielle ressourcer kan tilvejebringes gennem en EU-fond;
22. opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at udøve universel jurisdiktion over alle iranske embedsmænd, der med rimelighed mistænkes for strafferetligt ansvar for forbrydelser i henhold til folkeretten og andre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne; opfordrer indtrængende de medlemsstater, hvis nationale lovgivning endnu ikke indeholder bestemmelser om håndhævelse af princippet om universel jurisdiktion, til straks at indføre en sådan lovgivning;
23. opfordrer til en udvidelse af de restriktive foranstaltninger i lyset af, at Den Islamiske Republik Iran fortsat leverer ubemandede luftfartøjer og planlægger at stille jord-til-jord-missiler til rådighed for Den Russiske Føderation til brug mod Ukraine; understreger, at Den Islamiske Republik bidrager til krigsforbrydelser i Ukraine, da disse våben anvendes til at ramme civile og civil infrastruktur;
24. opfordrer Kommissionen og Rådet til at lukke alle smuthuller i håndhævelsen af eksisterende sanktioner, herunder finansielle smuthuller, sikre en streng gennemførelse heraf og til nøje at koordinere og samarbejde med internationale partnere om effektiv gennemførelse af restriktive foranstaltninger;
25. udtrykker dyb bekymring over den strukturelle tværnationale undertrykkelse, der udføres af myndighederne i Den Islamiske Republik, og som omfatter spionage, mord, forsøg på bombeangreb, cyberangreb, desinformationskampagner og andre kontrolbestræbelser, navnlig fra dens ambassader og IRGC, mod den iranske diaspora, der bor i EU, som hæmmer EU-borgernes og -indbyggernes tale- og ytringsfrihed, bringer deres sikkerhed i fare og udgør en ondsindet indblanding; opfordrer EU og medlemsstaterne til at udvide beskyttelsen af den iranske diaspora mod Den Islamiske Republiks tværnationale undertrykkelse; opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at finde muligheder for at yde teknisk støtte og kapacitetsstøtte til dem, der hjælper det iranske civilsamfund og samtidig sikrer iransk ejerskab af disse aktiviteter;
26. fordømmer iranske embedsmænds nylige angreb på avisen Charlie Hebdo og glæder sig over iværksættelsen af efterforskningen af cyberangrebet på avisen efter offentliggørelsen af satiriske tegninger;
27. opfordrer EU, herunder NF/HR, til fortsat at rejse menneskerettighedsspørgsmål over for de iranske myndigheder i bilaterale og multilaterale fora og til at anvende alle planlagte kontakter med de iranske myndigheder til dette formål, navnlig i forbindelse med den politiske dialog på højt plan mellem EU og Iran; bekræfter endnu engang, at overholdelsen af menneskerettighederne er et centralt element i udviklingen af forbindelserne mellem EU og Iran;
28. gentager sin opfordring til alle medlemsstater om i fællesskab at fremsætte offentlige erklæringer og tage diplomatiske initiativer til at overvåge uretfærdige retssager og besøge fængsler, hvor EU-borgere, som holdes som gidsler i Iran, menneskerettighedsforkæmpere og andre samvittighedsfanger tilbageholdes; tilskynder til stærkere koordinering mellem de EU-ambassader, der er krediteret i Teheran; opfordrer indtrængende alle medlemsstater med diplomatisk tilstedeværelse i Teheran til at anvende de mekanismer, der er fastsat i EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, til at støtte og yde bistand til de personer, der er dømt til døden, og til dem, der ulovligt er blevet dømt og arresteret; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre, at indsatte er i stand til at modtage besøgende, og til nøje at overvåge deres fængselsforhold;
29. opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at give uafhængige observatører fra medlemsstaternes ambassader i Iran adgang til alle retssager i forbindelse med demonstrationerne; anmoder medlemsstaterne om at overvåge alle retssager i forbindelse med demonstrationerne, med særlig vægt på retssager med dødsstraf, og til offentligt at fordømme deres mangler;
30. opfordrer Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til i samarbejde med ligesindede partnere at udvide og øge den håndgribelige støtte til det iranske folks demokratiske forhåbninger, navnlig ved at øge støtten til uafhængige menneskerettigheds- og civilsamfundsorganisationer samt uafhængige medieplatforme og ved at støtte ligesindede partneres bestræbelser på at opretholde internetkonnektivitet i Iran; opfordrer Irans demokratiske opposition til at stræbe efter større enhed, hvor det er muligt, på grundlag af fælles værdier og med inddragelse af eksil- og diaspora-iranere med henblik på at fremme yderligere støtte fra det internationale samfund; opfordrer indtrængende EU og dets medlemsstater til at øge deres strategiske kommunikation rettet mod det iranske folk, navnlig ved at styrke mandatet for EU-Udenrigstjenestens StratCom-taskforce for Syd til at omfatte Den Islamiske Republik og ved i væsentlig grad øge dens finansiering og synlighed;
31. opfordrer EU og dets medlemsstater til at lette udstedelsen af visa til enhver, der har en velbegrundet frygt for forfølgelse for fredeligt at udøve sin ret til ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed i forbindelse med demonstrationerne i Iran; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at nå ud til Irans umiddelbare naboer for at sikre, at grænsepassage forbliver åben for aktivister, der flygter fra Iran, og til at sikre, at disse personer sikkert kan ansøge om asyl i Europa fra disse lande;
32. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Den Islamiske Rådgivende Forsamling, Den Islamiske Republik Irans regime og Den Islamiske Republik Irans øverste leder.
Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/2433 af 12. december 2022 om gennemførelse af afgørelse 2011/235/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Iran (EUT L 318 I af 12.12.2022, s. 36).
Kontrol med Den Europæiske Investeringsbanks finansielle aktiviteter – årsberetning 2021
167k
59k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2023 om kontrol med Den Europæiske Investeringsbanks finansielle aktiviteter – årsberetning 2021 (2022/2153(INI))
– der henviser til Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) aktivitetsrapport for 2021 med titlen The Innovation Response, der blev offentliggjort den 27. januar 2022,
– der henviser til EIB's finansielle beretning for 2021 og EIB's rapport om finansierings- og låntagningsaktiviteter 2021, begge offentliggjort den 5. maj 2022,
– der henviser til EIB-Gruppens forretningsplan for 2021, som blev offentliggjort den 20. januar 2021,
– der henviser til EIB's investeringsrapport 2020/2021: Building a smart and green Europe in the COVID-19 era, som blev offentliggjort den 21. januar 2021,
– der henviser til gennemførelsesplanen for EIB-Gruppens køreplan for klimabanken 2021-2025, som blev vedtaget af EIB's bestyrelse den 14. november 2020 og offentliggjort den 14. december 2020,
– der henviser til EIB's klimastrategi, der blev vedtaget i november 2020 og offentliggjort den 15. november 2020,
– der henviser til EIB-Gruppens bæredygtighedsrapport for 2021, som blev offentliggjort den 6. juli 2022,
– der henviser til EIB-Gruppens ramme for miljømæssig og social bæredygtighed, som blev vedtaget den 2. februar 2022,
– der henviser til årsberetningerne fra EIB's Revisionsudvalg for 2021, som blev offentliggjort den 21. juli 2022,
– der henviser til EIB's aktivitetsrapport om undersøgelser af svig for 2021, som blev offentliggjort den 7. juli 2022,
– der henviser til årsberetningen om EIB’s udbudsklagevirksomhed og fra EIB's udbudsklageudvalg for 2021, der blev offentliggjort den 7. april 2022,
– der henviser til den samarbejdsaftale, der blev undertegnet af EIB, Den Europæiske Investeringsfond (EIF) og Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) den 7. december 2021,
– der henviser til EIB's efterlevelsesrapport for 2021, som blev offentliggjort den 25. august 2022,
– der henviser til "EIB Group PATH Framework – Supporting the counterparties on their pathways to align with the Paris Agreement (Paris Alignment for Counterparties framework)", som blev offentliggjort den 26. oktober 2021,
– der henviser til EIB-Gruppens politik for bekæmpelse af svig, som blev offentliggjort den 5. august 2021,
– der henviser til årsberetningen for 2020 fra EIB's udvalg for etik og regelefterlevelse, som blev offentliggjort den 8. april 2022, og til udvalgets forretningsorden,
– der henviser til adfærdskodekserne for EIB-Gruppens personale, for medlemmer af dens revisionsudvalg og for dens direktion,
– der henviser til EIB-Gruppens rapport om risikovurdering for 2021, som blev offentliggjort den 9. august 2022,
– der henviser til EIB’s forretningsorden,
– der henviser til trepartsaftalen mellem Europa-Kommissionen, Den Europæiske Revisionsret og Den Europæiske Investeringsbank, som trådte i kraft i november 2021,
– der henviser til EIB-Gruppens gennemsigtighedspolitik, som blev offentliggjort den 18. november 2021 og til dens whistleblowerpolitik, som blev offentliggjort den 24. november 2021,
– der henviser til EIB's Cohesion Orientation 2021-2027, som blev offentliggjort den 13. oktober 2021,
– der henviser til sin beslutning af 7. juli 2022 om kontrol med Den Europæiske Investeringsbanks finansielle aktiviteter – årsberetning 2020(1),
– der henviser til forretningsordenens artikel 54,
– der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0294/2022),
A. der henviser til, at EIB-Gruppen består af EIB og EIF, er den største multilaterale finansielle institution i verden og en af de største bidragydere til klimafinansiering; der henviser til, at EIB fokuserer på de prioriterede områder klima og miljø, udvikling, innovation og færdigheder, små og mellemstore virksomheder, infrastruktur og samhørighed; der henviser til, at EIF støtter små og mellemstore virksomheder med finansiering til iværksætterinitiativer, vækst, innovation og forskning, beskæftigelse og regional udvikling;
B. der henviser til, at EIB i henhold til traktaterne skal bidrage til EU-integration samt til en afbalanceret og stabil udvikling af det indre marked under hensyntagen til offentlige politiske mål såsom social samhørighed og bæredygtig udvikling med henblik på at imødegå uligheder ved at skabe bedre betingelser for adgang til job og uddannelsesmuligheder, offentlig infrastruktur og tjenester og fremme et sundt og bæredygtigt miljø;
C. der henviser til, at EIB er forpligtet af EU's charter om grundlæggende rettigheder; der henviser til, at menneskerettighedsprincipperne er fuldt integreret i bankens centrale procedurer og standarder for due diligence, herunder forudgående vurderinger;
D. der henviser til, at EIB-investeringer har kapacitet til at støtte hele socialsektoren, herunder sundheds-, bolig- og uddannelsesområdet;
E. der henviser til, at territorial og social samhørighed, bæredygtig udvikling og bekæmpelse af arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse bør stå i centrum for EIB's aktiviteter; der henviser til, at bæredygtighed skal integreres i alle udlåns-, låntagnings- og rådgivningsaktiviteter, fordi EIB's opgave er at fremme bæredygtig vækst i og uden for Den Europæiske Union; der henviser til, at støtten til samhørighed er fastsat i dens vedtægter, og at EIB's investeringer har til formål at bidrage til en afbalanceret og stabil udvikling af det indre marked;
F. der henviser til, at EIB spiller en central rolle som EU's klimabank i kampen mod de globale kriser i form af klimaforandringer, miljøforringelse og tab af biodiversitet; der henviser til, at EIB har forpligtet sig til at tilpasse alle sine aktiviteter til Parisaftalen med henblik på at øge den årlige finansiering af klimaindsatsen og miljømæssig bæredygtighed til mere end 50 % af den samlede långivning inden 2025; der henviser til, at den har forpligtet sig til at investere mindst 1 billion EUR i klimafinansiering i løbet af det kommende årti;
G. der henviser til, at garantiaftalen med EIB-Gruppen (EIB og EIF) under InvestEU blev forhandlet i 2021 og ind i 2022 og blev undertegnet den 7. marts 2022;
H. der henviser til, at medlemsstaterne kan overdrage gennemførelsen af finansielle instrumenter, som de anvender til at investere midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten i støtteberettigede projekter, til EIB; der henviser til, at EIB kan tilbyde yderligere finansiering og målrettet rådgivningsstøtte til medlemsstaterne til investering af deres midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten;
I. der henviser til, at EIB bidrager til gennemførelsen af Den Europæiske Unions politiske og økonomiske mål og støtter prioriteterne for Unionens optræden udadtil i alle regioner i verden, herunder i politisk følsomme lande i de østlige naboregioner og Middelhavsområdet;
J. der henviser til, at EIB er den største multilaterale långiver i EU's naboregioner og dækker de østlige nabolande, Vestbalkan, Mellemøsten og Nordafrika; der henviser til, at EIB gennemfører transaktioner uden for Den Europæiske Union gennem et netværk af næsten 30 eksterne kontorer i Afrika, Latinamerika og Asien;
K. der henviser til, at EIB-Gruppen arbejder tæt sammen med EU-institutionerne og andre partnere om at støtte Unionens mål og politiske prioriteter; der henviser til, at EIB-Gruppen navnlig inden for rammerne af den flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027 arbejder sammen med Kommissionen og med nationale erhvervsfremmende banker og institutioner og finansielle institutioner til udvikling; der henviser til, at EIB-Gruppen for at nå principperne og målene i Parisaftalen inden udgangen af 2020 samarbejdede med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling;
L. der henviser til, at EIB står i spidsen for håndteringen af coronakrisen i EU og har gjort en betydelig indsats for at tilvejebringe yderligere støtte, navnlig til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), ved at oprette den nye paneuropæiske garantifond (EGF) til at stille kapital til rådighed for SMV'er, som er blevet særlig hårdt ramt af krisens virkninger;
M. der henviser til, at EIB's AAA-rating er nødvendig for at sikre passende finansieringskilder på markedet til de mest fordelagtige satser og derfor skal bevares;
N. der henviser til, at EIB's forretningsmodel kræver den højeste grad af integritet, gennemsigtighed, ansvarlighed og kyndig ledelse samt passende foranstaltninger til effektivt at bekæmpe alle former for hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme, organiseret kriminalitet og skadelig skattepraksis samt de former for forbudt adfærd, der er udpeget i dens nyligt reviderede politik til bekæmpelse af svig;
Resultater af EIB's finansielle transaktioner
1. understreger, at EIB er en førende udsteder og løbende bidrager til innovation og udvikling på kapitalmarkederne, samtidig med at den fremmer de mest stringente standarder;
2. bemærker, at EIB-Gruppens samlede balance den 31. december 2021 beløb sig til 568 mia. EUR, hvilket var en stigning på 11,9 mia. EUR i forhold til den 31. december 2020;
3. bemærker, at bankens nye låneundertegnelser i 2021 beløb sig til 65,4 mia. EUR, hvilket er i overensstemmelse med målsætningen i forretningsplanen for 2021 og tæt på resultaterne fra de foregående år (66,1 mia. EUR i 2020 og 63,3 mia. EUR i 2019); anerkender, at 54,3 mia. EUR af dette beløb var under bankens egne midler (sammenlignet med 64,6 mia. EUR i 2020, også under bankens egne midler);
4. påpeger, at den største andel ligesom i de foregående år blev tildelt i Italien, Frankrig og Spanien (for henholdsvis 16 %, 14 % og 12 % af de samlede undertegnelser), og at transport-, globallåns- og energisektorerne i de foregående år modtog de største andele (henholdsvis 30,2 %, 18,5 % og 14,8 %);
5. bemærker, at de samlede udbetalinger nåede op på 41,4 mia. EUR i 2021, hvoraf 40,4 mia. EUR var under bankens egne midler (idet udbetalinger beløb sig til 58,3 mia. EUR i 2020, heraf 56,8 mia. EUR under bankens egne midler);
6. bemærker, at den udestående mængde undertegnede lån siden den 31. december 2021 er faldet en smule til 556,4 mia. EUR (fra 558,7 mia. EUR og 560,3 mia. EUR i henholdsvis 2020 og 2019), hvoraf 82 % var til projekter i EU (82,2 % i 2020 og 81,4 % i 2019); bemærker, at EIB's låneportefølje beløb sig til 433,4 mia. EUR sammenlignet med 444,6 og 447,5 mia. EUR ved udgangen af henholdsvis 2020 og 2019;
7. understreger, at ovennævnte finansieringstendens i 2021 afspejler EIB's stigende fokus på at anvende tredjepartsmidler i Den Europæiske Union, såsom transaktioner, der gennemføres under EGF og decentraliserede finansielle instrumenter, som supplerer EIB's egne ressourcer og sætter den i stand til at øge det samlede omfang af transaktioner med højere risiko; bemærker, at EIB kun accepterer at løbe kredit-, markeds- og likviditetsrisiko, der er i overensstemmelse med dens risikovillighed og samfundstjenlige opdrag;
8. bemærker, at EIB i 2021 var den største multilaterale udviklingsbankudsteder af grønne og bæredygtige obligationer, der anvender provenuet, og bekræftede sin rolle som førende på de globale markeder for grønne obligationer og bæredygtighedsobligationer med en ny rekord på 11,5 mia. EUR i obligationer til bevidstgørelse om klima og bæredygtighed (mod 10,5 mia. EUR svarende til udstedelse af bæredygtige gældsprodukter i 2020); bemærker også, at dette øgede bæredygtighedsfinansieringens andel af den samlede finansiering til 21 % fra 15 % i 2020 (under hensyntagen til både klimabevidsthedsobligationer og bæredygtighedsobligationer – CAB'er og SAB'er);
9. påskønner rapporten "Evaluation of the EIB’s Climate Awareness Bonds", der blev vedtaget i marts 2021 af EIB's bestyrelse; forstår, at CAB'er og SAB'er gradvist vil blive tilpasset EU's kommende standard for grønne obligationer (EU GBS);
10. er klar over, at EIB rejser langfristede midler gennem obligationsudstedelse på de internationale kapitalmarkeder for at opfylde sine udlånsbehov; bemærker, at EIB i 2021 rejste et beløb svarende til 55,3 mia. EUR i 21 valutaer;
11. noterer sig, at EIB genererer indtægter ved at finansiere store mængder lån til en lav margen, og at banken den 31. december 2021 indberettede et nettooverskud på 2,5 mia. EUR, hvilket var en stigning i forhold til 1,7 mia. EUR og 2,4 mia. EUR i henholdsvis 2020 og 2019;
12. bemærker, at fordi der tilbageholdes en del af overskuddet til støtte for EIB's aktiviteter, har bankens konsekvente rentabilitet ført til opbygning af betydelige reserver i årenes løb; glæder sig over, at reserverne er steget fra 73,5 mia. EUR ved udgangen af 2020 til 76,1 mia. EUR ved udgangen af 2021;
13. bemærker, at den samlede låneportefølje fortsat klarede sig godt med kun 0,3 % værdiforringede lån ved udgangen af 2021 (sammenlignet med 0,4 % ved udgangen af både 2020 og 2019); bemærker, at andelen af forsinkede betalinger med mere end 90 dage fortsat er meget lav og beløb sig til i alt 116,3 mio. EUR ved udgangen af 2021 (sammenlignet med 117,1 mio. EUR og 146,0 mio. EUR ved udgangen af henholdsvis 2020 og 2019) og, som i de foregående år, kun udgør 0,03 % af risikoporteføljen;
14. glæder sig over bestyrelsens godkendelse den 15. december 2021 af EIB-Gruppens forretningsplan for 2022-2024; bifalder, at den nye forretningsplan bekræfter EIB's tilpasning til EU's politiske prioriteter og dens tilsagn om at øge sine ambitioner for den digitale og grønne omstilling;
15. bemærker, at forretningsplanen afspejler den forventede låntagning, der er nødvendig for at nå dens operationelle mål, og at bestyrelsen har godkendt global låntagning på op til 50 mia. EUR i 2022; bemærker endvidere, at EIB har bebudet et finansieringsprogram, der forventes at beløbe sig til 45 mia. EUR;
16. opfordrer EIB til at spille en aktiv rolle med hensyn til at støtte projekter, der bidrager til en retfærdig omstilling, såsom forskning, innovation og digitalisering, SMV'ers adgang til finansiering, sociale investeringer og færdigheder;
Tiltag vedrørende covid-19-pandemien
17. understreger, at Den Europæiske Unions langsigtede budget for 2021-2027 (1,2 bio. EUR i løbende priser) sammen med det midlertidige genopretningsinstrument (NGEU) (806,9 mia. EUR i løbende priser) er et hidtil uset og enestående tiltag, der har til formål at hjælpe med at afhjælpe de økonomiske og sociale skader, der er forårsaget af covid-19-pandemien, og at fremme den digitale og grønne omstilling;
18. bemærker, at de forskellige pandemibølger i 2021 forstyrrede mange af bankens kunders aktiviteter, herunder SMV'er og store virksomheder samt finansielle institutioner, hvilket resulterede i nedskæringer i mængder og udbetalinger;
19. bemærker, at covid-19-pandemien ikke i væsentlig grad har påvirket kvaliteten af EIB's låneportefølje takket være dens strategi for kreditrisikostyring;
20. bemærker med tilfredshed, at EIB på trods af den generelle usikkerhed på de globale finansielle markeder som følge af covid-19-pandemien fortsat opretholder en robust likviditetsposition og den højeste kreditværdighed;
21. bemærker, at EIB i 2021 godkendte 109 enkeltstående transaktioner, der havde til formål at reagere direkte på coronakrisen, i alt 12,9 mia. EUR (ud af et samlet godkendt beløb på 55,8 mia. EUR); påpeger, at EIB-Gruppen siden begyndelsen af coronapandemien har godkendt næsten 72 mia. EUR i målrettet støtte til den offentlige sundhedssektor, levering af vacciner og til virksomheder, der er blevet hårdt ramt af krisen;
22. understreger den betydelige støtte, som EIB yder via EGF, der supplerer andre tiltag, der er truffet på EU-plan for at tackle pandemien og krisen efter pandemien; bifalder, at denne støtte fungerer som et incitament for finansielle formidlere til at yde flere lån til virksomheder og på bedre vilkår og dermed hjælpe virksomhederne med hurtigt at få adgang til fordelagtig finansiering med henblik på at overvinde pandemirelaterede problemer; udtrykker bekymring over den manglende gennemsigtighed omkring EGF, som kan resultere i, at det er næsten umuligt at vurdere, om fonden rent faktisk har været til gavn for den europæiske økonomi;
23. bemærker, at EGF gjorde det muligt for EIB-Gruppen at øge sin støtte til hovedsagelig europæiske SMV'er og yde op til 200 mia. EUR i yderligere finansiering; lykønsker EIB-Gruppen med at være nået ud til mange virksomheder i hele Den Europæiske Union; understreger, at projekter til et samlet beløb af 23,2 mia. EUR er blevet godkendt siden den 31. december 2021 (hvoraf 18,1 mia. EUR allerede er undertegnet), og at dette forventes at mobilisere samlede investeringer på 174,4 mia. EUR;
24. bifalder, at stigningen på 6,0 mia. EUR inden for EIB's sundhedsfokus gjorde det muligt at investere i sundhedssektoren og medicinsk infrastruktur samt forsknings-, vaccine- og behandlingsrelateret finansiering; bemærker, at de lån, der blev undertegnet under dette område, den 31. december 2021 beløb sig til 5,4 mia. EUR, hvoraf en del vedrørte forskning i covid-19-vacciner;
EIB-støtte på centrale politikområder
25. bemærker, at InvestEU-programmet, som er efterfølgeren til Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), skal anvendes under EU's FFR for 2021-2027, og at EIB også vil være den vigtigste gennemførelsespartner med ansvar for forvaltningen af 75 % af mandatets samlede budget; forstår, at InvestEU-garantien på 26,2 mia. EUR for perioden 2021-2027 med midler fra FFR og NGEU forventes at mobilisere mere end 372 mia. EUR i yderligere private og offentlige investeringer i Europa, hovedsagelig til bæredygtig infrastruktur, forskningsinnovation, digitalisering, SMV'ers adgang til finansieringsmidler, sociale investeringer og færdigheder;
26. opfordrer EIB til at respektere de EU-prioriteter, der støttes af InvestEU, og til at sikre en robust beskyttelse af EU's finansielle interesser; forventer, at EIB aflægger rapport til Parlamentet om sine aktiviteter og investeringer i forbindelse med InvestEU-programmet i 2022;
