"Hospitalspersonale indrømmer aldrig, når de er udkørte“

Bogdan, Samo og Tilen En ny app, som blev præsenteret på det EU-arrangerede hackaton "EUvs.Virus", vil kunne hjælpe læger og sygeplejersker med at vurdere, hvor udkørte de er Slovenien, Ljubljana

Vi har alle lært at påskønne hospitalspersonalet som nogle af de mange helte under pandemien. Men de er stadig blot mennesker, der bliver udkørte ligesom os andre, om end det i deres tilfælde kan have mere dramatiske følger. "Hospitalsfolk træder til i akutsituationer, det ligger i deres natur. De ved ikke altid, hvornår eller om de må holde inde, og de kan risikere at undervurdere, hvor udkørte de er. Så er det, at der kan opstå fejl," siger dr. Bogdan Florea. For at løse dette problem, har dr. Florea og hans hold gjort brug af Tingenes Internet. Tilsammen har de skabt en teknologi kaldet BRNoutID: Det er en app til smartphonen, der "læser" brugerens øjne og sammenholder resultatet med data om hjerneaktivitet. Det munder ud i, at brugeren får nøjagtige realtidsresultater om udbrændthed. Løsningen blev udviklet og præsenteret på det første online-baserede paneuropæiske hackathon "EUvs.Virus", et arrangement organiseret af Europa-Kommissionen. Hackathon'et havde til formål at finde frem til løsninger på covid-19-pandemien.

"#EMKrepi-kampagnen forener slovenske virksomheder og unge. På denne måde vil vi genstarte vores økonomi.“

Nika Vil tilskynde unge til at vælge slovenske produkter og tjenesteydelser under covid-19-krisen. Slovenien, Ljubljana

Små virksomheder i hele Slovenien lider under konsekvenserne af udgangsforbuddet. Det slovenske ungdomsagentur, SLOAM, der udsteder det europæiske ungdomskort i Slovenien, har i sinde at opmuntre disse virksomheder ved hjælp af #EMKrepi-kampagnen. Ideen er ligetil. Det europæiske ungdomskort giver unge under 30 år forskellige fordele, når de handler ind hos lokale virksomheder. Dette hjælper også iværksætterne i deres vennekreds med at få tingene til at løbe rundt. Initiativet er iværksat med det formål at tilskynde unge til at udnytte deres potentiale, deltage i samfundet og træffe ansvarlige beslutninger. Der er allerede over 120 000 unge i Slovenien med ungdomskortet. Det svarer til 40 % af den slovenske ungdom. "Kortet giver forskellige fordele. For eksempel kan man få rabat på over 70 000 varer rundt omkring i Europa. #EMRrepi-kampagnen er vores seneste projekt. Over de kommende måneder skal unge tilskyndes til først og fremmest at købe slovenske produkter, hvilket vil bidrage til at sætte fornyet skub i økonomien," forklarer Nika Stegovec.  

"I begyndelsen fandtes der knap modeller til at overvåge og forudsige udviklingen af ​​pandemien. Derfor meldte vi os til tjeneste.“

Dr. Leskovar og Professor Dr. Cizelj To slovenske atomingeniører besluttede sig for at forsyne myndighederne med vigtige statistikker om udviklingen af coronaviruspandemien. Slovenien, Ljubljana

Borgere i hele Europa venter i spænding. Udgangsforbuddet løftes gradvist, men muligheden for den ”anden bølge” kan ikke udelukkes. Kun tiden vil vise – specifikt på grundlag af statistikker – hvornår vi kan forvente, at pandemien ikke bliver andet end et ondt minde. For de slovenske myndigheder, der skal træffe afgørelse om de næste tiltag, er Dr. Matjaž Leskovars og Prof. Dr. Leon Cizeljs regelmæssigt offentliggjorte coronastatistikker blevet en vigtig kilde til hjælp. Det var ikke deres hensigt i starten. Leskovar og Cizelj begyndte deres covid-19-modellering af ren nysgerrighed og motiveret af et ønske om at sikre beredskab i god tid, hvilket er en konstant faktor inden for atomenergi. Statistikkerne, der offentliggøres af afdelingen for reaktorteknik ved Jožef Stefan-instituttet, belyser hovedsageligt spredningen af covid-19 i Slovenien. De bliver offentliggjort på en YouTube-kanal.

