1.1 Indledning
1.2 EP-organer, der beskæftiger sig med udvidelsen
1.2.1. Møder mellem Europa-Parlamentets formand og formændene for parlamenterne i de lande, der deltager i udvidelsesprocessen, samt andre formandsaktiviteter
1.2.2. Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik
1.2.3. Blandede parlamentariske udvalg
1.2.4. Fagudvalgene
1.2.5. Samarbejde med nationale parlamenter
1.3 Europa-Parlamentets virksomhed i 2002
2.2 Aktørerne i tiltrædelsesprocessen
2.2.1 De 15 medlemsstater
2.2.2 Kandidatlandene
2.2.3 Europa-Kommissionen
2.2.4 Europa-Parlamentet
2.2.5 Medlemsstaternes parlamenter
2.3.1 Førtiltrædelsesstrategien
2.3.2 Screening
2.3.3 Forhandlingerne
2.3.4 Overgangsperioder
2.4 Nylige fremskridt og fremtidsudsigter
Europa-Parlamentet betragter den femte EU-udvidelse siden 1972 som en enestående opgave af hidtil usete politiske og historiske dimensioner, som giver mulighed for at fremme integrationen på kontinentet ad fredelig vej. I en tale til de forsamlede MEP’er og medlemmer af alle de nationale parlamenter i kandidatlande i forbindelse med den historiske udvidelsesdebat i Strasbourg i november 2002 sagde formanden for Europa-Parlamentet, Pat Cox, at ”udvidelsen af Den Europæiske Union er nu det højest prioriterede politiske mål, og denne prioritering har domineret meget af Europa-Parlamentets arbejde og har siden januar i år været det helt centrale punkt i mit arbejde som Parlamentets formand”.
På topmødet i Luxembourg i december 1997 blev det besluttet at iværksætte udvidelsesprocessen og indlede forhandlinger med seks ansøgerlande. Tiltrædelsesforhandlingerne blev indledt den 31. marts 1998 med Ungarn, Polen, Estland, Tjekkiet, Slovenien og Cypern. På topmødet i Helsinki den 12. december 1999 besluttede medlemsstaterne at indlede forhandlinger med Rumænien, Slovakiet, Letland, Litauen, Bulgarien og Malta. Forhandlingerne med disse lande blev indledt den 15. februar 2000. På dette møde fik Tyrkiet omsider kandidatstatus, men der blev ikke fastlagt nogen dato for indledning af tiltrædelsesforhandlingerne. På topmødet i København i december 2002 afsluttede ti af de tolv kandidatlande i forhandling om optagelse tiltrædelsesforhandlingerne med EU og bliver medlemsstater den 1. maj 2004.
Selv om Europa-Parlamentet ikke deltager i forhandlingerne, og selv om dets vigtigste officielle rolle er at afgive samstemmende udtalelse, før traktaten undertegnes, har Parlamentet i høj grad bidraget til udvidelsesprocessen. Allerede i december 1997 insisterede Europa-Parlamentet i sin beslutning om Kommissionens meddelelse "Agenda 2000 – Et udvidet og styrket EU" og i sin beslutning om konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Luxembourg på, at det er nødvendigt med en inklusiv udvidelsesstrategi, som inddrager alle ansøgerlande i tiltrædelsesprocessen, hvis der skal undgås negative følger i visse ansøgerlande. Det var af den opfattelse, at hvert enkelt land skulle bedømmes på grundlag af udviklingen i dets forhandlinger, og at det ville være muligt med en fleksibel udvidelsesproces, hvor forhandlingerne blev ført i den hastighed, der passede til hvert enkelt land.
