Indeks 
Vedtagne tekster
Torsdag den 16. marts 2023 - Strasbourg
Iran, navnlig forgiftningen af hundredvis af skolepiger
 Tunesien: de seneste angreb på ytrings- og foreningsfriheden samt fagforeninger, navnlig sagen vedrørende journalisten Noureddine Boutar
 Cambodia: sagen vedrørende oppositionslederen Kem Sokha
 EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere

Iran, navnlig forgiftningen af hundredvis af skolepiger
PDF 115kWORD 44k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. marts 2023 om Iran, navnlig forgiftningen af hundredvis af skolepiger (2023/2587(RSP))
P9_TA(2023)0083RC-B9-0170/2023

Europa-Parlamentet,

A.  der henviser til, at kvinder og piger i Iran har gennemført storstilede fredelige protester for at kræve demokrati og et stop for den systemiske forskelsbehandling af kvinder;

B.  der henviser til, at protesterne blev indledt af kvinder, der krævede ansvarlighed for Mahsa Jina Aminis død og opfordrede til, at vold og diskrimination mod kvinder i Iran, navnlig i form af at pålægge slør, bringes til ophør;

C.  der henviser til, at tusindvis af piger og kvinder i hele Iran har været udsat for angreb med giftige kemikalier siden november 2022, hvilket har forhindret piger i at gå i skole; der henviser til, at den 11-årige Fatemeh Rezaei er død efter angiveligt at være blevet forgiftet med gas på sin skole;

D.  der henviser til, at dette finder sted på et tidspunkt, hvor undertrykkelsen af kvinder, der udøver deres ret til frihed, er værre end nogensinde;

1.  fordømmer på det kraftigste dette grusomme forsøg på at bringe kvinder og piger i Iran til tavshed; udtrykker sin dybe solidaritet med de iranske studerende, der er blevet forgiftet under hændelserne, og med deres familier;

2.  gentager sin fordømmelse af regimets politikker mod kvinder og piger og bekræfter på ny sin fulde støtte til iranske kvinders og pigers krav om at afskaffe al systemisk forskelsbehandling;

3.  opfordrer indtrængende FN's Menneskerettighedsråd til at give den uafhængige internationale undersøgelsesmission (IIFFM) til opgave at foretage en uafhængig undersøgelse af forgiftningerne af skolepiger og opfordrer til, at de ansvarlige stilles til ansvar; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at give fuld adgang til FN's uafhængige internationale undersøgelsesmission og FN's særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i Den Islamiske Republik Iran;

4.  minder om, at Den Islamiske Republik Iran bærer det fulde ansvar for iranske kvinders og pigers grundlæggende ret til uddannelse, og minder om, at fratagelse af pigers ret til uddannelse har en ødelæggende indvirkning på deres fremtid; opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at sikre ikkediskriminerende adgang til uddannelse for piger og ophæve enhver lovgivning, der diskriminerer piger og kvinder;

5.  fordømmer regimets månedlange undladelse af at handle på og bevidste undertrykkelse af troværdige rapporter om systematiske giftangreb på skolepiger;

6.  fordømmer enhver politisk motiveret retssag mod dem, der rapporterer om forgiftningerne, navnlig Ali Pourtabatabaei; insisterer på, at iranernes ret til ytringsfrihed, til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til mediefrihed skal respekteres; opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle dem, der er fængslet eller retsforfulgt for at udøve deres grundlæggende rettigheder, og til, at alle anklager mod dem frafaldes;

7.  gentager sin opfordring til Rådet om at udpege Den Islamiske Revolutionsgarde som en terrororganisation og om at udvide EU's sanktionsliste, herunder inden for rammerne af den globale EU-mekanisme for menneskerettighedssanktioner, til alle dem, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Iran, herunder den øverste leder Ali Khamenei, præsident Ebrahim Raisi og statsadvokaten Mohammad Jafar Montazeri;

8.  gentager sin opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne om at øge den tekniske støtte og kapacitetsstøtten til det iranske civilsamfund; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at lette udstedelsen af visa og tildelingen af asyl og nødtilskud til dem, der har brug for at forlade Iran, navnlig kvinder og piger;

9.  opfordrer EU-institutionerne til at reflektere over de iranske kvinders dybt rodfæstede protestbevægelse og anerkender, at denne bevægelse ikke blot handler om forsvaret af kvinders rettigheder, men også slår til lyd for et demokratisk Iran i stedet for et voldeligt og reaktionært teokrati;

10.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Den Islamiske Rådgivende Forsamling og Den Islamiske Republik Irans øverste leder.


Tunesien: de seneste angreb på ytrings- og foreningsfriheden samt fagforeninger, navnlig sagen vedrørende journalisten Noureddine Boutar
PDF 126kWORD 44k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. marts 2023 Tunesien: de seneste angreb på ytrings- og foreningsfriheden samt fagforeninger, navnlig sagen vedrørende journalisten Noureddine Boutar (2023/2588(RSP))
P9_TA(2023)0084RC-B9-0171/2023

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at præsident Saied har været selvregerende siden den 25. juli 2021 og har afskediget regeringen, opløst forsamlingen, forfatningen fra 2014, den uafhængige høje valgmyndighed, det øverste retsråd, alle kommunalråd og 57 dommere;

B.  der henviser til, at terrorbekæmpelsesenheder den 13. februar 2023 arresterede journalisten Noureddine Boutar, direktør for Tunesiens største uafhængige radio, af politisk motiverede årsager og ubegrundede påstande sammen med et dusin oppositionsstemmer, herunder Chaima Issa, Issam Chebbi, Ghazi Chaouachi, Khayam Turki og Jaouhar BenMbarek; der henviser til, at en militærdomstol idømte journalisten Salah Attia tre måneders fængsel, og at en terrorbekæmpelsesdomstol idømte journalisten Khalifa Gasmi et års fængsel; der henviser til, at politiet den 24. februar 2023 ransagede avisen OneTN; der henviser til, at de arresterede journalister blev betegnet som "terrorister" og "forrædere";

C.  der henviser til, at en række præsidentdekreter har undergravet demokratiske institutioner, rettigheder og frihedsrettigheder, herunder IT-kriminalitetsdekret nr. 54, der fastsætter fængselsstraffe på fem år for at sprede falske nyheder;

D.  der henviser til, at migranter fra Afrika syd for Sahara fejlagtigt er blevet anklaget for at forsøge at erstatte tunesere demografisk og efterfølgende er blevet angrebet;

E.  der henviser til, at fagforeningsrepræsentanten Anis Kaabi blev arresteret den 31. januar 2023, at over 36 fagforeningsfolk er blevet retsforfulgt for at have strejket, at EFS’ generalsekretær Esther Lynch blev udvist fra Tunesien den 23. februar 2023, og at fagforeninger fra seks EU-lande blev nægtet indrejse;

F.  der henviser til, at NGO-loven angiveligt fastsætter en ’forudgående regeringsgodkendelse af NGO'er, og at centralbanken skal godkende udenlandsk finansiering’;

1.  opfordrer indtrængende de tunesiske myndigheder til omgående at løslade Noureddine Boutar og alle andre, der er blevet vilkårligt tilbageholdt, herunder journalister, dommere, advokater, politiske aktivister og fagforeningsfolk som Anis Kaabi, og til at respektere ytrings- og foreningsfriheden såvel som fagforeningers og arbejdstagernes rettigheder i overensstemmelse med Tunesiens forfatning og internationale traktater, inklusive ILO-konventionerne; fordømmer udvisningen af Esther Lynch, generalsekretær for EFS, og kriminaliseringen af den internationale fagforeningssolidaritet som et åbenlyst anslag mod UGTT og den globale fagforeningsbevægelse;

2.  opfordrer den tunesiske regering til at sikre social dialog, til at respektere kollektive overenskomster og til at tage skridt til at løse op for leveomkostningskrisen;

3.  er dybt bekymret over præsident Saieds autoritære tendenser og hans instrumentalisering af Tunesiens alvorlige socioøkonomiske situation med henblik på at sætte landets historiske overgang til demokrati i bakgear; opfordrer derfor til, at der sættes en stopper for den vedvarende undertrykkelse af civilsamfundet;

4.  opfordrer indtrængende myndighederne til straks at genindsætte de dommere, der blev vilkårligt afskediget, ophæve alle foranstaltninger, der underminerer retsvæsenets uafhængighed, og sætte en stopper for anvendelsen af militære domstole til at retsforfølge civile; beklager myndighedernes afvisning af at efterkomme forvaltningsdomstolens afgørelse om genindsættelse af 49 dommere;

5.  opfordrer indtrængende næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaterne til offentligt at fordømme den drastiske forværrelse af menneskerettighedssituationen; understreger, at specifikke EU-støtteprogrammer for justits- og indenrigsministerierne bør suspenderes; opfordrer EU-delegationen og medlemsstaterne til at overvåge og deltage i politiske retssager og til at gå ind i en regelmæssig dialog med civilsamfundet;

6.  minder om, at bevarelsen af repræsentative institutioner er afgørende for landets udvikling; udtrykker dyb bekymring over NGO-lovforslaget; understreger betydningen af en inklusiv national dialog og et frit og stærkt civilsamfund, herunder den nobelprisvindende Kvartet for National Dialog, navnlig UGTT;

7.  fordømmer på det kraftigste præsident Saieds racistiske diskurs mod migranter fra Afrika syd for Sahara og de efterfølgende angreb; opfordrer myndighederne til at overholde international og national lovgivning, navnlig lov 50-2018 om bekæmpelse af racediskrimination;

8.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Tunesiens præsident, Tunesiens regering og forsamlingen for repræsentanter for folket.


