Forvaltning af de ydre grænser
EU's grænseforvaltningspolitik har været nødsaget til at tilpasse sig en betydelig udvikling, som f.eks. i forbindelse med den hidtil usete tilstrømning af flygtninge og irregulære migranter, og siden midten af 2015 er der blevet afsløret en række mangler i EU's politikker for de ydre grænser og migration. De udfordringer, der er forbundet med stigningen i de blandede migrationsstrømme til EU, covid-19-pandemien og de øgede sikkerhedsproblemer har udløst en ny periode med aktiviteter på området for beskyttelse af EU's ydre grænser, hvilket også har konsekvenser for EU's indre grænser.
Retsgrundlag
Artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).
Artikel 67 og 77 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Mål
Et fælles område uden kontrol ved de indre grænser – Schengenområdet – kræver også en fælles politik for forvaltning af de ydre grænser. Artikel 3, stk. 2, i TEU fastsætter, at der skal træffes "passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser". EU sigter derfor mod at fastlægge fælles standarder for kontrollen ved sine ydre grænser og mod gradvist at indføre et integreret system til forvaltning af disse grænser.
Resultater
Det første skridt hen imod en fælles politik for forvaltning af de ydre grænser blev taget den 14. juni 1985, da repræsentanter for fem af de daværende ti medlemsstater i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab mødtes tæt ved den luxembourgske grænseby Schengen og skrev under på en international traktat, den såkaldte Schengenaftale, som fem år senere blev suppleret af konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen. Schengenområdet – det område uden grænsekontrol, der blev skabt ved disse to aftaler (tilsammen indeholdende "Schengenreglerne") – omfatter i dag 29 europæiske lande[1].
A. Schengenreglerne vedrørende de ydre grænser
De bestemmelser, som i dag udgør de gældende Schengenregler vedrørende de ydre grænser, er baseret på de oprindelige regler, der blev indarbejdet i EU's retsorden ved Amsterdamtraktaten (1.1.3). Bestemmelserne findes i en lang række foranstaltninger, der groft kan inddeles i følgende kategorier:
1. Schengengrænsekodeksen
Schengengrænsekodeksen er den centrale søjle i forvaltningen af de ydre grænser. Den fastsætter bestemmelser om passage af de ydre grænser og betingelserne for midlertidig genindførelse af kontrol ved de indre grænser. Den forpligter EU-landene til at foretage systematisk kontrol i relevante databaser vedrørende alle personer, herunder personer, der har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten (dvs. EU-borgere og deres familiemedlemmer, som ikke er EU-borgere), når de passerer de ydre grænser. De databaser, der anvendes til kontrol, omfatter Schengeninformationssystemet (SIS) og Interpols database over stjålne og bortkomne rejsedokumenter. Disse forpligtelser gælder ved alle ydre grænser (luft-, sø- og landgrænser), både for ind- og udrejse.
Den 10. juli 2024 trådte den seneste reform af Schengengrænsekodeksen, forordning (EU) 2024/1717, i kraft. Denne reform indfører foranstaltninger til håndtering af udfordringer, som f.eks. instrumentalisering af migration og folkesundhedskriser. I tilfælde af sundhedskriser giver den mulighed for at indføre harmoniserede midlertidige rejserestriktioner ved EU's ydre grænser efter en rådsafgørelse. Med hensyn til instrumentalisering af migration kan medlemsstaterne begrænse antallet af grænseovergangssteder eller reducere deres åbningstider. Med revisionen præciseres også den eksisterende ramme for genindførelse og forlængelse af grænsekontrol ved de indre grænser i tilfælde af alvorlige trusler. Desuden har den til formål at forbedre koordineringen og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne og sikre en mere modstandsdygtig og reaktionsbaseret ramme for forvaltning af Schengenområdet.
Schengenevalueringsmekanismen, Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013, trådte i kraft i november 2014 og indførte et flerårigt evalueringsprogram på fem år for perioden indtil den 31. december 2019. Formålet med denne mekanisme var at undersøge alle dele af Schengenreglerne, herunder ved at gennemgå og vurdere, hvordan medlemsstaterne udfører kontrol ved de ydre grænser, samt alle relevante love og operationer. Mekanismen lægger særlig vægt på respekten for de grundlæggende rettigheder. Evalueringerne kan også omfatte relaterede foranstaltninger vedrørende de ydre grænser, visumpolitik, politisamarbejde og retligt samarbejde (i straffesager), SIS og databeskyttelse. Rådets forordning (EU) nr. 1053/2013 blev ophævet ved Rådets forordning (EU) 2022/922. Den ajourførte Schengenevalueringsmekanisme øger effektiviteten, fremmer den politiske dialog om resultaterne af evalueringer og styrker evalueringen af respekten for de grundlæggende rettigheder.