I sin beslutning om forberedelsen til Det Europæiske Råd i Helsinki den 10. og 11. december 1999 opfordrede Europa-Parlamentet kraftigt Rådet til at vedtage Kommissionens forslag om, at tiltrædelsesforhandlingerne med alle de resterende kandidatlande, som opfyldte de politiske kriterier, der blev fastlagt i København, skulle indledes i 2000. Det opfordrede Det Europæiske Råd til ”at opgive den uheldige inddeling af ansøgerlandene i to kategorier, at vedtage de henstillinger, som Kommissionen udsendte den 13. oktober 1999, at bringe sin politik på linje med Parlamentets ”regatta-model” og dermed åbne mulighed for en fuldstændig fleksibel tiltrædelsesproces i flere hastigheder, der udelukkende er baseret på fortjeneste”.
Det var også Europa-Parlamentet, som i sin beslutning om udvidelsen af 4. oktober 2000 foreslog, at ”EU's institutioner, medlemsstaterne og de kandidatlande, der er indledt forhandlinger med, gør alt for at sikre, at Europa-Parlamentet kan afgive samstemmende udtalelse om de første tiltrædelsestraktater inden valget til Europa-Parlamentet i 2004, således at de pågældende lande kan forvente at deltage i dette valg”. Fra og med oktober 2000 har Parlamentet afholdt en årlig forhandling om udvidelsen på baggrund af betænkninger udarbejdet af Udenrigsudvalget og udtalelser fra fagudvalgene. Det har regelmæssigt vedtaget beslutninger om kandidatlandenes fremskridt samt om Det Europæiske Råds møder.
I hele forhandlingsfasen og helt op til de nye medlemsstaters tiltrædelse har Europa-Parlamentet en vigtig overvågningsrolle at varetage. Det er Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik i Europa-Parlamentet, der er ansvarlig for at koordinere arbejdet med hensyn til udvidelsen og sikre konsekvens mellem de holdninger, der vedtages af Parlamentet, og virksomheden i dets fagudvalg samt i de blandede parlamentariske udvalg.
Parlamentets vigtigste beføjelse i forbindelse med udvidelsen er at afgive samstemmende udtalelse (EU-traktatens artikel 49), før et land kan tiltræde EU. Denne beføjelse udøves kun i den sidste fase, når forhandlingerne er afsluttet. Set i lyset af Parlamentets vigtige rolle har det imidlertid været i de andre institutioners interesse at sikre Parlamentets deltagelse fra starten.
Parlamentet spiller også en vigtig rolle i forbindelse med de finansielle aspekter af tiltrædelse i sin kapacitet som én af budgetmyndighedens to parter.
Ud over at vedtage beslutninger om udvidelsesprocessen, kandidatlandenes fremskridt og forberedelserne til og konklusioner fra Det Europæiske Råd har Europa-Parlamentet beskæftiget sig med udvidelsesprocessen gennem følgende:
1.2.1 Møder mellem Europa-Parlamentets formand og formændene for parlamenterne i de lande, der deltager i udvidelsesprocessen
er blevet afholdt to gange om året siden 1995. Det 14. møde blev afholdt i Bruxelles den 26. november 2002. Deltagerne var enige om, at udvidelsen er den største politiske udfordring for EU’s institutioner, medlemsstaterne og kandidatlandene. De bekræftede deres overbevisning om, at udvidelsen vil være et reelt og et symbolsk bidrag til verdensfreden, sikkerhed og velstand i en tid med megen international spænding. Idet de henviste til de ordninger, der gav observatører fra tiltrædelseslandene mulighed for at være til stede i Europa-Parlamentet efter underskrivelsen af tiltrædelsestraktaten, glædede de sig over dette næste skridt, som bekræfter parlamenternes centrale rolle i forhold til den offentlige opinion i dette sidste, afgørende stadie i udvidelsesprocessen.
Andre aktiviteter for Europa-Parlamentets formand
Ud over at modtage kandidatlandenes formænd for parlamenter og udvalg, ministre, premierministre og statschefer i Bruxelles og Strasbourg har formanden også gennemført et omfattende program med officielle besøg i kandidatlandene i 2002.
