Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), Schweiz og Norden

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) blev etableret i 1994 med henblik på at udvide EU's bestemmelser for det indre marked til at omfatte landene i Det Europæiske Frihandelsområde (EFTA). Liechtenstein, Island og Norge er parter i EØS-aftalen. Schweiz er medlem af EFTA, men er ikke part i EØS-aftalen. EU og EØS/EFTA-partnere (Norge og Island) er desuden forbundet gennem forskellige politikker og fora for Norden, som fokuserer på Europas nordligste områder, der er i hastig udvikling, og på den arktiske region som helhed.

Retsgrundlag

For EØS: artikel 217 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (associeringsaftaler).

For Schweiz: forsikringsaftale af 1989, bilaterale aftaler I af 1999, bilaterale aftaler II af 2004.

EØS

A. Formål

Formålet med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) er at udvide EU's indre marked til at omfatte landene i Det Europæiske Frihandelsområde (EFTA). De nuværende EFTA-lande ønsker ikke at tiltræde EU. EU-lovgivningen om det indre marked bliver en del af EØS/EFTA-landenes lovgivning, når de accepterer at indarbejde den. Administration og forvaltning af EØS deles mellem EU og EØS/EFTA-landene i en struktur med to søjler. Afgørelser træffes af fælles EØS-organer (EØS-Rådet, Det Blandede EØS-Udvalg, Det Blandede EØS-Parlamentarikerudvalg og Det Rådgivende EØS-Udvalg).

B. Baggrund

I 1992 indgik EFTA's dengang syv medlemmer en aftale, der gjorde det muligt for dem at deltage i det ambitiøse projekt om EF's indre marked, som blev lanceret i 1985 og fuldstændiggjort i slutningen af 1992. EØS-aftalen blev underskrevet den 2. maj 1992 og trådte i kraft den 1. januar 1994.

Antallet af medlemmer i EØS/EFTA blev dog snart reduceret. Schweiz valgte ikke at ratificere aftalen som følge af en folkeafstemning om emnet, og Østrig, Finland og Sverige tiltrådte EU i 1995. Kun Island, Norge og Liechtenstein forblev i EØS. De ti nye medlemsstater, som tiltrådte EU den 1. maj 2004, samt Bulgarien og Rumænien i 2007, indgik fra tiltrædelsesdatoen automatisk i EØS. Det samme gjorde sig gældende for Kroatien i 2013, selv om aftalen om landets deltagelse i EØS i dette tilfælde har fundet midlertidig anvendelse siden april 2014. Den træder formelt i kraft, når alle medlemsstaterne har ratificeret den.

I juni 2009 ansøgte Island om EU-medlemskab i et forsøg på at komme ud af den globale finansielle krise i 2007-2008. Rådet godkendte Islands ansøgning om medlemskab den 17. juni 2010, og forhandlingerne blev indledt i juni 2011. Men i marts 2015 henstillede koalitionsregeringen i en skrivelse til Rådet for EU, at »Island bør ikke betragtes som kandidat til EU-medlemsskab«. Selv om regeringen ikke officielt trak ansøgningen tilbage, behandler EU i øjeblikket ikke Island som kandidatland.

C. Anvendelsesområdet for EØS

EØS er mere vidtrækkende end de traditionelle frihandelsaftaler, idet EØS/EFTA-landene også drager fordel af rettigheder og forpligtelser vedrørende EU's indre marked (med undtagelse af Schweiz). EØS omfatter det indre markeds fire friheder (fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital) og relaterede politikker (konkurrence, transport, energi og økonomisk og monetært samarbejde). Aftalen omfatter horisontale politikker, der udelukkende vedrører de fire friheder, nemlig: socialpolitikker (herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsmarkedslovgivning og ligebehandling af mænd og kvinder), politikker om forbrugerbeskyttelse, miljø, statistikker og selskabsret, samt en række ledsagepolitikker, bl.a. vedrørende forskning og teknologisk udvikling, som ikke er baseret på EU-retten eller juridisk bindende retsakter, men implementeres gennem samarbejdsaktiviteter.