27. understreger, at Europas 23 millioner mindre virksomheder udgør 99,8 % af de ikkefinansielle virksomheder og tegner sig for ca. to tredjedele af alle job; understreger, at SMV'er er en drivkraft for økonomisk udvikling i hele verden og også er vigtige drivkræfter for innovation; forstår, at omkostningerne ved digitalisering og klimatiltag var på deres højeste under covid-19-pandemien og har lagt yderligere pres på SMV'er, som primært har modtaget EIB-støtte gennem covid-19-finansieringspakken og EGF;
28. roser EIB-Gruppen, hvis finansielle støtte i 2021 til over 431 000 SMV'er og selskaber med mellemstor markedsværdi opretholdt 4,5 mio. arbejdspladser; minder om, at EIB's støtte til SMV'er tegner sig for 47 % af den samlede finansiering, som EIB har undertegnet, og næsten alle EIF's aktiviteter; minder om, at SMV-finansiering i absolutte tal i 2021 udgjorde 45 mia. EUR af EIB-Gruppens samlede långivning på 94,9 mia. EUR, tilbudt på gunstige finansieringsvilkår i form af lavere renter og/eller længere løbetider og rådgivningstjenester; opfordrer EIB til at fortsætte sine tiltag og øge støtten med yderligere vækstkapital for at gøre det muligt for SMV'er at opskalere deres aktiviteter;
29. er bekymret over, at de nuværende høje energipriser i alvorlig grad påvirker europæiske SMV'ers konkurrenceevne; opfordrer EIB til at vurdere, om det nuværende støtteniveau til SMV'er er tilstrækkeligt i forbindelse med høje energipriser og stigende omkostninger til råstoffer, og til at underrette Parlamentet om, hvordan den agter at tilpasse sine tiltag for at tackle disse nye udfordringer;
30. gentager sin opfordring til en retfærdig og gennemsigtig geografisk fordeling af projekter og investeringer med fokus på mindre udviklede regioner, navnlig inden for innovation, digitalisering og infrastruktur, med henblik på at fremme inklusiv vækst og økonomisk, social og territorial konvergens og samhørighed; opfordrer EIB til at blive mere aktiv i at afhjælpe tilbagevendende mangler, der forhindrer visse regioner eller lande i at drage fuld fordel af bankens finansielle aktiviteter;
31. bemærker, at kløften mellem den økonomiske situation og medlemsstaternes kapacitet er blevet større i den nuværende vanskelige situation (krisen oven på pandemien og den russiske krig mod Ukraine), og understreger betydningen af at sikre, at de hårdest ramte regioner og lande tilpasser sig de nye omstændigheder, således at ingen lades i stikken;
32. gentager sin opfordring til EIB om at øge investeringerne i banebrydende innovationer for at lette den digitale og grønne omstilling;
33. fastholder, at alle EIB's finansielle strømme bør være i fuld overensstemmelse med nettonulemissioner senest i 2050 og med EU's øgede klimamål for 2030; fastholder, at klimaomstillingen skal være inklusiv og retfærdig, og at grønne investeringer skal være levedygtige; minder om, at EIB forventes at udnytte sin långivning, finansielle instrumenter, tekniske bistand og rådgivningstjenester for at støtte borgere og virksomheder, der står over for socioøkonomiske udfordringer som følge af overgangen til en kulstofneutral økonomi;
34. gentager sin opfordring til at styrke den tekniske bistand til og den finansielle ekspertise hos de lokale og regionale myndigheder, navnlig i regioner med lav investeringskapacitet, og til projekter af fælles interesse for flere medlemsstater, som er af en sådan størrelse eller art, at de ikke fuldt ud kan finansieres med de forskellige midler, der er til rådighed i de enkelte medlemsstater, inden projekterne godkendes, med henblik på at forbedre adgangen til EIB-finansiering;
35. gentager sin opfordring til EIB om at udvise rettidig omhu i forberedelsesfasen for alle projekter med henblik på at inddrage nøje overvejelser over og respekt for menneskerettighederne og oprindelige samfund og om at udforme en utvetydig menneskerettighedsstrategi, der indbefatter risiko- og konsekvensanalyser;
36. understreger, at kravet om, at finansielle formidlere og erhvervskunder skal udarbejde dekarboniseringsplaner så hurtigt som muligt og senest ved udgangen af 2025, skal formidle adgang for SMV'er til finansiering; bemærker imidlertid, at dette er et afgørende krav i lyset af EIB's ambitioner om at blive EU's klimabank og opnå en finansieringssats på mindst 50 %, der går til grønne og bæredygtige projekter;
37. opfordrer til, at der fokuseres på troværdigheden af kortsigtede dekarboniseringsplaner, til at de gennemføres stringent og konsekvent, til at der fastsættes mål for reduktion af drivhusgasemissioner og til, at der foretages en evaluering for at fastslå, om disse kan medtages i kontraktbestemmelser mellem EIB og bankens kunder;
38. er klar over, at EIB's tiltag forbinder klima, innovation og udvikling, og anerkender, at innovation og teknologi er centrale katalysatorer for overgangen til en nulemissionsøkonomi; glæder sig over partnerskabet mellem Kommissionen og Breakthrough Energy Catalyst, der sigter mod at mobilisere op til 1 mia. USD i perioden 2022-2026 med henblik på at fremskynde udbredelsen og markedsføringen af innovative teknologier, som vil bidrage til at opfylde ambitionerne i den europæiske grønne pagt og EU's klimamål for 2030;
39. understreger behovet for at opnå et tilstrækkeligt niveau af energisikkerhed således, at de europæiske lande kan opnå hurtig og stabil uafhængighed;
40. opfordrer EIB til at øge finansieringen med henblik på at fremme den teknologiske omstilling, stille midler til rådighed for SMV'er til langsigtet forskning og innovation, støtte udviklingen af færdigheder, der er tilpasset arbejdsmarkedets reelle behov, og fremme investeringer i arbejdstageres og iværksætteres digitale færdigheder, digital infrastruktur og kapacitetsopbygning med henblik på digitalisering; understreger, at de europæiske SMV'er halter bagefter med hensyn til at tage digitale teknologier til sig, idet kun 55 % af EU's SMV'er har et grundlæggende digitaliseringsniveau;
41. bemærker den rapporterede stigning i procentdelen af EIB-undertegnelser vedrørende det horisontale offentlige politiske mål om økonomisk og social samhørighed og konvergens i EU fra 34,5 % i 2020 til 41,5 % i 2021; glæder sig over EIB's ambition som anført i dens nye vejledende dokument om samhørighed for 2021-2027 vedrørende øget finansiering fra EIB-Gruppen til samhørighed med en andel på 40 % af finansieringen i EU i 2022 (45 % i 2025), hvoraf 20 % er i mindre udviklede regioner (23 % i 2025); opfordrer EIB til fortsat at yde rådgivning til samhørighedsregionerne, hvilket hjælper dem med at gøre bedre brug af de tilgængelige investeringer;
42. opfordrer EIB til fortsat at prioritere investeringer i sundhedsinfrastruktur, personaleuddannelse og kvaliteten af de nationale sundhedsvæsener med henblik på at mindske ulighederne mellem landene;
43. glæder sig over EIB's bestyrelses beslutning i september 2021 om godkendelse af oprettelsen af EIB Global, den nye afdeling med ansvar fra den 1. januar 2022 for alle EIB's aktiviteter i udvidelsesregionen og landene i Den Europæiske Unions østlige og sydlige nabolande, Afrika syd for Sahara, Asien, Latinamerika, Vestindien og Stillehavet; opfordrer til, at EIB Global koncentreres om en retfærdig og bæredygtig udviklingsdagsorden i modtagerlandene og samtidig skal udvise klar udviklingsmæssig additionalitet; påpeger med bekymring de udfordringer, som projekter i tredjelande står over for, navnlig korruption, misbrug af midler og sikring af, at de når ud til de tilsigtede modtagere og lever op til principperne for centrale politikområder;
44. mener, at EIB Global bør have en sådan operationel autonomi, som er nødvendig for en vellykket gennemførelse af EU's politikker til fremme af en virksomhedskultur, der passer til en udviklingsbank, samtidig med at den drager fordel af bankens retlige rammer og anlægger samme politikker og høje standarder; opfordrer EIB Global til at sikre de højeste standarder for due diligence i projektvurderingsprocesser;
45. understreger EIB's afgørende rolle med hensyn til at opfylde målene for mekanismen for retfærdig omstilling og opfordrer til større inddragelse og konkrete foranstaltninger i den henseende;
46. understreger, at landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektoren indtager centrale roller for vækst og udvikling i landdistrikterne; opfordrer EIB til at yde bedre bistand og støtte innovation i disse relevante sektorer, som kan bidrage væsentligt til fødevaresikkerheden; understreger, at landbrugernes, navnlig unge og nytilkomne landbrugeres, finansielle behov er betydelige, og at landbrugere og foretagender i denne sektor har en lavere succesrate, når de ansøger om finansiering; opfordrer EIB til at arbejde videre med nye finansielle værktøjer, der vil øge landbrugssektorens tilgængelighed;
47. fordømmer Den Russiske Føderations ulovlige, uprovokerede og uberettigede militære aggression og invasion af Ukraine; understreger, at krigen har skabt en alvorlig humanitær krise og har haft en grundlæggende indvirkning på den økonomiske og sikkerhedsmæssige situation i EU og dets nabolande, hvilket skal afspejles generelt i EIB's aktiviteter og investeringsplaner;
48. er bekymret over Republikken Moldovas energiafhængighed og sårbarhed, som den nuværende energikrise har forværret; opfordrer indtrængende EIB til at støtte investeringer i Republikken Moldovas langsigtede energiuafhængighed og -diversificering;
EIB's regelefterlevelse, gennemsigtighed og ansvarlighed
49. gentager, at EIB's AAA-vurdering er nødvendig for at sikre passende finansieringskilder på markedet og derfor skal fastholdes; mener, at finansiel styrke, kyndig ledelse, behersket risikovillighed, langsigtet bæredygtighed og EU's støtte er væsentlige elementer samt iboende kvaliteter i en vellykket forretningsmodel;
50. noterer sig EIB's revisionsudvalgs bemærkninger og henstillinger til banken for 2021; opfordrer EIB til at gennemføre disse henstillinger og afslutte gennemførelsen af dem, der endnu ikke er vedtaget i de foregående år;
51. er enig med EIB's revisionsudvalg i, at der er behov for øget overvågning, forvaltning og tilsyn med operationelle og teknologiske risici, herunder cyberrisici og andre ikkefinansielle risici;
52. glæder sig over EIB's fokus på digitaliseringsstrategi og risikostyring i forbindelse med informationssikkerhed og cybersikkerhed og over vedtagelsen i maj 2021 af "EIB Group – Digital Ambition (ICT) Strategy"; minder om, at cyberangreb sandsynligvis vil medføre operationelle, omdømmemæssige og juridiske risici; forventer, at EIB vedtager en handlingsplan, der omfatter både forsvar mod og genopretning efter cyberangreb med specifikke mål og klare indikatorer, og som vil fremme en robust cybersikkerhedskultur blandt medarbejderne;
53. bemærker, at EIB, Kommissionen og Revisionsretten fornyede trepartsaftalen den 11. november 2021; beklager, at den reviderede aftale ikke giver den omfattende løsning, som Parlamentet har opfordret til; glæder sig imidlertid over, at den nye aftale giver mulighed for større adgang til og forbedret rationalisering af reviderede EIB-dokumenter; gentager, at Revisionsretten forventes at have fuld adgang til alle oplysninger vedrørende EIB's transaktioner, der udelukkende er beregnet til gennemførelse af EU's politikker:
54. bemærker, at EIB's klagemekanisme i 2021 registrerede 64 nye sager (sammenlignet med 77 i 2020), behandlede 107 sager (sammenlignet med 137 i 2020) og afsluttede 64 sager (sammenlignet med 94 i 2020); opfordrer EIB til at overveje anbefalingerne til klagemekanismen og til at gøre en intensiv indsats for at nå ud til interessenter for at tilbyde skræddersyede arrangementer;
55. opfordrer EIB til at sikre, at dens klagemekanisme er lettilgængelig, virkningsfuld og uafhængig med henblik på at opdage og afhjælpe eventuelle menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med EIB-relaterede projekter;
56. er klar over, at generalinspektoratets undersøgelsesafdeling (IG/IN) er en intern afdeling, der indleder undersøgelser af de typer af forseelser, der er defineret i politikken for bekæmpelse af svig, med henblik på at forsyne EIB-Gruppen med relevante fakta og anbefalinger, der skal danne grundlag for EIB's beslutningsproces;
57. bemærker, at udfordringerne som følge af covid-19-pandemien for andet år i træk har haft en indvirkning på den kompetente afdeling af generalinspektoratet i forbindelse med udførelsen af dets aktiviteter, hvilket har resulteret i færre modtagne påstande (174 i 2021 mod 183 i 2020), færre undersøgelsesmissioner (5 i 2021 mod 10 i 2020) og færre henstillinger og udtalelser (45 i 2021 mod 52 i 2020 sammenlignet med et større antal afsluttede sager, nemlig 204 i 2021 mod 195 i 2020);
58. bemærker, at antallet af sager, hvor påstande blev underbygget efter undersøgelsen, faldt kraftigt i 2021 (17 underbygget ud af 67 undersøgelser indledt i 2021 mod 37 sager underbygget ud af 91 undersøgelser indledt i 2020, hvilket er et fald fra 41 % til 25 %);
59. glæder sig over undertegnelsen den 29. oktober 2021 af samarbejdsaftalen mellem EIB og Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol), som bør bane vej for en mere effektiv forebyggelse og afsløring af risici i forbindelse med EIB-Gruppens finansiering;
60. glæder sig over oprettelsen af et nyt system til opfølgning og rapportering af henstillinger og udtalelser; anmoder EIB's IG/IN om at aflægge mere detaljeret rapport til Parlamentet om resultaterne af dens undersøgelser; opfordrer til, at EIB's årlige IG/IN-rapport omfatter de finansielle virkninger af de sager, den undersøger, i tilgift til blot redegørelser for casestudier, med henblik på at give værdifuld indsigt i vurderingen af beskyttelsen af finansielle interesser, herunder EIB's evaluering af de finansielle, operationelle og omdømmemæssige risici i forbindelse med beslutning om, hvorvidt en undersøgelse i så henseende er på sin plads;
61. påskønner det fortsatte arbejde i Proactive Integrity Reviews-enheden og tilskynder til øget samarbejde mellem EIB's grene for eksklusion og udelukkelse, Kommissionens system for tidlig opdagelse og udelukkelse og andre relevante aktører (såsom databasen til indberetning af uregelmæssigheder under Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og ARACHNE's risikovurderingsværktøj) med henblik på at styrke de aktiviteter til forebyggelse og afsløring af svig, der er afgørende for at beskytte Unionens finansielle interesser;
62. minder EIB om, at dens dobbelte karakter (EU-organ og finansiel institution) gør dens tilpasning til EU-retten endnu mere relevant, og at behørig styring, processer og mekanismer konsekvent bør udformes, gennemføres og overholdes i overensstemmelse med Unionens standarder og kriterier og være godt integreret med dem, der følges af andre EU-tjenester, som EIB ofte interagerer med;
63. noterer sig direktionens og EIB's bestyrelses ajourførte adfærdskodekser fra august 2021; glæder sig over indførelsen af en længere karensperiode for medlemmerne af direktionen (24 måneder i stedet for 12) og for medlemmerne af bestyrelsen (12 måneder i stedet for 6); beklager imidlertid, at der ikke findes nogen bestemmelse, der udelukker næstformænd fra at føre tilsyn med og træffe beslutning om operationer i deres oprindelseslande, og fastholder, at dette spørgsmål tages op i forbindelse med den næste revision;
64. har tillid til, at projektevalueringer, der er relevante for beslutninger om finansiering af tilskud, udarbejdes i overensstemmelse med objektive tekniske, finansielle og økonomiske indikatorer, og at projekternes kvalitet er den afgørende faktor i forbindelse hermed; mener, at den "forvaltningspakke", der blev vedtaget af styrelsesrådet i august 2021, og som omfatter nye adfærdskodekser for bestyrelsen, direktionen og revisionsudvalget sammen med de reviderede forretningsregler for den etiske komité og overholdelseskomitéen, styrker EIB's etiske ramme, da den omfatter strengere regler om aktiviteter efter fratrædelse; gentager sin opfordring til at afhjælpe de resterende mangler med hensyn til undgåelse af interessekonflikter i forbindelse med den næste revision af forvaltningsudvalgets adfærdskodeks;
65. er bekymret over manglerne i EIF's første og anden forsvarslinje, der blev indberettet til EIB's revisionsudvalg i de interne revisionsberetninger i december 2021 og januar 2022; opfordrer EIB til at træffe passende afhjælpende tiltag og underrette Parlamentet om sådanne indgreb;
66. glæder sig over EIB-Gruppens reviderede whistleblowerpolitik fra november 2021, som også yder beskyttelse til whistleblowere, der ikke er ansatte i EIB;
67. anerkender, at menneskerettigheder, inklusion og bæredygtighed er grundlæggende søjler i EIB-Gruppens aktiviteter og operationer; glæder sig over de fremskridt, der blev gjort i 2021 med revisionen og vedtagelsen (afsluttet i februar 2022) af rammen for miljømæssig og social bæredygtighed; er klar over, at den nye ramme består af EIB-Gruppens reviderede miljø- og socialpolitik og EIB's miljømæssige og sociale standarder, og at der tages behørigt hensyn til erfaringerne fra klager indgivet til klagemekanismen og Den Europæiske Ombudsmand i denne revision;
68. er af den opfattelse, at en styrket politik til bekæmpelse af svig bør angive effektive metoder til at korrigere forseelser og afbøde risici og bør fremlægge et sæt værktøjer, der er forenelige med de lovgivningsmæssige rammer, med henblik på at fastfryse projekter, hvor der består troværdige mistanker om uregelmæssigheder, og opsige kontrakter med kunder, der ikke overholder reglerne;
69. gentager sin bekymring over flere sager, som OLAF afsluttede i 2020 med fokus på uddannelsestillæg, der uretmæssigt blev tildelt EIB's ansatte; glæder sig over EIB's revision og reform af godtgørelsessystemet og korrektionen af mange af de fejl, som OLAF har konstateret, herunder skridt til at inddrive uretmæssigt udbetalte beløb; gentager sin anmodning til EIB om at aflægge rapport til Parlamentet om resultatet af opfølgningen på OLAF's henstillinger;
70. glæder sig over vedtagelsen af EIB-Gruppens reviderede gennemsigtighedspolitik den 17. november 2021 efter en omfattende offentlig høring; bemærker, at denne politik indeholder bestemmelser om proaktiv offentliggørelse af oplysninger og dokumenter og offentliggørelse heraf efter anmodning; minder om betydningen af gennemsigtighed for formidlere, for interne beslutningsprocedurer og for projekters indvirkning på miljøet og menneskerettighederne ved fuld gennemførelse;
71. opfordrer EIB til at forbedre gennemførelsen af sin gennemsigtighedspolitik, til at implementere Ombudsmandens henstillinger fra de tre afgørelser, der blev offentliggjort den 21. april 2022, hvori EIB blev opfordret til at vedtage en mere ambitiøs tilgang til sin offentliggørelsespraksis i overensstemmelse med EU's gennemsigtighedslovgivning, og til at træffe flere gennemsigtighedsforanstaltninger;
72. opfordrer indtrængende EIB til hurtigt at reagere på Ombudsmandens anmodninger om at gøre det lettere for offentligheden at se de potentielle miljøvirkninger af de projekter, den finansierer;
73. genfremsætter sin opfordring til større gennemsigtighed og ansvarlighed over for Parlamentet; gentager navnlig betydningen af større kontrol fra Parlamentets side med EIB's bestyrelses afgørelser, idet der fra Kommissionens side skal udvises øget gennemsigtighed vedrørende de holdninger, den indtager på EIB's bestyrelsesmøder; opfordrer i den forbindelse til, at man overvejer muligheden for, at Parlamentet kan få observatørstatus på bestyrelsesmøderne;
74. mener, at Kommissionen bør skabe større gennemsigtighed i sine udtalelser om de projekter, der finansieres af EIB, da dette vil bidrage til at præcisere dens rolle i forhold til Unionens politiske mål;
75. er klar over, at opfordringerne til øget gennemsigtighed ikke må føre til ringere beskyttelse af kundernes legitime finansielle interesser og skal passe ind i de eksisterende retlige rammer og databeskyttelsesordningen;
76. opfordrer bankens repræsentanter til at øge engagementet og interaktionen med Parlamentet, navnlig med hensyn til kontrollen med finansielle aktiviteter;
77. bemærker, at målene i strategien for mangfoldighed og inklusion 2018-2021 ikke blev fuldstændig indfriet; anerkender den indsats, som EIB har gjort i de seneste år for at forbedre kønsbalancen blandt sine ansatte, navnlig på ledelsesniveau og blandt højerestående tjenestemænd;
78. erkender, at den begrænsede grad af nyansættelser under covid-19-pandemien, de meget specifikke fagprofiler som banken efterlyser (inden for risikostyring, regelefterlevelse og IT-stillinger, der i mange tilfælde hentes fra banksektoren og specialiserede sektorer, som ikke nødvendigvis selv er mangfoldige) samt konkurrenceforholdene på det luxembourgske arbejdsmarked er eksempler på de begrænsninger, der skal tages hensyn til ved vurderingen af den overordnede situation;
79. erkender, at der gennem længere tid har været en problematik og klager vedrørende de store lønforskelle mellem administrative og faglige personalekategorier; henleder opmærksomheden på de høje leveomkostninger i Luxembourg og bemærker, at justeringskoefficienten for Luxembourg er sat til 100 %, selv om den bør være højere; påpeger de udfordringer, som ansatte tilhørende den administrative kategori står over for, og hvordan disse kan have en negativ indvirkning på tiltrækningskraften ved at arbejde i EIB og på levestandarden for bankens ansatte;
80. opfordrer banken til fortsat at træffe tiltag til at opnå en mere synlig kønsbalance inden for sin organisation;
81. glæder sig over, at EIB konstant overvåger den geografiske balance, og at der tages hensyn til data herom i forbindelse med igangværende og fremtidige ansættelsesprocesser;
82. gentager sin opfordring til EIB om at sikre en passende geografisk repræsentation af alle medlemsstater i dens administration under hensyntagen til kandidaternes kompetencer og erfaringsgrundlag; opfordrer EIB til årligt at offentliggøre en oversigt over fordeling på køn og nationalitet i mellem- og toplederstillinger;
83. noterer sig de to forslag til Rammer for strejkeretten og Rammer for anerkendelse af fagforeninger og forstår, at forvaltningsudvalget vil vedtage disse rammer rettidigt;
84. opfordrer banken til yderligere at aflægge rapport om de gennemførelsesforanstaltninger, der er blevet iværksat på grundlag af sundheds- og trivselsundersøgelsen for 2021; opfordrer navnlig banken til at aflægge rapport om gennemsigtighed i den interne forvaltning og interne ansættelsesprocedurer og om de foranstaltninger, der er truffet for at håndtere resultaterne af "personaletilfredshedsundersøgelserne";
Opfølgning på Parlamentets henstillinger
85. opfordrer EIB til at fortsætte med at aflægge rapport om situationen og status med hensyn til tidligere henstillinger, som Parlamentet har fremsat i sine årlige beslutninger, navnlig hvad angår:
a)
virkninger (økonomiske, miljømæssige og sociale) af investeringsstrategien og de resultater, der er opnået for at bidrage til en afbalanceret og stabil udvikling af det indre marked i Unionens interesse
b)
vedtagne tiltag til at forbedre bekæmpelsen af forseelser og interessekonflikter, skatteundgåelse, svig og korruption
c)
foranstaltninger til at styrke støtten til SMV'er og støtteberettigede økonomiske aktører i forbindelse med gennemførelsen af EU's politikker og til at undgå nye krav, der skaber mere bureaukrati for SMV'er
d)
opfølgning på opfordringerne og anmodningerne i denne beslutning;
o o o
86. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen og opfordrer Rådet og EIB's bestyrelse til at drøfte denne beslutning.
Beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig – årsberetning 2021
209k
72k
Europa-Parlamentets beslutning af 19. januar 2023 om beskyttelsen af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig – årsrapport 2021 (2022/2152(INI))
– der henviser til artikel 310, stk. 6, og artikel 325, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
– der henviser til Kommissionens rapport af 23. september 2022 med titlen "33. årsrapport om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – Bekæmpelse af svig – 2021" (COM(2022)0482),
– der henviser til årsberetningen for 2021 fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og årsberetningen for 2021 fra OLAF-overvågningsudvalget,
– der henviser til OLAF-overvågningsudvalgets udtalelse nr. 1/2021 af 4. februar 2021 med titlen "OLAF's henstillinger, som ikke blev fulgt af de relevante myndigheder", nr. 2/2021 af 31. maj 2021 om "Samarbejdsordninger mellem OLAF og EPPO", nr. 4/2021 af 18. oktober 2021 med titlen "OLAF's foreløbige budgetforslag for 2022" og nr. 5/2021 af 17. december 2021 med titlen "Analysis of OLAF's investigations lasting more than 36 months in 2019" (Analyse af OLAF's undersøgelser af en varighed på over 36 måneder i 2019),
– der henviser til årsrapport 2021 fra Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) offentliggjort i marts 2022,
– der henviser til sin beslutning af 15. december 2022 om mistanke om korruption fra Qatar og det bredere behov for gennemsigtighed og ansvarlighed i EU-institutionerne(1),
– der henviser til forordning (EU, Euratom) 2020/2223 af 23. december 2020 om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 for så vidt angår samarbejde med Den Europæiske Anklagemyndighed og effektiviteten af undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig(2) (OLAF-forordningen),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten(3),
– der henviser til Kommissionens rapport fra september 2021 om momsgabet i 2021,
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser(4) (BFI-direktivet),
– der henviser til Kommissionens rapport af 6. september 2021 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (COM(2021)0536),
– der henviser til Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed(5) (EPPO-forordningen),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2019/1798 af 23. oktober 2019 om udpegelse af den europæiske chefanklager for Den Europæiske Anklagemyndighed(6),
– der henviser til Den Europæiske Unions Domstols (EU-Domstolens) domme af 16. februar 2022 i sag C-156/21 og C-157/21 og EU-Domstolens konklusioner om, at mekanismen med konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet er i overensstemmelse med EU-retten, hvilket bekræftede, at retsgrundlaget er hensigtsmæssigt, og at den generelle konditionalitetsordning er forenelig med artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og retssikkerhedsprincippet,
– der henviser til Kommissionens forslag af 18. september 2022 til Rådets gennemførelsesafgørelse om foranstaltninger til beskyttelse af Unionens budget mod tilsidesættelser af retsstatsprincippet i Ungarn (COM(2022)0485),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget(7) (forordningen om konditionalitet),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 2. marts 2022 med titlen "Retningslinjer for anvendelsen af forordning (EU, Euratom) 2020/2092 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget"(8),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 29. april 2019 med titlen "Kommissionens strategi til bekæmpelse af svig: en øget indsats for at beskytte EU's budget" (COM(2019)0196),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. december 2020 om Den Europæiske Unions revision i henhold til gennemførelsesrevisionsmekanismen under De Forenede Nationers konvention mod korruption (COM(2020)0793),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2021/785 af 29. april 2021 om oprettelse af EU-programmet for bekæmpelse af svig og om ophævelse af forordning (EU) nr. 250/2014(9),
– der henviser til sin henstilling af 17. februar 2022 til Rådet og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om korruption og menneskerettigheder(10),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 14. april 2021 om en EU-strategi til bekæmpelse af organiseret kriminalitet 2021-2025 (COM(2021)0170),
– der henviser til EU-Domstolens dom af 1. september 2021 i sag T-517/19, Homoki mod Kommissionen(11),
– der henviser til sin beslutning af 10. juni 2021 om retsstatssituationen i Den Europæiske Union og anvendelsen af forordningen om konditionalitet (EU, Euratom) 2020/2092(12),
– der henviser til sin beslutning af 7. juli 2022 om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig – årsrapport for 2020(13),
– der henviser til forretningsordenens artikel 54,
– der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0299/2022),
A. der henviser til, at medlemsstaternes myndigheder forvalter over 85 % af EU's udgifter, herunder genopretnings- og resiliensfaciliteten, og inddriver EU's traditionelle egne indtægter, mens Kommissionen fører tilsyn med begge disse områder, fastlægger standarder, verificerer efterlevelse og rapporterer til både Parlamentet og Rådet om de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe svig og andre ulovlige aktiviteter, der skader EU's finansielle interesser, i henhold til artikel 325, stk. 5, i TEUF;
B. der henviser til, at forsvarlig forvaltning af offentlige udgifter og beskyttelsen af EU's finansielle interesser bør være centrale elementer i EU's politik med henblik på at øge borgernes tillid ved at sikre, at skatteydernes penge bruges korrekt og effektivt;
C. der henviser til, at tillid til Parlamentets integritet og retsstatsprincippet er af afgørende betydning for, at det europæiske demokrati kan fungere; der henviser til, at det er vigtigt at sikre, at demokratiske processer ikke infiltreres af private interesser, og at borgernes rettigheder respekteres fuldt ud;
D. der henviser til, at rapporten er baseret på oplysninger fra medlemsstaterne, herunder data om uregelmæssigheder og svig, der er afdækket, og som analyseres for at udpege de områder, der er mest udsatte, og der henviser til, at den beskriver de modforanstaltninger, der er truffet, og gør det muligt at indføre mere målrettede tiltag på både EU-plan og nationalt plan;
E. der henviser til, at den generelle ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget har været gældende og har kunnet håndhæves siden den 1. januar 2021; der henviser til, at alle tilsidesættelser i en medlemsstat af retsstatsprincipperne såsom svig, som påvirker eller i alvorlig grad risikerer at påvirke en forsvarlig økonomisk forvaltning af EU-budgettet og EU's finansielle interesser på en tilstrækkeligt direkte måde, derfor siden denne dato er omfattet af denne ordning;
F. der henviser til, at forordningen om konditionalitet giver EU mulighed for at træffe foranstaltninger – f.eks. suspension af betalinger eller anvendelse af finansielle korrektioner – for at beskytte budgettet mod svig og skærme retsstatsprincippet;
G. der henviser til, at EU-Domstolen har afvist påstande fra to medlemsstater, idet den har fastslået, at forordningen om konditionalitet ligger inden for de beføjelser, der gælder i forbindelse med de finansielle regler for gennemførelsen af EU-budgettet;
H. der henviser til, at Kommissionen bør anvende de samme kriterier, baseret på respekt for retsstatsprincippet, for så vidt angår midler, der ydes til tredjelande via EU-budgettet, og indtage en kompromisløs holdning for at standse alle igangværende finansielle transaktioner til sådanne lande i tilfælde, hvor disse udøver utilbørlig indflydelse på EU's institutioner eller lovgivere;
I. der henviser til, at EU i 2021 færdiggjorde vedtagelsen af udgiftsprogrammerne for 2021-2027, herunder EU-programmet for bekæmpelse af svig, som støtter bekæmpelsen af svig ved at yde tilskud til specifikke initiativer og muliggøre finansiering af dedikerede IT-platforme og -værktøjer til at lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne og EU;
J. der henviser til, at Unionen og medlemsstaterne deler ansvaret for at beskytte Unionens finansielle interesser; der henviser til, at de for så vidt angår den hidtil usete anvendelse af midler under genopretnings- og resiliensfaciliteten også deler ansvaret for at regulere og gennemføre de nationale genopretnings- og resiliensplaner; der henviser til, at den rolle, som nationale myndigheder spiller med hensyn til at sikre et passende beskyttelsesniveau for EU's finansielle interesser, er tiltaget betydeligt som følge heraf;
K. der henviser til, at gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten vil øge presset på europæiske og nationale myndigheder i de kommende år og falder sammen med udgiftsprogrammerne for 2021-2027; der henviser til, at medlemsstaterne vil være nødt til at beherske de forskellige forvaltningsmetoder, der knytter sig til gennemførelsen af de forskellige fonde, og at Kommissionen vil være nødt til at styrke sin overvågningskapacitet, da den i øjeblikket kun er i stand til at overvåge en brøkdel af alle udgifter;
L. der henviser til, at Kommissionen har bestræbt sig på at støtte de nationale myndigheder med udarbejdelsen og vurderingen af de nationale planer og navnlig har haft fokus på bestemmelserne vedrørende foranstaltninger til beskyttelse af midlerne i genopretnings- og resiliensfaciliteten mod svig, korruption, interessekonflikter og dobbeltfinansiering;
M. der henviser til artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten(14) (forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten) indeholder bestemmelser vedrørende beskyttelse af EU's finansielle interesser, og at forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten sikrer, at Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og EPPO er i stand til at udøve deres mandater, og at nationale myndigheder indfører effektive foranstaltninger til bekæmpelse af svig, under hensyntagen til eventuelle risici, som konstateres;
N. der henviser til, at mangfoldigheden af retlige og administrative systemer i medlemsstaterne er en ulempe og skal imødegås på passende vis for at skabe mere ensartede, interoperable og sammenlignelige forvaltnings- og rapporteringssystemer i EU med henblik på effektiv forebyggelse og overvindelse af uregelmæssigheder og bekæmpelse af svig og korruption;
O. der henviser til, at mangler med hensyn til gyldigheden og sammenligneligheden af data og indberetningsteknologier, herunder som følge af de forskellige grader af digitalisering i medlemsstaterne, fortsat i alvorlig grad undergraver de tilgængelige oplysningers kvalitet og pålidelighed;
P. der henviser til, at Arachne-værktøjet er frivilligt, og at det, skønt det allerede anvendes i vid udstrækning inden for samhørighedspolitikken og er ved at blive indført for landbrugsudgifter, ifølge Kommissionen vil være et stort fremskridt at gøre det obligatorisk – således som Parlamentet gentagne gange har anmodet om;
Q. der henviser til, at merværdiafgiften (moms) er en vigtig indtægtskilde for de nationale budgetter, og til, at egne indtægter fra moms udgør omkring 10 % af de samlede egne indtægter (12,3 % af EU's samlede budgetindtægter i 2020 og 11 % i 2019);
R. der henviser til, at Kommissionens handlingsplan for en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningsstrategien (COM(2020)0312) bidrager til EU's strategi for forenkling og tilpasning af beskatning til digitaliseringen af økonomien og den grønne omstilling og peger på bekæmpelse af momssvig som en prioritet;
S. der henviser til, at EPPO endelig indledte sine operationelle aktiviteter den 1. juni 2021 som sidste søjle i den struktur for bekæmpelse af svig, som Unionen har udformet med henblik på at fremme beskyttelsen af dens finansielle interesser; der henviser til, at EPPO's arbejdsbyrde forventes at stige;
T. der henviser til, at EPPO på trods af minimale ressourcer og ekstremt tidspres allerede har demonstreret sin kapacitet og omkostningseffektivitet; der henviser til, at EPPO's budget for 2021 var på under 45 mio. EUR, mens EPPO-dommere gav ordre om beslaglæggelse af mere end 250 mio. EUR i organisationens første driftsår, hvilket illustrerer, at EPPO kan levere et massivt og øjeblikkeligt investeringsafkast;
U. der henviser til, at Kommissionens viden om omfanget og arten af samt årsagerne til svig er temmelig begrænset, og at mange potentielle tilfælde af svig ikke indberettes via systemet til indberetning af uregelmæssigheder; der henviser til, at korruption undergraver borgernes tillid til EU og udgør en fare for Unionens finansielle interesser og for EU's økonomi som helhed, samtidig med at det er en alvorlig trussel mod demokratiet og retsstatsprincippet i EU;
V. der henviser til, at korruption i henhold til artikel 83 i TEUF er blandt de kriminalitetsområder af særligt grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension og i varierende grad påvirker alle medlemsstater; der henviser til, at kriminelle organisationer er særligt aktive med hensyn til at opsnappe EU-midler og formår at udnytte heterogeniteten i medlemsstaternes retlige og administrative systemer til at infiltrere deres økonomiske, finansielle, erhvervsmæssige, sociale og politiske strukturer og derved skade den økonomiske frihed og den frie konkurrence;
W. der henviser til, at den hidtil usete stigning i EU's udgifter i forbindelse med den flerårige finansielle ramme (FFR) 2021-2027 og genopretningsplanen NextGenerationEU (NGEU) indebærer betydelige risici, herunder potentielt misbrug af midler fra organiserede kriminelles side;
X. der henviser til, at samarbejde med internationale partnere er afgørende for at beskytte EU-midler, der anvendes uden for Europa, og EU-budgettets indtægtsside; der henviser til OLAF's undertegnelse af administrative samarbejdsaftaler med to internationale partnermyndigheder i 2021, Ukraines anklagemyndighed og Verdenstoldorganisationen (WCO); der henviser til, at OLAF i 2021 afholdt onlinearrangementer med henblik på at etablere nye operationelle kontakter med efterforskningsmyndigheder i tredjelande og tilskynde til indberetning af svig og uregelmæssigheder gennem EU-delegationer rundt om i verden;
1. glæder sig over den 33. årsrapport om beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser og bekæmpelse af svig 2021;
2. er klar over, at 2021 var et udfordrende år, hvor indvirkningen af covid-19-pandemien krævede en tilpasning af kontrolstrategierne og et fokus på forebyggelse gennem specifikke afbødende foranstaltninger og målrettede foranstaltninger med henblik på at afdække uregelmæssigheder og svig;
3. minder om, at genopretnings- og resiliensfaciliteten, som er den primære søjle i NGEU, og som er finansieret af Kommissionens optagelse af lån på kapitalmarkederne, trådte i kraft den 19. februar 2021, med det formål at finansiere reformer og investeringer i medlemsstaterne med tilbagevirkende kraft fra starten af pandemien i februar 2020;
4. understreger, at foranstaltninger i 2021 var berettiget til EU-støtte under den flerårige finansielle ramme (FFR) 2014-2020 (som slutter i 2024), under FFR for 2021-2027 og inden for rammerne af NGEU-genopretningspakken;
5. fremhæver, at den nye FFR 2021-2027, hvis sidste programmer blev vedtaget i 2021, kombineret med NGEU-genopretningsplanen, giver EU 1,8 bio. EUR, hvilket udgør midler i en hidtil uset størrelsesorden; fremhæver, at Parlamentet (med henblik på at sikre decharge), OLAF, Revisionsretten, Kommissionen selv og, såfremt det er relevant, EPPO kan tilgå relevante data og kontrollere anvendelsen af midler for at supplere og styrke de revisionsforanstaltninger, der er fastsat i de gældende forordninger;
6. bemærker, at Parlamentet og dets Budgetkontroludvalg bør spille en stærk rolle i forvaltningen af genopretnings- og resiliensfaciliteten, herunder gennem regelmæssige, strukturerede dialoger, hvor Kommissionen opfordres til at drøfte gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten, og hvor Kommissionen er forpligtet til at tage hensyn til de synspunkter, der fremkommer i den forbindelse;
7. understreger, at der også er behov for og forventes et tilsvarende højt niveau af opmærksomhed og kontrol for at garantere, at disse midler kan yde det bedst mulige bidrag til Unionens fælles mål; minder om, at det øgede pres på de myndigheder, der forvalter EU-midler, det øgede mængde af ressourcer, som anvendes, og de øgede risici i forbindelse med forvaltningen af disse (efter at der i forbindelse med pandemien blev indført forenklede procedurer og hasteprocedurer, som er udsatte for misbrug);
8. er af den opfattelse, at øget gennemsigtighed, digitalisering af bekæmpelsen af svig og fortsat styrkelse og udvikling af vurderingen af risikoen for svig og styringen af risikoen for svig bør forfølges sideløbende med en forsvarlig gennemførelse af EU's struktur for bekæmpelse af svig;
9. opfordrer til en øget grad af digitalisering, interoperabilitet mellem datasystemer og harmonisering af rapportering, overvågning og revision i EU og gentager med henblik herpå sin opfordring til Kommissionen om at harmonisere definitionerne, så der kan tilvejebringes sammenlignelige data i hele EU;
10. opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag om gensidig administrativ bistand inden for de områder af anvendelsen af EU-midler, hvor der endnu ikke foreskrives en sådan praksis; tilskynder Kommissionen til at udarbejde et system til udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder for at gøre det muligt at foretage krydstjek af regnskaberne, som vedrører transaktioner mellem to eller flere medlemsstater, med henblik på at undgå grænseoverskridende svig med de europæiske struktur- og investeringsfonde, så der sikres en tværgående tilgang til beskyttelsen af EU's finansielle interesser;
11. udtrykker bekymring over den temmelig sene offentliggørelse af den årlige rapport om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, eftersom rapporten for år n først offentliggøres i september i år n + 1; er klar over, at hovedårsagen hertil er, at medlemsstaterne fremsender deres oplysninger ret sent; opfordrer Kommissionen til at være mere proaktiv med hensyn til at anmode medlemsstaterne om at indsende deres data tidligere, således at dens årsberetning kan færdiggøres tidligere, hvilket vil betyde, at Parlamentets beslutning om betænkningen kan vedtages tidligere, ideelt set inden for år n + 1;
12. er af den opfattelse, at det navnlig i lyset af ikrafttrædelsen af den nye OLAF-forordning, forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten og forordningen om konditionalitet samt påbegyndelsen af EPPO's operationelle aktiviteter, som fuldender EU's struktur til bekæmpelse af svig, er nødvendigt at gøre den årlige BFI-rapport mere holistisk for at tilvejebringe et samlet overblik over synergierne mellem alle relevante aktører, identificere bedste praksis og afhjælpe mangler; gentager derfor sin opfordring til Kommissionen om at undersøge nye muligheder med henblik herpå;
Afdækkede svigagtige og ikkesvigagtige uregelmæssigheder
13. bemærker, at antallet af tilfælde af svig og uregelmæssigheder, som blev indberettet af de kompetente EU- og nationale myndigheder – 11 218 i alt – var uændret i 2021 i forhold til 2020 (hvor der var 11 755 sager i alt); påpeger, at værdien af disse uregelmæssigheder steg betydeligt og mere end fordobledes (+ 121 %) fra 1,46 mia. EUR i 2020 til 3,24 mia. EUR i 2021) som følge af et lille antal store sager i visse medlemsstater; udtrykker sin alvorlige bekymring over det øgede omfang af svig og uregelmæssigheder;
14. anerkender, at antallet af konstaterede uregelmæssigheder, der indberettes som svig, er en indikation på omfanget af afsløring og på medlemsstaternes og Unionens organers kapacitet til at afsløre potentiel svig og ikke direkte indikerer det omfang af svig, der vedrører Unionens budget eller en bestemt medlemsstat; forstår, at afsløringen og indberetningen af en uregelmæssighed indebærer, at der er blevet truffet korrigerende foranstaltninger for at beskytte Unionens finansielle interesser, og at der i relevante tilfælde er indledt straffesager;
15. konstaterer med bekymring, at størstedelen af de uregelmæssigheder, der indberettes (svigagtige og ikkesvigagtige), opdages under efterfølgende kontroller, og at dette resulterer i en væsentlige forsinkelse mellem det tidspunkt, hvor uregelmæssighederne bliver begået, og tidspunktet, hvor de indberettes til Kommissionen, en forsinkelse på gennemsnitligt mellem to et halvt og tre år; er også bekymret over, at nogle medlemsstater ikke indberetter uregelmæssigheder, hvilket kunne være et tegn på utilstrækkelige afsløringsbestræbelser;
16. er klar over, at EU's udgifter følger flerårige cyklusser, og at gennemførelsen stiger progressivt hen imod programmets afslutning, således at indberetningen af uregelmæssigheder sædvanligvis topper i år n+2 eller n+3 efter det sidste år i cyklussen; påpeger derfor, at en sammenligning år for år af indberetningen af uregelmæssigheder ikke giver en pålidelig analyse af situationen i realtid, mens et flerårigt perspektiv kan afbøde forvridninger; glæder sig over den tilgang, der er vedtaget med henblik på at afbøde denne effekt, hvorved resultaterne af det indberettede år sammenlignes med det femårige gennemsnit for de traditionelle egne indtægter og med gennemsnittet for den relevante programmeringsperiode for udgifter, med undtagelse af de årlige udgifter til direkte støtte til landbrugere og markedsstøtten; understreger dog, at forskellene i lovgivningsrammerne for så vidt angår forskellige programmeringsperioder kan gøre sammenligninger forgæves og forhindre analysebestræbelser;
17. opfordrer Kommissionen til i stigende grad at fokusere på mere alvorlige spørgsmål såsom bevidst manipulation af udbudskriterier med henblik på favorisering af bud fra bestemte tilbudsgivere, korruption i forbindelse med udvælgelse af tilbudsgivere og interessekonflikter generelt frem for på små formelle fejl;
Større trusler
18. er bekymret over de stigende trusler mod EU-budgettet fra organiseret kriminalitet, herunder mafialignende organisationer og oligarkiske strukturer; er klar over, at organiserede kriminelle grupper forsøger at infiltrere den lovlige økonomi og begå administrative uregelmæssigheder med kriminelle metoder, der er mere skadelige og vanskeligere at efterforske og bekæmpe; påpeger, at der i deres fremgangsmåde i stigende grad indgår anvendelse af højt kvalificerede mellemmænd, som er i stand til at udføre svindel med EU-midler, der er yderst sofistikeret og vanskelig at afdække, ved at få penge til at forsvinde gennem komplekse finansielle strukturer, undertiden ved hjælp af skattely, hvilket gør det særligt vanskeligt at spore og skaffe midler tilbage;
19. gentager sin bekymring over, at udbredelsen af oligarkiske grupper har nået et hidtil uset omfang i de seneste år, og at oligarkiske systemer ofte går hånd i hånd med udbredt korruption, stram mediekontrol og en evne til at påvirke retsvæsenet og anklagemyndigheden på en sådan måde, at mulige kriminelle aktiviteter skjules, og retsforfølgelse undgås;
20. minder om, at svig med EU-midler i stigende grad har tværnationale dimensioner, at kriminelle organisationer udnytter, at retssystemerne er heterogene, til at begå svigagtige aktiviteter til skade for medlemsstaternes finansielle interesser, og at EU inden for de grænser, der er fastsat i TEUF, har en forpligtelse til at gribe ind i politikker til bekæmpelse af korruption og har pligt til at imødegå korruption med foranstaltninger, der bekæmper og forebygger den; opfordrer derfor Kommissionen til at gøre alt for at bringe medlemsstaternes strafferetlige regler i overensstemmelse med hinanden;
21. minder om, at manglen på effektiv lovgivning og tiltag til bekæmpelse af organiseret kriminalitet i mange medlemsstater skaber gunstige vilkår for det voksende antal grænseoverskridende aktiviteter på områder, der påvirker Unionens finansielle interesser; gentager derfor sine tidligere opfordringer til en revision af Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet(15) og sin holdning om behovet for at fastlægge en ny fælles definition af organiseret kriminalitet, som er i overensstemmelse med den seneste udvikling og tager hensyn til kriminelle gruppers anvendelse af vold, korruption eller intimidering for at opnå kontrol med økonomiske aktiviteter eller offentlige indkøb eller påvirke den demokratiske proces; opfordrer Kommissionen til at fremme den gode praksis i de lande i EU, der har en avanceret lovgivningsramme for bekæmpelse af organiseret kriminalitet;
