Den Europæiske Unions Domstols kompetencer

Dette faktablad beskriver de kompetencer, der henhører under Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen), som består af to domstole, Domstolen og Retten, og tilbyder forskellige klagemuligheder som fastsat i artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 251-281 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), artikel 136 i Euratomtraktaten og protokol nr. 3 om statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der er knyttet som bilag til traktaterne.

Domstolen

A. Direkte søgsmål mod medlemsstater eller Den Europæiske Unions institutioner, organer, kontorer eller agenturer.

Domstolen afsiger dom i sager mod stater eller institutioner, som ikke har opfyldt deres forpligtelser i henhold til EU-retten.

1. Sager mod medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser

Disse sager anlægges:

• enten af Kommissionen efter en indledende procedure (artikel 258 TEUF), med mulighed for at staten kan fremsætte bemærkninger og begrundede udtalelser (1.3.8).
• eller af en medlemsstat mod en anden medlemsstat, efter at den har forelagt sagen for Kommissionen (artikel 259 TEUF).

Domstolens rolle:

• at fastslå, at staten ikke har opfyldt sine forpligtelser, hvorefter staten har pligt til øjeblikkeligt at bringe overtrædelsen til ophør.
• Hvis Kommissionen indbringer sagen for Domstolen igen, og Domstolen fastslår, at den pågældende medlemsstat ikke har efterkommet dommen, kan Domstolen pålægge den en økonomisk sanktion (betaling af et fast beløb eller en tvangsbøde), hvis størrelse Domstolen træffer afgørelse om på grundlag af Kommissionens forslag (artikel 260 TEUF).

2. Annullations- eller passivitetssøgsmål mod EU-institutionerne

Emne: sager, hvor sagsøger søger at få en foranstaltning, der menes at være i modstrid med EU-retten, annulleret (annullation: artikel 263 i TEUF), eller, sager om overtrædelse af EU-retten, hvor en institution, et organ, et kontor eller et agentur har undladt at træffe afgørelse (artikel 265 TEUF).

Indbringelse: Sager kan indbringes af medlemsstaterne, institutionerne selv eller enhver fysisk eller juridisk person, hvis sagerne vedrører en foranstaltning (nærmere bestemt en forordning, et direktiv eller en afgørelse), der er vedtaget af en EU-institution, et EU-organ, et EU-kontor eller et EU-agentur, og er rettet mod den/de pågældende.

Domstolens rolle: Domstolen fastslår, at den anfægtede retsakt er ugyldig, eller at der foreligger passivitet, hvorefter den pågældende institution har pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger (artikel 266 TEUF).

3. Andre direkte søgsmål

Da Retten har kompetence i alle de sager i første instans, der er omhandlet i artiklerne 263, 265, 268, 270 og 272 i TEUF, er det kun søgsmål til prøvelse af Kommissionens afgørelser, hvorved virksomheder pålægges sanktioner (artikel 261), der kan indbringes for Domstolen, ligesom de søgsmål, der er fastsat i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (senest ændret ved forordning (EU, Euratom) 2019/629 af 17. april 2019). Artikel 51 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol fastslår, at som en undtagelse fra bestemmelsen i artikel 256, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Domstolen enekompetence i de søgsmål, som er omhandlet i artikel 263 og 265 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som er anlagt af en medlemsstat, og som er rettet mod:

• en retsakt udstedt af Europa-Parlamentet eller af Rådet eller af de to institutioner i fællesskab, eller rettet mod en af disse institutioners undladelse af at træffe afgørelse, eller mod begge disse institutioners undladelse af at træffe afgørelse i fællesskab, dog bortset fra
  • afgørelser truffet af Rådet i medfør af artikel 108, stk. 2, tredje afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
  • retsakter vedtaget af Rådet i medfør af en rådsforordning om handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
  • Rådets retsakter, hvorved det udøver gennemførelsesbeføjelser i henhold til artikel 291, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
• en retsakt vedtaget af Kommissionen eller Kommissionens undladelse af at træffe afgørelse i medfør af artikel 331, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Ligeledes har Domstolen enekompetence i de søgsmål, som er omhandlet i de nævnte bestemmelser, og som er anlagt af en af EU-institutionerne, til prøvelse af en retsakt udstedt af Europa-Parlamentet, Rådet, de to institutioner i fællesskab eller af Kommissionen, eller til prøvelse af den omstændighed, at Europa-Parlamentet, Rådet, de to institutioner i fællesskab eller Kommissionen har undladt at træffe afgørelse, og det samme gælder søgsmål, som er anlagt af en af EU-institutionerne til prøvelse af en retsakt udstedt af Den Europæiske Centralbank eller af, at Den Europæiske Centralbank har undladt at træffe afgørelse.