D. EØS' begrænsninger

EØS-aftalen fastsætter ikke bindende bestemmelser for alle det indre markeds sektorer eller andre af EU-traktatens politikområder. De bindende bestemmelser omfatter navnlig ikke følgende områder:

  • den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik (selv om aftalen indeholder bestemmelser om handel med landbrugs- og fiskeriprodukter)
  • toldunionen
  • den fælles handelspolitik
  • den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
  • retlige og indre anliggender (selv om EFTA-landene er en del af Schengenområdet) eller
  • Den Økonomiske og Monetære Union

E. EØS' institutioner og mekanismer

1. Indarbejdning af EU-lovgivningen

Nye tekster om EU's indre marked undersøges af Det Blandede EØS-Udvalg, der er sammensat af repræsentanter for EU og de tre EØS/EFTA-stater. Udvalget beslutter på et månedligt møde, hvilken lovgivning — og mere generelt hvilke EU-retsakter (aktioner, programmer osv.) — der skal indarbejdes i EØS. Lovgivningen indarbejdes formelt ved at føje de relevante retsakter til fortegnelserne over protokoller og bilag til EØS-aftalen. Flere tusinde retsakter er blevet indarbejdet i EØS-aftalen på denne måde. EØS-Rådet sammensat af repræsentanter fra Rådet for Den Europæiske Union og EØS/EFTA-landenes udenrigsministre mødes mindst to gange om året for at udarbejde politiske retningslinjer for Det Blandede Udvalg. EØS-aftalen indeholder bestemmelser, der skal lette bidrag fra EØS-EFTA-landene på forskellige stadier af EU's lovgivningsprocedure, før der vedtages ny lovgivning (beslutningstagning).

2. Gennemførelse

Når en EU-retsakt er indarbejdet i EØS-aftalen, skal den omsættes i EØS/EFTA-landenes nationale lovgivning (hvis dette er nødvendigt ifølge den nationale lovgivning). Dette kan blot kræve en regeringsbeslutning, eller det kan kræve godkendelse i det nationale parlament. Gennemførelsen i national lovgivning er en formel opgave, og retsakterne må på dette tidspunkt kun tilpasses teknisk.

3. Overvågning

Siden lovgivningen om det indre marked blev udvidet til EØS/EFTA-landene, er gennemførelsen og anvendelsen af den blevet overvåget af EFTA-Tilsynsmyndigheden og EFTA-Domstolen. EFTA-Tilsynsmyndigheden fører en resultattavle for det indre marked, der følger gennemførelsen af lovgivningen i EØS-landene.

4. Parlamenternes rolle

Både Europa-Parlamentet og EØS/EFTA-landenes nationale parlamenter inddrages i vidt omfang i kontrollen med EØS-aftalen. Artikel 95 i aftalen indfører Det Blandede EØS-Parlamentarikerudvalg, der mødes to gange årligt. Europa-Parlamentet og EØS/EFTA-landenes nationale parlamenter afholder udvalgets møder på skift. Formandskabet veksler årligt mellem et medlem af Europa-Parlamentet og en parlamentariker fra et EØS/EFTA-land. Hver delegation består af 12 medlemmer. Medlemmer af den schweiziske Forbundsforsamling deltager i møderne som observatører. Al EU-lovgivning, som vedrører EØS, overvåges af Det Blandede EØS-Parlamentarikerudvalg, hvis medlemmer har ret til at stille mundtlige og skriftlige forespørgsler til repræsentanterne for EØS-Rådet og Det Blandede EØS-Udvalg og til at give udtryk for deres synspunkter i betænkninger og beslutninger. Samme procedure gælder for kontrol med gennemførelse af lovgivning. Hvert år vedtager Det Blandede Parlamentariske Udvalg en beslutning om Det Blandede Udvalgs årsrapport om, hvordan EØS-aftalen fungerer, og redegør for dets synspunkter vedrørende de fremskridt, der er gjort med hensyn til indarbejdelse af EU-retten og det eksisterende efterslæb, og fremsætter henstillinger med henblik på et velfungerende indre marked.