Cambodia: sagen vedrørende oppositionslederen Kem Sokha
PDF 117kWORD 43k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. marts 2023 om Cambodja: sagen om oppositionsleder Kem Sokha (2023/2589(RSP))
P9_TA(2023)0085RC-B9-0169/2023

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til sine tidligere beslutninger om Cambodja,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 144, stk. 5, og artikel 132, stk. 4,

A.  der henviser til, at byretten i Phnom Penh den 3. marts 2023 efter en retssag, som FN's eksperter anså for ikke at have opfyldt standarden i hverken cambodjansk eller international menneskerettighedslovgivning, idømte Kem Sokha 27 års fængsel, som han midlertidigt har fået tilladelse til at aftjene i husarrest, og suspenderede hans politiske ret til at stemme og stille op til valg på ubestemt tid;

B.  der henviser til, at Kem Sokha, tidligere formand for Cambodjas Nationale Redningsparti (CNRP), blev arresteret i 2017 på grund af beskyldninger om sammensværgelse om at vælte premierminister Hun Sen og tilbageholdt i vilkårlig varetægtsfængsling indtil hans betingede løsladelse i husarrest den 10. september 2018;

C.  der henviser til, at den cambodjanske regering efter Cambodjas højesterets opløsning af det største oppositionsparti, CNRP, har slået ned på medlemmer af den politiske opposition ved at fængsle og idømme dem bøder og tvinge dem i eksil;

D.  der henviser til, at premierminister Hun Sen næsten uafbrudt har været ved magten i 38 år, og at det regerende parti har absolut magt over staten og de lovgivende organer;

E.  der henviser til, at regeringens undertrykkelse af uafhængige medier, civilsamfundsorganisationer og den politiske opposition, der begyndte i 2017, er fortsat, herunder gennem falske masseretssager, forfølgelse af aktivister såsom Seng Theary og ledelsen og medlemmer af oppositionspartiet Candlelight Party, begrænsning af frihedsrettigheder og nedlukning den 13. februar 2023 af VOD, et af Cambodjas sidste uafhængige medieforetagender;

1.  opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Kem Sokha og alle oppositionsmedlemmer og aktivister, der er dømt eller tilbageholdt på grundlag af politisk motiverede anklager;

2.  opfordrer indtrængende de cambodjanske myndigheder til at sikre et frit og retfærdigt valg i juli 2023, således at alle politiske partier kan gennemføre retfærdige, frie og gennemsigtige valgkampagner under tilsyn af en mere inklusiv og gennemsigtig national valgkomité; opfordrer til øjeblikkelig genetablering af CNRP med henblik på deltagelse i valget i 2023;

3.  opfordrer myndighederne til at sætte en stopper for alle former for chikane, intimidering og politisk motiverede anklager mod oppositionsmedlemmer, fagforeningsfolk, menneskerettighedsforkæmpere, civilsamfundet og medieaktører og til omgående genetablering af VOD;

4.  opfordrer til koordineret anvendelse af de tilgængelige politiske muligheder, herunder yderligere suspension af Cambodjas "alt undtagen våben"-status, hvis valget i 2023 afviger fra internationale standarder, eller hvis krænkelserne af menneskerettighederne fortsætter;

5.  opfordrer indtrængende Kommissionen til at fastsætte benchmarks for menneskerettigheder for sit igangværende styrkede samarbejde med de cambodjanske myndigheder og til at yde bistand til Cambodjas civilsamfund og menneskerettighedsforkæmpere;

6.  opfordrer indtrængende Rådet til at vedtage målrettede sanktioner under den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner for at stille alle, der er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og opløsningen og den efterfølgende undertrykkelse af den cambodjanske opposition, til ansvar;

7.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, ASEAN's generalsekretær samt Cambodjas regering, premierminister og parlament.


EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere
PDF 191kWORD 60k
Europa-Parlamentets beslutning af 16. marts 2023 om EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere (2021/2204(INI))
P9_TA(2023)0086A9-0034/2023

Europa-Parlamentet,

–  der henviser til FN-pagten,

–  der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder,

–  der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

–  der henviser til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder,

–  der henviser til FN's erklæring om individers, gruppers og samfundsorganers ret til og ansvar for at fremme og beskytte universelt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (erklæring om menneskerettighedsforkæmpere),

–  der henviser til FN's særlige rapportørs aktiviteter vedrørende situationen for menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 3 og 21,

–  der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

–  der henviser til EU's retningslinjer vedrørende menneskerettigheder og navnlig retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsforkæmpere (herefter også betegnet "retningslinjerne"), som blev vedtaget i juni 2004 og revideret i 2008, til det andet vejledende notat om gennemførelsen af retningslinjerne, som blev godkendt i 2020, og til retningslinjerne vedrørende menneskerettighedsdialoger med partnerlande/tredjelande, som blev vedtaget i december 2001 og revideret i 2021,

–  der henviser til EU's retningslinjer fra 24. juni 2013 om fremme og beskyttelse af religions- og trosfrihed,

–  der henviser til Rådets konklusioner af 23. juni 2014 om 10-året for EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere,

–  der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/947 af 9. juni 2021 om oprettelse af instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa, og om ændring og ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 466/2014/EU og ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1601 og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 480/2009(1),

–  der henviser til EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati fra 2012 og til EU's handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati 2020-2024, som fastlagt i den fælles meddelelse fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen af 25. marts 2020 (JOIN(2020)0005), der blev vedtaget af Rådet den 18. november 2020,

–  der henviser til Kommissionens værktøjskasse fra 2021 om en menneskerettighedsbaseret tilgang til internationale partnerskaber, som fastlagt i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene af 30. juni 2021 med titlen "Applying the Human Rights Based Approach to International Partnership – An update Toolbox for placed rights holders into centre of EU's Neighbourhood, Development and International Cooperation" (Anvendelse af den menneskerettighedsbaserede tilgang til internationale partnerskaber – en ajourført værktøjskasse til at sætte rettighedshavere i centrum for EU's naboskab, udviklingssamarbejde og internationale samarbejde) (SWD(2021)0179),

–  der henviser til sine specifikke retningslinjer vedrørende indsatsen for menneskerettigheder og demokrati for medlemmer af Europa-Parlamentet på rejser til tredjelande,

–  der henviser til vedtægterne for Sakharovprisen for tankefrihed, der blev vedtaget af Europa-Parlamentets Formandskonference den 15. maj 2003 og ændret den 14. juni 2006,

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2021 om beskyttelse af menneskerettighederne og EU's eksterne migrationspolitik(2),

–  der henviser til undersøgelsen fra Generaldirektoratet for Parlamentarisk Forskning af 24. august 2022 med titlen "EU Guidelines on Human Rights Defenders – European Implementation Assessment" (EU's retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere – en vurdering af gennemførelsen på europæisk plan),

–  der henviser til FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettighederne,

–  der henviser til indikator 16.10.1 under FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, som henviser til antallet af bekræftede mord, bortførelser, tvungne forsvindinger, vilkårlige tilbageholdelser og tortur mod journalister og associerede mediefolk, fagforeningsmedlemmer og menneskerettighedsforkæmpere indenfor de seneste 12 måneder,

–  der henviser til artikel 1, stk. 1, litra e), i og bilag 3 til Formandskonferencens afgørelse af 12. december 2002 om proceduren for tilladelse til at udarbejde initiativbetænkninger,

–  der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om EU-politikker til fordel for menneskerettighedsforkæmpere(3),

–  der henviser til sin beslutning af 19. maj 2021 om klimaændringernes indvirkning på menneskerettigheds- og miljøforkæmperes rolle i denne sag(4),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2021 med henstillinger til Kommissionen om virksomheders due diligence og virksomhedsansvar(5),

–  der henviser til sin beslutning af 6. oktober 2022 om resultatet af Kommissionens kritiske gennemgang af 15-punktshandlingsplanen om handel og bæredygtig udvikling(6),

–  der henviser til sin henstilling af 17. februar 2022 til Rådet og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om korruption og menneskerettigheder(7),

–  der henviser til sin beslutning af 10. marts 2022 om EU's kønshandlingsplan III(8),

–  der henviser til sine beslutninger om krænkelser af menneskerettigheder, demokrati og retsstat (kaldet "uopsættelige beslutninger") i henhold til forretningsordenens artikel 144,

–  der henviser til sin beslutning af 17. februar 2022 om menneskerettigheder og demokrati i verden og Den Europæiske Unions politik på området – årsberetning 2021(9) og til sine tidligere beslutninger om tidligere årsberetninger,

–  der henviser til forretningsordenens artikel 54,

–  der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A9-0034/2023),

A.  der henviser til, at FN's erklæring om menneskerettighedsforkæmpere, definerer menneskerettighedsforkæmpere som enkeltpersoner eller grupper, som handler for at fremme, beskytte eller stræbe efter beskyttelse og gennemførelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder med fredelige midler;

B.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere er væsentlige allierede i EU's bestræbelser på at beskytte og fremme menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet og forhindre konflikter verden over; der henviser til, at det derfor i høj grad er i EU's og medlemsstaternes interesse at støtte deres arbejde og beskytte dem;

C.  der henviser til, at de retningslinjer, der blev vedtaget i 2004 og revideret i 2008, gradvist er blevet referencerammen for EU-institutionerne, EU-delegationerne, medlemsstaternes diplomatiske missioner og EU's ledere med henblik på at fremme og sikre respekt for menneskerettighedsforkæmperes rettigheder og beskytte menneskerettighedsforkæmpere, der risikerer angreb og trusler fra statslige og ikkestatslige aktører; der henviser til, at Parlamentet konsekvent har opfordret til en korrekt og koordineret gennemførelse af EU's retningslinjer; der henviser til, at medlemsstaterne, sammen med EU's institutioner, bør gennemføre retningslinjerne, som omfatter en række særlige forpligtelser såsom regelmæssig rapportering, koordinering og tiltag til støtte for menneskerettighedsforkæmperne;