22. understreger, at rettidigt samarbejde mellem såvel nationale retshåndhævende myndigheder som mellem sådanne myndigheder og de relevante EU-agenturer og -organer er et centralt element i en effektiv reaktion på tværnational kriminalitet med henblik på at beskytte EU's finansielle interesser; anbefaler, at der som led i dette samarbejde og denne indsats gøres en indsats for at fremme fælles politikker til bekæmpelse af mafiarelateret kriminalitet, og at eksemplet fra de lande, som er mest omhyggelige og erfarne på dette område, følges;
23. understreger, at korruption, navnlig korruption på højt plan, herunder i EU-institutionerne, er en særligt alvorlig forbrydelse med potentiale til at brede sig på tværs af grænser, som påvirker Unionens finansielle interesser og EU's økonomi som helhed, udgør en alvorlig trussel mod demokratiet, de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet i hele Europa og undergraver borgernes tillid til de demokratiske institutioner i EU og i medlemsstaterne;
24. er forfærdet over, at mindst to tredjelande har været i stand til at begå korruption på højt plan og udøve utilbørlig indflydelse på medlemmer af Europa-Parlamentet, hvilket foranledigede de belgiske myndigheder til at foretage strafferetlige undersøgelser i december 2022; understreger, at sådanne handlinger truer princippet om borgernes demokratiske repræsentation i beslutningstagningen i EU og undergraver borgernes tillid til EU-institutionerne; kræver i denne forbindelse, at Kommissionen snarest muligt forelægger et udkast til en interinstitutionel aftale om oprettelse af et etisk organ i EU med den nødvendige uafhængighed og ret til at foretage sine egne undersøgelser, således som Parlamentet har anmodet om siden september 2021, med henblik på at overvinde svaghederne i det nuværende system;
25. mener, at en revision af personalevedtægten, særlig artikel 22c, er nødvendig for at bringe den i overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/1937 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten(16) (whistleblowerdirektivet); opfordrer Præsidiet til i mellemtiden straks at revidere Parlamentets interne gennemførelsesbestemmelser til artikel 22, litra c), i personalevedtægten for at bringe dem i overensstemmelse med den beskyttelse, der er fastsat i whistleblowerdirektivet;
26. opfordrer Kommissionen til at udarbejde en årlig rapport om korruption i lighed med den eksisterende rapport om svig med henblik på en tilbundsgående analyse af de tilgange, procedurer og værktøjer, som medlemsstaterne anvender i deres bekæmpelse af korruption, og for at hjælpe med at vurdere, hvilke områder der er mest udsatte, og derigennem gøre det muligt at gennemføre en mere målrettet indsats på både EU-plan og nationalt plan;
27. understreger den rolle, som EPPO, EU's Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust), Europol og OLAF spiller i bekæmpelsen af korruption; opfordrer til, at EPPO's kapacitet og samarbejdet mellem EPPO og OLAF styrkes yderligere; opfordrer til at indføre fælles regler for bekæmpelse af korruption for medlemmer af Europa-Parlamentet og ansatte i EU-organer;
28. fremhæver, at Kommissionen og andre EU-institutioner og -organer for effektivt at bekæmpe korruption og beskytte Unionens finansielle interesser bør vedtage en konsekvent tilgang til gennemsigtighed, uforenelighed, ulovlig lobbyvirksomhed, svingdørssituationer og interessekonflikter, og samtidig styrke de interne kontrolmekanismer; opfordrer EU-institutionerne til hurtigst muligt at vedtage foranstaltninger med henblik på at indføre en praksis med minimumsafkølingsperioder for EU-ansatte på højt plan og tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet for at undgå svingdørsfænomenet;
29. minder om, at den aftagende uafhængighed hos de institutioner, der er ansvarlige for overvågning og kontrol af finanser i visse medlemsstater, i alvorlig grad skader Unionens finansielle interesser og udgør en trussel mod retsstatsprincippet;
30. mener, at det styrkede og mere ensartede niveau af beskyttelse af journalister og whistleblowere i hele Unionen bidrager til at afdække korruption og imødegå udbredelsen af en subkultur med straffrihed, fortielse og konspirationer, og at der bør udfoldes flere bestræbelser i denne henseende; fremhæver den vigtige rolle, som medierne og graverjournalister spiller i bekæmpelsen af korruption;
31. er af den opfattelse, at offshorevirksomheder og organisationer, der har offshorevirksomheder og -organisationer i deres ejerskabsstrukturer, bør udelukkes fra anvendelsen af EU-midler;
Indtægter
32. konstaterer, at antallet af uregelmæssigheder for så vidt angår traditionelle egne indtægter forblev uændret i 2021 og sammenlignet med det femårige gennemsnit, mens de berørte beløb steg med 32 % for svigagtige uregelmæssigheder og med 13 % for ikkesvigagtige uregelmæssigheder;
33. bemærker, at inspektioner foretaget af instanser til bekæmpelse af svig og efterfølgende kontroller var de mest succesfulde værktøjer til afdækning af svigagtige og ikkesvigagtige uregelmæssigheder, og at de hyppigste måder fremgangsmåder involverede for lav vurdering, ukorrekt oprindelse, falsk varebeskrivelse og smugling;
34. bemærker, at Kina forblev oprindelseslandet for størstedelen af de varer, hvor der var uregelmæssigheder; understreger, at en række af de undersøgte sager, som vedrørte produkter, der var afsendt fra Kina, er symbolske for de udfordringer, som Kinas "ét bælte, én vej"-initiativ udgør; er bekymret over de gentagne tilfælde af absorption og omgåelse af handelsbeskyttelsesforanstaltninger og over, hvor vanskeligt det er at afdække dem; opfordrer Kommissionen til at vedtage modforanstaltninger og indsætte dem intensivt for at imødegå urimelig handelspraksis;
35. opfordrer EU og medlemsstaterne til at slå sig sammen om at bekæmpe svig i forbindelse med forsvundne forhandlere inden for Fællesskabet, som ifølge Europol koster 50 mia. EUR årligt i tabte afgifter eller op til 27 % af det årlige EU-budget; mener, at denne foranstaltning i betydelig grad vil øge de ressourcer, der er til rådighed for EU's politikker, og reducere medlemsstaternes årlige bidrag til EU-budgettet;
36. understreger, at momsgabet skyldes adskillige faktorer, som kan variere i de forskellige medlemsstater, eksempelvis manglende ressourcer, begrænset digital effektivitet i skatteforvaltningerne eller huller i lovgivningen, der påvirker effektiviteten af de kontrolforanstaltninger, der er truffet for at imødegå skatteunddragelse og skatteundgåelse; gentager sin opfordring til medlemsstaterne om at styrke det administrative samarbejde på grundlag af den samarbejdsmodel, som benyttes af medlemmerne af Eurofisc, og det multilaterale advarselssystem for bekæmpelse af momssvig med henblik på hurtigt at afdække svindel af karruseltypen;
37. understreger, at EPPO har kompetence til at efterforske alvorlige overtrædelser af det fælles momssystem, hvis de har forbindelse til to eller flere medlemsstaters område, og de samlede skader andrager mindst 10 mio. EUR, og understreger, at EPPO ved at agere som en fælles tværnational anklagemyndighed gør bekæmpelsen af momssvig langt mere effektiv end tidligere; bemærker navnlig, at EPPO i 2021 undersøgte 91 sådanne sager, hvor tabene skønnedes at være på 2,5 mia. EUR; glæder sig over Kommissionens anden gennemførelsesrapport om BFI-direktivet (COM(2022)0466), som blev offentliggjort den 16. september 2022, og som også fokuserer på hensigtsmæssigheden af momsgrænsen på 10 mio. EUR;
Udgifter
38. bemærker, at niveauet af kontroller og revision vedrørende udgifter ifølge rapport om beskyttelse af Unionens finansielle interesser 2021 er forblevet højt trods den fleksibilitet, der blev indført for at imødegå covid-19-pandemikrisen, og at de foranstaltninger, som blev indført for at afbøde de risici, som var affødt af begrænsningerne på revisioner og kontroller i forbindelse med pandemien, var solide og effektive;
39. anmoder Kommissionen om at offentliggøre revisionsrapporter og resultater inden udgangen af gennemførelsesperioden, som kan tage adskillige år; mener, at offentligheden har ret til at kende til de foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe for at beskytte EU-budgettet;
40. konstaterer, at analysen i rapporten om beskyttelse af Unionens finansielle interesse 2021 for landbruget vedkommende bekræfter, at der er en meget lav forekomst af indberettede tilfælde af svig set i forhold til udbetalingerne for direkte betalinger, hvor det højeste niveau blev observeret for markedsforanstaltninger i frugt- og grøntsektoren og med hensyn til salgsfremstød for landbrugsprodukter; bemærker imidlertid den gradvise stigning i antallet af svigagtige uregelmæssigheder inden for udvikling af landdistrikterne i forbindelse med programmeringsperioden 2014-2020;
41. understreger behovet for en streng anvendelse af den nye mekanisme til social konditionalitet, der blev indført under den seneste reform af den fælles landbrugspolitik, og som knytter subsidier til arbejds- og beskæftigelsesstandarder; minder om denne nye mekanismes afgørende betydning for beskyttelsen af EU's finansielle interesser og anmoder om, at både medlemsstaterne og Kommissionen træffer passende foranstaltninger i denne henseende;
42. bemærker, at for ESI-fondene, der gennemfører samhørighedspolitikken, var antallet af svigagtige uregelmæssigheder, der blev indberettet for programmeringsperioden 2014-2020, fortsat i overensstemmelse med det antal, der blev indberettet for programmeringsperioden 2007-2013, mens der var et fald i antallet af ikkesvigagtige uregelmæssigheder; bemærker med bekymring, at de finansielle beløb, der vedrører svigagtige uregelmæssigheder i forbindelse med samhørighedspolitikken, i 2021 steg med 186 % sammenlignet med det femårige gennemsnit for 2017-2021;
43. bemærker med bekymring, at de fleste svigagtige uregelmæssigheder, der drejede sig om etik og integritet, for ESI-fondenes vedkommende vedrørte interessekonflikter, og understreger vigtigheden af, at Kommissionen tilskynder alle medlemsstater til at sikre, at de har strenge regler mod interessekonflikter;
44. opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at sikre gennemførelsen af artikel 61 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046(17) (finansforordningen) om interessekonflikter, som forbyder personer eller nationale myndigheder, der er involveret i budgetgennemførelsen, at træffe foranstaltninger, der kan bringe deres egne interesser i konflikt med Unionens interesser; mener, at det er nødvendigt, at Kommissionen evaluerer de praktiske konsekvenser af bestemmelserne i artikel 61 og overvejer en mulig vej frem;
45. bemærker, at overtrædelser af reglerne for offentlige udbud var de ikkesvigagtige uregelmæssigheder, som der hyppigst blev rapporteret om for ESI-fondenes vedkommende, men at der kun blev afdækket svig i 4 % af disse sager; mener, at øget gennemsigtighed i forbindelse med offentlige udbud vil sikre en mere forsvarlig forvaltning af ressourcerne; er af den opfattelse, at en reduktion af udbudsprocedurer med kun én tilbudsgiver ved at rette søgelyset mod dem gennem efterfølgende kontrol, tilskynde til indførelse af elektroniske systemer for offentlige udbud og tilbyde uddannelse i offentlige udbud for mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder vil bidrage til at styrke deltagelsen og lette offentlig kontrol, øge konkurrencen om offentlige kontrakter og tillade en mere effektiv brug af EU-midler inden for offentligt udbud, samtidig med at risikoen for svig og uregelmæssigheder reduceres;
46. bemærker, at analysen af uregelmæssigheder fremhæver risici i forbindelse med den grønne omstilling for investeringer i energieffektivitet, levering af drikkevand, affaldshåndtering, vedvarende energi (navnlig solenergi) og risikoforebyggelse; bemærker, at de risici, der er forbundet med den digitale omstilling, vedrører tjenester og applikationer for små og mellemstore virksomheder med hensyn til antallet af uregelmæssigheder og tjenester og applikationer til e-forvaltning med hensyn til de involverede finansielle beløb;
47. opfordrer alle medlemsstater til at opretholde et højt niveau af kontrol med og overvågning af nødudgifter og, i tilfælde af efterfølgende kontrol i forbindelse med hasteprocedurer, at vurdere indkøb i nødsituationer fra sag til sag; opfordrer medlemsstaterne til endelig at fuldføre overgangen til e-indkøbsprocesser;
48. konstaterer, at antallet af konstaterede svigagtige uregelmæssigheder i forbindelse med direkte forvaltning er faldet siden 2016, og at det, trods en marginal stigning i 2021, var uændret over de forudgående fire år, mens ikkesvigagtige uregelmæssigheder er fortsat med at falde, med 2021 som det år, der havde det laveste tal både med hensyn til antal sager og berørte beløb; bemærker med tilfredshed, at genopretningen fortsætter på et positivt niveau;
49. minder om, at gennemsigtighed spiller en central rolle i forbindelse med forvaltningen af offentlige midler, såvel som et afskrækkende middel som med hensyn til at opbygge tillid blandt borgerne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres bestræbelser på at styrke gennemsigtigheden i anvendelsen af midler, herunder når det kommer til oplysninger om endelige støttemodtagere;
50. påpeger, at risikoanalyser stadig yder et marginalt bidrag til afsløring af svig; noterer sig den betydelige og voksende rolle, som information fra civilsamfundet (herunder oplysninger offentliggjort i medierne) spiller på dette område; fremhæver vigtigheden af at beskytte disse værdifulde informationskilder, som ofte udsættes for trusler og sågar risikerer deres liv; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at foreslå lovgivning imod strategiske retssager mod offentlig deltagelse (SLAPP), som ofte bruges til at bringe personer, der indberetter svig og uregelmæssigheder, til tavshed, hvilket Europa-Parlamentet har anmodet om tidligere i sin beslutning af 11. november 2021 om styrkelse af demokrati og mediefrihed og -pluralisme i EU: uberettiget brug af civil- og strafferetlige foranstaltninger til at bringe journalister, NGO'er og civilsamfundet til tavshed(18);
51. mener, at integritetspagter tillader øget gennemsigtighed, ansvarlighed og god forvaltningspraksis ved at fremme overvågning med støtte fra civilsamfundet i forbindelse med offentlige kontrakter; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til brug af og til at fremme dette værktøj i programmerne for 2021-2027, der er under udarbejdelse og behandling, ved at yde støtte og vejledning til medlemsstaterne, så de gradvist kan integrere dem i disse programmer;
52. bemærker, at til trods for det indberettede tal er antallet af sager, hvor der er mistanke om svig, som ikke har ført til domfældelse, stadig højt, mens andelen af sager, hvor der konstateres svig, er lav, hvilket antyder, at der er behov for at investere mere i efterforskning og retsforfølgning af sådanne sager; bemærker, at den gennemsnitlige tiltaleprocent baseret på OLAF's henstillinger til medlemsstaterne kun faldt til 35 % i perioden mellem 2017 og 2021; anmoder OLAF og Kommissionen om sammen med medlemsstaterne systematisk at følge op for at fastslå, hvorfor de fremsatte henstillinger ikke har ført til indledning af retssager;
53. understreger behovet for at afhjælpe manglen på oplysninger om virksomheders eller koncerners ejere og ejerskabsstrukturer med det formål at gøre den nuværende fordeling af midler mere gennemsigtig og hjælpe med at foretage væsentlige forbedringer med hensyn til den effektive afsløring af uregelmæssigheder;
54. kræver, at medlemsstaterne indsamler data om de endelige modtagere af midler og stiller disse data til rådighed efter anmodning;
IT-støtte
55. glæder sig over Kommissionens forslag om obligatorisk brug af et fælles integreret IT-system til datamining og risikovurdering, om det udvidede anvendelsesområde og den øgede effektivitet af systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse samt om den øgede brug af digitalisering og teknologi til at øge effektiviteten og kvaliteten af kontroller og revisioner; mener, at disse foranstaltninger vil styrke indsatsen mod den øgede risiko for alvorlige uregelmæssigheder, der følger den hastende tildeling af midler under pres i nødsituationer;
56. understreger, at systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse som EU's sorte liste har et enormt potentiale til at markere personer og virksomheder, der misbruger EU-midler; glæder sig over Kommissionens forslag(19) om at ændre finansforordningen med henblik på at styrke anvendelsen af systemet for tidlig opdagelse og udelukkelse, ikke kun ved direkte forvaltning, men også ved indirekte og delt forvaltning;
57. understreger behovet for så hurtigt som muligt at gøre brugen af det fælles integrerede IT-system obligatorisk uden at afvente den næste FFR, som det også fremgår af Revisionsrettens udtalelse 06/2022 af 27. oktober 2022(20);
58. glæder sig over Kommissionens fortsatte støtte til medlemsstaterne via støtteprogrammet for strukturreformer og instrumentet for teknisk støtte; udtrykker sin støtte til finansieringen af CORE-projektet, som har til formål at udvikle en procedure, der kan beregne korruptionsrisikoen inden for offentligt udbud under pandemien, forbedre den tidlige opdagelse af korruptionsrisikoen;
59. glæder sig over den beslutning, som Det Rådgivende Koordineringsudvalg for Bekæmpelse af Svig (Cocolaf) har truffet med henblik på at nedsætte en ekspertgruppe om brugen af IT-værktøjer til beskyttelse af ressourcer under genopretnings- og resiliensfaciliteten;
60. opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at anvende kunstig intelligens til at beskytte EU's finansielle interesser;
EU's struktur for bekæmpelse af svig: de interne komponenter (OLAF, EPPO, Europol, Eurojust, Kommissionen, Revisionsretten og EIB)
61. understreger det forhold, at EU's struktur for bekæmpelse af svig er en institutionel struktur, der er sammensat med henblik på at opdage, forebygge og bekæmpe svig og andre former for forseelser, der påvirker EU's finansielle interesser, og bygger på et samarbejdsnetværk med flere lag. Det første lag er baseret på horisontalt samarbejde mellem EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer, mens de andre lag er baseret på vertikale forbindelser mellem EU og nationale myndigheder og mellem EU-myndigheder og internationale organisationer;
62. fremhæver den merværdi, som EU-organer tilfører beskyttelsen af Unionens finansielle interesser og bekæmpelsen af svig, idet de kan overvinde de nationale systemers begrænsninger, navnlig når det kommer til grænseoverskridende kriminalitet, hvilket også fremgår af de operationelle resultater, der er opnået af EPPO og OLAF; understreger den rolle, som EPPO, Eurojust, Europol og OLAF spiller i bekæmpelsen af korruption;
63. glæder sig over, at EPPO blev operationel den 1. juni 2021 som den sidste del af EU's struktur for bekæmpelse af svig til at blive indført; bemærker, at EPPO i det første halve år med operationelle aktiviteter modtog 2 832 rapporter og indledte 576 efterforskninger; noterer sig, med hensyn til provenuet fra kriminel aktivitet, at der blev foretaget 81 genopretningsforanstaltninger i 12 af de deltagende lande, og at EPPO har anmodet om beslaglæggelse af i alt 154,3 mio. EUR, hvoraf beslaglæggelsen af 147 mio. EUR blev bevilget;
64. roser EPPO for at have skabt et nyt klima af tillid for borgerne og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deres samarbejde for at muliggøre fuld gennemførelse af EPPO's mandat; minder i den forbindelse om, at medlemsstaternes afsløringsrater på den ene side skal øges, og at samarbejdet med OLAF har en central rolle at spille i EU's strukturer til bekæmpelse af svig; minder desuden om de forskellige kritiske mangler, der er identificeret i EPPO-forordningen, og som skal afhjælpes hurtigst muligt; opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at reagere på anmodningerne fra EPPO om dens budgetgennemførelse, således at EPPO kan blive en fuldt ud effektiv og uafhængig anklagemyndighed;
65. noterer sig den europæiske chefanklagers bemærkninger og overvejelser om behovet for at ændre EPPO-forordningen; opfordrer Kommissionen til at indlede drøftelser med EPPO for at identificere de forbedringer, der er nødvendige for at øge dens operationelle effektivitet; minder om, at EPPO er et uafhængigt EU-organ og ikke bør sidestilles med et agentur, da dette vil påvirke dens uafhængighed og effektivitet; bemærker, at der er adskillige andre bestemmelser i EPPO-forordningen, som har indvirkning på EPPO's virksomhed og derfor på beskyttelsen af EU's finansielle interesser, og anmoder Kommissionen om at foreslå løsninger til at forbedre situationen og aflægge rapport til Parlamentet i overensstemmelse med artikel 119, stk. 1, i EPPO-forordningen;
66. beklager dybt, at fem medlemsstater stadig nægter at deltage i EPPO, nemlig Polen, Ungarn, Sverige, Danmark og Irland;
67. beklager det forhold, at medlemsstaternes deltagelse i EPPO ikke er obligatorisk; opfordrer endnu engang de resterende medlemsstater til snarest muligt at blive medlemmer af EPPO; opfordrer Kommissionen til at tilskynde til deltagelse i EPPO gennem positive foranstaltninger;
68. fremhæver det forhold, at lovgivningsrammen for OLAF og EPPO klart giver de to kontorer mulighed for at arbejde tæt sammen, samtidig med at deres individuelle mandater, beføjelser og kompetencer respekteres; bemærker i den henseende, at OLAF i 2021 indledte 26 supplerende undersøgelser og gennemførte otte støtteoperationer; bemærker, at OLAF videresendte 167 sager til EPPO, primært vedrørende delt forvaltning (63) og direkte udgifter (34) og lige så mange vedrørende interne og internationale efterforskninger (25 sager for hver); skønner at denne overførsel resulterede i, at EPPO indledte 85 strafferetlige efterforskninger, og at sådanne sager udgør et anslået samlet tab for EU-budgettet på 2,2 mia. EUR; opfordrer både OLAF og EPPO til fortsat at styrke deres samarbejde;
69. bemærker, at OLAF samarbejder aktivt med Revisionsretten, Eurojust og Europol; glæder sig over OLAF's og Europols fælles indsats for at vurdere truslerne og sårbarhederne i forbindelse med genopretnings- og resiliensfaciliteten og deres samarbejde med andre af Kommissionens tjenestegrene, der har ansvar for tilsynet med genopretnings- og resiliensfaciliteten (GD for Økonomiske og Finansielle Anliggender og Kommissionens Generalsekretariat); glæder sig over den fælles rapport fra OLAF og Europol med titlen "Assessing the threats to the NextGenerationEU (NGEU) Fund" (vurdering af truslerne mod NextGenerationEU-fonden (NGEU));
70. glæder sig over samarbejdsordningen mellem Europol og OLAF, som trådte i kraft den 19. januar 2021; noterer sig, at der den 3. september 2021 også blev undertegnet samarbejdsordninger med henblik på at etablere en ramme for et samarbejde mellem EPPO og Revisionsretten;
71. er klar over, at EPPO og EIB-gruppen også undertegnede arbejdsordninger for at sikre, at EIB problemfrit kan overføre oplysninger, der hører under EPPO's kompetenceområde, før EIB's generalinspektorat træffer nogen foranstaltninger;
72. opfordrer til et tættere samarbejde med Eurojust; glæder sig over udvekslingen af ekspertise og udvekslingen blandt deltagerne på seminarer og ved andre præsentationer, men mener, at Eurojusts bidrag bør vurderes og defineres inden for rammerne af strukturen for bekæmpelse af svig, hvor der tages udgangspunkt i dens komplementaritet med EPPO, og hvor synergierne fra dens samarbejde med OLAF bekræftes;
73. glæder sig over lanceringen af Operation Sentinel og NextGenerationEU – Retshåndhævelsesforummet, hvor sidstnævnte er et fælles initiativ ledet af Europol og Italien, som samler Europol, EPPO, OLAF, Eurojust, EU's Agentur for Uddannelse inden for Retshåndhævelse og medlemsstaterne gennem et forum for deling af efterretninger og koordinering af operationer med henblik på at tackle den organiserede kriminalitets infiltration i den lovlige økonomi og for at beskytte NextGenerationEU-stimuluspakken, med særligt fokus på korruption, skatteunddragelse, underslæb og hvidvask af penge; er af den opfattelse, at udveksling af bedste praksis og udvikling af fælles og koordinerede strategier er afgørende for effektivt at imødegå truslen fra organiseret kriminalitet;