Schweiz

Som EFTA-medlem deltog Schweiz i forhandlingerne om EØS-aftalen og undertegnede aftalen den 2. maj 1992. Umiddelbart derefter indgav den schweiziske regering en ansøgning om tiltrædelse af EU den 22. maj 1992. Efter en folkeafstemning, som blev afholdt den 6. december 1992, og hvor der blev stemt imod deltagelse i EØS, indstillede Det Schweiziske Forbundsråd bestræbelserne på at gøre landet til medlem af EU og EØS. Siden da har Schweiz udviklet sine forbindelser med EU gennem bilaterale aftaler med henblik på at sikre landets økonomiske integration med EU. De bilaterale forbindelser blev belastet efter anti-immigrationsinitiativet i februar 2014 i Schweiz, der stiller spørgsmålstegn ved principperne om fri bevægelighed og det indre marked, som understøtter disse forbindelser. I december 2016 vedtog det Schweiziske parlament den føderale lov om udenlandske statsborgere og integration, der gennemfører folkeafstemningen fra 2014, på en måde, der begrænsede virkningerne af denne folkeafstemning og banede vej for en begyndelse på en normalisering af relationerne mellem EU og Schweiz.

EU og Schweiz har indgået over 120 bilaterale aftaler, herunder en FTA i 1972 og to store serier af sektorale bilaterale aftaler, som bragte en stor del af den schweiziske lovgivning i overensstemmelse med EU-lovgivningen på undertegningstidspunktet. Det første sæt sektoraftaler (kendt som bilaterale aftaler I) blev undertegnet i 1999 og trådte i kraft i 2002. Disse syv aftaler (om fri bevægelighed for personer, lufttransport, landtransport, handel med landbrugsprodukter, tekniske handelshindringer, offentlige indkøb og forskningssamarbejde) dækker spørgsmål om fri bevægelighed og gensidig markedsåbning. Endnu et sæt sektoraftaler (kendt som bilaterale aftaler II) blev undertegnet i 2004 og trådte gradvist i kraft i perioden 2005-2009. De handler primært om at styrke det økonomisk samarbejde og udvide samarbejdet om asyl og fri rejse inden for Schengenområdets grænser. De omfatter også Schweiz' deltagelse i Dublinsystemet, EU's Media-program og Det Europæiske Miljøagentur samt beskatning af opsparing, forarbejdede landbrugsprodukter, statistikker, bekæmpelse af svig og Schweiz' finansielle bidrag til økonomisk og social samhørighed i de nye EU-medlemsstater.

Selv om aftalerne forstærkede de økonomiske forbindelser, skabte de også et komplekst og sommetider usammenhængende net af forpligtelser. Bilaterale aftaler skal ajourføres regelmæssigt og har ikke EØS-aftalens dynamiske karakter. De mangler også tilsynsordninger eller effektive tvistbilæggelsesmekanismer. Med henblik på at løse disse problemer blev der den 22. maj 2014 indledt forhandlinger mellem EU og Schweiz om en institutionel rammeaftale. Forhandlingerne blev indledt for at løse en række vanskelige spørgsmål, lige fra de betingelser, der gælder for EU's tjenesteydere i Schweiz, til Domstolens rolle i forbindelse med bilæggelse af tvister. Forhandlinger om en institutionel rammeaftale blev afsluttet på politisk plan den 23. november 2018. Ikke desto mindre kunne Det Føderale Råd i Schweiz ikke nå til enighed om den endelige tekst på grund af schweiziske bekymringer om, at »ledsageforanstaltningerne«[1] og indarbejdelse af EU-retten om fri bevægelighed for personer ikke var afspejlet på passende vis. Derefter iværksatte den en bred intern høring af de relevante udvalg i den schweiziske forbundsforsamling, partier, kantoner, arbejdsmarkedets parter og den akademiske verden/forskerkredse, der skal danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt aftalen skal godkendes af den schweiziske forbundsforsamling. I forbindelse med høringen, der blev afsluttet i april 2019, blev der rejst en række spørgsmål, hvoraf den schweiziske side krævede yderligere præcisering.

Under høringen blev der udtrykt bekymring med hensyn til den frie bevægelighed for personer mellem Schweiz og EU. Den 27. september 2020 afholdt Schweiz en folkeafstemning, der var sponsoreret af Det Schweiziske Folkeparti (SVP), om opsigelsen af aftalen med EU om fri bevægelighed for personer. Næsten 62 % af vælgerne afviste SVP's initiativ.