D.  der henviser til, at en konsekvent og sammenhængende EU-tilgang til at støtte og beskytte menneskerettighedsforkæmpere kan have en væsentlig indvirkning, når medlemsstaternes missioner og EU's delegationer koordinerer deres indsats, navnlig i forbindelse med individuelle sager, både bilateralt og i multilaterale fora;

E.  der henviser til, at vedtagelsen af EU's strategiske ramme for menneskerettigheder og demokrati fra 2012 og de tre heraf afledte handlingsplaner har givet en vision, principper og bindende foranstaltninger for EU's støtte til fremme af menneskerettighederne på verdensplan og gennemførelsen af retningslinjerne;

F.  der henviser til, at EU har udviklet en lang række instrumenter til støtte for menneskerettighedsforkæmpere fra koordineringsværktøjer til økonomisk bistand; der henviser til, at det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) tidligere var EU's primære finansieringsinstrument, der blev brugt til at støtte menneskerettighedsforkæmpere, herunder både gennem tilskud i nødsituationer og EU's beskyttelsesmekanisme for menneskerettighedsforkæmpere, ProtectDefenders.eu; der henviser til, at EIDHR er blevet erstattet af et tematisk program for menneskerettigheder og demokrati som en del af instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde – et globalt Europa (NDICI); der henviser til, at respekt for menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet er en tværgående målsætning i hele NDICI – et globalt Europa og også fremmes gennem Den Europæiske Demokratifond;

G.  der henviser til, at under EIDHR blev mere end 186 mio. EUR bevilget til at støtte menneskerettigheder og menneskerettighedsforkæmpere i situationer, hvor de var mest udsat for risiko, i perioden 2014-2020; der henviser til, at et vejledende beløb på 326 mio. EUR er blevet øremærket under NDICI – et globalt Europas tematiske program for menneskerettigheder og demokrati til at støtte menneskerettighedsforkæmpere og imødegå indskrænkningen af råderummet for civilsamfundet i den indeværende periode 2021-2027; der henviser til, at ProtectDefenders.eu-initiativet har fået bevilget finansiering på omkring 35 mio. EUR og har støttet omkring 55 000 menneskerettighedsforkæmpere siden 2015, herunder 8 700 i 2021; der henviser til, at omkring 1 600 menneskerettighedsforkæmpere siden 2010 har modtaget støtte under EU's særlige ordning for tilskud i nødsituationer;

H.  der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling forpligter EU og medlemsstaterne til at gennemføre en menneskerettighedsbaseret tilgang til udviklingssamarbejde, som indbefatter alle menneskerettighederne, og dermed også de personer, der forsvarer dem;

I.  der henviser til, at EU som en magtfuld økonomisk aktør har kapacitet til at påvirke situationen for menneskerettigheder og menneskerettighedsforkæmpere verden over ved at integrere en menneskerettighedsbaseret tilgang i alle sine politikker på en konsekvent måde; der henviser til, at gennemgangen af handelspolitikken i 2021 forpligter EU til at indtage en mere determineret holdning til at forsvare sine interesser og værdier, "navnlig fremme og beskyttelse af menneskerettighederne"; der henviser til, at der i Kommissionens gennemgang af politikken for handel og bæredygtig udvikling slås til lyd for en øget overvågning af forpligtelserne vedrørende handel og bæredygtig udvikling i handelsaftaler, en styrket rolle for civilsamfundet og en øget håndhævelse af disse handelsaftaler;

J.  der henviser til, at den nye globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner (EU's Magnitskij-lov) giver EU mulighed for at afhjælpe alvorlige overtrædelser af menneskerettigheder og misbrug verden over; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpernes skæbne bør være en integreret dimension af EU's globale overvågning af menneskerettighedskrænkelser på verdensplan, herunder i forbindelse med indførelse af sanktioner; der henviser til, at brugen af dette værktøj kunne styrkes ved at gøre den til genstand for afstemning med kvalificeret flertal;

K.  der henviser til, at Parlamentet gentagne gange har opfordret EU til at bekæmpe grov korruption begået af enkeltpersoner og enheder gennem sanktioner; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere, der er involveret i aktiviteter til bekæmpelse af korruption, i stigende grad angribes på grund af deres arbejde; der henviser til, at Rådet og Kommissionen har indledt arbejdet med at sanktionere enkeltpersoner og enheder, der er ansvarlige for korruption;

L.  der henviser til, at den konsekvente, effektive og virkningsfulde gennemførelse af retningslinjerne er endnu vigtigere i den aktuelle globale sammenhæng, hvor demokratiet er under pres, menneskerettighederne forværres, hvor der er mindre plads til civilsamfundet, klimakollaps og stigende risiko for menneskerettighedsforkæmpere som følge af faktorer som digital overvågning og indvirkningen af covid-19-pandemien;

M.  der henviser til, at der er sket en betydelig stigning i antallet, omfanget og alvorligheden af angreb på menneskerettighedsforkæmpere og deres familier og advokater i de senere år; der henviser til, at antallet af menneskerettighedsforkæmpere, der blev dræbt i henholdsvis 2020 og 2021, ifølge adskillige internationale organisationer og ikkestatslige organisationer (NGO'er) varierer mellem 331 og 358, og eftersom der er udbredt underrapportering, er det faktiske tal ukendt og sandsynligvis langt højere; der henviser til, at et stort antal af de dræbte var miljøforkæmpere, og at mere end halvdelen af disse drab fandt sted i blot tre lande, nemlig Colombia, Mexico og Filippinerne; der henviser til, at antallet af dræbte menneskerettighedsforkæmpere i Colombia nåede et rekordhøjt niveau i 2022 og var særlig højt i den sidste del af dette år; der henviser til, at et stort antal menneskerettighedsforkæmpere er udsat for trusler og angreb, fordi de har udtrykt bekymringer over de negative indvirkninger på menneskerettighederne af erhvervsoperationer, herunder i forbindelse med store udviklingsprojekter, der påvirker adgangen til jord og indkomstmuligheder; der henviser til, at størstedelen af de menneskerettighedsforkæmpere, der er blevet angrebet og/eller dræbt af statslige og ikkestatslige aktører i de senere år, arbejdede med jord-, vand- og miljørettigheder samt oprindelige folks rettigheder;

N.  der henviser til, at autoritære styreformer, men også et bekymrende stort antal lande, der længe har været betragtet som demokratiske, i hele verden, herunder i EU, i stigende grad vedtager nye former for taktikker og restriktive foranstaltninger mod menneskerettighedsforkæmpere for at censurere deres arbejde, bringe dem til tavshed og chikanere dem; der henviser til, at sådanne foranstaltninger omfatter strategiske retssager mod offentligt engagement, restriktive regeringspolitikker, injuriekampagner, diskrimination og intimidering eller vold, herunder drab, bortførelser, vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser; der henviser til, at der eksisterer et klima af straffrihed for krænkelser begået mod menneskerettighedsforkæmpere i adskillige lande i verden;

O.  der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere i stigende grad angribes af autoritære styreformer i tredjelande gennem ambassader, diplomatiske missioner og diplomatisk personale, retshåndhævelsespersonale og andre stedfortrædere på de EU-medlemsstaters områder, hvor de har søgt tilflugt eller fået asyl;

P.  der henviser til, at kvindelige menneskerettighedsforkæmpere står over for kønsspecifikke trusler og er i større risiko for at blive udsat for visse former for vold og andre krænkelser, fordomme, udstødelse og afvisning end deres mandlige kolleger, og at de lider under manglende adgang til tilstrækkelige midler og beskyttelsesmekanismer; der henviser til, at størstedelen af de sager, hvor der er en utilstrækkelig indberetning, er sager, hvor personer står over for kønsspecifikke hindringer eller hindringer som følge af seksuel orientering;

Q.  der henviser til, at angreb på menneskerettighedsforkæmpere i stigende grad også rettes mod deres familier og lokalsamfund;

R.  der henviser til, at andre grupper eller kategorier af forkæmpere, som er særligt udsatte for angreb og menneskerettighedskrænkelser omfatter journalister, forkæmpere, der arbejder for at fremme borgerlige og politiske rettigheder, navnlig dem, der efterforsker eller forsvarer ofre for statslig kriminalitet, tvangsforsvinding eller tortur, forkæmpere, der arbejder for at fremme økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, navnlig kollektive rettigheder som f.eks. retten til mad og adgang til naturressourcer, herunder fagforeningsmedlemmer, og forkæmpere, der arbejder for lokalsamfunds rettigheder, etniske og religiøse mindretals rettigheder, børns rettigheder, rettigheder for personer med handicap, oprindelige folks rettigheder og LGBTQI+-personers rettigheder, og forkæmpere, der bekæmper korruption;

S.  der henviser til, at stadig mere sofistikerede midler, herunder nye teknologier, anvendes til at forfølge menneskerettighedsforkæmpere; der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere også står over for og nogle gange angribes direkte gennem politikker, lovgivning og procedurer, der beskrives som "sikkerhedsforanstaltninger", ofte i kombination med stigmatisering og beskyldninger om terrorisme;

Generel vurdering af EU's politikramme for støtte til menneskerettighedsforkæmpere

1.  roser og takker alle menneskerettighedsforkæmpere for deres modige og afgørende arbejde for menneskerettighederne og for planeten; anerkender, at de udfører deres arbejde under stadig vanskeligere og skiftende omstændigheder og ofte med store personlige omkostninger for dem selv, deres familier og deres lokalsamfund;

2.  glæder sig over EU's politikramme for støtte til menneskerettighedsforkæmpere, som er blevet udviklet gennem de seneste to årtier med retningslinjerne i centrum; understreger retningslinjernes væsentlige indvirkning med henblik på at øge bevidstheden om og forstå menneskerettighedsforkæmperes rolle som uundværlige og centrale partnere i EU's udenrigspolitik og politik til støtte for menneskerettigheder og demokrati og med henblik på at fokusere og styrke indsatsen, så man kan prioritere og strømline beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere i hele EU's indsats udadtil;

