Europa-Parlamentets afgørelse af 13. september 2023 om den foreslåede udnævnelse af Katarína Kaszasová til hvervet som medlem af Revisionsretten (C9-0220/2023 – 2023/0804(NLE))
(Høring)
Europa-Parlamentet,
– der henviser til artikel 286, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, der danner grundlag for Rådets høring af Parlamentet (C9‑0220/2023),
– der henviser til forretningsordenens artikel 129,
– der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0259/2023),
A. der henviser til, at Rådet ved skrivelse af 29. juni 2023 hørte Europa-Parlamentet om udnævnelsen af Katarína Kaszasová til hvervet som medlem af Revisionsretten;
B. der henviser til, at Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg derefter foretog en bedømmelse af Katarína Kaszasovás papirer, især på baggrund af de krav, der er fastsat i artikel 286, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; der endvidere henviser til, at udvalget i forbindelse med denne bedømmelse modtog et curriculum vitae fra Katarína Kaszasová samt hendes svar på det fremsendte spørgeskema;
C. der henviser til, at udvalget den 4. september 2023 afholdt en høring med Katarína Kaszasová, som efter en indledende redegørelse besvarede spørgsmål fra udvalgets medlemmer;
1. afgiver positiv udtalelse om Rådets forslag om udnævnelse af Katarína Kaszasová til medlem af Revisionsretten;
2. pålægger sin formand at sende denne afgørelse til Rådet og til orientering til Revisionsretten samt til Den Europæiske Unions øvrige institutioner og medlemsstaternes revisionsinstitutioner.