74. minder om, at OLAF ikke alene blev oprettet med henblik på interne undersøgelser, men også for at understøtte medlemsstaterne i forbindelse med eksterne undersøgelser; minder om, at selv om nærhedsprincippet forhindrer OLAF i at indlede undersøgelser, hvor medlemsstaterne har bedre forudsætninger for at handle, udelukker dette ikke OLAF fra at foretage analyser af tilbagevendende sager, tendenser og mønstre eller fra at bygge videre på det øgede samarbejde og de vellykkede foranstaltninger, der følger af OLAF's evne til at afsløre disse fænomener;
75. anerkender i forbindelse med toldrelaterede spørgsmål den ekstremt tætte operationelle koordinering mellem OLAF, Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret, Interpol og WCO; beklager svaghederne i medlemsstaternes varslingssystemer;
76. er klar over, at Kommissionen og EPPO den 18. juni 2021 undertegnede de administrative ordninger for gennemførelse af de i artikel 103, stk. 2, i EPPO-forordningen omhandlede forpligtelser vedrørende gensidig underretning og samråd, hvorunder EPPO kan efterforske og retsforfølge lovovertrædelser, som påvirker EU-budgettet, mere effektivt, og Kommissionens tjenestegrene kan sikre en mere hensigtsmæssig administrativ, finansiel og disciplinær opfølgning på EPPO's undersøgelser, herunder forebyggende foranstaltninger for at beskytte EU-budgettet;
77. beklager det forhold, at EPPO ud af et samlet budget på 44,9 mio. EUR i 2021 blev tvunget til at tilbagebetale 9,5 mio. EUR (cirka 20 %) til EU's budget, efter at den havde anmodet om og fået yderligere ressourcer til at ansætte vedtægtsomfattet personale fra budgetmyndigheden, fordi tilladelsen til at ansætte dem ikke blev givet af Kommissionen;
78. er af den opfattelse, at OLAF også bør følge op på sine finansielle henstillinger for at sammenligne dem med de beløb, som Kommissionen har inddrevet ved afslutningen af procedurerne, og dermed bidrage til den overordnede overvågning af inddrivelse af midler;
79. udtrykker endnu engang bekymring over den kroniske underbemanding hos OLAF, EPPO, Europol og Eurojust og over, at der ikke er afsat tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til disse, da de har behov for et tilstrækkeligt og forudsigeligt budget for at kunne tilrettelægge og udføre arbejdet efter bedste evne; understreger, at deres arbejdsbyrde nu er steget yderligere som følge af vedtagelsen af NGEU og tildelingen af ekstraordinære midler til støtte for Ukraine; opfordrer endnu engang til, at det sikres, at disse EU-organer og -agenturer har tilstrækkelige ressourcer, og minder i den forbindelse Kommissionen og Rådet om, at hver eneste euro, der bruges på efterforskning og bekæmpelse af svig, går tilbage til EU-budgettet;
80. anmoder Kommissionen om at øge EPPO's og OLAF's finansielle og menneskelige ressourcer for at sætte dem i stand til at tackle de udfordringer, der vil opstå som følge af anvendelsen af den usædvanligt store genopretningsfond; anmoder EPPO og OLAF om at undgå overlapning af arbejde og forsinkelser i forbindelse med retssager; er af den opfattelse, at OLAF og EPPO bør supplere hinandens arbejde og fokusere deres respektive undersøgelser på de områder, hvor den anden institution ikke har nogen beføjelser;
81. opfordrer Kommissionen til at oprette en mekanisme, der gør det muligt for små og mellemstore virksomheder at indgive en klage direkte til Kommissionen, når de står over for en høj grad af korruption, alvorlige forseelser begået af nationale myndigheder, uregelmæssig eller partisk behandling i forbindelse med udbud eller med hensyn til fordelingen af tilskud, pres eller intimidering fra kriminelle strukturer, organiseret kriminalitet eller oligarkiske strukturer eller enhver anden alvorlig krænkelse af deres rettigheder;
82. anerkender princippet om fortrolighed i forbindelse med OLAF's undersøgelser; er imidlertid af den opfattelse, at der er en overordnet offentlig interesse, og at EU-borgerne også har ret til at få adgang til rapporter og henstillinger vedrørende afsluttede OLAF-undersøgelser og nationale opfølgningsprocedurer, som det fremgår af EU-Domstolen i sag T-517/19; anmoder derfor OLAF om at oprette en mekanisme til offentliggørelse af rapporter og henstillinger, for hvilke der ikke længere er nogen legitim grund til at opretholde fortrolighedsprincippet;
83. anmoder endnu engang om, at OLAF indfører en mekanisme, hvorigennem ansøgere kan gives adgang til kontorets undersøgelsesrapporter og henstillinger, som ofte er af stor offentlig interesse, med henblik på at øge gennemsigtigheden, samtidig med at fortroligheden af dets undersøgelser respekteres;
84. glæder sig over den af Kommissionen iværksatte målrettede revision af den handlingsplan, der ledsager Kommissionens strategi til bekæmpelse af svig, og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de forslag, der er fremsat heri og i Parlamentets tidligere beslutninger om spørgsmål knyttet til beskyttelsen af Unionens finansielle interesser;
EU's struktur for bekæmpelse af svig: de eksterne komponenter (medlemsstaterne, koordineringstjenester for bekæmpelse af svig (AFCOS), nationale strategier til bekæmpelse af svig, EU-programmet for bekæmpelse af svig, retsstatsprincippet)
85. understreger den vigtige rolle, som medlemsstaterne spiller med hensyn til beskyttelse af Unionens finansielle interesser; er klar over, at medlemsstaterne efter den nye gennemførelsesmodel, der blev vedtaget med genopretnings- og resiliensfaciliteten, har påtaget sig et større ansvar med hensyn til forebyggelse og bekæmpelse af svig, korruption, interessekonflikter og dobbeltfinansiering; mener imidlertid, at det europæiske beskyttelsesniveau også er afgørende for beskyttelsen af EU's finansielle interesser, og at et effektivt samarbejde mellem EU og de nationale myndigheder er en nøglekomponent for en korrekt gennemførelse;
86. opfordrer de medlemsstater, der deltager i EPPO, til at yde den nødvendige støtte til kontoret (gennem støttepersonale og passende arbejdsvilkår for europæiske delegerede anklagere, adgang til databaser, politifolk, hurtigt samarbejde fra skatte- og toldmyndighedernes side osv.), så det kan optimere sin effektivitet med hensyn til at beskytte EU's og medlemsstaternes budgetter;
87. opfordrer medlemsstaterne til at anlægge en proaktiv tilgang til at beskytte Unionens finansielle interesser ved at anvende data fra alle tilgængelige kilder, analysere data og udveksle oplysninger, herunder med de retshåndhævende myndigheder og Kommissionen, med henblik på rettidigt at identificere og håndtere nye risici og tendenser for svig;
88. glæder sig over analysen i rapport om beskyttelse af Unionens finansielle interesser for 2021 og opfordrer de nationale myndigheder til at tage højde herfor i deres kontrolaktiviteter;
89. giver endnu engang udtryk for sin bekymring over den bureaukratiske overbelastning af de nationale myndigheder; opfordrer Kommissionen til altid at stræbe efter at reducere antallet af indikatorer, der er nødvendige til revisions- og kontrolformål, når den fastlægger, hvilke indikatorer og data der reelt er relevante, nødvendige og forholdsmæssige;
90. anmoder Kommissionen om at styrke bestemmelserne om interessekonflikter i forbindelse med gennemgangen af finansforordningen med henblik på at medtage udarbejdelse af budgettet af offentlige embedsmænd;
91. opfordrer Irland og Polen til straks at indlede et samarbejde med EPPO på grundlag af eksisterende traktater og lovgivning om gensidig retshjælp og understreger, at deres nuværende mangel på samarbejde er i strid med pligten til loyalt samarbejde (artikel 13 i TEU) og det specifikke mål og de dermed forbundne forpligtelser for medlemsstaterne om effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser (artikel 325 i TEUF);
92. mener, at uensartet og fragmentarisk lovgivning, kontrolmekanismer, digitalisering af data og indberetningssystemer på tværs af medlemsstaterne udgør hindringer for en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser, hindrer sammenlignelighed og forhindrer evaluering og kortlægning af omfanget og arten af samt årsagerne til svig i EU; understreger, at navnlig den forskelligartede gennemførelse af BFI-direktivet kombineret med reglerne i artikel 25 i EPPO-forordningen gør det umuligt for EPPO at udøve sin kompetence i visse medlemsstater (f.eks. med hensyn til smugling og situationer, hvor national finansiering og EU-finansiering overlapper hinanden), hvilket skaber smuthuller i strukturen for bekæmpelse af svig;
93. understreger behovet for fuldstændig gennemsigtighed i regnskabsføringen af de overførsler og lån, der ydes under genopretnings- og resiliensfaciliteten, således at EPPO og/eller OLAF kan afsløre enhver potentiel svig mod EU's finansielle interesser; opfordrer Kommissionen til at sikre, at Parlamentet har fuld adgang til alle relevante oplysninger;
94. konstaterer, at gennemførelsen af BFI-direktivet er nødvendig for at sætte EPPO og dens partnere i stand til at foretage effektiv efterforskning og retsforfølgning; glæder sig over Kommissionens første rapport om gennemførelsen af direktivet, der blev offentliggjort den 6. september 2021; bemærker, at Kommissionen siden da, og til trods for at alle medlemsstater har gennemført direktivet i national ret, har indledt traktatbrudsprocedurer mod 17 medlemsstater for ikke at have gennemført BFI-direktivet korrekt(21);
95. minder om, at der er blevet indledt 18 traktatbrudsprocedurer for ukorrekt gennemførelse af direktiv (EU) 2018/843 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme(22); påpeger, at tidsfristen for gennemførelse af whistleblower-direktivet var den 17. december 2021, og at der inden denne dato kun var fem medlemsstater, som havde gennemført direktivet, mens yderligere fire medlemsstater vedtog specifik lovgivning i 2022; tilskynder Kommissionen til at tage alle nødvendige skridt for at sikre, at medlemsstaterne reelt efterlever dette;
96. bemærker med bekymring, at Kommissionen har indledt traktatbrudsprocedurer mod 15 medlemsstater for ikke at have gennemført whistleblowerdirektivet;
97. minder om, at en effektiv bekæmpelse af hvidvask af penge er afgørende for at beskytte Unionens finansielle interesser og sikre fuld inddrivelse af midler;
98. er bekymret over den generelle mangel på handling fra mange medlemsstaters side, hvilket forhindrer, at der skabes mere lige vilkår på området for bekæmpelse af svig;
99. er klar over, at EU-programmet for bekæmpelse af svig, efterfølgeren til Hercule III(23), trådte i kraft den 1. januar 2021; bemærker, at det nye EU-program for bekæmpelse af svig ændrer og samler de ressourcer, der finansierer Hercule III-programmet, informationssystemet til bekæmpelse af svig og systemet til indberetning af uregelmæssigheder for at styrke koordineringen og synergierne; bemærker, at OLAF spiller en førende rolle i forbindelse med gennemførelsen heraf;
100. minder om, at koordineringstjenester for bekæmpelse af svig (AFCOS) er et krav i alle medlemsstater, og at de bør fremme et effektivt samarbejde og informationsdeling med OLAF; beklager dog den kendsgerning, at det ikke er alle medlemsstater, der reelt overlader koordineringen af bekæmpelsen af svig og korruption, der påvirker EU's interesser, til deres AFCOS; fastholder, at en effektiv koordinering på nationalt plan og EU-plan kan opnås med vedtagelsen af en national strategi til bekæmpelse af svig, der tildeler opgaver og definerer processer og ansvarsområder klart og tydeligt;
101. anerkender, at Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at vedtage en national strategi for bekæmpelse af svig har resulteret i en støt stigning i antallet af vedtagne strategier; bemærker, at der ved udgangen af 2021 var 17 medlemsstater, der havde vedtaget en national strategi for bekæmpelse af svig (en stigning fra 10 i 2019 og 14 i 2020); konstaterer, at ud af de ti medlemsstater, der stadig mangler at vedtage en national strategi for bekæmpelse af svig, angav fire, at de var i gang med at udarbejde eller tæt på at vedtage en strategi; beklager det forhold, at seks medlemsstater trods forbedringerne i forhold til 2020 stadig er langt fra at vedtage en national strategi til bekæmpelse af svig;
102. insisterer på, at der selv i de medlemsstater, hvor sådanne strategier allerede er vedtaget, er behov for en revision for at afspejle det nye landskab for bekæmpelse af svig, herunder nye udfordringer, samt udviklingen i systemerne; understreger, at EPPO har været operationel siden juni 2021, at forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten blev vedtaget i februar 2021, og at der er mulighed for at afspejle betydelige nye risici såsom dem, der er forbundet med covid-19-pandemien og gennemførelsen af genopretnings- og resiliensplanerne;
103. bemærker, at Kommissionen i rapporten om beskyttelse af Unionens finansielle interesser fra 2021 anbefalede medlemsstaterne at vedtage eller revidere en national strategi for bekæmpelse af svig for at tage højde for risici relateret til genopretnings- og resiliensfaciliteten; er klar over, at Kommissionens tjenestegrene også tilskynder medlemsstaterne til at vedtage nationale strategier for bekæmpelse af svig under punkt 37 i Kommissionens handlingsplan for bekæmpelse af svig(24); opfordrer Kommissionen og OLAF til at overveje at yde støtte og rådgivning til medlemsstaterne på en mere struktureret måde ved hjælp af en tværgående tilgang og med henblik herpå at ajourføre de AFCOS-retningslinjer, der oprindeligt blev udarbejdet i 2015, og som ikke længere er tilstrækkelige til effektivt at bistå de nationale myndigheder med at udvikle en velstruktureret koordineringstjeneste; anmoder endvidere Kommissionen om at forelægge dechargemyndigheden en detaljeret redegørelse for det igangværende arbejde i den henseende;
104. er klar over, at Kommissionen i sin rapport om beskyttelse af Unionens finansielle interesser fra 2020 gav medlemsstaterne målrettede henstillinger med det formål at øge samarbejdet og styrke de interne kontrolforanstaltninger; bemærker, at opmærksomheden blev rettet mod risikovurdering og risikostyring, indsamling og analyse af data om uregelmæssigheder og svig og brugen af integrerede og interoperable informations- og overvågningssystemer til gennemførelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten og aktiviteter, der finansieres af EU-budgettet; beklager, at det ikke er alle medlemsstater, der har gennemført sådanne henstillinger, og at visse medlemsstater systematisk har nægtet at gøre det; anmoder Kommissionen om at øge sine overvågningsforanstaltninger med henblik på de medlemsstater, der ikke har gennemført BFI-henstillingerne;
105. glæder sig over vedtagelsen af forordningen om konditionalitet; gentager, at den trådte i kraft den 1. januar 2021; glæder sig over EU-Domstolens domme af 16. februar 2022 vedrørende de søgsmål, som to medlemslande har anlagt mod konditionalitetsmekanismen, og dens konklusioner, der bekræfter, at EU rent faktisk har beføjelser med hensyn til retsstatsprincippet i medlemsstaterne, og at mekanismen for konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet er i overensstemmelse med EU-retten;
106. minder om, at medlemsstaternes ineffektive eller forsinkede samarbejde eller manglende samarbejde med EPPO og OLAF udgør grundlaget for foranstaltninger i henhold til forordningen om konditionalitet; opfordrer derfor EPPO og OLAF til at indberette hver enkelt sag, hvor medlemsstaterne ikke har opfyldt deres forpligtelser til at informere, bistå, træffe passende og forebyggende foranstaltninger og sikre en passende og rettidig opfølgning af rapporter og henstillinger;
107. påpeger, at forordningen om konditionalitet er et permanent instrument, der finder anvendelse ud over grænserne for en given FFR og gælder over hele linjen som en forudsætning for at få adgang til alle EU-midler;
108. minder om, at overholdelse af retsstatsprincippet og af artikel 2 TEU er forudsætningerne for at få adgang til midler, at mekanismen for konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet finder fuld anvendelse på midlerne i genopretnings- og resiliensfaciliteten som udtrykkeligt fastsat i artikel 8 i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten, og at der ikke kan finansieres nogen foranstaltninger under genopretnings- og resiliensfaciliteten, som er i strid med EU's værdier, således som disse er fastlagt i artikel 2 i TEU;
109. mener, at forordningen om konditionalitet er tilstrækkelig og i stand til at forebygge eller afhjælpe demokratiske tilbageskridt, men kun hvis den anvendes rettidigt, med strenge og klare betingelser og fulgt op af nøje overvågning af gennemførelsen af de nationale afhjælpende foranstaltninger;
110. beklager dybt, at Kommissionen under konditionalitetsmekanismen vedrørende retsstatsprincippet forelagde Ungarn som afhjælpende foranstaltninger et sæt på 17 betingelser, der ikke er tilstrækkelige til at afhjælpe de alvorlige overtrædelser af retsstatsprincippet; beklager, at Kommissionen ikke har anmodet om mere væsentlige ændringer og sikkerhedsforanstaltninger for at genoprette retsvæsenets uafhængighed, reducere korruptionsniveauet og sikre en passende beskyttelse af EU's finansielle interesser;
111. fastholder, at medlemsstaternes overholdelse af retsstatsprincippet er forudsætningen for en forsvarlig økonomisk forvaltning generelt og især for en effektiv forvaltning af EU's midler; mener, at overtrædelsen af sådanne principper derfor udgør en alvorlig trussel mod Unionens finansielle interesser; glæder sig over EU-Domstolen domme(25), der for nylig har fremhævet det klare forhold mellem respekten for retsstatsprincippet og den effektive gennemførelse af Unionens budget; gentager, at det kun er ved at styrke EU's struktur for bekæmpelse af svig, at beskyttelsen af EU's finansielle interesser på en effektiv måde kan forfølges og øges ved at overvinde de nationale systemers iboende begrænsninger, som er en forhindring, når man har at gøre med økonomisk kriminalitet, der er blevet en stadig mere grænseoverskridende form for forseelse; er af den opfattelse, at det som bemærket af Domstolen kun er en effektiv domstolsprøvelse, der kan sikre overholdelse af EU-retten, navnlig at udgifter "ikke [kan] sikres fuldt ud uden en effektiv domstolsprøvelse, som skal sikre overholdelsen af EU-retten, idet det præciseres, at eksistensen af en sådan kontrol i såvel medlemsstaterne som i Unionen foretaget af uafhængige retsinstanser er uløseligt forbundet med eksistensen af en retsstat"(26);
112. fremhæver korruptionens skadelige virkninger på borgernes rettigheder; henstiller endnu en gang til, at EU bør blive medlem af Sammenslutningen af Stater mod Korruption (Greco), da der ikke er nogen retlige hindringer for dets fulde medlemskab; opfordrer derfor Kommissionen til at henstille til Rådet, at det indgår en international aftale med Greco om at fastlægge sit medlemskab; anmoder Rådet om at indtage en klar holdning til EU's tiltrædelse af Greco og præcisere, om der er nogen specifik indsigelse, og i givet fald fra hvilken eller hvilke medlemsstater;
113. minder om, at der for effektivt at beskytte EU's finansielle interesser bør indføres mere sammenhængende og systematiske regler om gennemsigtighed, uforenelighed, interessekonflikter, ulovlig lobbyvirksomhed og svingdørssituationer; fremhæver behovet for at forbedre EU's åbenhedsregister; opfordrer Kommissionen til at styrke sine interne kontrolmekanismer, herunder gennem oprettelse af en intern korruptionsmekanisme for EU-institutionerne;
Den eksterne dimension af beskyttelsen af EU's finansielle interesser
114. bemærker, at der bør fokuseres mere på kontrollen med midlerne til bistand i ikke-EU-lande under instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa; konstaterer, at dette er særlig vigtigt set i lyset af covid-19-pandemien og EU's indsats mod krigen i Ukraine; minder om, at EU samlet set afsætter omkring 10 % af sit budget til foranstaltninger udadtil;
115. opfordrer Kommissionen til at ajourføre indberetningssystemet for svig for så vidt angår midler, der anvendes i lande uden for EU; bemærker, at det nye system, når det bruger penge uden for EU's område, bør tage hensyn til specifikke spørgsmål, som EU står over for;
116. noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning om gennemførelsen af Unionens budget for 2021, at for så vidt angår NDICI — Et globalt Europa (under Unionens almindelige budget) var 32 (48 %) af de 67 undersøgte transaktioner behæftet med fejl, og på trods af den begrænsede stikprøvestørrelse bekræfter revisionsresultaterne, at risikoen for fejl på dette FFR-udgiftsområde er høj, og at 24 af disse fejl blev identificeret som havende indvirkning på EU-budgettet; bemærker endvidere, at de mest almindelige fejlkategorier for "Naboområder og verden" (udgiftsområde 6) var ikkeafholdte udgifter, ikkestøtteberettigede omkostninger, manglende dokumentation og fejl i forbindelse med offentlige udbud;
117. henstiller til suspension af budgetstøtten i lande uden for EU, herunder kandidatlande, hvor myndighederne tydeligvis undlader at træffe reelle foranstaltninger mod udbredt korruption, samtidig med at det sikres, at bistanden når ud til civilbefolkningen gennem alternative kanaler; opfordrer til, at bekæmpelsen af korruption prioriteres højere i førtiltrædelsesforhandlingerne med fokus på kapacitetsopbygning, f.eks. gennem specialiserede korruptionsbekæmpende organer; opfordrer Kommissionen til at sende klare signaler til de kandidatlande, hvor et tilbageslag mod retsstatsstandarder bringer deres tiltrædelse af EU i fare eller forsinker deres tiltrædelse af EU; beklager det forhold, at 700 mio. EUR i finansiel støtte fra EU til forbedring af retsstatsprincippet på Vestbalkan mellem 2014 og 2020 ifølge Revisionsrettens særberetning nr. 01/2022 kun havde begrænset indvirkning på grundlæggende reformer;
118. fremhæver den kendsgerning, at samarbejde med internationale partnere er afgørende for at beskytte EU-midler, der anvendes uden for Europa, og EU-budgettets indtægtsside; glæder sig over de administrative samarbejdsordninger, som OLAF undertegnede i 2021 med to internationale partnermyndigheder, Ukraines anklagemyndighed og WCO; glæder sig over det forhold, at OLAF i 2021 afholdt onlinearrangementer med henblik på at etablere nye operationelle kontakter med efterforskningsmyndigheder i tredjelande og tilskynde til indberetning af svig og uregelmæssigheder gennem EU-delegationer rundt om i verden;
o o o
119. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).
Kommissionens forslag af 16. maj 2022 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (COM(2022)0223).
Udtalelse 06/2022 (i henhold til artikel 322, stk. 1, TEUF) om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, EUT C 446 af 24.11.2022, s. 26. Udtalelsen i sin helhed findes på https://www.eca.europa.eu/Lists/ECADocuments/OP22_06/OP_Recast_DA.pdf.
Ved udgangen af 2021 var 13 ud af de 14 procedurer, der blev indledt i 2019, afsluttet. I forbindelse med den efterfølgende overensstemmelseskontrol vurderede Kommissionens tjenestegrene foreneligheden af disse meddelte nationale gennemførelsesforanstaltninger med direktivets bestemmelser og forpligtelser. I december 2021 indledte Kommissionen traktatbrudsprocedurer for ukorrekt gennemførelse mod otte andre medlemsstater.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 43).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/785 af 29. april 2021 om oprettelse af EU-programmet for bekæmpelse af svig og om ophævelse af forordning (EU) nr. 250/2014 (EUT L 172 af 17.5.2021, s. 110).
Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 20. september 2021 med titlen "Kommissionens handlingsplan for bekæmpelse af svig (CAFS) – Status over situationen i juni 2021" (SWD(2021)0262).
Dom af 16. februar 2022, Ungarn mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, C-156/21, ECLI:EU:C:2022:97, og dom af 16. februar 2022, Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, C-157/21, ECLI:EU:C:2022:98.