3.  fremhæver det uvurderlige arbejde i forreste linje til støtte for menneskerettighedsforkæmpere, som udføres af en række af EU's delegationer og medlemsstaternes missioner i tredjelande, og den betydelige og stigende økonomiske støtte, herunder direkte bistand, som Kommissionen yder til menneskerettighedsforkæmpere under de forskellige instrumenter;

4.  mener imidlertid, at EU-Udenrigstjenestens, Kommissionens og medlemsstaternes overordnede anvendelse af retningslinjerne har været ujævn, idet den i høj grad har været fokuseret på reaktive foranstaltninger, har manglet en konsekvent og overordnet gennemførelse af strategien og har været kendetegnet ved utilstrækkelig synlighed af EU's indsats og kanaler for støtte til menneskerettighedsforkæmpere; mener, at dimensionen med menneskerettighedsforkæmpere stadig mangler at blive integreret på en systematisk og sammenhængende måde i alle EU's foranstaltninger udadtil, herunder i EU's politikdokumenter vedrørende lande og regioner og tematiske politikdokumenter og på alle relevante niveauer af EU's diplomatiske engagement og beslutningstagning, op til de højeste niveauer;

5.  opfordrer EU til at styrke sin politikramme for menneskerettighedsforkæmpere ved løbende at gennemføre konkrete, konsekvente og effektive foranstaltninger, navnlig i sine forbindelser med autoritære regimer på steder, hvor EU og dets medlemsstater har associerings-, handels-, investerings- eller samarbejdsaftaler, eller hvor de har betydelige kommercielle, energimæssige, sikkerhedsmæssige, migrationsmæssige eller andre interesser; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for, at deres finansielle støtte til menneskerettighedsforkæmpere også modsvares af et vedvarende politisk engagement fra EU's side med tredjelande;

6.  opfordrer til, at retningslinjerne knyttes sammen med den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner, og til, at systematiske angreb på menneskerettighedsforkæmpere medfører optagelse af enkeltpersoner og enheder på listen inden for denne ordning; gentager sin anmodning om at ændre den nuværende globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner ved at udvide dens anvendelsesområde til at omfatte korruption eller alternativt fremsætte et lovgivningsforslag om vedtagelse af en ny tematisk ordning mod grov korruption;

Team Europe – samarbejde for maksimal effekt

7.  opfordrer EU til at anlægge en ægte Team Europe-tilgang til menneskerettighedsforkæmpere, til at tilskynde de medlemsstater, der endnu ikke er aktive i spørgsmål vedrørende menneskerettighedsforkæmpere til at udarbejde en dedikeret strategi og politikramme, til at samle kræfterne på den diplomatiske og den finansieringsmæssige front og samle en bred koalition af statslige og ikkestatslige interessenter for at sikre, at de også fremmer og forfølger den samme tilgang i deres bilaterale forbindelser;

8.  mener, at en sådan tilgang, hvor alle EU-institutioner og ‑aktører, herunder EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder, og medlemsstaterne samarbejder om at gennemføre retningslinjerne, vil vise sig at være effektiv og bidrage til at imødegå tilbageskridt for menneskerettigheder og demokrati på verdensplan;

9.  glæder sig over indsatsen fra mange EU-delegationer og medlemsstaters missioner for at skabe synlighed og give anerkendelse til menneskerettighedsforkæmpere, navnlig ved at oprette lokale menneskerettighedsarbejdsgrupper med medarbejdere fra EU-missioner, som proaktivt rækker ud og afholder regelmæssige møder med menneskerettighedsforkæmpere, gennemføre systematiske besøg i marken i områder, hvor menneskerettighedsforkæmpere er udsat for risici (som i Mexico og Colombia), udarbejde lister over diplomater til brug ved overvågning af retssager (f.eks. i Rusland), anerkende enestående bidrag af menneskerettighedsforkæmpere i form af årlige priser (f.eks. in Uganda og Honduras), yde støtte i nødsituationer til menneskerettighedsforkæmpere, anfægte love, der kriminaliserer menneskerettighedsforkæmpere, og støtte udviklingen af beskyttelsesnetværk for menneskerettighedsforkæmpere; fremhæver som et eksempel på bedste praksis det innovative initiativ #DefendamosLaVida, som blev lanceret af EU-delegationer og medlemsstaternes missioner i Colombia og senest i Mexico;

10.  beklager imidlertid, at som følge af retningslinjernes frivillige karakter varierer intensiteten og kvaliteten af EU-delegationernes engagement med og for menneskerettighedsforkæmpere betydeligt fra land til land og afhænger i praksis i høj grad af den lokale politiske situation eller den individuelle dedikation og politiske vilje hos den specifikke EU-ambassadør eller medarbejderne eller tjenestemændene i EU-Udenrigstjenestens og Kommissionens hovedkvarterer; opfordrer til større konsekvens og en overordnet strategisk tilgang i denne forbindelse og til et solidt engagement fra næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (NF/HR) og hans kontor i at sikre en konsekvent gennemførelse af retningslinjerne i alle delegationer, navnlig i de lande, hvor menneskerettighedsforkæmpere er udsat for de største risici; forventer, at alle EU-ambassadører og medlemsstaters ambassadører sikrer, at deres missioner effektivt integrerer støtte til menneskerettighedsforkæmperne i alt deres daglige arbejde;

11.  opfordrer EU til at øge sin institutionelle kapacitet, både i Bruxelles og i sine delegationerne, for at kunne reagere på passende vis på den forværring af miljøet, som menneskerettighedsforkæmpere står over for; opfordrer til, at mere dedikeret personale, hvor det er relevant, får til opgave at tildele små tilskud, især på området for krisebistand, og til mere diplomatisk støtte på stedet; insisterer endvidere på, at der er behov for at styrke EU-delegationernes finansielle og menneskelige kapacitet til at beskytte menneskerettighedsforkæmpere og koordinere med medlemsstaterne, som en kerneopgave for hver mission, navnlig i lande, hvor råderummet for civilsamfundet bliver stadigt mindre; understreger betydningen af, at EU-delegationens lokaler fungerer som et sikkert sted, hvor menneskerettighedsforkæmpere kan mødes, navnlig i fjendtlige miljøer;

12.  er opmuntret over rapporter om forbedret koordinering mellem EU-delegationer og medlemsstaterne inden for beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, navnlig ved hjælp af byrdefordeling og fælles offentligt diplomati; er dog stadig bekymret over, at det i praksis er mindre end halvdelen af medlemsstaterne, der deltager aktivt på dette område, da mange sætter deres lid til EU-delegationerne, når det gælder støtte til menneskerettighedsforkæmpere, og at selektivt engagement fortsat er normen; beklager, at kun nogle få medlemsstater har vedtaget deres egne nationale retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer medlemsstaterne til at gøre en mere aktiv indsats for at opnå et bredere og mere konsekvent engagement i beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere og til at forbedre deres politikdokumenter vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og sikre, at de er overensstemmelse med EU's retningslinjer;

13.  glæder sig over de regelmæssige kurser om menneskerettigheder, herunder om politikken vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, for ansatte, der fungerer som kontaktpunkter både i afdelingerne for politik og samarbejde i EU-delegationerne; er imidlertid bekymret over rapporterne om, at bevidstheden om og kendskabet til retningslinjerne fortsat er utilstrækkeligt; opfordrer til, at disse kurser bliver obligatoriske og udvides; foreslår, at det overvejes at medtage EU's og medlemsstaternes forpligtelser vedrørende menneskerettighedsforkæmpere i de relevante stillingsprofiler for ansatte i EU-Udenrigstjenesten, i EU-delegationerne og i medlemsstaternes missioner for at sikre en systematisk tilgang til menneskerettighedsforkæmpere, og for at viden og praksis vedrørende beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere institutionaliseres, så der derved undgås en personafhængig tilgang, og følgerne af personalerotation minimeres;

14.  opfordrer til et større offentlig engagement fra NF/HR og EU's særlige repræsentant for menneskerettigheder samt de relevante medlemsstaters nationale repræsentanter i beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, herunder af individuelle menneskerettighedsforkæmpere; tilskynder d NF/HR og kommissærerne til at forpligte sig til systematisk at mødes med menneskerettighedsforkæmpere under deres besøg i udlandet og til at tage den vanskelige situation for menneskerettighedsforkæmpere, der er under angreb, op på højeste niveau, herunder dem, der bliver forfulgt, truet, vilkårligt tilbageholdt eller tvunget til at flygte fra deres land, herunder gennem offentlige erklæringer, når det er relevant; opfordrer EU's særlige repræsentanter for lande og regioner til at samarbejde med de nationale myndigheder specifikt om menneskerettighedsforkæmpere;

15.  understreger betydningen af fortsat at nedbryde siloer i EU's forbindelser udadtil; glæder sig over den øgede koordinering mellem EU-delegationer, EU-Udenrigstjenestens hovedkvarter og Generaldirektoratet for Internationale Partnerskaber i forbindelse med hastesager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og krisesituationer, der påvirker menneskerettighedsforkæmpere i væsentlig grad; opfordrer til forbedret koordinering om menneskerettighedsspørgsmål med Kommissionens generaldirektorater samt med relevante EU-agenturer;