Efter folkeafstemningen, og når de covid-19-relaterede betingelser gjorde det muligt, blev drøftelserne om IFA's præciseringer genoptaget i januar 2021. Den 26. maj 2021 underrettede det schweiziske forbundsråd imidlertid Europa-Kommissionen om sin beslutning om at afslutte forhandlingerne. Kommissionen afgav en erklæring med beklagelse over det schweiziske forbundsråds beslutning, hvori den insisterede på, at moderniseringen af de bilaterale forbindelser ikke ville være mulig uden denne aftale, og at de eksisterende bilaterale aftaler ville blive udhulet med tiden.

Den 23. februar 2022 vedtog det schweiziske forbundsråd et sæt retningslinjer for sin forhandlingspakke med EU. Europa-Kommissionens chefforhandlere og det schweiziske forbundsråd har mødtes flere gange siden marts 2022 for at præcisere anvendelsesområdet for de nye forslag.

Politikker for Norden

EU har været aktivt involveret i en række politikker og fora med fokus på Europas nordligste områder, som er i hastig udvikling, og hele den arktiske region (men efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 blev alt samarbejde i den henseende indstillet), og har især bidraget til følgende:

  • Den nordlige dimension, der siden 2007 har fungeret som en fælles politik for EU, Rusland, Norge og Island. Denne politik har resulteret i effektive sektorpartnerskaber om samarbejde i Østersø- og Barentsregionen. Den nordlige dimension omfatter et parlamentarisk organ — Den Nordlige Dimensions Parlamentariske Forum — som Europa-Parlamentet har været med til at stifte.
  • Østersørådet, som EU og kyststaterne oprettede i 1992 efter opløsningen af USSR. Alle Østersørådets medlemsstater deltager i Den Parlamentariske Østersøkonference, som Europa-Parlamentet også er medlem af.
  • Samarbejdet i Barentsregionen, som bringer de nordlige regioner af Finland, Norge og Sverige og regionerne i den nordvestlige del af Rusland sammen. Det gennemføres gennem det regionale Barentsregionalråd, det mellemstatslige Euro-arktiske Barentsråd (som EU er medlem af) og en parlamentarisk konference (som Europa-Parlamentet er medlem af)
  • Anliggender i de arktiske polarområder. EU's politik for Arktis er baseret på meddelelser fra Kommissionen/Tjenesten for EU's optræden Udadtil (fra 2008, 2012 og 2021), Rådets konklusioner (fra 2009, 2014, 2016 og 2019) samt Europa-Parlamentets beslutninger (2011, 2014, 2017 og 2021). Den 16. marts 2017 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om en integreret EU-politik for Arktis, mens dets seneste beslutning på dette område, med titlen »Arktis: muligheder, bekymringer og sikkerhedsmæssige udfordringer«, blev vedtaget på plenarforsamlingen den 7. oktober 2021
  • Den 13. oktober 2021 fremlagde Europa-Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten den nye EU-politik for Arktis. Siden 2013 har EU deltaget i Arktisk Råds møder, som dog endnu ikke har truffet afgørelse om EU's anmodning om en formel observatørstatus i 2008. Europa-Parlamentet er stiftende medlem af parlamentarikerkonferencen for den arktiske region.
  • Europa-Parlamentet indbydes regelmæssigt til og deltager i Nordisk Råds årlige samlinger. Den 6. oktober 2020 godkendte Parlamentets Formandskonference Nordisk Råds anmodning om at indlede mere formelle forbindelser mellem de to institutioner og det første interparlamentariske møde mellem EU og Nordisk Råd blev afholdt den 20-21. februar 2022. Endvidere mødes delegationer fra Europa-Parlamentet og Vestnordisk Råd (bestående af parlamentarikere fra Færøerne, Grønland og Island) en gang om året.

 

[1]»Ledsagende foranstaltninger:« en række foranstaltninger, som blev indført ensidigt af Schweiz i 2006 for at beskytte sit arbejdsmarked. De omfatter notifikationskrav for leverandører af tjenesteydelser fra EU, bidrag fra EU-operatører til dækning af omkostningerne ved de schweiziske trepartskommissioner, EU-virksomhedernes forpligtelse til at stille indskudsgarantier og visse sanktioner. EU anser disse foranstaltninger for at være uforenelige med den frie bevægelighed for personer og en hindring for handel og tjenesteydelser.

María Álvarez López / Algirdas Razauskas