1.2.2 Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik
er det udvalg, der har det politiske ansvar for institutionens arbejde med udvidelsen. Udenrigsudvalget udpeger en hovedordfører og en ordfører for hvert af de 13 kandidatlande. I 2002 fulgte udvalget det foregående års præcedens og afholdt drøftelser med kandidatlandenes og Kommissionens chefforhandlere som forberedelse til betænkningerne om udvidelsesforhandlingerne, der blev vedtaget i mødeperioderne i juni og november 2002. Det blev også regelmæssigt orienteret af kommissæren med ansvar for udvidelsen, Günther Verheugen.
1.2.3 Blandede parlamentariske udvalg
Europa-Parlamentets medlemmer mødes regelmæssigt med deres kolleger fra kandidatlandene i de blandede parlamentariske udvalg. Udenrigsudvalgets ordførere for de pågældende lande deltager i møderne, og fra 2000 blev denne mulighed udvidet til også at omfatte fagudvalgenes rådgivende ordførere. De blandede parlamentariske udvalgs møder afholdes to gange om året med henblik på at udøve parlamentarisk kontrol med alle aspekter af de bilaterale forbindelser og for at danne sig et detaljeret billede af fremskridtene i tiltrædelsesforberedelserne og -forhandlingerne. Alle møderne i de blandede parlamentariske udvalg afsluttes med vedtagelse af erklæringer og henstillinger, der afspejler de opnåede fremskridt og forpligtelserne for det fremtidige arbejde.
1.2.4 Fagudvalgene
har udpeget individuelle medlemmer, der skal følge de sektorspecifikke udvidelsesemner. Deres udtalelser er blevet indarbejdet i beslutningerne om udvidelsen. Da man stod over for at skulle håndtere de vanskeligste forhandlingskapitler, blev de forskellige fagudvalg i Europa-Parlamentet i højere grad inddraget i overvågningen af forhandlingsprocessen på de politikområder, de er ansvarlige for, og af den administrative kapacitet i de kandidatlande, der skal overtage gældende fællesskabsret. Mange udvalg har sendt delegationer på undersøgelsesrejser til en række af kandidatlandene og arrangeret høringer om bestemte emner.
1.2.5 Samarbejde med nationale parlamenter
I Europa-Parlamentets sekretariat samarbejder den afdeling, der er ansvarlig for arbejdet med de nationale parlamenter, regelmæssigt med de tilsvarende instanser i kandidatlandene. Der er især tale om følgende aktiviteter:
Europa-Parlamentets virksomhed på udvidelsesområdet gik ind i en ny fase fra og med 2000, da forhandlingerne tog fart. Den primære opgave blev at overvåge forhandlingsprocessen. Den første årlige forhandling om udvidelsen fandt sted i oktober 2000, hvorefter der blev vedtaget beslutninger om udvidelsen og kandidatlandenes fremskridt. Den anden forhandling fandt sted i september 2001. I takt med at begivenhederne tog fart, efterhånden som forhandlingerne gik ind i den afsluttende fase, kulminerede Parlamentets virksomhed i første halvdel af 2002 med en omfattende forhandling om udvidelsen i mødeperioden i juni 2002, hvor der blev vedtaget beslutninger på baggrund af de betænkninger, som Udenrigsudvalget og fagudvalgene havde udarbejdet om status for forhandlingerne, udvidelsens finansielle konsekvenser, grænseregioner, Ispa og Sapard og landbrug.
I sin seneste beslutning om kandidatlandenes fremskridt, som blev vedtaget den 20. november 2002, efter de historiske forhandlinger med medlemmer af de nationale parlamenter i kandidatlandene, glædede Europa-Parlamentet sig over de ekstraordinære fremskridt i tiltrædelsesforhandlingerne med alle ti lande og støttede alle bestræbelser på at afslutte de resterende og vanskeligste forhandlingskapitler med alle ti lande så snart som muligt. Det glædede sig endvidere over udsigten til en forøgelse af førtiltrædelsesstøtten til de kandidatlande, som ikke kan tiltræde EU i første bølge.