B. Indirekte søgsmål: spørgsmål om gyldighed, som rejses ved en national ret (artikel 267 TEUF - afgørelse af præjudicielle spørgsmål)

• De nationale domstole har normalt kompetence til at anvende EU-retten, når en sag kræver det. Men hvis der rejses spørgsmål om fortolkningen af EU-retten ved en national ret, kan denne anmode om en præjudiciel afgørelse fra Domstolen. Såfremt det er en ret i sidste instans, har den pligt til at forelægge sagen for Domstolen. Den nationale ret indgiver spørgsmål om fortolkningen eller gyldigheden af en EU-bestemmelse, som regel i form af en retsafgørelse, i overensstemmelse med national retspleje. I dom af 11. december 2018 i sag C-493/17 (Weiss) fastslog Domstolen imidlertid, at "Domstolen (kan) afvise at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål forelagt af en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten eller vurdering af gyldigheden af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter". Justitskontoret underretter parterne i de nationale retssager og desuden medlemsstaterne og EU-institutionerne om anmodningen. Disse har en frist på to måneder til at indgive skriftlige bemærkninger til Domstolen.

C. Kompetence i anden instans

Domstolen har kompetence til at prøve appeller, der drejer sig om retsspørgsmål vedrørende domme og kendelser afsagt af Retten. Sådanne appeller har ikke opsættende virkning.

Hvis en appel antages til behandling og tages til følge, ophæver Domstolen Rettens afgørelse og afgør selv sagen, eller den hjemviser sagen til Retten, som er bundet af denne afgørelse.

Resultater

Domstolen har vist sig at være en meget betydningsfuld faktor - nogle vil endog sige en drivkraft - i den europæiske integration.

A. Generelt

I sin dom af 5. februar 1963 i sag 26/62 (Van Gend & Loos) fastslog Domstolen det princip, at fællesskabsretten finder direkte anvendelse ved medlemsstaternes domstole. Ligeledes var Domstolens dom af 15. juli 1964 i sag 6/64 (Costa mod ENEL) grundlæggende, idet den definerede den europæiske fællesskabsret som et uafhængigt retligt system, der har forrang for nationale retlige bestemmelser. Domstolen har altid ment, at det i sidste ende er den, der har kompetencen til at fastlægge forholdet mellem EU-retten og national ret. I de skelsættende sager Van Gend & Loos og Costa mod ENEL udviklede Domstolen de grundlæggende doktriner om EU-rettens forrang. Ifølge disse doktriner har EU-retten absolut forrang for national ret, og de nationale domstole skal tage hensyn til denne forrang i deres afgørelser. I sin dom af 17. december 1970 i sag 11/70 (Internationale Handelsgesellschaft) fastslog Domstolen, at EU-retten også havde forrang i forhold til grundlæggende rettigheder, der er sikret ved de nationale forfatninger. Domstolen udtalte i præmis 3 i sin dom i denne sag: "en fællesskabsakts gyldighed eller virkning i en medlemsstat (påvirkes) ikke af, at det gøres gældende, at den krænker de fundamentale rettigheder, som de er udformet i statens forfatning, eller grundsætningerne i en national forfatningsstruktur". Domstolen har bekræftet disse doktriner i senere sager (jf. sag 106/77, Simmenthal (1978), sag 149/79, Kommissionen mod Belgien (1980), sag C-46/93 og C-48/93, Brasserie du Pêcheur og Factortame II (1996), sag C-473/93, Kommissionen mod Luxembourg (1996), sag C-213/07, Michaniki (2008)). I denne retspraksis har Domstolen udviklet doktrinære instrumenter for at give medlemsstaternes domstole en vis skønsmargen og for at tage deres interesser alvorligt. Domstolen tilpasser også undertiden implicit sin egen retspraksis for at tage hensyn til medlemsstaternes domstoles bekymringer. Som det mest berømte eksempel herpå har Domstolen udviklet retspraksis vedrørende grundlæggende rettigheder efter pres fra medlemsstaternes domstole: Efter oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber havde Domstolen i første omgang modsat sig indførelsen af grundlæggende rettigheder i Fællesskabets retsorden (sag 36/59, Ruhrkohlen-Verkaufsgesellschaft (1960)). Da medlemsstaternes forfatningsdomstole modsatte sig, ændrede Domstolen imidlertid kurs. Domstolen kom domme fra den tyske og den italienske forfatningsdomstol i forkøbet og fastslog, at grundlæggende rettigheder udgør en integreret del af de almindelige retsprincipper i sagen Internationale Handelsgesellschaft.