Større fokus på forebyggelse og finansieringsbehov

16.  glæder sig over EU's betydelige og støt stigende økonomiske bidrag til at støtte menneskerettighedsforkæmpere verden over, som gør EU til den største donor på dette område, samt EU's indsats for at øge gennemsigtigheden, fleksibiliteten og udviklingen af forskellige programmer til støtte for menneskerettigheder og menneskerettighedsforkæmperes aktiviteter og behov, herunder når menneskerettighedsforkæmpere arbejder i eksil; understreger den enestående rolle, som mekanismen ProtectDefenders.eu, der drives af civilsamfundet, spiller med hensyn til at yde uvurderlig praktisk støtte til menneskerettighedsforkæmpere, der er i fare; opfordrer indtrængende Kommissionen til at lægge større vægt på offentlig formidling af disse bestræbelser; opfordrer til et kvalitativt skift i retning af en mere holistisk og langsigtet tilgang, der har til formål at garantere den samlede sikkerhed for hele lokalsamfund, der har mobiliseret sig for at forsvare deres rettigheder; opfordrer EU-delegationerne til at fremme og yde støtte til lokale og regionale netværk og sammenkomster for menneskerettighedsforkæmpere, hvor de kan dele erfaringer, lære af hinandens strategier, succeser og bedste praksis og opbygge alliancer; glæder sig over Den Europæiske Demokratifonds arbejde og understreger vigtigheden af, at EU og dets medlemsstater fortsætter med at styrke deres aktiviteter ved at anvende fleksible økonomiske støtteinstrumenter til at støtte aktivisters aktiviteter og behov;

17.  advarer om den rolle, som mange statsligt organiserede ikkestatslige organisationer, der udgiver sig for at være legitime civilsamfundsorganisationer, spiller, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at undgå enhver fremme af og støtte til disse organisationer eller enhver form for associering med dem;

18.  fordømmer det voksende antal angreb på menneskerettighedsforkæmperes familier, lokalsamfund og advokater verden over; understreger, at disse angreb også finder sted i eksil og bl.a. har til formål at påføre smerte, indgyde frygt, kvaler og en følelse af sårbarhed for at ydmyge og nedgøre ofrene og nedbryde deres fysiske og moralske modstandskraft; gentager derfor betydningen af at anvende Kommissionens nødbevillinger, ProtectDefenders.eu og krisefaciliteten til at øge beskyttelsen og støtten til disse familiemedlemmer under hensyntagen til de forskellige familieformer, der findes, og til menneskerettighedsforkæmpernes advokater;

19.  understreger behovet for at investere mere i den overordnede langsigtede beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og deres familier samt deres psykosociale trivsel, bl.a. ved at anlægge en mere forebyggende tilgang for at foregribe alvorlige problemer såsom overfald og samtidig gennemføre reaktive foranstaltninger, der fokuserer på enkeltpersoner;

20.  understreger betydningen at sætte beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere i centrum af EU's politiske engagement med en diplomatisk dagsorden for tredjelande ved at tilpasse EU's foranstaltninger udadtil til EU's foranstaltninger til beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og fremme af deres arbejde; opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere:

   den systematiske identifikation af centrale allierede inden for myndigheder og institutioner i tredjelande
   øget økonomisk støtte til oprettelse og styrkelse af nationale menneskerettighedsinstitutioner, navnlig hvad angår deres kapacitet til at inddrage og beskytte menneskerettighedsforkæmpere og handle uafhængigt
   styrkelse af den hjemlige lovgivning og politikker vedrørende menneskerettighedsforkæmpere i overensstemmelse med FN's ramme for menneskerettighedsforkæmpere samt lovgivningsmæssige og politiske rammer med henblik på at indføre nationale beskyttelsesprogrammer for menneskerettighedsforkæmpere
   fremme af nationale kampagner, netværk og strukturer som en anerkendelse af menneskerettighedsforkæmpernes uvurderlige bidrag til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne og sikre effektiv understøttelse af beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere
   systematisk anfægtelse af love, der kriminaliserer eller begrænser menneskerettighedsforkæmperes legitime arbejde, og/eller som hyppigt anvendes til at chikanere og intimidere menneskerettighedsforkæmpere, herunder i form af strategiske retssager mod offentligt engagement
   bestræbelser på at tilskynde regeringer til at afsætte tilstrækkelig finansiering til beskyttelsen af menneskerettighedsforkæmpere og til at afholde sig fra indblanding i finansiering fra eksterne kilder
   bistand til udvikling af uafhængige mekanismer til modvirkning af et klima af straffrihed for krænkelser begået mod menneskerettighedsforkæmpere, herunder hurtig og effektiv undersøgelse af klager over trusler mod eller krænkelser af menneskerettighedsforkæmpere
   kurser til statslige tjenestemænd, herunder politi, militær og andet sikkerhedspersonale samt medlemmer af dommerstanden, om menneskerettighedsforkæmperes legitime rolle og deres rettigheder
   fremme af uddannelse for menneskerettighedsforkæmpere inden for områder som rapportering af menneskerettighedskrænkelser og angreb på menneskerettighedsforkæmpere, lokale og internationale retlige mekanismer til beskyttelse imod menneskerettighedskrænkelser og processuelle rettigheder, bl.a. når menneskerettighedsforkæmpere står over for strafferetlige anklager på grund af deres legitime aktiviteter
   udvikling af en strategi for løsladelse af vilkårligt tilbageholdte menneskerettighedsforkæmpere eller langtidstilbageholdte for at gøre det lettere for repræsentanter for EU og medlemsstaterne regelmæssigt at besøge menneskerettighedsforkæmpere i fængslet og for at yde støtte til de indsattes familier og slægtninge;

21.  gentager sin opfordring til Kommissionen om helt at afstå fra at yde budgetstøtte til regeringer i tredjelande, der er ansvarlige for udbredte krænkelser af menneskerettighederne og undertrykkelse af menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer derimod Kommissionen til at øge sin bistand til myndigheder, der er reelt engageret i at skabe et gunstigt miljø for menneskerettighedsforkæmpere; minder om sit krav om større gennemsigtighed med hensyn til menneskerettighedsbestemmelser i finansieringsaftaler under NDICI – et globalt Europa;

22.  opfordrer Kommissionen og de øvrige EU-institutioner, herunder Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og andre udviklings- og investeringsbanker og ‑selskaber, til at udvikle en tilgang, hvor finansiering udelukkende gives til enheder, der gennemfører en forsvarlig og nøje overvåget menneskerettighedspolitik, og som har en holdning om nultolerance for så vidt angår trusler eller vold mod menneskerettighedsforkæmpere, idet de bl.a. udpeger og vurderer negative indvirkninger i forbindelse med operationer, værdikæder og forretningsforbindelser og forebygger, afbøder eller bringer negative indvirkninger til ophør og tilvejebringer afhjælpende foranstaltninger;

23.  opfordrer EU-delegationerne og medlemsstaternes missioner til at etablere en ægte og omfattende dialog med menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande, der omfatter finansiering, dialogformer og behov for diplomatiske skridt, og som, når det er muligt, tilvejebringer basisfinansiering til deres aktiviteter;

24.  understreger betydningen af at samarbejde med FN's agenturer og særlige procedurer, navnlig FN's særlige rapportør for situationen vedrørende menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer til, at EU og medlemsstaterne i højere grad følger op på de henstillinger vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, der er fremsat i forbindelse med den universelle regelmæssige gennemgang; opfordrer EU til at yde økonomisk og politisk bistand til eksisterende regionale beskyttelsesmekanismer for menneskerettighedsforkæmpere, herunder FN's økonomiske kommission for Europas særlige rapportør vedrørende miljøforkæmpere, Escazú-aftalen og de interamerikanske, afrikanske og Europarådets regionale mekanismer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer EU-delegationerne og medlemsstaternes missioner i Genève og New York til at træffe effektive foranstaltninger som reaktion på tredjelandes repressalier mod menneskerettighedsforkæmpere på grund af deres samarbejde med FN-organer og til at lette menneskerettighedsforkæmperes akkreditering i og interaktion med multilaterale fora; opfordrer endvidere EU-missionerne i Genève og New York til at spille en førende rolle i forbindelse med fremme og beskyttelse af fremskridt for menneskerettighederne i multilaterale fora, herunder ved at afværge angreb på definitionen af en menneskerettighedsforkæmper og ved at mainstreame og beskytte de grundlæggende formuleringer om menneskerettighedsforkæmpernes rolle i såvel tematiske som landespecifikke resolutioner i FN; opfordrer derfor EU og dets medlemsstater til at sikre, at disse bestræbelser konsekvent prioriteres i Rådets årlige konklusioner om EU's prioriteter i FN's menneskerettighedsfora; glæder sig over det praktiske samarbejde om sager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere mellem EU-delegationer, medlemsstaternes missioner og ligesindede tredjelande;

Nye grupper af forkæmpere, nye udfordringer, nye løsninger

25.  glæder sig over den seneste indsats fra EU-delegationer og medlemsstaternes missioner i visse tredjelande for at række ud til aktivister, der ikke svarer til den traditionelle opfattelse af menneskerettighedsforkæmpere; tilskynder EU til at forfølge en bred tilgang til menneskerettighedsforkæmpere, navnlig ved at samarbejde med og øge støtten til lokale og græsrodsbaserede menneskerettighedsforkæmpere, især marginaliserede og sårbare menneskerettighedsforkæmpere såsom forkæmpere for oprindelige folks rettigheder, forkæmpere, der opererer uden for store byområder eller i afsidesliggende områder, og forkæmpere fra sårbare grupper, herunder kvinder, som alle er udsat for en større risiko for vold og restriktioner; opfordrer EU til at benytte sig af onlineteknologier, når det er muligt, og være opmærksom på den digitale sikkerhed samt øge koordineringen af EU-missionernes indsats og ressourcer med henblik på at etablere forbindelse til mere marginaliserede menneskerettighedsforkæmpere;