I sin beslutning af 19. december 2002 om resultatet af Det Europæiske Råds møde i København glædede Parlamentet sig over afslutningen af tiltrædelsesforhandlingerne med ti lande, som er en enestående og historisk milepæl. Det fastslog, at demokratiets, frihedens og fredens kræfter i disse lande dermed har opnået en afgørende sejr. Det erindrede imidlertid om, at gennemførelsen af visse aspekter af gældende fællesskabsret og af visse af de tilsagn, de nye medlemsstater har afgivet, endnu ikke er fuldt ud tilfredsstillende, og at Parlamentet skal afgive samstemmende udtalelse om hvert enkelt kandidatlands tiltrædelse. Idet Parlamentet så frem, understregede det nødvendigheden af at undgå nye skillelinjer i Europa og af at fremme fred og stabilitet såvel uden som inden for EU’s nye grænser. I denne forbindelse bemærkede Parlamentet med tilfredshed støtten til bestræbelserne i landene i det vestlige Balkan på at tilnærme sig EU med tiltrædelse som det langsigtede mål.
Den femte udvidelse vil ændre Europas udseende og påvirke alle Den Europæiske Unions institutioner og politikområder. Med henblik på at opretholde stabiliteten og velfærden på hele det europæiske kontinent skal der fastholdes en effektiv og troværdig udvidelsesproces. Derfor har kandidatlandenes individuelle villighed været det vigtigste kriterium i forbindelse med fastlæggelsen af tiltrædelsesdatoerne. Kandidatlandene skal bekende sig til de samme værdier og mål som Den Europæiske Union, som fastsat i traktaterne. Kandidatlandenes opfyldelse af de politiske kriterier, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd i København i december 1993, de såkaldte ”Københavnskriterier”, er udgangspunktet for tiltrædelse af Unionen. Betingelserne for tiltrædelse skal også opfyldes: institutionel stabilitet og respekt for menneskerettighederne, en velfungerende markedsøkonomi, evnen til at håndtere konkurrencepresset og markedskræfterne, og kapacitet til at påtage sig alle forpligtelserne i Den Økonomiske og Monetære Union i forbindelse med overholdelsen af gældende fællesskabsret.
På Det Europæiske Råd i Luxembourg i december 1997 blev tiltrædelses- og forhandlingsprocessen fastlagt. Forhandlingerne med Tjekkiet, Cypern, Estland, Ungarn, Polen og Slovenien blev indledt den 31. marts 1998. Det Europæiske Råd i Berlin i marts 1999 fastlagde en klar ramme for de økonomiske aspekter af udvidelsen op til 2006 (link).
Det Europæiske Råd i Berlin i marts 1999 fastlagde en ramme for det finansielle overslag for perioden 2000-2006 ud fra den arbejdshypotese, at nye medlemsstater tiltræder Unionen fra og med 2002.
Det Europæiske Råd i Helsinki i 1999 besluttede også at indlede forhandlinger med Bulgarien, Letland, Litauen, Malta, Rumænien og Slovakiet i februar 2000. Der blev indgået aftale om differentieringsprincippet blandt kandidatlandene samt ”catch-up”-princippet (muligheden for, at et land kan indhente de andre). Tyrkiet blev anerkendt som kandidatland med alle deraf følgende rettigheder og forpligtelser samt fuld deltagelse i tiltrædelsesprocessen, selv om der ikke blev truffet beslutning om at indlede forhandlinger.
Vigtigheden af, at forpligtelserne overvåges, blev understreget af Det Europæiske Råd i Santa Maria da Feira i juni 2000.
På Det Europæiske Råds møde i Nice i december 2000 godkendtes den strategi, som Kommissionen havde foreslået i sit dokument om udvidelsesstrategien fra 2000, og 2004 blev fastsat som måldato for de bedst forberedte kandidatlandes tiltrædelse. Det blev desuden fremhævet, at udvidelsesprocessen nu ikke måtte støde på flere hindringer. Ydermere godkendtes princippet om at differentiere blandt kandidatlandene, og catch-up"-princippet blev igen bekræftet. Den ”køreplan”, som Kommissionen havde foreslået, blev stadfæstet for de næste 18 måneder, hvilket efter Rådets opfattelse ville lette de videre forhandlinger, idet udgangspunktet var, at de bedst forberedte lande fortsat skal kunne gå hurtigere frem. Det bekræftede specielt Europa-Parlamentets ønske om, at de bedst forberedte kandidatlande skal kunne deltage i valget til Europa-Parlamentet i 2004. Rammerne for den institutionelle reform, som er nødvendig for udvidelsen, blev også udstukket.
Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001 bekræftede, at tiltrædelsesprocessen nu var irreversibel. Samtidig med, at det bekræftede, at Unionen var fast besluttet på senest ved udgangen af 2002 af afslutte tiltrædelsesforhandlingerne positivt med de kandidatlande, der var parate, opfordrede det også kandidatlandene til fortsat at gøre en aktiv indsats, navnlig for at bringe deres administrative og retslige kapacitet op på det niveau, der kræves.
Det Europæiske Råd i Sevilla i juni 2002 bekræftede, at EU var fast besluttet på at afslutte forhandlingerne med de ti kandidatlande inden udgangen af 2002, hvis de pågældende lande var klar, i forventning om at undertegne tiltrædelsestraktaten i foråret 2003. Det Europæiske Råd i København i december 2002 afsluttede forhandlingerne med ti kandidatlande og vedtog at forøge støtten med henblik på at hjælpe de andre kandidatlande i deres tiltrædelsesbestræbelser.
2.2.1. De 15 medlemsstater
De er EU-sidens deltagere i tiltrædelsesforhandlingerne. Rådets formandskab fremlægger de forhandlingspositioner, der er vedtaget af medlemsstaterne, og leder forhandlingsrunderne på minister- eller stedfortrædende ministerplan.
2.2.2. Kandidatlandene
Hvert enkelt kandidatland, der er blevet indledt forhandlinger med, udarbejder en forhandlingsposition om hvert af de 31 kapitler inden for gældende fællesskabsret og indleder
forhandlingerne med medlemsstaterne. Hvert kandidatland har udpeget en chefforhandler, der har en gruppe af eksperter til rådighed.
2.2.3. Europa-Kommissionen
Europa-Kommissionen foretager sammen med kandidatlandene en detaljeret vurdering (”screening”) og udarbejder udkast til medlemsstaternes forhandlingspositioner. Kommissionen overvåger desuden kandidatlandenes fremskridt og kontrollerer, om de forpligtelser, de har indgået under forhandlingerne, også opfyldes i praksis. Rådet har anmodet Kommissionen om at udarbejde detaljerede årlige evalueringer af kandidatlandenes fremskridt med hensyn til opfyldelse af tiltrædelseskriterierne i de såkaldte periodiske rapporter.
2.2.4. Europa-Parlamentet
Parlamentets spiller en vigtig rolle i udvidelsesprocessen, idet det skal afgive sin samstemmende udtalelse om de endelige tiltrædelsesbetingelser, før tiltrædelsestraktaten kan undertegnes og ratificeres. Det har derfor overvåget forhandlingerne nøje, og Kommissionen holder Parlamentet underrettet på alle de vigtigste stadier i tiltrædelsesforhandlingerne. Det forfatningsmæssige grundlag for samarbejdet mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen er rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen, som blev undertegnet af formændene for de to institutioner den 5. juli 2000. Europa-Parlamentet spiller ligeledes en vigtig rolle i udvidelsens finansielle aspekter i sin kapacitet som én af budgetmyndighedens to parter. Det har især fremhævet, at det skal godkende nye finansielle overslag for perioden efter 2006.
2.2.5. Medlemsstaternes nationale parlamenter
Medlemsstaternes og kandidatlandenes nationale parlamenter skal ratificere tiltrædelsestraktaten med de fremtidige medlemsstater, når den er undertegnet, efter at EP har afgivet samstemmende udtalelse, og Rådet har godkendt den.
2.3.1. Førtiltrædelsesstrategien
Førtiltrædelsesstrategien målretter støtten mod de enkelte kandidatlandes særlige behov i forbindelse med tiltrædelsesforberedelserne. På denne måde kan EU koncentrere sin støtte om lige præcis de prioriteter, som Kommissionen og kandidatlandene har afdækket. Førtiltrædelsesstrategiens væsentligste instrumenter er: Europaaftalerne, tiltrædelsespartnerskaberne, de nationale programmer for vedtagelse af gældende fællesskabsret og førtiltrædelsesstøtteinstrumenterne (Phare, Ispa og Sapard, samt de Phare-finansierede handlingsplaner, som skal medvirke til at skabe tilstrækkelig administrativ og retslig kapacitet på centralt og lokalt plan). Desuden deltager kandidatlandene allerede i flere EU-programmer.
2.3.2. Screening
Denne proces, der gennemføres af Kommissionen, ligger forud for selve forhandlingerne. Det åbner først og fremmest mulighed for at redegøre for gældende fællesskabsret (kernen i EU-lovgivningen) over for alle kandidatlande gennem en række multilaterale og senere bilaterale møder, samt at kontrollere, om kandidatlandene accepterer gældende fællesskabsret og er i stand til at gennemføre den. Desuden giver den mulighed for at afdække eventuelle problemer under forhandlingerne.
2.3.3. Forhandlingerne
Når screeningen er afsluttet, fremlægger kandidatlandene deres forhandlingspositioner. Derefter udarbejder Kommissionen et udkast til en fælles holdning og sender det til Rådet, som enstemmigt vedtager en fælles holdning og med enstemmighed beslutter at åbne forhandlingskapitlet. De fælles holdninger kan ændres i løbet af forhandlingerne, hvis kandidatlandene fremlægger nye oplysninger eller indvilliger i at trække en anmodning om en overgangsperiode tilbage. Afgørelsen om at afslutte et kapitel foreløbigt træffes også med enstemmighed. Den Europæiske Union kan tage et ”foreløbig afsluttet” kapitel op igen på baggrund af ny gældende fællesskabsret, der er blevet screenet og inddraget i tiltrædelsesforhandlingerne. Et andet eksempel på, at EU kan tage et ”foreløbig afsluttet” kapitel op igen, er, når et kandidatland ikke har levet op til sine forpligtelser på det pågældende område.
Under forhandlingerne, som finder sted i forbindelse med en regeringskonference, fokuseres der på de nærmere betingelser for kandidatlandenes vedtagelse, gennemførelse og håndhævelse af gældende fællesskabsret, og ikke mindst på indrømmelse af eventuelle overgangsordninger, der nødvendigvis må være begrænsede i omfang og varighed. De enkelte kandidatlande vurderes under forhandlingerne ud fra differentieringsprincippet og helt efter egen fortjeneste. Dette princip er både afgørende for, hvornår de forskellige forhandlingskapitler indledes, og for forhandlingernes gennemførelse. Kandidatlande, der indleder forhandlingsprocessen på et senere tidspunkt, har mulighed for at indhente de lande, der allerede har indledt forhandlinger, hvis de er tilstrækkeligt langt fremme med deres forberedelser.
Fremskridtene i forhandlingerne skal gå hånd i hånd med fremskridtene i forbindelse med overtagelse af gældende fællesskabsret i den nationale lovgivning samt den egentlige gennemførelse og håndhævelse. Hvor hurtigt en forhandling om et givet emne kan afsluttes, afhænger af, hvor godt de enkelte kandidatlande har forberedt sagsområdet, samt af, hvor indviklede problemer der er tale om. Kommissionens fastholdelse af, at kandidatlandene skal skabe tilstrækkelig administrativ kapacitet, samt at de skal kunne gennemføre og håndhæve et realistisk lovgivningsprogram, er den bedste og eneste måde, hvorpå forhandlingerne kan fremskyndes, uden at udvidelsesprocessens kvalitet undermineres. Med henblik på at styrke dette aspekt meddelte Kommissionen i sit dokument om udvidelsesstrategien fra 2001, at den ville iværksætte en handlingsplan med henblik på at styrke den administrative og retslige kapacitet i de enkelte kandidatlande og mobilisere op til 250 mio. EUR i ekstra støtte ud over det årlige Phare-tilskud. Kommissionen forelagde Det Europæiske Råd i Sevilla en rapport om handlingsplanerne og den forbedrede overvågningsproces (KOM(2002) 256). Den vil ligeledes forelægge en detaljeret overvågningsrapport for Rådet og Parlamentet seks måneder før den foreslåede tiltrædelsesdato for de nye medlemsstater.
2.3.4. Forhandlingspositionerne:
I den generelle holdning, som Unionen indledningsvist fremlagde for kandidatlandene, blev det tilkendegivet, at overgangsordningerne skulle begrænses i omfang og varighed og skulle ledsages af en plan med klart definerede trin for gennemførelsen af gældende fællesskabsret. Kommissionens holdning var, at EU først og fremmest skal sikre, at kandidatlandene fuldt ud accepterer gældende fællesskabsret vedrørende det indre marked. Samtidig bør det være muligt at opnå overgangsperioder på nogle vanskelige områder, f.eks. miljøet, hvor det er nødvendigt at foretage store investeringer, før kandidatlandene kan vedtage og gennemføre gældende fællesskabsret.
Kommissionen baserer sin vurdering af kandidatlandenes anmodninger på disse kriterier og analyserer dem fra sag til sag under hensyntagen til landets interesser og de enkelte anmodningers formodede indvirkning på Unionens funktion og de øvrige kandidatlandes interesser.
Det Europæiske Råd i Nice i december 2000 fastsatte rammerne for den institutionelle reform, der er nødvendig for udvidelsen, og godkendte den ”køreplan”, som processen har fulgt i de seneste to år. I 2002, efter de fremskridt, der blev opnået under det svenske formandskab og det belgiske formandskab, blev der i forhandlingerne taget hul på de vanskeligste kapitler – landbrug og finans. Ved slutningen af det spanske formandskab i juni 2002 havde man åbnet 30 kapitler med alle de lande, der forhandlede, undtagen Rumænien, og havde midlertidigt afsluttet op til 28 med nogle af landene.
Under det danske formandskab (juli-december 2002) gik forhandlingerne med ti af landene ind i den afsluttende fase. I overensstemmelse med ”køreplanen” fra Nice var der vedtaget fælles holdninger vedrørende kapitlerne om landbrug, regionalpolitik, budget og institutioner. Medlemsstaterne manglede stadig at indgå aftale om den endelige finansiering samt de øvrige spørgsmål, der ikke var blevet behandlet i forbindelse med de andre kapitler. I oktober 2002 offentliggjorde Kommissionen sine periodiske rapporter, hvori den konkluderede, at ti lande – Cypern, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien – opfylder de politiske kriterier og vil være i stand til at opfylde de økonomiske kriterier og påtage sig de forpligtelser, der er forbundet med medlemskab, fra begyndelsen af 2004. Dette betød, at Det Europæiske Råd i Bruxelles i oktober 2002 kunne bekræfte, at EU var fast besluttet på at afslutte tiltrædelsesforhandlingerne med disse lande på Det Europæiske Råd i København i december 2002 og undertegne tiltrædelsestraktaten i Athen i april 2003. Medlemsstaterne nåede ligeledes til enighed om den finansielle ramme for landbrugsstøtte og strukturfondenes foranstaltninger. Godkendelsen af Nice-traktaten i den anden irske folkeafstemning i oktober 2002 åbnede mulighed for, at ratificeringen kunne gennemføres og traktaten træde i kraft den 1. februar 2003.
Forhandlingerne med de ti lande blev afsluttet i København i december 2002. Den 19. februar 2003 fremlagde Kommissionen en positiv udtalelse vedrørende de ti landes ansøgning om tiltrædelse i 2004 og fremlagde udkastet til traktaten til Europa-Parlamentet. Tiltrædelsestraktaten skal undertegnes den 16. april 2003, hvis Europa-Parlamentet afgiver samstemmende udtalelse. Derefter skal de nuværende og tiltrædende medlemsstater afslutte ratificeringsprocedurerne. De fleste af de tiltrædende lande har allerede fastsat datoerne for deres folkeafstemninger. Når ratificeringen er afsluttet, træder traktaten i kraft den 1. maj 2004, hvilket giver de nye medlemsstater mulighed for at deltage i det næste valg til Europa-Parlamentet samt i den næste regeringskonference. Som forberedelse til regeringskonferencen har kandidatlandenes regeringer og parlamenter deltaget i arbejdet i Det Europæiske Konvent, som blev nedsat efter Laeken-erklæringen om Den Europæiske Unions fremtid, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i december 2001. Når tiltrædelsestraktaten er undertegnet, får de tiltrædende stater status som aktive observatører i Rådets lovgivningsarbejde, og delegationer bestående af medlemmer fra de nationale parlamenter vil deltage som observatører i Europa-Parlamentets arbejde.
Forhandlingerne med Bulgarien og Rumænien fortsætter med henblik på tiltrædelse i 2007. Kommissionen har fremlagt reviderede køreplaner, og det er blevet vedtaget at yde ekstra førtiltrædelsesstøtte. De skal deltage i den næste regeringskonference som observatører.
Det Europæiske Råd i København i december 2002 opfordrede Tyrkiet til energisk at gå videre med sin reformproces. Det vedtog også, at hvis Det Europæiske Råd i december 2004 på grundlag af en rapport og en henstilling fra Kommissionen beslutter, at Tyrkiet opfylder de politiske Københavnskriterier, vil Den Europæiske Union snarest muligt indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet. Cypern vil blive optaget som ny medlemsstat den 1. maj 2004. Ikke desto mindre bekræftede Det Europæiske Råd, at det langt foretrækker, at et forenet Cypern tiltræder Den Europæiske Union. Under den seneste forhandlingsrunde, med FN’s generalsekretær, Kofi Annan, som mægler, lykkedes det imidlertid ikke på det sidste møde den 10. marts 2003 at nå til enighed om en aftale, så anvendelsen af traktatens bestemmelser for den nordlige del af øen suspenderes midlertidigt.
Den 9. januar 2003 indledtes forhandlinger under det græske formandskab med henblik på de fremtidige ti medlemsstaters tiltrædelse til Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i øjeblikket EU-15 samt Liechtenstein, Norge og Island). Målet er at afslutte forhandlingerne således, at den relevante traktat kan undertegnes den 16. april 2003 sammen med tiltrædelsestraktaten.
Det græske formandskab har i sit udvidelsesprogram inddraget styrket samarbejde med landene i det vestlige Balkan med henblik på at fremme størst mulig integration af disse lande i Europas politiske og økonomiske liv i lyset af disse landes status som mulige kandidater til medlemskab af EU. Der er planer om at afholde et topmøde om stabiliserings- og associeringsprocessen på Balkan den 21. juni 2003 i Thessaloniki. Den 21. februar 2003 indgav Kroatien sin formelle ansøgning om tiltrædelse til Den Europæiske Union, og landet ønsker at indlede forhandlingerne inden udgangen af 2004 med henblik på at tiltræde EU sammen med Bulgarien og Rumænien, sandsynligvis i 2007. Kroatien har allerede indgået en stabiliserings- og associeringsaftale med EU. Det samme gælder for Makedonien (FYROM), og Albanien håber at indlede forhandlinger i den nærmeste fremtid med henblik på indgåelse af en stabiliserings- og associeringsaftale.
Den 11. marts 2003 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om ”Det bredere europæiske naboskab: en ny ramme for forbindelserne med vores naboer i øst og syd”, hvori mulighederne for, at en udvidet Union kan forbedre sine forbindelser med sine naboer i øst og syd, undersøges.