"Vores laboratorium vil gøre det hurtigere og billigere at udvikle en vaccine“

Roman Leder et hold af forskere, der arbejder på covid-19-vacciner og -behandlinger Slovenien, Ljubljana

Coronavirusset er genstand for intens forskning i Europa, og nye resultater offentliggøres dagligt. Professor dr. Roman Jerala bidrager sammen med sit hold af forskere ved det kemiske institut i Ljubljana til den internationale indsats for at udvikle lægemidler og vacciner. Den Europæiske Union spiller en vigtig rolle, når det drejer sig om fremme af innovation og koordinering af globale forskningsprojekter. Dette gælder også beredskab i forbindelse med pandemier. Her handler det om epidemiologi og respons på udbrud samt udvikling af diagnostiske procedurer, behandlinger og vacciner. Naturligvis er de midler, der gør disse forskningsprojekter mulige, også vigtige. Kommissionen og de ansvarlige ministerier i medlemslandene er blandt andet nået til enighed om den første ERAvsCorona-handlingsplan, som indeholder ti prioriterede foranstaltninger, der skal træffes for at bekæmpe coronaviruspandemien.

"Foruden at undervise prøver jeg også at motivere børn og forældre“

Jerneja Fjernunderviser skolebørn Slovenien, Ljubljana

For nogle børn har det at gå i skole derhjemme kombineret med uvisheden om, hvornår de kan vende tilbage, været traumatisk. Skolelæreren Jerneja sørger for, at hendes elever til trods for undtagelsestilstanden fortsat kan blive undervist og lære noget. Derudover prøver hun at knytte tættere bånd og skabe fælles forståelse og taknemmelighed mellem børn og deres forældre. Mange forældre fortæller, at deres børn savner deres klassekammerater, og indtil flere giver udtryk for, at de savner deres lærere. Jerneja siger, at hun er i løbende kontakt med forældrene og gør, hvad hun kan, for at kommunikere med dem, der mangler computere eller andre elektroniske hjælpemidler. Hun bruger forskellige apps på mobilen til at kommunikere med de forældre, der ringer til hende vedrørende deres børns behov. "Jeg savner at se dem," udtaler Jerneja. Men hun mener, at fjernundervisning også har sin fordel: "Jeg ser mere kreativitet og samarbejde, end jeg har oplevet i årevis".

"Det stod helt klart, at jeg måtte hjælpe til.“

Vladimir Sørger for, at pendlere stadig kan komme på arbejde Slovenien, Ljubljana

Coronavirus-udbruddet har tvunget mange taxiselskaber i Europa til at tænke kreativt, og mange bidrager nu til leveringen af fødevarer og medicin. Der er imidlertid stadig mange mennesker, der har svært ved bare at komme på arbejde. I Slovenien blev den offentlige transport midlertidigt indstillet på grund af pandemien. Da taxichaufføren Vladimir Vidaković hørte, at hans mors kollega nu havde en times gang for at komme på arbejde, besluttede han at køre hende gratis. Da det gik op for ham, at mange andre var i samme situation, tilbød han sig som chauffører til hele sit lokalsamfund. Solidaritet som denne kan iagttages over hele Europa. Sammenslutningen af taxichauffører i Madrid skønner, at deres medlemmer siden restriktionsperiodens start har foretaget ca. 75 000 gratis kørsler med patienter eller medicinsk udstyr.

"Jeg ville hjælpe dem, der havde akut behov“

Jelena Fremstiller hårdt tiltrængte mundbind til sundhedspersonale Slovenien, Ljubljana

Tøjbranchen har i sandhed vist sammenhold i de seneste uger – lige fra de store modehuse, der bruger deres produktionsfaciliteter til at fremstille mundbind, hospitalsdragter og håndsprit, til de mindre mærker der donerer overskud til værdige formål. Kunstnere og designere er ofte de første, der reagerer på behovene ude i samfundet. Kunstnere er af natur nytænkende, konstant på udkig efter ideer og dybt engageret i den kreative proces. Modedesigneren Jelena Proković gik i kompagniskab med andre modefolk, kostumedesignere, stylister og syersker om initiativet "Mask_Sign", og sammen syede de mundbind fra morgen til aften. De fremstillede over 1000 vaskbare bomuldsmundbind til voksne og hundredevis til børn, som de donerede til personer tilhørende sårbare grupper og ansatte inden for sundhedsvæsen og socialforsorgen.