26.  understreger behovet for at foretage en kønsspecifik gennemførelse af retningslinjerne og behovet for beskyttelsesmekanismer med et intersektionelt og kønsorienteret perspektiv; opfordrer Kommissionen til at prioritere kvindelige menneskerettighedsforkæmperes adgang til beskyttelsesmekanismer og ‑ressourcer og til at øge finansieringen til civilsamfundsorganisationer, der fremmer kvinders og pigers rettigheder, navnlig seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder;

27.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne til at støtte kvindelige menneskerettighedsforkæmpere politisk og til, som et bilag til retningslinjerne, at vedtage et værktøj, som kan anvise praktiske foranstaltninger, der skal træffes for at sætte i EU i stand til bedre at imødekomme kvindelige menneskerettighedsforkæmperes behov i hele verden;

28.  understreger, at EU bør behandle klimabeskyttelse som et fuldgyldigt menneskerettighedsspørgsmål inden for sin politik vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og intensivere bestræbelserne på at støtte dem, der forsvarer klimaet og miljøet, navnlig de miljøforkæmpere og forkæmpere for oprindelige folks rettigheder, der er udsat for størst risiko; understreger behovet for at medtage spørgsmål om menneskerettighedsforkæmpere i EU's klimadiplomati og ‑bistand, herunder ved at fremme en reel inddragelse af menneskerettighedsforkæmpere i gennemførelsen og overvågningen af programmer, projekter og ordninger om klimasamarbejde og ved højlydt at tackle begrænsninger af deres mulighed for reel deltagelse og overvågningsaktiviteter;

29.  glæder sig over udsendelsen af forslagsindkaldelser vedrørende støtte til forkæmpere for LGBTQI+-rettigheder og opfordrer EU-missionerne til at intensivere deres overvågning af og støtte til aktivister, der forsvarer LGBTQI+-rettigheder som en integrerende del af EU's politik vedrørende menneskerettighedsforkæmpere;

30.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at håndtere trusler mod og angreb på menneskerettighedsforkæmpere fra statslige og ikkestatslige aktører, herunder virksomheder eller grupper, der handler på deres vegne, kriminelle grupper og bevæbnede grupper, samt trusler i konfliktsituationer og overgangssituationer; understreger, at det altid er statens ansvar at sikre menneskerettighedsforkæmpernes sikkerhed og deres mulighed for at arbejde i et gunstigt miljø, herunder når truslerne og repressalierne kommer fra ikkestatslige aktører;

31.  opfordrer EU til at medtage vold mod menneskerettighedsforkæmpere i sin krisestyringspolitik og yde effektiv beskyttelse til menneskerettighedsforkæmpere i nød; opfordrer i denne forbindelse EU til at lære af erfaringerne fra den mangelfulde europæiske reaktion på de afghanske menneskerettighedsforkæmpere og deres familiers behov for evakuering efter Talibans magtovertagelse; opfordrer navnlig Kommissionen til hurtigere at yde støtte til menneskerettighedsforkæmpere, der befinder sig i en pludselig krise, hvor behovene er både presserende og massive, ved hjælp af såvel supplerende finansiering til initiativer som ProtectDefenders.eu som omlægning af landefinansiering og diplomatiske bestræbelser for at hjælpe menneskerettighedsforkæmpere med at blive evakueret; opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at betragte menneskerettighedsforkæmpere som centrale aktører og partnere i ethvert effektivt og bæredygtigt tiltag efter en konflikt;

32.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og medlemsstaterne til at prioritere kampen mod misbrug af overvågningsteknologi til at undergrave menneskerettighedsforkæmperes arbejde, navnlig gennem udvikling af robust national og international lovgivning; gentager sin opfordring til Kommissionen om at støtte initiativer vedrørende udvikling og udbredelse af digitale sikkerhedsteknologier med henblik på at give menneskerettighedsforkæmpere mere indflydelse ved at udstyre dem med mekanismer til sikker indsamling, kryptering og lagring af data, så de kan undgå at blive overvåget af undertrykkende regimer og beskytte sig mod cyberangreb og internetchikane;

33.  mener, at EU i lyset af det høje og stigende antal trusler mod og angreb på menneskerettighedsforkæmpere, der udtrykker bekymring over erhvervsoperationers negative indvirkning på menneskerettighederne, konsekvent bør integrere fremme og beskyttelse menneskerettighedsforkæmperes rettigheder, navnlig fagforeningsrepræsentanter og forkæmpere for jordrettigheder, oprindelige folks rettigheder og miljøet, i sit direktiv om virksomhedernes due diligence i forbindelse med bæredygtighed og i sine handels-, investerings- og samarbejdsaftaler og ‑instrumenter såsom systemet af generelle toldpræferencer; opfordrer EU til at gøre bedre og mere sammenhængende brug af klausuler i handels- og investeringsaftaler, som beskytter menneskerettighederne, herunder klausuler om nøjere overvågning og tilstrækkelig håndhævelse af menneskerettighedstilsagn, og til fuldt ud at udnytte potentialet i overholdelsen af menneskerettighederne som en betingelse for at give tredjelande præferenceadgang til sit marked; mener desuden, at systematiske og udbredte angreb på menneskerettighedsforkæmpere bør føre til udløsning af disse klausuler eller klausuler i den overordnede rammeaftale med det pågældende land, og såfremt de nationale myndigheder åbenlyst ikke formår at forbedre situationen, bør Kommissionen træffe passende foranstaltninger, herunder foranstaltninger, der kan føre til suspension af den omtalte aftale;

34.  understreger den rolle, som interne rådgivende grupper spiller i relation til overvågningen af forpligtelserne vedrørende handel og bæredygtig udvikling i handelsaftaler; er bekymret over beretninger om, at regeringer i lande, der er foretrukne handelspartnere, har nægtet menneskerettigheds- og miljøforkæmpere adgang til interne rådgivende grupper; opfordrer til, at der afsættes tilstrækkelige finansielle ressourcer og teknisk bistand til de interne rådgivende grupper for at de kan udføre deres opgaver korrekt;

35.  opfordrer EU til at bringe sine strategier for menneskerettighedsforkæmpere i overensstemmelse med FN's vejledende principper for erhvervsliv og menneskerettigheder og andre internationale standarder på dette område; understreger, at EU-delegationerne og medlemsstaterne bør prioritere samarbejdet med erhvervslivet, navnlig europæiske virksomheder og deres datterselskaber i udlandet, for at beskytte menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder med spørgsmål vedrørende jordrettigheder, udvinding, fremstilling og andre sektorer, der indebærer en høj risiko for, eller hvor der er mange rapporter om menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med disse aktiviteter, og for at sikre en omfattende overvågning af deres kommercielle aktiviteter; insisterer i denne forbindelse på, at EU-delegationerne bør fremme og støtte menneskerettighedsforkæmperes adgang til retsmidler i EU i forbindelse med overtrædelse af deres rettigheder;

36.  opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at sikre, at menneskerettighedsforkæmpere, især dem, der arbejder med arbejdstagerrettigheder og kvinders rettigheder, konsekvent inddrages i de af civilsamfundets overvågningsmekanismer, der er forbundet med relevante EU-aftaler; anmoder Kommissionen om at sikre, at menneskerettighedsforkæmpere beskyttes mod de risici, som de konfronteres med, når de afdækker menneskerettighedskrænkelser;

37.  opfordrer Kommissionen til at sikre, at risiciene for repressalier og gengældelse og andre risici for krænkelser imod menneskerettighedsforkæmpere, der arbejder med erhvervs- og arbejdsrelaterede spørgsmål, medtages i virksomhedernes risikoidentifikation og ‑vurdering i forbindelse med deres due diligence-procedurer; opfordrer Kommissionen til at sikre, at virksomheder systematisk samarbejder med menneskerettighedsforkæmpere og garanterer deres sikre deltagelse;

38.  opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge integrationen af beskyttelses- og forebyggelsesmekanismer for menneskerettighedsforkæmpere i sektorielle projekter, programmer og investeringsordninger som minimum på de områder, der indebærer størst risiko for menneskerettighedsforkæmpere såsom jord- og miljøprojekter, udvindings- og fremstillingsindustrier, samt på andre risikoområder, og i alle sikkerhedsrelaterede politikker; insisterer på betydningen af, at Parlamentet varetager sin tilsynsrolle i denne forbindelse;

39.  fremhæver det stadig mere udbredte fænomen med tværnationale trusler mod menneskerettighedsforkæmpere fra deres nationale myndigheder eller disses stedfortrædere, herunder i medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at identificere og tackle disse trusler inden for EU som en prioritet og som et fuldgyldigt aspekt af retningslinjerne; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at give udenlandske menneskerettighedsforkæmpere, der opholder sig i EU, tilstrækkelige økonomiske og andre midler, herunder dedikerede beskyttelsesmekanismer, undervisning i og programmer vedrørende cybersikkerhed og cyberchikane, så de kan fortsætte deres menneskerettighedsarbejde på afstand og uden frygt for gengældelse; opfordrer til, at der tilbydes mere undervisning og flere ressourcer til de retshåndhævende myndigheder i EU's medlemsstater for at fremme anmeldelse og efterforskning af samt tiltale for disse transnationale angreb, og opfordrer til, at de ansvarlige sanktioneres; understreger, at tjenestemænd og agenter fra tredjelande, som chikanerer menneskerettighedsforkæmpere i EU, samt lokale medhjælpere, uanset om det er enkeltpersoner eller enheder, bør tiltales, eksponeres og sanktioneres;

40.  opfordrer Kommissionen til at undersøge især sager om tredjelande, der forfølger menneskerettighedsforkæmpere i EU's medlemsstater gennem ulovlig anvendelse af deres nationale myndigheders repræsentationer i udlandet, uden at medlemsstaternes myndigheder er bevidste herom eller har givet samtykke hertil;