B. Særlige områder

• Beskyttelsen af menneskerettighederne omfatter dommen af 14. maj 1974 i sag 4-73 (Nold Kohlen- und Baustoffgroßhandlung mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber), hvori Domstolen fastslog, at de grundlæggende menneskerettigheder er en integreret del af de generelle retsprincipper, som det er Domstolens opgave at beskytte (4.1.1).
• Varernes frie bevægelighed: Dom af 20. februar 1979 i sag 120/78 (Cassis de Dijon), hvori Domstolen fastslog, at ethvert produkt, der er lovligt fremstillet og markedsført i en medlemsstat, i princippet skal have adgang til markedet i enhver anden medlemsstat.
• Fri bevægelighed for personer: Dommen af 15. december 1995 i sag C-415/93 (Bosman), hvori Domstolen fastslog, at professionel sport er en erhvervsaktivitet, hvis udøvelse ikke må hindres af fodboldforbunds regler om transfer af spillere eller om begrænsning af antallet af statsborgere fra andre medlemsstater.
• Fællesskabets kompetence udadtil: Dommen af 31. marts 1971 i sag 22-70 (Kommissionen mod Rådet), hvori Domstolen anerkendte Fællesskabets ret til at indgå internationale aftaler på områder, hvor fællesskabsretten finder anvendelse.
• I sin dom af 19. november 1991 i sagerne C-6/90 og C-9/90 (Francovich m.fl.) udviklede Domstolen et andet grundlæggende begreb: En medlemsstat har erstatningspligt for tab, som er forvoldt private, fordi medlemsstaterne har undladt at gennemføre et direktiv i national ret eller ikke har gjort det rettidigt.
• En række domme vedrører social sikkerhed (sag 43-75, Defrenne (1976) om lige løn til mænd og kvinder) og arbejdstageres sundhed og sikkerhed (sag C-173/99, BECTU (2001)).

Hvad angår proportionalitetsprincippet fastslog Domstolen i dom af 16. juni 2015 (sag C-62/14, Gauweiler m.fl.), at proportionalitetsprincippet ifølge Domstolens faste retspraksis kræver, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den berørte lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. Unionens institutioner og organer skal derfor foretage en afvejning af de forskellige interesser, der er involveret, på en sådan måde, at ulemper, der åbenlyst står i misforhold til de forfulgte mål, undgås[1]. En af Domstolens største fortjenester er, at den har fastslået det princip, at traktaterne ikke skal fortolkes strengt, men i lyset af omfanget af integrationen og traktaternes mål. Dette princip har gjort det muligt at lovgive på områder, hvor der ikke findes særlige traktatbestemmelser, som f.eks. forureningsbekæmpelse: I sin dom af 13. september 2005 i sag C-176/03 (Kommissionen mod Rådet) tillod Domstolen Den Europæiske Union at vedtage bestemmelser på det strafferetlige område, hvis det er »nødvendigt« for at nå de tilstræbte miljøbeskyttelsesmål.

Den Europæiske Unions Domstolsnetværk (JNEU) blev oprettet på initiativ af formanden for EU-Domstolen og formændene for de 28 medlemsstaters forfatningsdomstole og højesteretter i anledning af 60-årsdagen for undertegnelsen af Romtraktaterne i 2017.

Det har til formål at fremme udvekslingen af oplysninger om retspraksis mellem de deltagende nationale domstole og EU-Domstolen. På et websted med begrænset adgang offentliggør de deltagende nationale domstole og EU-Domstolen oplysninger om deres retspraksis vedrørende EU-retten, om spørgsmål, som de nationale domstole har forelagt for EU-Domstolen til præjudiciel afgørelse, og om notater og studier.

Samarbejdsplatformen JNEU, der er tilgængelig på alle EU-sprog, samler det arbejde, der udføres af dommerne ved EU-Domstolen og nationale dommere i forbindelse med deres retslige aktiviteter. Dommere har adgang til et redskab, der gør det muligt for dem at stille deres retspraksis og forsknings- og analysearbejde til rådighed for andre dommere med henblik på at dele viden og forbedre effektiviteten.

Den har på nuværende tidspunkt over 2 000 brugere i medlemsstaternes forfatningsdomstole og højesteretter.

Retten

(1.3.9)

A. Rettens kompetence (artikel 256 i TEUF)

Den Europæiske Unions Domstol består af to domstole – selve Domstolen og Retten. Mens Domstolen har enekompetence i sager mellem institutionerne og i sager, som anlægges af en medlemsstat mod Europa-Parlamentet og/eller Rådet, har Retten kompetence i første instans i alle andre sager af denne type, navnlig i sager, som anlægges af enkeltpersoner eller af en medlemsstat mod Kommissionen.

TEUF fastsætter, at Retten har kompetence til i første instans at træffe afgørelse i de sager, der er omhandlet i artikel 263, 265, 268, 270 og 272 i TEUF, navnlig på de områder, der er anført nedenfor, bortset fra søgsmål, der indgives af medlemsstater, EU-institutioner eller Den Europæiske Centralbank, hvor Domstolen har enekompetence (artikel 51 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol):

• sager anlagt mod institutionerne af fysiske eller juridiske personer med påstand om annullation af retsakter vedtaget af EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer eller om passivitet (artikel 263 og 265 i TEUF)
• sager anlagt af medlemsstater mod Kommissionen
• sager om erstatning for skader, der er forvoldt af institutionerne eller af EU-organer, -kontorer eller -agenturer eller deres personale (artikel 268 i TEUF)
• tvister vedrørende aftaler indgået af eller på vegne af Unionen, hvori Retten udtrykkeligt er tildelt kompetence (artikel 272 i TEUF)
• sager om intellektuel ejendom, der anlægges mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og EF-Sortsmyndigheden
• tvister mellem Unionen og dens ansatte, herunder tvister mellem alle institutioner og alle organer, kontorer eller agenturer på den ene side og deres ansatte på den anden side.

Statutten kan udvide Rettens kompetence til andre områder.

Generelt kan de afgørelser, der træffes af Retten i første instans, appelleres til Domstolen, dog kun for så vidt angår retsspørgsmål.

B. Præjudicielle afgørelser

Retten har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål (artikel 267 i TEUF) inden for de områder, der er fastlagt i statutten (artikel 256, stk. 3, i TEUF). Da der imidlertid ikke er blevet indført nogen bestemmelser i statutten desangående, har Domstolen i øjeblikket enekompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål.

C. Kompetence i forbindelse med appeller

Rettens afgørelser kan inden for to måneder gøres til genstand for en appel, der er begrænset til retsspørgsmål, til Domstolen.

Retten for EU-personalesager

Den 1. september 2016 blev tvister mellem Unionen og dens ansatte overført til Retten (1.3.9), hvilket betød opløsning af Retten for EU-Personalesager, som blev oprettet i 2004. Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU, Euroatom) 2016/1192 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte ophævede derfor Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom, som etablerede Retten for EU-Personalesager. Sager, der verserede i Retten for EU-Personalesager, blev overført til Retten, som fortsatte med at håndtere sagerne, som de blev forefundet på den dato, og de processuelle skridt, som den tidligere Ret for EU-Personalesager foretog i sagerne, forblev gældende.

Der blev indført en overgangsordning vedrørende de appeller, der var under behandling på tidspunktet for overførslen af kompetencen den 1. september 2016, eller som var iværksat efter denne dato til prøvelse af afgørelser fra Retten for EU-Personalesager. Retten skal fortsætte med at have kompetence til at høre og afgøre sådanne appeller. Artikel 9-12 i bilag I til statutten for Domstolen skal således fortsat finde anvendelse på de pågældende sager.

Europa-Parlamentets rolle

I henhold til artikel i 257 TEUF kan Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure oprette specialretter tilknyttet Retten, der i første instans skal høre og træffe afgørelse i visse typer af sager inden for særlige områder. Parlamentet og Rådet skal træffe afgørelse ved forordning enten på forslag af Kommissionen og efter høring af Domstolen eller på begæring af Domstolen og efter høring af Kommissionen.

I henhold til artikel 281 TEUF er statutten for Den Europæiske Unions Domstol fastsat i en særlig protokol 3, og Europa-Parlamentet og Rådet kan ændre statutten efter den almindelige lovgivningsprocedure[2]. Europa-Parlamentet er i øjeblikket ved at gennemgå et forslag om ændring af protokol 3.

Parlamentet er en af de institutioner, der er nævnt i artikel 263 i TEUF som dem, der kan anlægge sag (som part) ved Domstolen.

I henhold til artikel 218, stk. 11, i TEUF kan Parlamentet indhente udtalelse fra Domstolen om en påtænkt aftales forenelighed med traktaterne. I tilfælde af negativ udtalelse fra Domstolen kan den påtænkte aftale kun træde i kraft, hvis den ændres, eller traktaterne revideres.

Dette faktablad er udarbejdet af Europa-Parlamentets Temaafdeling for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender.

 

Udo Bux / Mariusz Maciejewski

11-2023