– der henviser til Kommissionens maritime økonomiske dokument nr. 08/2020 af 9. marts 2021 med titlen "The EU fishing fleet 2020: Trends and economic results" (EU's fiskerflåde 2020: tendenser og økonomiske resultater)(1),
– der henviser til Kommissionens meddelelse af 16. juni 2020 med titlen "Mod et mere bæredygtigt fiskeri i EU: status og retningslinjer for 2021" (COM(2020)0248),
– der henviser til artikel 38-44 og artikel 349, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
– der henviser til betragtning 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF(2) (forordningen om den fælles fiskeripolitik), hvori det hedder, at den fælles fiskeripolitik bør bidrage til "at skabe miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtige forhold på lang sigt" og til "en rimelig levestandard i fiskerierhvervet, herunder småskalafiskeri", samt betragtning (33), hvori det hedder, at "adgang til fiskeri bør baseres på gennemsigtige og objektive kriterier, herunder kriterier af miljømæssig, social og økonomisk karakter", og at "medlemsstaterne bør fremme ansvarligt fiskeri ved at skabe incitamenter for de brugere, der fisker på den mindst miljøskadelig måde, og som skaber de største fordele for samfundet";
– der henviser til artikel 17 i forordningen om den fælles fiskeripolitik, som fastslår, at medlemsstaterne, når de tildeler fiskerimuligheder, skal anvende "gennemsigtige og objektive kriterier, bl.a. af miljømæssig, social og økonomisk art";
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000(3) (forordningen om fusionsmarkedsordningen),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU af 23. juli 2014 om rammerne for maritim fysisk planlægning(4),
– der henviser til de ændringer, som Europa-Parlamentet vedtog den 11. marts 2021 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 og om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 1967/2006 og (EF) nr. 1005/2008 og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 for så vidt angår fiskerikontrol(5),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1139 af 7. juli 2021 om oprettelse af Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond og om ændring af forordning (EU) 2017/1004(6) (EHFAF-forordningen),
– der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011(7) (EHFF-forordningen),
– der henviser til sin beslutning af 20. oktober 2021 om en jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem(8),
– der henviser til rapport af 20. august 2019 fra Kommissionens Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) med titlen "The 2019 Annual Economic Report on the EU Fishing Fleet (STECF 19-06)" (Den årlige økonomiske rapport over EU's fiskerflåde 2019 (STECF 19 - 06))(9),
– der henviser til STECF's rapport af 26. september 2019 med titlen "Social data in the EU fisheries sector (STECF 19-03)" (Sociale data i EU's fiskerisektor (STECF 19 - 03))(10),
– der henviser til STECF's rapport af 8. december 2021 med titlen "The 2021 Annual Economic Report on the EU Fishing Fleet (STECF 21-08)" (Den årlige økonomiske rapport for 2021 om EU's fiskerflåde (STECF 21 - 08)(11),
– der henviser til STECF's rapport af 10. december 2020 med titlen "Social dimension of the CFP (STECF 20-14)", (Den fælles fiskeripolitiks sociale dimension (STECF 20 - 14)(12),
– der henviser til konklusionerne fra FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO's) regionale konference om en bæredygtig fremtid for ikkeindustrielt fiskeri i Middelhavet og Sortehavet afholdt i Algier den 7.-9. marts 2016,
– der henviser til delmål 14.b i FN's verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG), som opfordrer til adgang til havressourcer og markeder for ikkeindustrielle småfiskere,
– der henviser til FAO's frivillige retningslinjer for sikring af bæredygtigt ikkeindustrielt fiskeri i forbindelse med fødevaresikkerhed og fattigdomsudryddelse,
– der henviser til FAO's rapport med titlen "The State of World Fisheries and Aquaculture 2020: Sustainability in Action" (Status for verdens fiskeri og akvakultur 2020: Bæredygtighed i aktion),
– der henviser til, at FN har erklæret 2022 for Internationalt år for ikkeindustrielt fiskeri og akvakultur,
– der henviser til det syvende miljøhandlingsprogram og de koncepter, der er nedfældet deri, såsom planetens grænser og økologiske grænser,
– der henviser til publikationen med titlen "Small-Scale Fisheries in Europe: Status, Resilience and Governance" (Ikkeindustrielt fiskeri i Europa: Status, modstandsdygtighed og styring)(13),
– der henviser til ministererklæringen og køreplanen MedFish4Ever(14),
– der henviser til EHFF-gennemførelsesrapporten for 2020(15),
– der henviser til ministererklæringen fra 2018 om den regionale handlingsplan for ikkeindustrielt fiskeri i Middelhavet og Sortehavet,
– der henviser til undersøgelsen fra 2018 fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) med titlen "Relative Effects of Fisheries Support Policies" (De relative virkninger af fiskeristøttepolitikker)(16),
– der henviser til den videnskabelige artikel med titlen "Small-scale fisheries access to fishing opportunities in the European Union: Is the Common Fisheries Policy the right step to SDG14b?" (Ikkeindustrielt fiskeris adgang til fiskerimuligheder i Den Europæiske Union: Er den fælles fiskeripolitik det rigtige skridt i retning af SDG14b?)(17),
– der henviser til den videnskabelige artikel med titlen "Defining Small-Scale Fisheries and Examining the role of Science in Shaping Perceptions of Who and What Counts: A Systematic Review" (Definition af ikkeindustrielt fiskeri og undersøgelse af videnskabens rolle i at forme opfattelser af hvem og hvad der tæller: En systematisk gennemgang)(18),
– der henviser til 2017-undersøgelsen gennemført for Fiskeriudvalget med titlen "Small-scale Fisheries and "Blue Growth" in the EU" (Ikkeindustrielt fiskeri og "Blå vækst" i EU)(19),
– der henviser til undersøgelsen fra 2021 foretaget for Fiskeriudvalget med titlen "Workshop on electronic technologies for fisheries – Part III: Systems adapted for small-scale vessels" (Workshop om elektroniske fiskeriteknologier – Del III: Systemer, der er tilpasset til ikke-industrielle fartøjer)(20),
– der henviser til studie fra juli 2021 udarbejdet for Fiskeriudvalget med titlen "Impacts of the COVID-19 pandemic on EU fisheries and aquaculture" (Konsekvenserne af covid-19-pandemien for EU's fiskeri og akvakultur)(21),
– der henviser til sin beslutning af 22. november 2012 om kystfiskeri i lille målestok og ikkeindustrielt fiskeri samt reformen af den fælles fiskeripolitik(22),
– der henviser til sin beslutning af 12. april 2016 om innovation og diversificering af det ikke-industrielle kystfiskeri i fiskeriafhængige områder(23),
– der henviser til sin beslutning af 4. juli 2017 om den fiskerirelaterede turismes rolle i diversificeringen af fiskeriet(24),
– der henviser til sin beslutning af 14. september 2021 med titlen "Hen imod et stærkere partnerskab med regionerne i EU's yderste periferi"(25),
– der henviser til sin beslutning af 16. september 2021 om fiskere for fremtiden: Tiltrække en ny generation af arbejdskraft til fiskeindustrien og skabe beskæftigelse i kystsamfund(26),
– der henviser til forretningsordenens artikel 54,
– der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A9-0291/2022),
A. der henviser til, at EHFAF-forordningen definerer "kystfiskeri af mindre omfang" som fiskeri, der udøves af havfiskerfartøjer og fiskerfartøjer til ferskvandsfiskeri med en længde overalt på under 12 meter, som ikke anvender trukne redskaber, og af fiskere til fods, herunder skaldyrssamlere, og at det er den eneste eksisterende definition af kystfiskeri i EU-lovgivningen;
B. der henviser til, at den nuværende definition af ikkeindustrielt fiskeri i EHFF-forordningen og EHFAF-forordningen udelukker visse typer fartøjer, f.eks. fartøjer, der anvender visse traditionelle redskaber, og som har svært ved at opnå EU-finansiering som følge af denne udelukkelse; der henviser til, at denne udelukkelse også mindsker synligheden af det ikkeindustrielle fiskeri og dets tilstedeværelse i EU-statistikker, da disse enheder ikke medregnes i sektoren;
C. der henviser til, at der er andre, mindre strenge tilgange til definitionen af ikkeindustrielt fiskeri, traditionelt fiskeri og kystfiskeri, som f.eks. i FAO's frivillige retningslinjer for sikring af bæredygtigt ikkeindustrielt fiskeri i forbindelse med fødevaresikkerhed og fattigdomsudryddelse eller i de igangværende drøftelser i arbejdsgruppen om ikkeindustrielt fiskeri under Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet;
D. der henviser til, at definitionen af ikkeindustrielt fiskeri i de fleste medlemsstater er mere vidtgående end EHFAF's definition, da regeringerne anvender en række yderligere kriterier, herunder med hensyn til tilladte redskaber, maksimal fartøjslængde, maskineffekt, fangstrejsers maksimale varighed, afstand fra havn, hvor fartøjerne kan operere, operationsområde, maksimal rejsetid og ejerskab af fartøjer;
E. der henviser til, at den nuværende fælles fiskeripolitik ikke definerer begrebet traditionelt fiskeri, ikkeindustrielt fiskeri eller kystfiskeri på passende vis, da det kun er baseret på skibslængden, mens der er fastsat andre mere passende og opdaterede definitioner af denne type fiskeri i internationale konventioner; der henviser til, at de europæiske definitioner af traditionelt fiskeri, ikkeindustrielt fiskeri og kystfiskeri bør revideres;
F. der henviser til, at EU-28's ikkeindustrielle fiskerisektor (småfiskerisektoren) i 2019 bestod af en flåde på 42 838 fartøjer, som kun udgør 7,5 % af bruttotonnagen og 5,4 % af den landede vægt på tværs af medlemsstaterne – og beskæftigede 62 650 fiskere, og dermed tegnede sig for 75 % af de aktive fiskerfartøjer og 48% af besætningen; der henviser til, at den industrialiserede flåde udgjorde 19 % af de samlede fartøjer og 67 % af bruttotonnagen, beskæftigede 46 % af alle fiskere og tegnede sig for 81 % af den landede vægt, der blev registreret i EU's medlemsstater; der henviser til, at fjernfiskerflåden kun talte 259 registrerede fartøjer, hvilket svarer til mindre end 1 % af det samlede antal fartøjer, men 19 % af bruttotonnagen og 14 % af den samlede landede vægt, der blev registreret i EU's medlemsstater;
G. der henviser til, at ikkeindustrielt fiskeri – ud over de meget begrænsede ressourcer, der stilles til rådighed for støtte til fartøjer under EHFF (500 mio. EUR) og en generelt lav gennemførelsesgrad – på trods af dets størrelse og betydning er det mindst støttede segment, der modtager den mindste andel af midlerne: Det tegner sig for 38 % af det samlede antal fartøjsrelaterede operationer, hvilket igen kun udgør 25 % af de samlede EHFF-udgifter til fartøjer;
H. der henviser til, at den europæiske flåde i de senere år er fortsat med at være i tilbagegang, og at den i 2020 registrerede et fald på 17 %, hvad angår værdien af den landede fisk, på 19 %, hvad angår beskæftigelsen, og på 29 %, hvad angår overskuddet i sammenligning med 2019(27);
I. der henviser til, at den ikkeindustrielle flåde er den flåde, der har de mest begrænsede finansielle ressourcer;
J. der henviser til, at ikkeindustrielt fiskeri typisk er karakteriseret ved bl.a. dets lave miljøpåvirkning; dets sæsonprægede varierende natur, for så vidt angår arter, fiskeområder og fiskeredskaber; det begrænsede omfang af produktionsaktiviteter; respekten for de forskellige arters biologiske cyklus og vandringscyklus takket være sin alsidige natur og en højst selektiv anvendelse af redskaber; det lave omfang af bifangst og udsmid af arter og evnen til at generere flere indtægter pr. investeret euro, større fangst pr. liter forbrugt brændstof og en større socioøkonomisk merværdi for hvert kilo fanget fisk;
K. der henviser til, at der skal tages behørigt hensyn til de markante forskelle mellem flåder, flådesegmenter, miljøindvirkningen fra forskellige flådesegmenter, målarter, fiskeredskaber, produktivitet og forbrugspræferencer i de forskellige EU-medlemsstater, ud over de særlige karakteristika ved fiskeriet som følge af dets sociale struktur, markedsføringsformer og strukturelle og naturlige uligheder mellem de forskellige fiskeriregioner;
L. der henviser til, at den ikkeindustrielle flåde generelt er karakteriseret ved bl.a. meget gamle segmenter og utilstrækkelig teknologi, hvilket understreger behovet for et særligt støtteprogram for ikkeindustrielt fiskeri og en stærk offentlig finansiel støtte til modernisering og udvikling af flåden, uden hvilken dens kontinuitet vil blive bragt i fare;
M. der henviser til, at EHFAF-forordningen pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at tage hensyn til de særlige behov, der hersker inden for kystfiskeri af mindre omfang, når de analyser situationen med hensyn til styrker, svagheder, muligheder og trusler, som der henvises til i forordningen;
N. der henviser til, at 64,9 % af fartøjerne i EU-28's fiskerflåde i 2019 var mindst 25 år gamle(28), og at den gennemsnitlige flådealder var på 29,9 år(29) samlet set, og på 32,5 år for den ikkeindustrielle fiskerflåde, hvilket nødvendigvis indebærer, at en meget betydelig del af flåden er meget gammel og dermed ikke kan garantere de bedste sikkerheds- og driftsvilkår, hvilket øger de dermed forbundne risici og gør aktiviteterne dyrere;
O. der henviser til, at aldersprofilen for småfiskere er højere end for andre typer fiskeri, idet 72 % af småfiskerne er over 40 år og 11 % over 65 år;
P. der henviser til, at de begrænsede statistiske data gør det vanskeligt at foretage en nøjagtig analyse af kvindernes rolle i fiskeriet; der henviser til, at empiriske data imidlertid viser, at kvinder spiller en vigtig rolle i småfiskeriet, idet de har en mere fremtrædende rolle i udførelsen af det i visse samfund, spiller en vigtig rolle i skaldyrsfiskeriet og spiller en ledende rolle på land i forberedelsen af aktiviteter og redskaber samt i salget og forarbejdningen af fisk, navnlig i konservesindustrien;
Q. der henviser til, at kvinder ifølge rapporten om fiskeriets sociale dimension i EU tegner sig for 5,4 % af det samlede antal ansatte inden for ikkeindustrielt fiskeri (mere end dobbelt så meget som de respektive tal for industrielt fiskeri og fjernfiskeri);
R. der henviser til, at fiskerisektoren i EU spiller en central rolle med hensyn til at levere fisk til offentligheden og holde fødevarelagrene i balance i medlemsstaterne og EU som helhed;
S. der henviser til, at det må sikres, at centraliseringen af fiskeriforvaltningen, som anbefales i den fælles fiskeripolitik, er forenelig med den lokale forvaltning, som er afgørende for at sikre sektorens socioøkonomiske levedygtighed;
T. der henviser til, at regionalisering er en af grundpillerne i den fælles fiskeripolitik, og at den decentraliserede tilgang er af særlig betydning for sektoren for kystfiskeri af mindre omfang i betragtning af forskellene i fiskerisektoren mellem de enkelte medlemsstater;
U. der henviser til, at lokal medforvaltning er afgørende for at sikre småfiskerisegmentets deltagelse i beslutningstagningsprocessen;
V. der henviser til, at den fælles fiskeripolitik derfor ikke tilbyder den klare og differentierede lovgivningsmæssig støtte til småfiskeri, der kunne bidrage til at sikre dets socioøkonomiske levedygtighed; der henviser til, at medlemsstaterne heller ikke har fået indført effektive foranstaltninger for denne form for fiskeri;
W. der henviser til, at småfiskeri og skaldyrsfiskeri i mange europæiske kystområder, navnlig i Middelhavet, foregår i skæringspunktet mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner og yder et vigtigt bidrag til den socioøkonomiske velfærd, beskæftigelse og fremme af økonomisk og social samhørighed i forskellige kystregioner og regioner i den yderste periferi, som ofte kæmper med strukturelle begrænsninger og har brug for støtte til at udnytte mulighederne for økonomisk diversificering;
X. der henviser til, at indtægter fra fiskeri derfor ikke udelukkende skal anses for at være profit, da fiskeriet også bidrager til at opretholde en livsstil, der har umådelig stor kulturel og historisk værdi for mange kystsamfund, samtidig med at fiskeriet udgør et vigtigt socialt og økonomisk sikkerhedsnet; der henviser til, at småfiskeriet i den forstand udgør en løsning på problemet med stadig stigende affolkning, aldrende befolkninger og stigende arbejdsløshed, der alle er store udfordringer for de fleste af kystregionerne i de europæiske lande og deres øer; der henviser til, at småfiskeriets indflydelse på kystområdernes sociale og kulturelle arv er enestående og mangfoldig;
Y. der henviser til, at småfiskeriet kan spille en grundlæggende rolle i opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling, som det udtrykkeligt anerkendes i delmål 14.b; der henviser til, at småfiskeriet også kan bidrage til de øvrige politiske udfordringer under verdensmålene for bæredygtig udvikling, såsom verdensmål 2 "Stop sult" og dets delmål 2.3, mål 5 "Ligestilling mellem kønnene" og dets delmål 5.a og 5.b, verdensmål 8 "Anstændige jobs og økonomisk vækst" og dets delmål 8.5 samt verdensmål 13 "Klimaindsats" som helhed;
Z. der henviser til, at fiskerne har en rolle som "havets vogtere", og at fiskeriet yder et bidrag til forsyningen af proteinrige fødevarer med henblik på en sund og afbalanceret kost;
AA. der henviser til, at langt de fleste ulykker og hændelser om bord på fiskerfartøjer skyldes menneskelige faktorer (62,4 %), og at system- og udstyrssvigt er den næsthyppigste årsag (23,2 % af tilfældene);
AB. der henviser til, at ikkeindustrielt fiskeri i mange tilfælde foregår med blot én erhvervsfisker om bord;
AC. der henviser til, at spørgsmål vedrørende småfiskeriflådens sikkerhed og komfort ikke kan betragtes adskilt fra spørgsmål om fiskeriindsats og fiskeudbytte; der henviser til, at bruttotonnagebegrænsningen som et kriterium for måling af fiskekapacitet i den henseende har en negativ indvirkning på småfiskeriflådens sikkerhed og komfort, da den begrænser incitamentet til at udskifte og modernisere fartøjer eller øge den tilgængelige plads med henblik på at forbedre besætningens komfort, sikkerhed og i sidste ende sektorens tiltrækningskraft, navnlig for unge og kvinder;
AD. der henviser til, at sådanne sikkerhedsrelaterede spørgsmål ikke kan ses isoleret fra de særlige forhold, der gør sig gældende for småfiskeriflåden i medlemsstaterne, såsom det forhold, at flåden kan være udsat for høje risikoniveauer som følge af manglen på specialiseret sikkerhedsrådgivning for sektoren, den enkeltstående karakter af aktiviteterne, den lange arbejdstid eller faren for at hænge fast i udstyret; der henviser til, at driftsforholdene for denne flåde er meget forskelligartede; der henviser til, at en del af flåden opererer fra strande eller kunstige og naturlige havne, hvorfra sejlforholdene meget ofte er usikre; i lyset af denne situation bør det overvejes at tilpasse fremdrivningskraften til flådens karakteristika og driftsforhold uden at øge fiskeriindsatsen eller fangstraterne med henblik på at gøre flådens vilkår sikrere, når de sejler ind i og ud af havn;
AE. der henviser til, at disse aspekter vedrørende en forøgelse af maskineffekten af særlige sikkerhedshensyn bør finansieres gennem tilskud og på visse betingelser bør støttes af EHFAF, forudsat at de ikke øger fiskeriindsatsen eller evnen til at fange fisk; der henviser til, at støtte fra EHFAF af disse årsager også bør være til rådighed for opmudring i kunstige og naturlige havne;
AF. der henviser til, at ikkeindustrielt fiskeri er langt mere afhængigt af forholdene på havet end industrielt fiskeri, hvilket alt efter fartøjstype og redskaber fører til større uregelmæssigheder i fangstperioderne, og dermed indvirker på antallet af arbejdsdage om året, hvor sejlads er mulig;
AG. der henviser til, at traditionelt fiskeri er bæredygtigt med hensyn til den biologiske forvaltning af fiskebestandene og med hensyn til ressourcer og selektivitet samt socialt og økonomisk, hvilket alt sammen bidrager til, at denne aktivitet er dybt rodfæstet;
AH. der henviser til, at man blandt de faktorer, der udgør et pres på fiskebestandene, og som også anretter direkte og indirekte skade på fiskeriet, kan nævne forurening, tab af levesteder, søfart, konkurrence om pladsen samt klimaændringer, hvis synlige virkninger bl.a. er stigende vandtemperaturer, forsuring, ændringer i havstrømmene, asynkroni mellem arterne og invasion af ikke naturligt hjemmehørende arter;
AI. der henviser til, at der er behov for at forbedre evnen til tilpasning til og modvirkning af følgerne af klimaændringer og af kriser og træffe foranstaltninger med henblik på at forbedre kystsamfundenes modstandsdygtighed;
AJ. der henviser til, at ikkeindustrielt fiskeri også har potentiale til at bidrage til dekarbonisering og øget energieffektivitet og dermed i sidste ende bidrager til indsatsen for modvirkning af klimaforandringer;
AK. der henviser til, at ikkeindustrielt fiskeri har stor betydning i EU, navnlig for en række fiskersamfund, i kombination med industrielt fiskeri og fjernfiskeri;
AL. der henviser til, at mange af årsagerne til den forværrede socioøkonomiske situation i sektoren endnu ikke er blevet løst, herunder behovet for at styrke fiskernes position i forsyningskæden;
AM. der henviser til, at anerkendelse af producentorganisationer, sammenslutninger og fiskerlaug vil give dem adgang til finansiel støtte, og at fremme af deres aktive deltagelse gennem fælles forvaltning klart vil kunne forbedre indtjeningen i sektoren;
AN. der henviser til, at indtjeningen for ikkeindustrielt fiskeri, traditionelt fiskeri og kystfiskeri påvirkes af volatile priser og skarpe markedsudsving, der er følsomme over for mange udefrakommende faktorer som f.eks. covid-19-pandemien;
AO. der henviser til, at de forskellige indkomst- og lønsystemer i fiskerisektoren i høj grad er variable og afhænger af de fiskerimuligheder, som havet byder på, og at det er en af de faktorer, der gør den mindre attraktiv for nye generationer;
AP. der henviser til, at erhvervsfiskere ofte får lave lønninger og må affinde sig med vanskelige – ofte usikre – arbejdsvilkår i et erhverv, der fortsat er det farligste i verden, mens de stigende omkostninger, der er forbundet med opstart af fiskerivirksomhed, kombineret med den stigende koncentration inden for industrien gør fiskeriet til en mindre attraktiv mulighed, navnlig for unge;
AQ. der henviser til, at markederne ofte domineres af nogle få etablerede produkter, og at småfiskeriprodukter, der er et bæredygtigt alternativ til kraftigt fiskede arter, ikke får tilstrækkelig markedsføringsfokus; der henviser til, at forbrugerne ofte forhindres i at få de fulde oplysninger om det produkt, de køber, dets produktionssystem eller de anvendte fiskeredskaber;
AR. der henviser til, at bæredygtig rentabilitet for småfiskeri er vigtig for at øge sektorens tiltrækningskraft;
AS. der henviser til, at ikkeindustrielle fiskerfartøjer er dem, der påvirkes mest af vanskelighederne i forbindelse med bevilling af fiskelicenser i de engelske farvande, da de har sværest ved at dokumentere deres fiskehistorik;
AT. der henviser til, at småfiskerivirksomheder ofte er underkapitaliserede eller underfinansierede og har meget begrænset adgang til basale bogføringsværktøjer, kreditter, mikrofinansering og forsikring;
AU. der henviser til, at småfiskerisektoren fortsat oplever økonomiske vanskeligheder og en betydelig nedgang i indtægterne som følge af den væsentlige stigning i driftsomkostningerne og andre forværrende faktorer som reduktionen af værdien af fisk ved første salg og stigende brændstofpriser; der henviser til, at disse og andre faktorer har gjort småfiskeriet endnu mere afhængigt af brændstofstøtte og ofte kræver, at fiskerne øger deres fiskeriindsats for at gøre deres aktiviteter økonomisk levedygtige;
AV. der henviser til, at TEUF og EHFAF-forordningen opererer med og indeholder bestemmelser om særlig støtte til EU's regioner i den yderste periferi;