2. Schengeninformationssystemet (SIS)
SIS er et system til informationsudveksling og en database, der bidrager til at sikre den internationale sikkerhed i Schengenområdet, hvor der ikke foretages kontrol ved de indre grænser. Det er EU's mest anvendte og mest effektive IT-system inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (4.2.1). Myndigheder i hele EU anvender SIS til at foretage eller konsultere indberetninger om eftersøgte eller forsvundne personer og genstande. Det indeholder over 80 mio. indberetninger og blev konsulteret over 5 mia. gange af myndighederne i 2017 med mere end 240 000 hits på udenlandske indberetninger (indberetninger fra et andet land). SIS er for nylig blevet styrket ved ajourførte regler, som vil tage højde for potentielle mangler i systemet og bevirke, at der indføres en række væsentlige ændringer af de typer af indberetninger, der foretages.
Efter reformen i 2018 er anvendelsesområdet for SIS nu fastlagt i tre retsakter, som har form af tre særskilte forordninger (der erstatter SIS II):
- Politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager
- Ind- og udrejsekontrol
- Tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
Ved disse tre forordninger indføres der kategorier af indberetninger til systemet, f.eks. om ukendte mistænkte eller eftersøgte personer, forebyggende indberetninger om børn, der er i fare for at blive bortført af en forælder, med henblik på tilbagesendelse og indberetninger i forbindelse med afgørelser om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.
3. Instrumentet for grænseforvaltning og visa (IGFV)
Ikke alle EU-medlemsstater har ydre grænser, og ikke alle er i samme grad påvirket af trafikstrømme på tværs af grænserne. EU afsætter derfor midler til at forsøge at kompensere visse omkostninger for de medlemsstater, hvis ydre grænser svarer til EU's ydre grænser. Instrumentet for grænseforvaltning og visa (IGFV) under Fonden for Integreret Grænseforvaltning beløber sig til i alt 7,92 mia. EUR for perioden 2021–2027. Forbedring af grænsekontrollen, levering af effektive tjenester i forbindelse med visa samt investeringer i IT-systemer, infrastruktur og operationel støtte kan finansieres gennem IGFV.
4. Ind- og udrejsesystemet (EES)
Ind- og udrejsesystemet (EES) er et informationssystem, som fremskynder og styrker grænsekontrollen for tredjelandsstatsborgere, der rejser til EU. Ved EES erstattes den manuelle stempling af pas ved grænsen med elektronisk registrering i databasen.
Ind- og udrejsesystemets hovedmål er:
- at mindske den tid, der bruges på grænsekontrol, og forbedre grænsekontrollens kvalitet ved automatisk at beregne varigheden af hver enkelt rejsendes tilladte ophold
- at sikre systematisk og pålidelig identifikation af personer, hvis opholdstilladelse er udløbet
- at styrke den interne sikkerhed og bistå terrorbekæmpelsen ved at give de retshåndhævende myndigheder adgang til fortegnelser over rejsehistorik.
De nationale retshåndhævende myndigheder og Europol har adgang til ind- og udrejsesystemet, men det har asylmyndighederne ikke. Der kan på visse betingelser gives tilladelse til overførsel af data med henblik på retshåndhævelse eller tilbagesendelse til tredjelande og til EU-medlemsstater, der ikke deltager i ind- og udrejsesystemet. Ind- og udrejsesystemet registrerer de rejsendes oplysninger (navn, rejsedokumenttype, fingeraftryk, visuelt billede og dato og sted for ind- og udrejse), når de passerer Schengenområdets ydre grænser. Det gælder for alle tredjelandsstatsborgere, både dem, der har behov for et visum, og dem, der er visumfritaget. Det anvendes desuden af konsulære myndigheder og grænsemyndigheder.
Ind- og udrejsesystemet blev taget i brug den 12. oktober 2025 og vil gradvist blive udrullet over en periode på 6 måneder frem til den 9. april 2026. EU-agenturet eu-LISA er ansvarligt for at udvikle og forvalte systemet. Når ind- og udrejsesystemet bliver fuldt operationelt, kan EU lancere sit europæiske system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) seks måneder senere.
5. Mekanismen til suspension af visumfritagelsen:
Mekanismen til suspension af visumfritagelsen er fastsat i visumforordning (EU) 2018/1806. Den 7. oktober 2025 gav Europa-Parlamentet sin opbakning til en revision af mekanismen til suspension af visumfritagelsen. Denne mekanisme gør det muligt for EU midlertidigt at genindføre visumkrav for statsborgere fra visse lande uden for EU af sikkerhedshensyn. Nye grunde til suspension af visumfritagelsen omfatter hybride trusler, statsborgerskabsordning gennem investeringer, der giver anledning til sikkerhedsmæssige betænkeligheder, mangel på tilpasning til EU's visumpolitik, krænkelser af FN-pagten, internationale menneskerettigheder eller humanitær folkeret, der begås af et land uden for EU, og manglende overholdelse af internationale retsafgørelser.
6. Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex)
Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) og de nationale myndigheder udgør tilsammen den europæiske grænse- og kystvagt.
Den europæiske grænse- og kystvagt blev operationel i oktober 2016. Dette decentraliserede agentur har ansvaret for at overvåge EU's ydre grænser og sammen med medlemsstaterne at identificere og afhjælpe eventuelle sikkerhedstrusler mod EU's ydre grænser. Parlamentet havde i årene op til 2015 opfordret til, at Frontex' rolle blev styrket med henblik på at øge agenturets kapacitet til at reagere mere effektivt på de skiftende migrationsstrømme. I punkt 74 i sin beslutning af 2. april 2014 om midtvejsrevision af Stockholmprogrammet opfordrede Parlamentet f.eks. til, at Schengenområdets grænser bevogtes af EU-grænsevagter. I sine konklusioner fra oktober 2015 gav Det Europæiske Råd også udtryk for sin støtte til en "gradvis indførelse af et integreret system for forvaltning af de ydre grænser". Parlamentet insisterede på, at agenturets nye beføjelser til at gribe ind blev aktiveret ved en afgørelse truffet af medlemsstaterne i Rådet og ikke ved Kommissionens afgørelse som oprindeligt foreslået. Forordningen udvider anvendelsesområdet for Frontex' aktiviteter til at omfatte øget støtte til medlemsstaterne på områderne for migrationsstyring, bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet samt eftersøgnings- og redningsoperationer. Den muliggør, at Frontex kan spille en større rolle i forbindelse med tilbagesendelser af migranter til deres oprindelseslande i overensstemmelse med de afgørelser, der træffes af de nationale myndigheder. Rådet kan under ekstraordinære omstændigheder og på grundlag af et forslag fra Kommissionen anmode agenturet om at gribe ind og bistå medlemsstaterne. Dette er tilfældet når:
- en medlemsstat ikke (inden for en fastsat tidsfrist) overholder en bindende afgørelse truffet af agenturets bestyrelse med henblik på at afhjælpe svagheder i landets grænseforvaltning, og
- der er et særligt og uforholdsmæssigt stort pres på den ydre grænse, som bringer Schengenområdets funktionsevne i fare. Hvis en medlemsstat modsætter sig en rådsafgørelse om at yde bistand, kan de øvrige EU-lande midlertidigt genindføre kontrol ved de indre grænser.
I november 2019 blev agenturet styrket med et nyt mandat og sine egne midler og beføjelser til at beskytte de ydre grænser, gennemføre tilbagesendelser mere effektivt og samarbejde med lande uden for EU. Kernen i det styrkede agentur vil være et stående korps på 10 000 grænsevagter med udøvende beføjelser, der til enhver tid vil være rede til at støtte medlemsstaterne. Agenturet har også et stærkere mandat til at foretage tilbagesendelser og samarbejder tættere med lande uden for EU, herunder med dem, der ikke grænser op til EU. Ifølge Kommissionens strategi for indre sikkerhed, protectEU, fra april 2025 planlægger Kommissionen at foreslå lovgivning, der skal styrke Frontex' rolle og opgaver i 2026, samtidig med at antallet af Frontex-medarbejdere over tid tredobles til 30 000.
B. Udviklingen i EU's forvaltning af de ydre grænser
Udviklingen er taget til i fart som følge af de omfattende tab af menneskeliv i Middelhavet i løbet af de seneste år sammen med den kolossale tilstrømning af flygtninge og migranter siden september 2015.
Før flygtningekrisen i 2015 var der kun tre EU-lande, der havde opsat hegn ved de ydre grænser med det formål at forhindre migranter og flygtninge i at få adgang til deres områder: Spanien (hvor opsætningen blev fuldført i 2005, og en udbygning blev tilføjet i 2009), Grækenland (fuldført i 2012) og Bulgarien (som reaktion på Grækenlands handlinger, fuldført i 2014). Siden 2015 er et stigende antal medlemsstater gradvist begyndt at bygge mure eller hegn ved grænserne. I artikel 14, stk. 2, i Schengengrænsekodeksen hedder det, at "indrejse kun kan nægtes ved en begrundet afgørelse med angivelse af de præcise grunde til nægtelsen". I december 2023 dækkede grænsehegn 1 552 km, hvilket svarer til 16 % af EU's ydre landgrænse. Medlemsstaterne har opført barrierer mellem EU og lande uden for EU (navnlig på grænserne til Belarus, Marokko og Rusland), herunder førtiltrædelseslande (Republikken Nordmakedonien, Serbien og Tyrkiet). Der er desuden blevet opsat hegn inden for Schengenområdet, som f.eks. hegnet mellem Østrig og Slovenien; de spanske praksisser i Melilla-enklaven er blevet indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Grusomheder begået i områder, hvor der opføres hegn, dokumenteres af menneskerettighedsorganisationer.
International Organization for Migration kører programmet Missing Migrants, der siden 2014 har registreret mere end 32 000 dødsfald og forsvindinger under migration til Europa.
1. Europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS)
I september 2018 blev det europæiske system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) oprettet.
Formålet med dette centraliserede informationssystem er at indsamle oplysninger om tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for visumpligt for at rejse ind i Schengenområdet, og at afdække eventuelle sikkerhedsrisici eller risici forbundet med irregulær migration. ETIAS har tre hovedopgaver:
- kontrol af oplysninger, som visumfritagne tredjelandsstatsborgere forud for deres rejse til EU har indgivet gennem en onlineansøgning
- behandling af ansøgninger ved at sammenholde oplysningerne heri med oplysningerne fra andre EU-informationssystemer (som f.eks. SIS, visuminformationssystemet (VIS), Europols database, Interpols database, ind- og udrejsesystemet og Eurodac, som er et europæisk fingeraftrykssystem, der gør det muligt at sammenligne fingeraftryk)
- udstedelse af rejsetilladelser, når der ikke er nogen hits eller elementer, som kræver yderligere analyse.
Databasen vil svare til de eksisterende systemer, der allerede er indført, bl.a. i USA (elektronisk system for rejsetilladelser), Canada og Australien. Fordelene ved ETIAS omfatter færre forsinkelser ved grænserne, forbedret intern sikkerhed, bedre forebyggelse af ulovlig indvandring og mindsket risiko for folkesundheden. Selv om systemet vil gennemføre forudgående kontroller, vil den endelige afgørelse om, hvorvidt der skal tillades eller nægtes indrejse – selv i tilfælde, hvor vedkommende er i besiddelse af en gyldig rejsetilladelse – blive truffet af de nationale grænsevagter, der udfører grænsekontrollen, i overensstemmelse med bestemmelserne i Schengengrænsekodeksen. Rejsetilladelser bør foreligge inden for få minutter.
Rådet besluttede i juni 2017 at opdele forslaget i to særskilte retsakter ((EU) 2018/1240 og (EU) 2018/1241), da forslagets retsgrundlag (for så vidt angår Schengen) ikke kunne omfatte ændringer af Europolforordningen. ETIAS er udviklet af eu-LISA-agenturet og skulle efter planen vedtages inden udgangen af 2025, men den 5. marts 2025 godkendte EU's indenrigsministre en ajourført tidsplan for gennemførelsen af EES og ETIAS. ETIAS forventes at blive lanceret i sidste kvartal af 2026, seks måneder efter at EES bliver fuldt operationelt.
2. eu-LISA
eu-LISA, der blev oprettet i 2011, er ansvarligt for den operationelle forvaltning af flere centraliserede EU-informationssystemer på området retlige og indre anliggender: SIS, VIS, Eurodac og EES. Det udvikler også nye store IT-systemer såsom ECRIS-TCN og ETIAS. I november 2019 blev eu-LISA's mandat revideret, og agenturets kapacitet til at bidrage til grænseforvaltning, retshåndhævelsessamarbejde og migrationsstyring i EU blev videreudviklet.
Agenturet er fast besluttet på at opretholde interoperabilitet og overholdelse af databeskyttelsesreglerne på tværs af alle de systemer, det forvalter, og samtidig give de nationale myndigheder sikker og effektiv adgang til oplysninger på EU-plan. Der findes desuden formaliserede aftaler med Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz om at deltage som associerede stater med eu-LISA.
3. Interoperabilitet mellem EU-informationssystemer vedrørende grænser
EU har udviklet store centraliserede IT-systemer (SIS, VIS, Eurodac, EES, ETIAS og ECRIS-TCN) med henblik på at indsamle, behandle og udveksle oplysninger, der er af afgørende betydning for sikkerhedssamarbejdet og forvaltningen af de ydre grænser og migration. Siden 2019 har disse informationssystemer været interoperable på EU-plan, således at data og oplysninger kan udveksles på en sådan måde, at de oplysninger, myndighederne har brug for, er tilgængelige når som helst og hvor som helst. Interoperabilitet betyder, at IT-systemer er i stand til at udveksle data og dele oplysninger og viden, således at der undgås informationshuller, som kan opstå på grund af disse systemers kompleksitet og fragmentering.
De to gældende forordninger ((EU) 2019/817 og (EU) 2019/818) gør det muligt for systemerne at supplere hinanden, lette korrekt identifikation af personer og bidrage til at bekæmpe identitetssvig. De ændrer ikke adgangsrettighederne som fastsat i retsgrundlaget for hvert europæisk informationssystem, men indfører:
- en europæisk søgeportal, der vil give de kompetente myndigheder mulighed for at søge i flere informationssystemer samtidig ved hjælp af både biografiske og biometriske data
- en fælles biometrisk matchtjeneste, der vil muliggøre søgning efter og sammenligning af biometriske data (fingeraftryk og ansigtsbilleder) fra flere systemer
- et fælles identitetsregister, der vil indeholde biografiske og biometriske data for ikke-EU-borgere, der på nuværende tidspunkt er lagret i flere forskellige EU-informationssystemer
- en multiidentitetsdetektor, der kontrollerer, om de biografiske identitetsdata i søgningen findes i andre systemer, for at gøre det muligt at påvise flere identiteter knyttet til det samme sæt biometriske data.
4. Covid-19-pandemien
Restriktioner for personers bevægelser internationalt og inden for EU er blevet et af de mest synlige politiske tiltag over for covid-19-pandemien siden begyndelsen af marts 2020. Flere EU-medlemsstater standsede den internationale passagertransport og fulgte derefter op med yderligere internationale rejserestriktioner på EU-plan, der indebar en delvis lukning af EU's ydre grænser og restriktioner for indrejse i EU fra tredjelande[2] samt restriktioner for den frie bevægelighed for personer inden for EU[3]. Disse tiltag var i mange tilfælde vilkårlige, ineffektive og diskriminerende såvel som i strid med lovgivningen om privatlivets fred og asyl, som dokumenteret af undersøgelser bestilt af Parlamentet.
5. Krisen i Ukraine
Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er over 6 millioner mennesker blevet tvunget til at søge tilflugt i andre lande, hovedsagelig i nabolandene. EU har besluttet at yde midlertidig beskyttelse i hele EU til personer, der ankommer fra Ukraine. EU-direktivet om midlertidig beskyttelse gør det muligt for EU-medlemsstaterne at handle hurtigt for at give beskyttelse og rettigheder til mennesker, der har akut behov. I juni 2024 vedtog Rådet en afgørelse om at forlænge den midlertidige beskyttelse for de mere end fire millioner ukrainere på flugt fra Ruslands angrebskrig indtil den 4. marts 2026.
Europa-Parlamentets rolle
Parlamentets reaktioner på udformningen af politikken for forvaltning af de ydre grænser har tidligere været blandede. Det har i store træk støttet Frontex' og andre relevante EU-agenturers opgraderede organisatoriske rolle og ofte opfordret til, at deres rolle styrkes yderligere, i takt med at EU kæmper med migrationskrisen i Middelhavsområdet. Mens Parlamentets holdning til udviklingen af Frontex har været overvejende positiv, har det været mere forbeholdent i sit syn på intelligente grænser. Dets reaktion på Kommissionens forslag fra 2013 var at udtrykke forbehold over for den omfattende teknologiske opbygning og massebehandling af personoplysninger, der foreslås til de ydre grænser. Ydermere har de forventede omkostninger til den teknologi, som skal anvendes i forbindelse med intelligente grænser, sammen med tvivl om dens fordele givet anledning til en række bekymringer i Parlamentet. Parlamentet fremhævede i sin beslutning af 12. september 2013 om den anden rapport om gennemførelsen af strategien for den indre sikkerhed, at "nye IT-systemer på migrations- og grænseforvaltningsområdet, som f.eks. initiativerne om "intelligente grænser", bør analyseres nøje, specielt i forhold til nødvendigheds- og proportionalitetsprincipperne". Dette blev fulgt op af en mundtlig forespørgsel til Kommissionen og Rådet i september 2015, hvori de blev forespurgt om deres holdning til de retshåndhævende myndigheders adgang til systemet og til relevansen af Den Europæiske Unions Domstols dom af april 2014 om datalagringsdirektivet (se 4.2.8). Parlamentet opfordrede i sin beslutning om den årlige rapport om, hvordan Schengenområdet fungerer, medlemsstaterne – også dem uden ydre grænser – til at sikre skærpet kontrol af deres ydre grænser ved at afsætte tilstrækkelige ressourcer i form af personel, udstyr, ekspertise og de fornødne ledelsesstrukturer til, at grænsepassage kan foregå gnidningsløst, sikkert og i god ro og orden.
Parlamentet har endvidere insisteret på behovet for, at der ved alle de bestræbelser, der gøres på dette område, tages behørigt hensyn til EU's grænse- og asylregler samt til EU's charter om grundlæggende rettigheder. Parlamentet har således i længere tid opfordret til pålidelige og retfærdige procedurer, og til at der anlægges en holistisk tilgang til migration på EU-plan. Det spiller en aktiv rolle i overvågningen af anvendelsen og overholdelsen af Schengenreglerne. Arbejdsgruppen om Schengenkontrol under Parlamentets LIBE-udvalg samarbejder med Kommissionen og Rådet i de relevante faser af evaluerings- og overvågningsprocessen såsom den endelige evalueringsrapport, de vedtagne henstillinger og handlingsplanen.
Med hensyn til coronapandemien vedtog Parlamentet en beslutning i juni 2020 om situationen i Schengenområdet efter coronaudbruddet, hvori det udtrykte sin store beklagelse over, at det ikke var blevet informeret. Det indskærpede, at eventuelle midlertidige restriktioner på ikkevæsentlige rejser fra tredjelande ind i Schengenområdet eller nægtelse af indrejse ved de ydre grænser skal være i overensstemmelse med Schengengrænsekodeksen. En undersøgelse bestilt af Parlamentet fremhævede, at restriktioner indført som reaktion på pandemien havde været genstand for stærkt skiftende og pludselige ændringer, hvilket havde ført til udbredt retlig usikkerhed for borgerne og negative konsekvenser for rettigheder og friheder efter EU-retten. En anden undersøgelse pegede på medlemsstaternes udstrakte brug af biometriske AI-teknologier til omfattende overvågning af migranter.
I sin beslutning af 1. marts 2022 udtrykte Parlamentet tilfredshed med aktiveringen af direktivet om midlertidig beskyttelse for første gang, siden det trådte i kraft i 2001. Den 9. marts 2022 opfordrede medlemmerne af Europa-Parlamentet EU til at indføre et ordentligt migrationssystem, der deler ansvaret for flygtninge. Den 4. april 2023 vedtog Parlamentets LIBE-udvalg en betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndtering af krisesituationer på migrations- og asylområdet, og den 14. april 2023 vedtog det en betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af screening af tredjelandsstatsborgere ved de ydre grænser samt en betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring.
Den 10. april 2024 blev ti retsakter, der skal reformere den europæiske migrations- og asylpolitik, drøftet og vedtaget i Europa-Parlamentet. Den 24. april 2024 vedtog Parlamentet sin holdning til ændring af Schengengrænsekodeksen med henblik på at styrke Schengenområdets modstandsdygtighed over for alvorlige trusler og tilpasse Schengenreglerne til nye udfordringer.
Se Europa-Parlamentets hjemmeside om Schengenområdet.
Dette faktablad er udarbejdet af Temaafdelingen for Retlige Anliggender, Borgerrettigheder og Institutionelle Anliggender.
Olga Johanna PASSAMERA