Visum og tilflugtssteder – et vigtigt beskyttelsesværktøj

41.  bemærker forbedringen af EU's støtte til evakuering af menneskerettighedsforkæmpere, der er i fare, og anvendelsen af bedste praksis i nogle medlemsstater; bemærker med beklagelse, at mange menneskerettighedsforkæmpere og deres familier fortsat oplever, at de straks får afslag på deres anmodninger om evakuering eller visum;

42.  understreger, at visum er et vigtigt beskyttelsesværktøj, og at Kommissionen for effektivt at bistå menneskerettighedsforkæmpere, der er i fare, bør spille en proaktiv rolle for at få indført en EU-dækkende ordning for udstedelse af visum til flere indrejser til menneskerettighedsforkæmpere; mener, at medlemsstaterne navnlig bør lette udstedelsen af visa, 1) proceduremæssigt ved at sikre, at deres ambassaders og konsulaters procedurer er hurtige, forståelige, tilgængelige og opnåelige, og 2) strukturelt ved at oprette en specifik kategori i EU's visumkodeks(10) for menneskerettighedsforkæmpere, der er i fare, og medtage særlige instrukser i EU's visumhåndbog(11) om lettelse af procedurerne for menneskerettighedsforkæmpere og deres familiemedlemmer; understreger behovet for at gøre visumkrav og ‑betingelser mindre strenge for menneskerettighedsforkæmpere, der har behov for evakuering i en nødsituation; opfordrer til, at der gøres en indsats for at øge medlemsstaternes medarbejderes bevidsthed om de særlige behov og udfordringer i forbindelse med ansøgninger fra menneskerettighedsforkæmpere;

43.  opfordrer EU-delegationernes kontaktpunkter for menneskerettigheder til at udpege og gøre opmærksom på særlige behov for evakuering i nødsituationer over for medlemsstaternes missioner og fremsætte anbefalinger i denne henseende; mener, at det kan hjælpe menneskerettighedsforkæmpere med at undgå risici, hvis der indføres mulighed for en "afkølingsperiode"; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til årligt at aflægge rapport om antallet af nødvisa, som EU's medlemsstater har udstedt til menneskerettighedsforkæmpere;

44.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at intensivere deres levering af midlertidig beskyttelse og tilflugtssteder for menneskerettighedsforkæmpere, der er i fare, og deres familier; fremhæver initiativer i visse medlemsstater og tilskynder til en yderligere indsats vedrørende evakuering, navnlig gennem inddragelse af regionale og lokale myndigheder; glæder sig over det stigende antal initiativer med tilflugtssteder på lokalt plan over hele EU; opfordrer Generaldirektoratet for Migration og Indre Anliggender til at yde ekstraordinær hjælp og sikre praktisk støtte til fremme af menneskerettighedsforkæmperes og deres familiers midlertidige ophold, arbejde og mobilitet i EU; opfordrer den relevante EU-delegation til at følge op på menneskerettighedsforkæmperes sikkerhedssituation, hvis de vender tilbage til deres hjemland;

45.  opfordrer medlemsstaterne til at lette udstedelsen af korttidsvisum til flere indrejser til menneskerettighedsforkæmpere, der ønsker at rejse til Europa med henblik på fortalervirksomhed eller faglig uddannelse;

46.  opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tilskynde til og fremme aktiv inddragelse og høring af menneskerettighedsforkæmpere, der allerede er flyttet til EU, i udformningen og gennemførelsen af evakueringsprogrammer for menneskerettighedsforkæmpere, støtteinitiativer og regionale initiativer i henhold til de specifikke omstændigheder og behov, som menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande står over for;

Europa-Parlamentets kontrol og praktiske støtte til menneskerettighedsforkæmpere verden over

47.  gentager sit engagement i at spille en ledende rolle med hensyn til at udforme og forbedre EU's foranstaltninger til støtte for menneskerettighedsforkæmpere, navnlig via sine uopsættelige beslutninger og drøftelser på plenarmøder, arbejdet i Underudvalget om Menneskerettigheder (DROI), især dets betænkninger og høringer, missioner til tredjelande og internationale og regionale organisationer og dets årlige Sakharovpris, herunder det arbejde, det foretager sammen med Sakharovprismodtagerne; fremhæver desuden den rolle, som de enkelte medlemmer af Europa-Parlamentet spiller med hensyn til at gøre Kommissionen og medlemsstaterne opmærksom på menneskerettighedssituationer, der giver anledning til bekymring, og dem, der involverer angreb på menneskerettighedsforkæmpere, navnlig gennem parlamentariske forespørgsler, debatindlæg og offentlige arrangementer; mener, at parlamentarisk inddragelse af menneskerettighedsforkæmpere og civilsamfundsaktører er en uundværlig dimension af dets arbejde med eksterne forbindelser;

48.  understreger, at der er behov for mere gennemsigtighed i gennemførelsen af retningslinjerne for at forbedre bevidstheden blandt menneskerettighedsforkæmpere, sikre effektiv parlamentarisk kontrol og sikre større synlighed og bedre beskyttelse samt klarere, nemmere og mere direkte adgang til EU's kontaktpunkter for menneskerettigheder i EU-delegationerne, til EU-dokumenter vedrørende retningslinjerne, navnlig det vejledende notat fra 2020, til lokale strategier for menneskerettighedsforkæmpere og til klare oplysninger om finansiering af projekter og programmer for menneskerettighedsforkæmpere;

49.  understreger, at som fuldgyldigt medlem af Team Europe bør Parlamentet integreres fuldt ud i EU's politik vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, herunder gennem regelmæssig dialog, om nødvendigt i fortrolighed, om centrale spørgsmål og udviklinger i politikken vedrørende retningslinjerne, også i forbindelse med den fremtidige ajourføring af disse, og ved at Kommissionen og medlemsstaterne reagerer hurtigt på Parlamentets anmodninger om iværksættelse af målrettede sanktioner i tilfælde af alvorlige repressalier mod menneskerettighedsforkæmpere; foreslår, at de bekymringer og anbefalinger, der udtrykkes i Parlamentets uopsættelige beslutninger medtages i lokale strategier;

50.  forpligter sig til at forbedre sin støtte til og beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere, navnlig gennem:

   vedtagelse af en ny politikramme for Europa-Parlamentet om støtte til menneskerettighedsforkæmpere, som skal integrere støtte til menneskerettighedsforkæmpere i alt dets arbejde og være baseret på en tilgang om "ikke at gøre skade", fremme sikker brug af informations- og kommunikationsteknologier i dets forbindelser med menneskerettighedsforkæmpere, garantere sikker deltagelse i europæiske møder og reaktion i tilfælde af repressalier efter menneskerettighedsforkæmperes forbindelser med dets organer og fora
   mere systematisk samarbejde med menneskerettighedsforkæmpere gennem alle dets relevante organer, navnlig interparlamentariske delegationer og udvalg om eksterne anliggender (Udenrigsudvalget, DROI, Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar, Udvalget om International Handel), og dets formand
   afholdelse af et årligt møde mellem menneskerettighedsforkæmpere og de enkelte interparlamentariske delegationer og udvalg om eksterne anliggender (og andre relevante udvalg)
   udpegelse af et kontaktpunkt for menneskerettigheder blandt medlemmene af de enkelte interparlamentariske delegationers formandskab
   interparlamentariske delegationers eller udvalgs systematiske medtagelse af et program for samarbejde med menneskerettighedsforkæmpere/civilsamfundsorganisationer i deres missioner uden for EU og, hvor det er relevant, udarbejdelse af en liste over menneskerettighedsforkæmpere, der er genstand for bekymring (udarbejdet i samarbejde med DROI og EU-Udenrigstjenesten) samt analyse af den overordnede situation for menneskerettighedsforkæmpere og deres interaktion med lokale myndigheder, som der skal aflægges rapport om til DROI
   systematiske bestræbelser i dets missionerne for at mødes med vilkårligt tilbageholdte menneskerettighedsforkæmpere og deres nærmeste familiemedlemmer eller gennemførelse af overvågning af retssager, når dette anses for hensigtsmæssigt for menneskerettighedsforkæmpere og deres familiemedlemmer
   stadig flere offentlige erklæringer og mere privat og/eller offentligt diplomati fra dets formand og formanden for DROI i samarbejde med formanden for den relevante interparlamentariske delegation til støtte for menneskerettighedsforkæmpere, navnlig modtagere af Sakharovprisen og Sakharovfinalister og ‑stipendiater, der er i fare
   instruktioner til Europa-Parlamentets Forskningstjeneste om regelmæssigt at indsamle og offentliggøre oplysninger om situationen for menneskerettighedsforkæmpere og deres behov på verdensplan, herunder udtalelser og rapporter fra menneskerettighedsforkæmpere;

51.  forpligter sig til at forbedre overvågningen af bestemte sager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, som det har taget op, navnlig i uopsættelige beslutninger, på udvalgsmøder og i erklæringer;

52.  er fast besluttet på at sikre, at dets centrale beslutninger vedrørende menneskerettigheder, navnlig uopsættelige beslutninger, oversættes til de nationale sprog i de pågældende lande og offentliggøres og videreformidles på passende vis; forventer, at EU-delegationer i de pågældende lande offentliggør sådanne beslutninger på deres websteder og systematisk følger op med de nationale myndigheder og aflægger rapport til Parlamentet; opfordrer til at revidere 2011-retningslinjerne for Europa-Parlamentets interparlamentariske delegationer om fremme af menneskerettigheder og demokrati under deres besøg i lande uden for EU;

53.  opfordrer til mere strategisk koordinering mellem EU-institutionerne i forbindelse med hastesager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere; er overbevist om, at parlamentarisk diplomati kan vise sig at være en effektiv og supplerende mekanisme for kontakter med tredjelande om hastesager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer til nedsættelse af en interinstitutionel taskforce vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, der skal koordinere indsatsen, navnlig med hensyn til prioriterede sager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere, og som bør omfatte DROI's udvidede formandskab, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og formanden for Rådets Menneskerettighedsgruppe; opfordrer til, at dialogen mellem DROI og Menneskerettighedsgruppen styrkes, herunder gennem et årligt møde;