AW. der henviser til, at småfiskerisektoren traditionelt har lidt under en manglende organisationsevne; der henviser til, at de vigtigste faktorer, der begrænser den kollektive indsats fra småfiskeriet side, er det store antal aktører i småfiskerisektoren kombineret med deres geografiske spredning; virksomhedens natur, der hovedsageligt er baseret på små familievirksomheder; manglen på uddannet personale, der er dedikeret til forvaltning, og manglen på finansiel støtte til småfiskeriorganisationer, så de kan deltage i beslutningsprocessen;
AX. der henviser til, at småfiskerisektoren i EU generelt er blevet forsømt, for så vidt angår overvågning og kontrol foretaget af videnskabsfolk inden for fiskeri og fiskeriforvaltere på nationalt plan og EU-plan; der henviser til, at overvågningen og kontrollen af ikkeindustrielt fiskeri bør forbedres for at underbygge en bæredygtig forvaltning af EU-fiskeriet, og skaffe dokumentation for fiskeriaktiviteter, når dette er nødvendigt;
AY. der henviser til, at der er behov for større investeringer til at gennemføre opdateret forskning og fremme forståelsen af naturressourcernes, de marine økosystemers og navnlig fiskebestandenes tilstand for at sikre, at de forvaltes bæredygtigt;
AZ. der henviser til, at forvaltningsstrategier, der alene baseres på reduktion af antallet af fiskedage, sådan som det gælder for det vestlige Middelhav, tvinger småfiskerisektoren i knæ; der henviser til, at sådanne stadige reduktioner – i kombination med den allerede vanskelige situation, der er forårsaget af covid-19-pandemien – risikerer at føre til et kollaps i store dele af sektoren, der ikke længere vil være i stand til at kunne nå den minimumsrentabilitet, som sikrer dens overlevelse; der henviser til, at disse reduktioner også rejser en række spørgsmål som f.eks. bekymringer om sikkerhed om bord, en øget risiko for tilskadekomst, en stigning i det ulovlige fiskeri og de sociale konsekvenser af arbejdsløshed;
BA. der henviser til, at fiskeriorganisationer såsom laug er nøgleaktører i fødevaresystemerne i nogle medlemsstater, hvor de fungerer som almennyttige samfundsøkonomiske enheder på vegne af fiskerisektoren og især den ikkeindustrielle kystflåde og skaldyrsfiskerflåden, der både udfører funktioner af almen interesse til gavn for havfiskeriet og arbejdere i fiskerisektoren samt gennemfører forretningsrelaterede opgaver såsom markedsføring af produkter og levering af rådgivnings- og administrationstjenester;
BB. der henviser til, at der er behov for at fastlægge en politik for forvaltning af fiskeressourcerne, der respekterer den kollektive adgang til fiskeressourcer, primært er baseret på deres biologiske aspekter og tager form af en ordning med fælles forvaltning af fiskeressourcerne, der tager hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for fiskeressourcer og de respektive havområder, med effektiv deltagelse af dem, der arbejder i sektoren;
BC. der henviser til, at jord til bord-strategien insisterer på, at sammenslutninger som f.eks. laug skal anerkendes i henhold til EU-lovgivningen og være berettiget til finansiel støtte på lige fod med producentorganisationer; der henviser til, at Kommissionen er blevet anmodet om at vedtage et initiativ i denne henseende;
BD. der henviser til, at fiskerne inden for det traditionelle fiskeri har behov for uddannelse, herunder udvikling af nye kompetencer;
BE. der henviser til, at det arbejde, som kvinder udfører, skaber merværdi i sektoren for traditionelt fiskeri;
BF. der henviser til, at småfiskerisektoren i stadig stigende grad konkurrerer med andre blå maritime aktiviteter samt med vedvarende energiinteresser, der indvirker på mange aktiviteter langs kysten, på strandene eller i havneområderne og dermed potentielt overtager områder, der tidligere næsten udelukkende blev brugt til småfiskeri, hvilket medfører fortrængninger af fiskere og "hav og kyst-grabbing";
BG. der henviser til, at de gentrificeringsprocesser, der finder sted i mange kystområder under udvikling, risikerer at gøre det stadig mere uoverkommeligt prismæssigt for småfiskere at leve i kystområderne, hvilket tvinger dem langt væk fra deres arbejdsplads og dermed gør det endnu sværere og mere besværligt for dem at udføre deres aktiviteter;
BH. der henviser til, at den øgede fokusering på bevarelse, som EU fremmer, har en særlig indvirkning på ikkeindustrielt fiskeri, og at et eksempel herpå er gennemførelsen af havbeskyttelsesområder og havbeskyttelsesnetværk, som påvirker ikkeindustrielt fiskeri ved at begrænse de tilknyttede aktiviteter og begrænse mobiliteten; der henviser til, at indvirkningen på dette segment sjældent tages i betragtning ved udformningen af disse politikker, et aspekt, der forværres af, at aktører fra segmentet ikke inddrages tilstrækkeligt i disse processer(30);
BI. der henviser til, at fiskerisektoren i almindelighed og ikkeindustrielt fiskeri i særdeleshed er underrepræsenteret ved fastlæggelsen af politikker for fiskeriforvaltning og politikker for udnyttelse af det maritime rum;
BJ. der henviser til, at der findes forskellige former for fiskeriorganisationer med forskellige medlemsniveauer, der repræsenterer ikkeindustrielt fiskeri: fra producentorganisationer til fiskerisammenslutninger, rederiforeninger og kooperativer mv.; der henviser til, at mange små skibsejere ikke er tilknyttet nogen organisationer; der henviser til, at erhvervsdrivende i fiskerisektoren er repræsenteret i fiskerifagforeninger; der henviser til, at det bør være op til sektoren at afgøre, hvordan den vil organisere sig;
BK. der henviser til, at opdelingen af de relevante data er utilstrækkelig, hvilket vanskeliggør adgangen til detaljerede oplysninger, navnlig i forbindelse med ikkeindustrielt fiskeri, og hæmmer analysen, navnlig med hensyn til bl.a. opdeling i virksomheder, skibsejere, erhvervsfiskere, fartøjer og redskaber, arbejdsvilkår, alder og køn;
Styrkelse af det ikkeindustrielle fiskeri gennem hele værdikæden, fremme af højere fiskeriindtægter og tilvejebringelse af muligheder for indkomstdiversificering
1. er af den opfattelse, at fremtiden for ikkeindustrielt fiskeri, kystfiskeri og traditionelt fiskeri ikke kun afhænger af langsigtede og bæredygtige foranstaltninger, men også af øjeblikkelige, meningsfulde og effektive foranstaltninger til at øge fiskernes fortjenstmargener, også gennem højere kvotetildelinger i overensstemmelse med videnskabelig rådgivning; mener, at det er nødvendigt at styrke sektorens organisatoriske og kommercielle kapacitet og erhvervets tiltrækningskraft, at tilbyde uddannelse og målrettet støtte til unge og at forbedre driftsvilkårene, navnlig med henblik på at inddrage kvinder om bord på skibe og i sektoren mere generelt, og at styrke dens position i forsyningskæden; opfordrer derfor Kommissionen til i tæt samarbejde med medlemsstaterne at etablere og gennemføre støttemekanismer inden for rammerne af EHFAF for ikkeindustrielt fiskeri, traditionelt fiskeri og kystfiskeri, der gør det muligt at løse de særlige problemer i denne del af sektoren;
2. mener, at det for at sikre fremtiden for det ikkeindustrielle fiskeri er nødvendigt, at dets særlige karakter anerkendes i den fælles fiskeripolitik, og at de nuværende instrumenter tilpasses for at opfylde denne sektors behov;
3. fremhæver, at der er behov for en fælles, bredere og mere hensigtsmæssig definition af ikkeindustrielt fiskeri, traditionelt fiskeri og kystfiskeri; understreger, at en sådan definition skal være pragmatisk, målbar og klar; understreger også, at definitionen bør være resultatet af en passende vurdering, der tager hensyn til andre karakteristika og kriterier for småfiskerisegmentet end fartøjernes længde, med henblik på at bringe EU's definition af småfiskeri i overensstemmelse med virkeligheden i segmentet, som det allerede er tilfældet med de eksisterende definitioner i visse internationale konventioner såsom Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT) eller Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM);
4. understreger, at denne definition bør indgå i en mere horisontal forordning som f.eks. forordningen om den fælles fiskeripolitik for at omfatte EU-fiskerilovgivningen i sin helhed; mener, at en eventuel ændring af definitionen ikke bør påvirke gennemførelsen af EHFAF i den nuværende periode; opfordrer Kommissionen til at tage dette spørgsmål op i forbindelse med den fremtidige revision af forordningen om den fælles fiskeripolitik;
5. bekræfter behovet for at styrke og afkorte sektorens værdikæde mellem producent og forbruger og derved at forøge mulighederne for direkte salg fra fisker til forbruger og reducere antallet af mellemled for ideelt set at nå det punkt, hvor producenten kan forsyne slutkunden direkte; understreger behovet for at fremme markedsføringsstrategier, herunder gennem fremme af nye distributionskanaler, og for at fremme mekanismer til forbedring af produktdifferentieringen med henblik på at opnå flest mulige fordele for fiskerne, øge rentabiliteten, støtte højere lønninger og fremme en retfærdig og passende fordeling af merværdien til fiskerne;
6. opfordrer til en mere rimelig og passende fordeling af merværdien i hele sektorens værdikæde og til at overveje interventionsformer på linje med garanterede og vejledende priser for hvilke produktionsomkostningerne bør anvendes som en variabel, for at opnå ovennævnte mål og forbedre fiskernes indtægter; gentager, at medlemsstaterne bør have mulighed for at gribe ind, når der er alvorlige ubalancer i kæden;
7. understreger den omstændighed, at småfiskeriet er det svageste segment i værdikæden, og at markedsføringsordninger ofte har tendens til at favorisere købernes interesser frem for fiskernes, som har lille eller ingen indflydelse på prisfastsættelsen, hvilket igen fører til marginale indtægter for de solgte produkter;
8. opfordrer til, at der træffes foranstaltninger på EU- eller medlemsstatsplan med henblik på at forsvare eller skabe oprindelsesmarkeder og dermed slå til lyd for præferentielle korte salgskanaler for traditionelle produkter; understreger vigtigheden af at fremme og forsvare kvaliteten af den fisk, der fanges gennem ikkeindustrielt fiskeri, såsom bl.a. friskhed, sæsonbestemt karakter, kulturarv og bæredygtighed; opfordrer til øget støtte til sådanne produkter på handelsmesser og i små butikker og restauranter under hensyntagen til befolkningens spisevaner som et middel til at maksimere værdien af lokale fiskevarer og fremme lokal udvikling; insisterer på, at der iværksættes salgsfremstød for lokale fiskeriprodukter, der fuldt ud udnytter fusionsmarkedsordningen og den fælles fiskeripolitik;
9. understreger nødvendigheden af at fremme produktdiversificering gennem initiativer, der tager sigte på at skabe nye markeder, skabe opmærksomhed omkring mindre kendte spiselige og mindre konsumerede arter for at forbedre småfiskeriets markedsposition, lette efterspørgslen efter produkter, for hvilke forsyningen hen over året kun kan holdes konstant ved hjælp af import, og hjælpe med til at reducere fiskeripresset på overfiskede arter; gentager, at der også er behov for at støtte fremme af produktdiversificering inden for konservesindustrien, nemlig gennem anvendelse af lavt prissatte arter eller mindre konsumerede arter;
10. efterlyser gennemførelse af et uddannelsesprogram for hotel- og restaurationsbranchen (HORECA), der formidler viden om fiskeprodukter og gode praksisser vedrørende beskyttelse af ressourcer, navnlig ved at skabe opmærksomhed om ikke at sælge og ikke forbruge arter i fredningstiden;
11. understreger betydningen af at gennemføre innovative projekter i detailsektoren og fremhæver samarbejdet med fiskerlaug og småfiskerisammenslutninger, hvorigennem der opretholdes et tæt forhold til den endelige forbruger;
12. opfordrer medlemsstaterne og producentorganisationerne til at overveje bedre måder, hvorpå man kan fremme markedsføringen af forarbejdede fiskevarer, herunder konservesprodukter, med større merværdi, i lighed med bestemte landbrugsprodukter, og programmer til at sikre, at EU's fiskevarer promoveres i udlandet, herunder ved at kendskabet til dem udbredes på internationale udstillinger og messer;
13. understreger, at sektoren for fisk og skaldyr har meget begrænsede redskaber, som f.eks. mærkning, til rådighed for forbrugerne til at vurdere bæredygtighedskriterier og fremme småfiskerisegmentet og fremme produkter med lav miljøpåvirkning; understreger, at mærkninger, hvor disse findes, kan blive en ulempe for småfiskeriet, da det kan være besværligt at få adgang til nogle af de nødvendige data, eller de kan mangle den finansielle kapacitet til at indlede en certificeringsproces;
14. påpeger, at der bør foretages en ambitiøs revision af forordningen om fusionsmarkedsordningen for at øge dens bidrag til at sikre sektorens indtægter og stabiliteten på markedet samt fremme markedsføringen af fiskevarer og øge deres merværdi; understreger i den forbindelse betydningen af at skabe certificerede mærker for fisk og skaldyr og mekanismer til mærkning af fiskevarer samt af at øge sporbarheden i forsyningskæden, hvilket igen vil forbedre informationen til forbrugerne, tilskynde dem til at købe fisk og skaldyr af lokal og bæredygtig oprindelse og øge deres bevidsthed om småfiskeriprodukter;
15. opfordrer til, at støtteprogrammer for ikkeindustrielt fiskeri fremmes via EHFAF med henblik på at forbedre forretningsledelse og organisatoriske kapaciteter, nedbringe produktionsomkostningerne, forbedre priserne ved første salg og sikre økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, navnlig gennem en mere bæredygtig og moderne flåde;
16. fremhæver de vanskeligheder, som småfiskerisektoren stadig oplever, og som nu er blevet forværret af svingende og stigende priser på brændstof og andre råvarer – en situation, der især påvirker de mindst konkurrencedygtige flådesegmenter, nemlig ikkeindustrielt fiskeri, traditionelt fiskeri og kystfiskeri;
Forbedring af driftsvilkårene og sikring af fremtiden for ikkeindustrielt fiskeri, traditionelt fiskeri og kystfiskeri
17. glæder sig over, at EHFAF giver mulighed for støtte til modernisering, erstatning eller erhvervelse af nyere motorer, der udleder mindre CO2, herunder motorer der bruger nye energieffektive teknologier, og til omstilling af benzinmotorer; mener, at der bør anvendes de højeste eksisterende medfinansieringssatser; advarer om, at mange af disse alternative motoriseringsløsninger endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet eller indebærer en betydelig forøgelse af bruttotonnagen, som det er tilfældet med visse elmotorer;
18. understreger, at størstedelen af småfiskerisektoren i visse regioner er afhængig af brændstoftilskud; advarer om, at Kommissionens forslag til Rådets direktiv om omstrukturering af EU-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (COM(2021)0563) ved at ophæve den nuværende obligatoriske fritagelse for fiskerisektoren og indføre en minimumsafgiftssats bringer overlevelsen af hovedparten af småfiskerisegmentet i fare, da de ikke kan foretage lange rejser for at tanke op i havne med lavere priser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre lige vilkår på internationalt plan og derfor fortsat fritage fiskeindustrien for brændstofbeskatning; understreger, at en eventuel ny tilgang ikke bør resultere i en byrde for småfiskeriet og bør fokusere på alternative løsninger, der gør det muligt for sektoren at kombinere en retfærdig omstilling til de mål, der er fastsat i den grønne pagt, med evnen til at trives økonomisk og garantere anstændige vilkår for dens arbejdstagere; mener i den forbindelse og i betragtning af den nuværende ekstraordinære inflation i brændstofpriserne, at medlemsstaterne kan overveje ekstraordinære foranstaltninger med henblik på at yde støtte til segmentet for småfiskeri, kystfiskeri og traditionelt fiskeri til de forventede stigende produktionsomkostninger, navnlig inden for rammerne af EHFAF og de nationale operationelle programmer;
19. fremhæver de vanskeligheder og de alvorlige negative økonomiske og sociale konsekvenser, som covid-19-krisen har haft for fiskerisektoren, og vigtigheden af, at medlemsstaterne kanaliserer tilgængelige nationale midler og EU-midler derhen, hvis det er nødvendigt, samt at man overvejer ekstraordinære foranstaltninger for at hjælpe fiskere, herunder arbejdstagere, med at overvinde kriser eller markedsforstyrrelser; opfordrer medlemsstaterne til at anvende de ressourcer, der stilles til rådighed gennem krisemekanismerne, til at støtte småfiskeriet; understreger, at sektoren for kystfiskeri af mindre omfang stadig fortsatte med at fungere på trods af krisen og gav EU-borgerne adgang til fisk og skaldyr, navnlig i isolerede kystområder, på øer og i fjernområderne;
20. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at tildele midler fra genopretnings- og resiliensfonden til investeringer i den ikkeindustrielle kystflåde med det formål at hjælpe fiskere og medhjælpere, der udfører tilknyttet arbejde – hovedsageligt kvinder – såsom vodbindere, medhjælpere på land samt pakkere og arbejdere;
21. opfordrer indtrængende Kommissionen til under EHFAF's auspicier at lette specifik støtte til småfiskerisektoren til etablering af lager-, fryse- og køleinfrastruktur og til opretholdelse af kølekæden fra båd til endelig forbruger; mener, at denne støtte er et afgørende element for at gøre det muligt for småfiskerisegmentet at drage fuld fordel af fiskeressourcerne – uden at ødelægge eller udtømme bestandene – samt for at sikre en regelmæssig forsyning og levering af friske produkter af høj kvalitet til offentligheden, HORECA-sektoren og fødevareforarbejdningsindustrien;
22. mener, at ordentlige oplagringsforhold i havnene kan lette og sikre konserveringen af fisk og hjælpe med at få den bragt i omsætning med henblik på at forbedre rentabiliteten af fisk ved at indvirke indirekte på prisdannelsen; minder i den forbindelse om de muligheder, som gives med forordningen om fusionsmarkedsordningen og af producentorganisationer;
23. mener, at EHFAF og de nye nationale operationelle programmer bør styrke og yde klar støtte til ikkeindustrielt fiskeri med henblik på at bidrage til at sikre bæredygtighed og fremtidig levedygtighed for de utallige kystsamfund, der traditionelt er afhængige af fiskeri, med henblik på at løse de specifikke problemer i dette segment og støtte en lokal, bæredygtig forvaltning af det pågældende fiskeri;
24. mener, at den støtte, som medlemsstaterne kanaliserer til området, når de gennemfører EHFAF, bør koncentreres om at afhjælpe strukturelle svigt og derved bidrage til at øge indtægterne fra fiskeri, fremme job med rettigheder i sektoren og sikre rimelige priser for producenterne, støtte udviklingen af beslægtede aktiviteter opstrøms og nedstrøms for fiskeriet og bidrage til udvikling og samhørighed i kystregioner inden for rammerne af et bæredygtigt fiskeri og en fremtid for småfiskerisektoren;
25. understreger, at det med henblik på at forbedre gennemførelsesraten for EHFAF-finansiering og sikre, at småfiskeriet har adgang til støtte, er nødvendigt at undersøge og gennemføre foranstaltninger til at strømline procedurerne og dermed mindske bureaukratiet, kompleksiteten og godkendelsestiden i forbindelse med ansøgninger, ændre finansieringsprocessen for modtagelse af støtte og erstatte den med et system med forfinansiering og udnytte fondens finansieringsgrænser fuldt ud;
26. understreger, at EU mangler et redskab til at forstå rækkevidden af EHFF- og EHFAF-investeringer i småfiskerisektoren, antallet af gode praksisser, der finansieres, leveringen af konkrete resultater og hvordan lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet arbejder og effektivt gennemfører den fælles fiskeripolitik; opfordrer Kommissionen til at oprette et sådant redskab som et grundlæggende skridt med henblik på at forstå, hvordan man kan opskalere gode praksisser og kopiere sunde fiskemetoder på EU-niveau;
27. opfordrer medlemsstaterne til at yde teknisk bistand på lokalt plan for at fremme ikkeindustrielle fiskeres adgang til EU-finansiering og national finansiering;
28. advarer om den høje gennemsnitsalder for den ikkeindustrielle fiskerflåde og understreger i den forbindelse, at der er behov for at gøre fiskeriet i dette segment attraktivt for unge og kvinder; understreger, at det er nødvendigt at forny og ajourføre den ikkeindustrielle fiskerflåde med henblik på at forbedre sikkerheden og levevilkårene om bord, forbedre energieffektiviteten og gøre segmentet mere miljøvenligt, samtidig med at det sikres, at fiskerikapaciteten i den samlede fiskerflåde ikke øges, og at den sociale og økonomiske bæredygtighed i de fiskersamfund, der er afhængige af flåden, forbedres; fremhæver i den forbindelse, at det er nødvendigt at gøre noget ved situationer, hvor fartøjer er blevet forældet, hvilket medfører øgede drifts-, vedligeholdelses- og omstillingsomkostninger (økonomisk og miljømæssigt), hvilket igen bringer de garanterede sikkerhedsforhold under driften i fare; understreger, at bruttotonnagekriterierne for måling af fiskekapacitet – ved også at inkludere rum reserveret til besætningens faciliteter og komfort – kan stå i vejen for en modernisering af fiskerfartøjerne og den meget tiltrængte forbedring af arbejdsforholdene om bord i den ikkeindustrielle flåde; opfordrer i den henseende indtrængende Kommissionen til at gennemgå disse kriterier og andre indbyrdes forbundne bestemmelser for at finde en løsning, der kan afbalancere behovene hos arbejdstagerne i den ikkeindustrielle fiskerisektor med behovet for at sikre, at EU-flådens fiskekapacitet ikke forøges;
29. gentager, at det er nødvendigt at yde støtte til den nødvendige fornyelse og/eller modernisering af flåden for at forbedre sikkerheden, arbejdsvilkårene og aktiviteternes økonomiske og miljømæssige bæredygtighed; understreger imidlertid, at dette udelukkende bør opnås uden forøgelse af fiskerikapaciteten;
30. er af den opfattelse, at hvis man ignorerer behovet for fornyelse af flåden og vedligeholdelse og forbedring af fartøjer, navnlig – men ikke kun – af forældede og ineffektive fartøjer, vil det bringe det ikkeindustrielle fiskeris fremtid i fare, særligt i regionerne i den yderste periferi;
31. påpeger, at EHFAF giver mulighed for investeringer i sikkerhed, bedre levevilkår og energimæssig ydeevne for fartøjer, hvilket også kan gavne den ikkeindustrielle kystnære og traditionelle flåde, og at den også bør tilbyde finansieringsmuligheder for fornyelse, omstrukturering og ændringer i størrelsen af fartøjer og køb af nye fartøjer i den ikkeindustrielle fiskerflåde – navnlig i de tilfælde, hvor det er fastslået, at denne flåde har en fremskreden gennemsnitsalder og ikke garanterer væsentlige sikkerheds- og driftsbetingelser – samt for forøgelse af maskineffekten, hvor det er behørigt begrundet for at sikre bedre sikkerhedsforhold om bord under driften og ved indsejling og udsejling fra havet, og for at øge den tid, der bruges på havet, forudsat at der ikke sker nogen forøgelse af fiskerikapaciteten, navnlig i regionerne i den yderste periferi;
32. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre den fulde indførelse af EU-standarder og -bestemmelser i relation til sikkerhed, arbejdsforhold og levevilkår om bord på fiskerfartøjer;
33. understreger, at medlemsstaterne løbende bør arbejde på at vedligeholde og opgradere deres havne for at sikre, at fangsterne kan landes og losses under sikre forhold;
34. fremhæver den socioøkonomiske betydning af fiskerisektoren, herunder segmentet for ikkeindustrielt fiskeri, traditionelt fiskeri og kystfiskeri, med hensyn til beskæftigelse og social samhørighed for regionerne i den yderste periferi, områder, der er kendetegnet ved strukturelle begrænsninger og færre muligheder for økonomisk diversificering; opfordrer derfor til at øge EU's støtte til småfiskerisektoren i disse regioner;
35. noterer sig den støtte, der gives inden for rammerne af EMFAF til fiskerisektoren i regionerne i den yderste periferi, navnlig med henblik på at yde støtte til de ekstra omkostninger, der opstår som følge af den afsides beliggenhed i forbindelse med afsætning af bestemte fiskevarer fra visse regioner i den yderste periferi;
36. peger på de særlige træk ved fiskerisektorens værdikæder i regionerne i den yderste periferi, og fastholder, at der er behov for særlig opmærksomhed på at styrke dem og lette deres adgang til markeder, et mål, der kunne opnås ved ikke kun at genetablere en POSEI-ordning for fiskeri, men også etablere en lignende ordning for transport;
37. fremhæver turistfiskeriets potentiale i disse regioner som et middel til at tiltrække unge til erhvervet og diversificere fiskernes indkomst uden at øge deres fiskeriindsats, idet begrænsningerne for fiskeindsats respekteres og offentlighedens bevidsthed om sektorens traditioner for havkundskab øges; understreger behovet for at sikre en reduktion af bureaukratiet i forbindelse med denne aktivitet og for at yde EU-støtte til disse aktiviteter;
38. mener, at det ikkeindustrielle fiskeris fremtid kræver, at EU-reguleringer sikrer et lovgivningsmæssigt miljø, der styrker fiskernes position i forsyningskæden og sikrer investeringer i sektorens bæredygtighed, stabilitet og økonomiske konkurrenceevne på lang sigt;
39. mener, at målene for en fiskeripolitik bør omfatte sikring af forsyningen med fisk til offentligheden – som led i at garantere fødevaresikkerhed og suverænitet – udvikling af kystsamfund, samtidig med at det sikres, at fiskeriaktiviteter udvikles inden for økologiske grænser, og at de fiskerirelaterede erhverv fremmes ved at øge deres tiltrækningskræft; fremhæver, at gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik også bør anerkende den socioøkonomiske rolle, som småfiskeriet spiller i fiskersamfund, ved at skabe arbejdspladser og forbedre levevilkårene for fiskere og arbejdstagere, der udfører hjælpefunktioner – normalt kvinder – med forbedring af arbejds-, leve- og sikkerhedsforholdene for besætningen med henblik på at tiltrække unge og opnå et generationsskifte for denne aktivitet inden for en ramme af garanteret bæredygtighed og god ressourcebevarelse;
40. gentager, at virkeligheden for fiskeriet i EU er kompleks og varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat med hensyn til de respektive fiskerflåder, den miljømæssige indvirkning af forskellige flådesegmenter, fangstredskaber, fiskeforekomster og deres bevaringstilstand samt befolkningens forbrugsvaner; fremhæver muligheden for regionalisering af fiskeriforvaltningen, hvor det er relevant, inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, samtidig med at der sikres lige vilkår for alle fiskere, herunder i regionale fiskeriforvaltningsorganisationer; bekræfter, at denne store diversitet kræver, at forvaltningen af fiskeriet ledsages af undtagelser, der gør det muligt for medlemsstaterne og regionerne at indføre mere specialiserede forvaltningspraksisser, som tager hensyn til særlige karakteristika, fremmer dialog, inddrager sektoren og kystsamfundene i beslutningsprocessen, i udformningen og gennemførelsen af politikker, og som er baseret på solid videnskabelig viden;
41. mener derfor, at forvaltningsinitiativer på lokalt plan gennem fælles forvaltning skal tages i betragtning i medlemsstaternes EHFAF-programmer;
42. understreger, at den igangværende reform af forordning (EF) nr. 1224/2009 om fiskerikontrol bør respektere de særlige forhold ved det ikkeindustrielle fiskeris aktiviteter og ikke overbelaste det med bureaukrati, især med hensyn til geolokalisering eller elektronisk fremsendelse af fangstdata; opfordrer til en kontrolordning, der er specielt designet og tilpasset til virkeligheden og mangfoldigheden inden for den ikkeindustrielle kystflåde, herunder også for skaldyrsfiskeri eller fiskeri uden fartøj, hvor proportionalitet og graduering er afgørende;
43. mener, at en diversificering af aktiviteter inden for den bredere bæredygtige blå økonomi er vigtig og involverer kulturel opvurdering af samfundene, fremme af sekundære fiskeriprodukter og af produkter, der til trods for deres potentiale ikke har nogen kommerciel værdi; mener imidlertid, at disse aktiviteter ikke bør forringe fiskeriaktiviteter eller fiskeres historiske ret til havet;
44. mener, at anden økonomisk udnyttelse af det maritime rum ikke bør forringe historiske fiskerirettigheder; mener, at ikkeindustrielt fiskeri bør integreres fuldt ud i den strategiske planlægning af disse politikker; mener, at det samme gør sig gældende for indre farvande, hvor småfiskeriet står over for et stigende antal konflikter vedrørende ressourcer og brug af ferskvand og konkurrerer med industrier, der har en negativ indvirkning på levesteder ved bredden af vandløb og på fiskeressourcer;
45. understreger, at de socioøkonomiske og miljømæssige udfordringer, der opstår som følge af forvaltningen af havbeskyttelsesområder, udgør en potentiel løsning til at forene bevarings- og bæredygtighedsmål på den ene side med inddragelsen af småfiskerisektoren i forvaltningsbeslutninger i og omkring havbeskyttelsesområder på den anden; opfordrer i den forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle deltagelsesbaserede tilgange til forvaltning af havbeskyttelsesområder baseret på biologiske og socioøkonomiske data, der er udarbejdet, gennemført og revideret i fællesskab med fagfolk inden for havbeskyttelsesområder, berørte interessenter og småfiskerisektoren; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje at udvikle en deltagelsesbaseret forvaltningspraksis for også at finde en balance mellem bæredygtig udvikling af småfiskeriet og, hvor det er relevant, bæredygtig udvikling af ansvarlig turisme;
46. påpeger behovet for økonomisk og social beskyttelse i perioder uden fiskeri og i tilfælde af katastrofer, der hæmmer aktiviteterne; fremhæver, at der er behov for mekanismer, der sikrer lønkompensation for tabt indtjening i sådanne perioder; understreger, at en sådan kompensation bør betragtes som faktisk arbejdstid for så vidt angår fastsættelse af alderspension og andre sociale rettigheder;
47. mener, at der skal skabes attraktive betingelser for unge og kvinder, hvis vi ønsker et generationsskifte, hvilket betyder, at man skal gøre det mere rentabelt at fiske og samtidig sikre indkomststabilitet og anvende princippet om lige løn for arbejde af samme værdi, øge tildelingen af kvoter til småfiskeri i overensstemmelse med videnskabelig rådgivning, sikre uddannelse under forhold, der tager behørigt hensyn til de forskellige fangstmetoder, fiskeredskaber og behov i de enkelte medlemsstater, samt garantere passende arbejdsvilkår og sikkerhed om bord; minder om, at EHFAF yder støtte til uddannelse og faglig udvikling; mener, at uddannelse bør garantere et stærkt praktisk element under hensyntagen til den specifikke virkelighed i den nationale, regionale eller lokale kontekst, hvori den finder sted; er desuden af den opfattelse, at det bør være muligt at kombinere dette med teoretisk uddannelse og samtidig drage fordel af den viden, der er indsamlet hos dem, der har været eller er på havet;
48. opfordrer til, at de finansielle og tekniske ressourcer til fiskeriforskningen øges i de enkelte medlemsstater med henblik på at udvikle aktiviteter, der er rettet mod fiskeri og fiskeressourcer, samt øge og forbedre dataindsamlingen og vurderingen af ressourcernes tilstand;
49. opfordrer til en forøgelse af de finansielle og tekniske ressourcer til fiskerirelateret videnskabelig forskning og udvikling i EU og i de enkelte medlemsstater; understreger navnlig, at der er behov for at støtte forskningsinstitutter og laboratorier på dette område med materielle og menneskelige ressourcer med henblik på at udvikle aktiviteter, der tager sigte på at fremme ikkeindustrielt fiskeri, kystfiskeri og traditionelt fiskeri, og sikre en bedre forståelse af de forskellige årsager til udtømning af fiskebestande og bevarelse af fiskeressourcer; understreger behovet for at inddrage fiskere og fiskeriorganisationer i videnskabelig overvågning, kortlægning, dataindsamling, forvaltning og kontrolaktiviteter for at drage fuld nytte af deres viden;
50. opfordrer indtrængende Kommissionen til at iværksætte en omfattende kortlægningsindsats for hele regionen med henblik på at udvikle et nøjagtigt og fuldstændigt sæt af referencedata om småfiskerisektoren med henblik på at måle de økonomiske og sociale virkninger af småfiskerisektoren både kvantitativt og kvalitativt og anslå værdien af det output, der produceres af småfiskeriet, dets økonomiske betydning for kystsamfundene og dets indvirkning på relaterede sektorer;
51. opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte forskning i praksisser, der øger og diversificerer fiskersamfundenes og fiskerisektorens indtægter, herunder småfiskerisektorens; mener, at resultaterne af en sådan forskning bør udbredes i EU med henblik på at kopiere, gennemføre og fremme projekter både på nationalt plan og på EU-plan;
52. fremhæver, at der på trods af forbedringer i datadækningen stadig mangler udtømmende økonomiske, sociale og territoriale statistiske data og indikatorer på europæisk plan om småfiskeri; understreger, at denne mangel på statistikker ikke giver mulighed for en korrekt analyse af segmentet og dermed gør det sværere at gøre en passende lovgivningsmæssig indsats for at tackle de mest kritiske spørgsmål, som småfiskerisektoren står over for;
53. opfordrer medlemsstaterne til at intensivere og forbedre en ordentlig indsamling og opdeling af data om fiskeri og indhente tilstrækkelige statistiske data om fangster og landinger med henblik på bedre ressourcevurdering og -forvaltning, herunder tilknyttede aktiviteter, sociale og økonomiske aspekter og analyser af andre kommercielle anvendelser, navnlig for småfiskeriet og de samfund, der er knyttet til den;
54. opfordrer Kommissionen til at iværksætte en omfattende og regional kortlægning af de sociale beskyttelsessystemer og den nationale lovgivning, der er indført og tilgængelig for småfiskerisektoren i medlemsstaterne, med henblik på at udpege og fremme de mest vellykkede muligheder, herunder lovgivningsmæssige og institutionelle mekanismer, der sikrer, at småfiskerisektoren deltager fuldt ud i alle aktiviteter i forbindelse med bæredygtig udvikling af sektoren, såsom udvikling af alternative aktiviteter, fælles forvaltning, finansiel støtte, mærkning, sporbarhed og retten til anstændigt arbejde og social beskyttelse;
55. er af den opfattelse, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik skal sikre, at gennemførelsen af de nødvendige miljømål går hånd i hånd med fastlæggelsen af sociale og økonomiske mål, og at Kommissionen og medlemsstaterne bør tage hensyn til deres indbyrdes afhængighed, både når de gennemfører lovgivning, og når de udformer fremtidige lovgivningsinitiativer;
56. understreger, at producentorganisationer kan spille en central rolle i forvaltningen af markedsføringsstrukturerne for småfiskeriprodukter, i at forbedre markedsadgangen for småfiskeriprodukter og øge tilgængeligheden af lokale fødevarer i kystsamfundene; understreger navnlig, at disse forstærkende og salgsfremmende aktiviteter vil bidrage til at sætte småfiskerisektoren i en bedre position til at forhandle priser og fremme en sund konkurrence inden for sektorerne og en mere effektiv anvendelse af deres egne strukturer og ressourcer gennem en kollektiv indsats;
57. understreger, at det er af afgørende betydning, at småfiskerisektoren har en stærkere dedikeret organisatorisk kapacitet med henblik på at styrke dens position i værdikæden; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger til at øge de ikkeindustrielle fiskeres forhandlingsposition og til at støtte, tilskynde til og lette oprettelsen af producentorganisationer, -sammenslutninger og -kooperativer for dette segment som et vigtigt redskab til at forbedre deres styrke i forsyningskæden og øge deres forhandlingsposition over for andre markedsaktører med henblik på at sikre gode fortjenstmargener og forvalte deres fiskeriaktiviteter bedre;
58. insisterer på, at sammenslutninger såsom laug skal anerkendes og være berettiget til at modtage økonomisk støtte på lige fod med producentorganisationer; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til, især inden for rammerne af reformen af fusionsmarkedsordningen, at tage initiativer vedrørende denne sag for at fjerne enhver forskelsbehandling mellem laug og producentorganisationer;
59. opfordrer i den forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne til at følge op på forordningen om fusionsmarkedsordningen ved at udarbejde regionale planer for producentorganisationer i småfiskerisektoren med henblik på at øge småfiskerisektorens rentabilitet og forbedre kvaliteten og sporbarheden af dens produkter;
60. understreger vigtigheden af at inddrage ikke industrielle fiskere i beslutningstagningsprocesserne på EU-plan, nationalt og lokalt plan og opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at forbedre gennemsigtigheden i beslutningsprocessen vedrørende småfiskeri for at sikre ansvarligheden; opfordrer til, at sammenslutninger af ikkeindustrielle fiskere sættes i stand til at dele ansvar og beslutningsbeføjelser i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af fælles forvaltningsplaner med nationale myndigheder i fælles forvaltningskomitéer;
61. understreger, at bæredygtigheden i småfiskerisektoren i høj grad afhænger af sikker adgang til ressourcer og fangstområder på den ene side og værdiskabende markeder på den anden; opfordrer i den forbindelse til en differentieret tilgang til forvaltningen af småfiskeri, som omfatter prioriteret adgang til kystfiskeriområder;
62. der henviser til, at fælles forvaltning er et væsentligt redskab for småfiskerisektoren, som gør det muligt at optimere håndteringen af fiskeressourcerne ved hjælp af en omfattende tilgang, der tager højde for alle aspekter af bæredygtighed, både miljømæssigt, socialt og økonomisk, og som indebærer aktiv deltagelse og involvering af både forvaltningen og fiskerisektoren, det videnskabelige samfund og civilsamfundsorganisationer;
63. fremhæver fiskeriets lave miljøpåvirkning og dets produktion af sunde fødevarer, da det ikke involverer kunstig fodring, antibiotika, gødning eller kemiske pesticider;
64. understreger, at der ikke må skabes en kunstig konflikt mellem industrielle og ikkeindustrielle fiskere; mener, at industrielle og ikkeindustrielle fiskere ikke er i konkurrence med hinanden, eftersom de for det meste fisker efter forskellige arter i overvejende forskellige fiskeriområder; bemærker, at de såkaldte industrielle fiskerivirksomheder også er familievirksomheder, der har eksisteret i generationer og er dybt rodfæstet i og forbundet med lokale fiskersamfund;
65. påpeger, at udråbelsen af 2022 som det internationale år for traditionelt fiskeri og akvakultur er en enestående mulighed for at henlede global opmærksomhed på det arbejde, som denne del af fiskerflåden udfører til fordel for fødevaresikkerhed og bæredygtig brug af naturressourcer, samt for at sikre, at traditionelt fiskeri opnår synlighed og inddrages mere aktivt i beslutningsprocesser;
66. mener, at forbedret selektivitet og en omstilling til fisketeknikker med lav miljøpåvirkning er afgørende for småfiskeriets overlevelse og fremgang;
67. understreger, at offentlige institutioner bør fremme adgang til finansiering for flådens svageste segmenter for at fremme værdikæder og forhindre markedssvigt; opfordrer i den henseende Kommissionen og medlemsstaterne til at oprette lovgivningsinitiativer til at fremme adgangen til formel finansiering for småfiskerisektoren; understreger, at dette bør omfatte: adgang til både formel kredit til kapitaludgifter og finansiering til fiskeaktiviteter, udvikling af faciliteter og finansielle produkter inden for investering på mellemlang og lang sigt i partnerskab med finansielle institutioner og anvendelse af formelle finansieringsordninger såsom produktionskontrakter eller opbevaringskvitteringer – med deltagelse af fiskere, handlende og offentlige myndigheder;
68. fremhæver, at maritim fysisk planlægning er afgørende for at sikre at alle interessenter deltager i beslutninger, som vedrører anvendelse og beskyttelse af havmiljøet; peger på, at maritim fysisk planlægning er et afgørende redskab til at sikre, at ikkeindustrielle fiskere deltager i beslutningsprocessen;
69. understreger, at de gentagne nedskæringer i EU-støtten til sektoren, der er fastsat i flere på hinanden følgende flerårige finansielle rammer, og navnlig reduktionen af bevillinger til EFF/EHFAF og fusionsmarkedsordningen, er en af de faktorer, der har medvirket til at forværre situationen i sektoren; gentager derfor, at det er nødvendigt, at EU's økonomiske støtte til fiskerisektoren intensiveres betydeligt;
70. anser FAO's frivillige retningslinjer for sikring af bæredygtigt ikkeindustrielt fiskeri i forbindelse med fødevaresikkerhed og fattigdomsbekæmpelse for at være et værdifuldt bidrag til fastlæggelsen af en ramme til at sikre, maksimere og fremme ikkeindustrielt fiskeri som led i en fiskeriforvaltningspolitik;
71. opfordrer alle medlemsstater til at styrke den rolle, som kvinders arbejde udfylder i fiskerisektoren, gennem særlige projekter, og til at garantere fuld juridisk anerkendelse af kvindens rolle som "medhjælpere" og medarbejdersker i familiedrevne fiskerivirksomheder for at sikre større arbejdsrelaterede garantier, indtægter fremover og sociale sikringsydelser;
72. mener, at det er hensigtsmæssigt at styrke samarbejdet med henblik på at anerkende grundlæggende erhvervsuddannelse, der udbydes af skoler eller uddannelsesinstitutioner, som er anerkendt af de nationale uddannelsessystemer i de enkelte medlemsstater eller tredjelande, og som er internationalt anerkendte;
73. mener, at opbygning af enhedspunkter mellem de forskellige organisationer, der repræsenterer sektoren, ville være et vigtigt element med hensyn til at forsvare dens krav og sikre, at den tages behørigt i betragtning ved fastlæggelse af fiskeriforvaltningspolitikker og politikker vedrørende udnyttelse af det maritime rum;
74. opfordrer Kommissionen til at fremme gennemførelsen af projekter inden for rammerne af samhørighedspolitikken, som bidrager til beskyttelse af kyst- og øområder som integrerede dele af den fiskerrelaterede og maritime kulturarv;
75. understreger, at småfiskerisektoren, mere end resten af flådesegmenterne, kan komme til at bære byrden af indvirkningen af det voksende behov for vedvarende energikilder til at opfylde de mål, der er fastsat i EU's grønne pagt; understreger, at småfiskeriet vil blive særlig berørt, hvis der sker en forskydning som følge af det stigende antal havvindmølleparker i kystfiskeriområderne, da fiskerne måske ikke har mulighed for at flytte til fangstområder længere væk eller til at ændre deres fangstmetoder; opfordrer i den forbindelse til en passende maritim fysisk planlægning med henblik på at sikre alle sektorers interesser og til en rimelig kompensation til ikkeindustrielle fiskere som en sidste udvej;
76. understreger de muligheder, der følger af mulige synergier mellem småfiskerisektoren og andre sektorer og navnlig med kystturisme, der har de samme aktiver og infrastrukturer som småfiskerisektoren; understreger, at sådanne synergier vil muliggøre diversificering i den lokale økonomi, skabe flere job og højere indkomst til familierne og bidrage til at stabilisere den faldende rentabilitet og beskæftigelse i fiskerisektoren; opfordrer i den forbindelse til en klar definition af fisketurisme, der giver mulighed for at gøre den til en reguleret aktivitet og samtidig giver professionelle småfiskere mulighed for fuldt ud at udnytte de muligheder, som synergier med den blå økonomi byder på;
77. fremhæver, at kvinder fortsat er underrepræsenteret i småfiskerisektoren; understreger, at kvinder på trods af dette altid har spillet en aktiv, om end ofte usynlig, rolle i småfiskerisektoren; understreger, at denne "usynlighed" har kulturelle årsager, men også skyldes manglen på officielle statistiske data om kvinders beskæftigelse i småfiskerisektoren; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at støtte projekter, der har til formål at indsamle oplysninger om kvinders beskæftigelse og gøre det muligt for kvinder at komme ind i småfiskerisektoren og indtage en central rolle i den;
78. mener, at sikring af et tilgængeligt arbejdsmiljø, herunder inden for fiskerisektoren, med henblik på at reintegrere både aktive og tidligere fiskere og andre arbejdstagere i fiskerisektoren, som lider af fysiske eller mentale handicap, på arbejdsmarkedet, vil føre til større social inklusion og bidrage til at skabe flere incitamenter til indkomstskabelse i fiskerisektoren og fiskerisamfundene;
o o o
79. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.
Maritime economic paper No 08/2020, "The EU fishing fleet 2020: Trends and economic results", Europe-Kommissionen, Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri, 9. marts 2021.
"The 2019 Annual Economic Report on the EU Fishing Fleet (STECF 19-06)", European Commission, Det Fælles Forskningscenter, Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri, 20. august 2019: https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/ca63ab82-c3bf-11e9-9d01-01aa75ed71a1
"Social data in the EU fisheries sector", Europa-Kommissionen, Det Fælles Forskningscenter, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri, 26. september 2019: https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/fd0f6774-e0dd-11e9-9c4e-01aa75ed71a1
"The 2021 Annual Economic Report on the EU Fishing Fleet (STECF 21-08)", Europa-Kommissionen, Det Fælles Forskningscenter, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri, 8. december 2021: https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/77fb8e7b-58a7-11ec-91ac-01aa75ed71a1/
"Social dimension of the CFP (STECF 20-14)", Europa-Kommissionen, Det Fælles Forskningscenter, Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri, 10. december 2020: https://stecf.jrc.ec.europa.eu/documents/43805/2672864/STECF+20-14+-+Social+dimension+CFP.pdf/a68c6c42-6b64-41fc-b5a0-b724c71aa78e
Pascual-Fernández, J.J., Pita, C. and Bavinck, M. (eds), Small-Scale Fisheries in Europe: Status, Resilience and Governance, MARE Publication Series, Vol. 23, Springer, Cham, Switzerland, 2020.
EMFF implementation report 2020, Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri, støtteenheden for overvågning og evaluering af fiskeri og akvakultur, september 2021: https://oceans-and-fisheries.ec.europa.eu/system/files/2021-09/emff-implementation-report-2020_en.pdf
Martini, R. and Innes, J., "Relative Effects of Fisheries Support Policies", OECD Food, Agriculture and Fisheries Papers, No. 115, OECD Publishing, Paris, 2018: https://www.oecd-ilibrary.org/agriculture-and-food/relative-effects-of-fisheries-support-policies_bd9b0dc3-en
Said, A. et al., "Small-scale fisheries access to fishing opportunities in the European Union: Is the Common Fisheries Policy the right step to SDG14b?", Marine Policy, Vol. 118, 2020: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0308597X20302475
Smith, H. and Basurto, X., ‘Defining Small-Scale Fisheries and Examining the Role of Science in Shaping Perceptions of Who and What Counts: A Systematic Review’, Frontiers in Marine Science, Vol. 6, 2019: https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fmars.2019.00236/full
Studie – "Small-scale Fisheries and "Blue Growth" in the EU", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdeling B – Struktur- og Samhørighedspolitik, 18. marts 2017: https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2017/573450/IPOL_STU(2017)573450_EN.pdf
Studie – "Workshop on electronic technologies for fisheries – Part III: Systems adapted for small-scale vessels", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Interne Politikker, Temaafdeling B – Struktur- og Samhørighedspolitik, 30. juli 2021: https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2021/690863/IPOL_STU(2021)690863_EN.pdf
Studie – "Impacts of the COVID-19 pandemic on EU fisheries and aquaculture", Europa-Parlamentet, Generaldirektoratet for Unionens Interne Politikker, Temaafdeling B – Struktur- og Samhørighedspolitik, 7. juli 2021: https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2021/690880/IPOL_STU(2021)690880_EN.pdf