54.  opfordrer Kommissionen til at overholde den interinstitutionelle aftale og systematisk udarbejde skriftlige svar på alle Udenrigsudvalgets/DROI's beslutninger, herunder nærværende;

55.  beklager EU-Udenrigstjenestens og medlemsstaternes manglende udnyttelse af Sakharovprisen som et redskab til at forbedre vilkårene for menneskerettighedsforkæmpere og menneskerettigheder i hele verden; opfordrer EU-missionerne i Sakharovprismodtagernes hjemlande til at indgå i tættere forbindelser med prismodtagerne, især når de er i fare eller fængslet;

Vejen frem: nødvendige institutionelle og politiske ændringer

56.  beklager, at EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen ikke har foretaget en tilbundsgående og specifik analyse af gennemførelsen af retningslinjerne siden 2008; opfordrer til en omfattende vurdering af EU's indsats i forhold til menneskerettighedsforkæmpere i forbindelse med midtvejsrevisionen af gennemførelsen af handlingsplanen om menneskerettigheder og demokrati 2020-2024, som er planlagt i juni 2023; opfordrer til, at denne revision omfatter identifikation og formidling af bedste praksis i EU-delegationerne og medlemsstaternes missioner, og til løbende overvågning af retningslinjernes gennemførelse i samråd med civilsamfundet;

57.  understreger behovet for, at retningslinjerne ajourføres i lyset af de skiftende udfordringer og risici, som menneskerettighedsforkæmpere står over for, navnlig den digitale omstilling og digitale trusler, samt for bedre at afspejle, hvilke grupper af menneskerettighedsforkæmpere der findes i det aktuelle globale miljø, navnlig dem, der arbejder med kvinders og LGBTQI+-samfundets rettigheder, samt forkæmpere for jord- og miljørettigheder og oprindelige folks rettigheder, og de specifikke risici, som disse grupper står over for;

58.  understreger, at revisionen af retningslinjerne også bør udvide omfanget af EU's samarbejde med menneskerettighedsforkæmpere ud over de traditionelle samtalepartnere i hovedstæderne til at omfatte personer og grupper i afsidesliggende områder eller landdistrikter og dem, der arbejder for at forsvare flygtninges og migranters rettigheder; mener, at det er på tide at skabe mulighed for en bredere og mere innovativ tilgang til begrebet menneskerettighedsforkæmpere, som omfatter mere flydende og midlertidige grupper, herunder whistleblowere;

59.  opfordrer til vejledning i udarbejdelse af foranstaltninger i de mest fjendtlige miljøer for menneskerettighedsforkæmpere og om metoderne til at afhjælpe strukturelle eller systemiske menneskerettighedsproblemer, der skal medtages i de reviderede retningslinjer;

60.  opfordrer til medtagelse af et specifikt afsnit i retningslinjerne om den interne dimension af EU's indsats i forhold til menneskerettighedsforkæmpere, navnlig om visum til menneskerettighedsforkæmpere (og deres familier), som er udsat for en umiddelbar risiko, om evakuering og tilflugtssteder samt om håndtering af tværnationale trusler fra tredjelande mod menneskerettighedsforkæmpere; opfordrer til, at der medtages et særligt afsnit i kapitlet om politikken vedrørende menneskerettigheder i Rådets og EU-Udenrigstjenestens årsberetning om menneskerettigheder og demokrati, der er dedikeret til EU's indsats på dette område;

61.  anerkender at stille diplomati kan være et effektivt værktøj til at forbedre situationen for nogle menneskerettighedsforkæmpere i tredjelande; understreger imidlertid, at EU-aktørerne skal tale højlydt om nødsituationer og alvorlige tilfælde og finde den rette balance mellem privat og offentligt diplomati, navnlig når stille diplomati har vist sig at være ineffektivt; beklager i den henseende Kommissionens begrænsede brug af offentlige erklæringer, som ofte fortsat er formuleret i vage vendinger og hovedsagelig fokuserer på højtprofilerede sager, afhængigt af niveauet og forummet, hvori de fremsættes; opfordrer til, at der overvejes alternative kommunikationsstrategier eller ‑muligheder i tilfælde, hvor en EU-erklæring besværliggøres, herunder eventuelt brug af medier, sociale medier eller andre fora;

62.  beklager, at EU-delegationernes lokale strategier sjældent er offentligt tilgængelige, hvilket gør det vanskeligt at vurdere, hvorvidt og i hvilken udstrækning det lokale civilsamfund er blevet hørt og inddraget i udarbejdelsen af dem;

63.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at forbedre kommunikationen og gennemsigtigheden vedrørende gennemførelsen af retningslinjerne, bl.a. ved at offentliggøre det vejledende notat fra 2020, lokale gennemførelsesstrategier, andre relevante interne dokumenter og en fuldstændig liste over kontaktpunkter i EU-delegationerne og kontaktoplysninger på disse;

64.  opfordrer til, at kontaktpunkterne for menneskerettigheder og for menneskerettighedsforkæmpere i EU-delegationerne sammenlægges, og til at fremme menneskerettighedsforkæmperes og andre civilsamfundsaktørers adgang til disse samtalepartnere; insisterer på, at deres opgaver præciseres, og at de udelukkende koncentreres om de opgaver, som varetages af kontaktpunkterne for menneskerettigheder;

65.  bemærker med beklagelse, at der ikke er EU-delegationer i alle lande, hvor menneskerettighedsforkæmpere står over for risici og farer, når de udfører deres aktiviteter; erkender, at tilstedeværelsen af EU-delegationer i sådanne tredjelande er afgørende for gennemførelsen af disse retningslinjer og for et reelt engagement i individuelle hastende og alvorlige sager vedrørende menneskerettighedsforkæmpere samt andre lokale tiltag; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til fortsat at undersøge mulighederne for at sikre EU's tilstedeværelse i alle lande, hvor der er alvorlige bekymringer med hensyn til menneskerettighederne;

66.  opfordrer til systematisk og strategisk tilsyn med overvågning af retssager for at forbedre den overordnede synlighed og resultaterne af EU-missionernes overvågning af retssager og til at vedtage alternative foranstaltninger med henblik på at støtte menneskerettighedsforkæmpere, der skal for retten, når det ikke er muligt med overvågning af retssagen; opfordrer til, at overvågning af retssager ikke sker i forbindelse med højt profilerede sager, men også mindre synlige og mindre kendte sager mod kriminaliserede menneskerettighedsforkæmpere;

67.  opfordrer til, at retningslinjerne oversættes til tredjelandenes lokale sprog og gøres offentligt tilgængelige på en lettilgængelig måde på de enkelte EU-delegationers websted;

68.  opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til systematisk at høre repræsentanter for civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere forud for enhver menneskerettighedsdialog, til at høringerne bliver oprigtige, og til at disse samtalepartnere debriefes efterfølgende; opfordrer endvidere EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at engagere sig i en mere resultatorienteret tilgang i forbindelse med individuelle sager og til effektiv at følge op imellem menneskerettighedsdialogens sessioner; opfordrer til systematisk inddragelse af et civilsamfundssegment i enhver bilateral eller regional menneskerettighedsdialog; gentager behovet for et systematisk og kontant svar fra EU's side på enhver form for repressalier imod menneskerettighedsforkæmpere, der forekommer, efter at de har deltaget i EU-arrangementer, eller som hænger sammen med deres kontakt med samtalepartnere fra EU;

69.  gentager sin opfordring til, at Udenrigsrådet årligt formuler konklusioner, der gør status over EU-institutionernes og medlemsstaternes indsats vedrørende menneskerettighedsforkæmpere og fastsætter strategiske forpligtelser på højeste niveau for menneskerettighedsforkæmpere; anser 25-året for vedtagelsen af FN-erklæringen om menneskerettighedsforkæmpere for at være et særligt passende tidspunkt til, at Rådet offentligt bekræfter sit engagement over for menneskerettighedsforkæmpere og ajourfører sin politik på dette område;

70.  opfordrer til, at NF/HR i samarbejde med medlemsstaterne og Parlamentet vedtager en årlig liste over fokuslande, der vækker alvorlig bekymring hvad angår den vanskelige situation for menneskerettighedsforkæmpere, som skal ændres i henhold til udviklingen på stedet, som bl.a. vil give mulighed for: 1) en fuldt koordineret praktisk reaktion fra Team Europe på stedet; 2) øget adgang til ressourcer, navnlig under en Team Europe-finansieringsfacilitet, til beskyttelse i nødsituationer og mere langsigtet finansiering rettet mod den bredere institutionelle og strukturelle menneskerettighedssituation; 3) forbedret lokal overvågning af menneskerettighederne; 4) dedikerede nationale gennemførelsesstrategier; og 5) yderligere ressourcer til hovedkvarteret og delegationerne;

o
o   o

71.  pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og næstformanden for Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

(1) EUT L 209 af 14.6.2021, s. 1.
(2) EUT C 15 af 12.1.2022, s. 70.
(3) EUT C 236 E af 12.8.2011, s. 69.
(4) EUT C 15 af 12.1.2022, s. 111.
(5) EUT C 474 af 24.11.2021, s. 11.
(6) Vedtagne tekster, P9_TA(2022)0354.
(7) EUT C 342 af 6.9.2022, s. 295.
(8) EUT C 347 af 9.9.2022, s. 150.
(9) EUT C 342 af 6.9.2022, s. 191.
(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 810/2009 af 13. juli 2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) (EUT L 243 af 15.9.2009, s. 1).
(11) Håndbog om behandling af visumansøgninger og ændring af udstedte visa (Visumhåndbog I) af 28. januar 2020 (C(2020)0395).

Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik