Intellektuel, industriel og kommerciel ejendomsret
Den intellektuelle ejendomsret omfatter alle eksklusive rettigheder til intellektuelle frembringelser. Den omfatter to typer af rettigheder: Industrielle ejendomsrettigheder, der indbefatter opfindelser (patenter), varemærker, industrielle design og modeller og oprindelsesbetegnelser, samt ophavsrettigheder, der dækker kunstneriske og litterære værker. Siden traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) trådte i kraft i 2009, har EU haft eksplicit kompetence inden for intellektuelle ejendomsrettigheder (artikel 118).
Retsgrundlag
Artikel 114 og 118 i TEUF.
Målsætninger
Selv om intellektuelle ejendomsrettigheder (IPR) er underlagt forskellige folkeretlige regler og nationale lovgivninger, er de også omfattet af EU-lovgivning. Det bestemmes i artikel 118 i TEUF, at Europa-Parlamentet og Rådet som led i det indre markeds oprettelse eller funktion og efter den almindelige lovgivningsprocedure fastsætter foranstaltninger vedrørende indførelse af europæiske beskyttelsesbeviser for at sikre en ensartet beskyttelse af IPR i Unionen samt indførelse af centraliserede tilladelses-, koordinations- og kontrolordninger på EU-niveau. EU's lovgivningsarbejde består primært i at harmonisere visse specifikke aspekter af IPR gennem oprettelsen af EU's eget system, som det er tilfældet for EU-varemærker og EU-design, og som det snart vil være tilfældet for patenter. Mange af EU's instrumenter afspejler medlemsstaternes internationale forpligtelser i henhold til Bernerkonventionen og Romkonventionen samt i henhold til Verdenshandelsorganisationens aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) og de internationale traktater fra 1996 fra Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO).
Resultater
A. Harmonisering af lovgivningerne
1. Varemærker, design og modeller
I EU er lovrammen for varemærker baseret på et firestrenget system for registrering af varemærker, der eksisterer side om side med de nationale varemærkesystemer, som er harmoniseret ved hjælp af varemærkedirektivet (direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker). Ud over den nationale streng er de andre mulige strenge, som man kan vælge for at få varemærkebeskyttelse i EU, Benelux-strengen, EU-varemærket, som blev indført i 1994, og den internationale streng. Forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EU-varemærkeforordningen) kodificerer og erstatter alle tidligere EF-forordninger om EU-varemærket. Kodificeringen blev foretaget af hensyn til klarheden, eftersom EU-varemærkesystemet allerede var blevet ændret væsentligt flere gange. EU-varemærket er af ensartet karakter og har samme retsvirkning i hele EU. Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) er ansvarligt for at forvalte EU-varemærker og EU-design. EU-varemærkeforordningen fastsætter også de gebyrer, der skal betales til EUIPO. De er fastsat på et niveau, der sikrer, at de indtægter, de producerer, dækker EUIPO's udgifter, og at de supplerer de eksisterende nationale varemærkesystemer.
Direktiv 98/71/EF af 13. oktober 1998 sikrede indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om retlig beskyttelse af mønstre og modeller. Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 (som ændret) indførte en fællesskabsordning for beskyttelse af design og modeller. Rådets afgørelse 2006/954/EF og Rådets forordning (EF) nr. 1891/2006, begge af 18. december 2006, forbandt EU's system for registrering af design og modeller med det internationale registreringssystem for industrielle design og modeller under WIPO.
2. Ophavsret og beslægtede rettigheder
Ophavsret sikrer, at ophavsmænd, komponister, kunstnere, filmproducenter og andre modtager betaling for og beskyttelse af deres værker. Digitale teknologier har grundlæggende ændret den måde, hvorpå kreativt indhold bliver produceret, distribueret og tilgået. EU's lovgivning om ophavsret består af 13 direktiver og to forordninger, der harmoniserer ophavsmænds, udøvende kunstneres, producenters og radio- og tv-selskabers grundlæggende rettigheder. Takket være fastsættelsen af visse EU-standarder er det muligt at reducere de nationale forskelle, at sikre det beskyttelsesniveau, der kræves for at fremme kreativitet og investeringer i kreativitet, at fremme den kulturelle mangfoldighed og at lette forbrugernes og virksomhedernes adgang til digitalt indhold og digitale tjenester i hele det indre marked.
a. Ophavsret
Direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet tilpasser lovgivningen om ophavsret og beslægtede rettigheder til den teknologiske udvikling, men er ude af trit med den ekstremt hurtige udvikling, som er sket på det digitale område, f.eks. distribution af og adgang til tv- og radioprogrammer og det faktum, at 49 % af internetbrugerne i EU tilgår musik, audiovisuelt indhold og spil via nettet (Eurostats skøn). Der er derfor behov for en harmoniseret lovgivning om ophavsret i hele EU for forbrugere, skabere af kunst og kultur og virksomheder.
EU's ophavsretsdirektiv (direktiv (EU) 2019/790) af 17. april 2019 indeholder bestemmelser om en supplerende ophavsret til presseudgivere og et rimeligt vederlag for ophavsretligt beskyttet indhold. Hidtil har onlineplatforme ikke haft noget juridisk ansvar for at anvende og uploade ophavsretligt beskyttet indhold på deres websteder. De nye krav vil ikke påvirke ikkekommerciel upload af ophavsretligt beskyttede værker til onlineencyklopædier som f.eks. Wikipedia. Direktiv (EU) 2019/789 (kabel- og satellitdirektivet) blev vedtaget på samme dato og har til formål at øge antallet af tv- og radioprogrammer, der er tilgængelige online for europæiske forbrugere. Tv- og radioselskaberne tilbyder i stigende grad onlinetjenester ved siden af deres traditionelle udsendelser, eftersom brugerne forventer at have adgang til tv- og radioprogrammer når som helst og hvor som helst. Direktivet indfører oprindelseslandsprincippet for at gøre det lettere at udstede licens på rettigheder til visse programmer, som radio- og tv-selskaber tilbyder på deres onlineplatforme (f.eks. simulcasting og catch-up-tjenester). Radio- og tv-selskaberne skal indhente ophavsretstilladelser i deres EU-etableringsland (dvs. oprindelsesland) med henblik på at gøre radioprogrammer, tv-nyheds- og aktualitetsprogrammer og fuldt finansierede egne produktioner tilgængelige online i alle EU-lande. Medlemsstaterne havde indtil den 7. juni 2021 til at vedtage passende lovgivning for at opfylde direktivets krav.
Direktiv (EU) 2017/1564 af 13. september 2017 om visse tilladte former for anvendelse af visse værker og andre frembringelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder til gavn for personer, der er blinde eller synshæmmede eller på anden måde har et læsehandicap, letter adgang til bøger og andet trykt materiale i passende formater og deres cirkulation på det indre marked.
Forordning (EU) 2017/1128 af 14. juni 2017 om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked har til formål at sikre, at forbrugere, der køber eller abonnerer på film, tv- og radiotransmissioner af sportsbegivenheder, musik, e-bøger og spil, kan få adgang til dem, når de rejser til andre EU-lande.
b. Beskyttelsestiden for ophavsret og beslægtede rettigheder
Disse rettigheder er beskyttet i ophavsmandens levetid samt i 70 år efter vedkommendes død. Direktiv 2011/77/EU om ændring af direktiv 2006/116/EF om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder forlængede beskyttelsestiden for ophavsrettighederne for udøvende kunstnere med lydoptagelser fra 50 til 70 år efter optagelsen og for ophavsmænd til musik såsom komponister og tekstforfattere 70 år efter ophavsmandens død. Tidsrummet på 70 år er blevet en international standard for ophavsretlig beskyttelse af lydoptagelser. I øjeblikket er lydoptagelser ophavsretligt beskyttet i 70 år eller længere i 64 lande på verdensplan.
c. Computerprogrammer og databaser
Direktiv 91/250/EØF pålagde medlemsstaterne at beskytte computerprogrammer ophavsretligt som litterære værker, jf. Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker. Det blev kodificeret ved direktiv 2009/24/EF. Direktiv 96/9/EF (databasedirektivet) indeholder bestemmelser om retlig beskyttelse af databaser, der defineres som "en samling af værker, data eller andet selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk og kan konsulteres individuelt ved brug af elektronisk udstyr eller på anden måde". I direktivet fastslås det, at databaser både er omfattet af en ophavsretlig beskyttelse, der omfatter intellektuel nyskabelse, og en sui generis-beskyttelse af investeringer (penge, menneskelige ressourcer, kræfter og energi) i frembringelsen, kontrollen eller præsentationen af indhold. Den 23. februar 2022 fremlagde Kommissionen et forslag til en ny forordning om harmoniserede regler for fair adgang til og anvendelse af data (dataloven), der har til formål at sikre fairness i fordelingen af værdi fra data blandt aktører i dataøkonomien og fremme adgang til og anvendelse af data. Efter intensivt lovgivningsarbejde støttet af akademisk forskning[1] vedtog Parlamentets plenarforsamling den 9. november 2023 ved førstebehandlingen en holdning til dette forslag. Den 30. maj 2022 vedtog Parlamentet og Rådet forordningen om datastyring, som indfører mekanismer til at lette videreanvendelse af visse kategorier af beskyttede data i den offentlige sektor, øge tilliden til dataformidlingstjenester og fremme dataaltruisme i hele EU.
d. Forvaltningsselskaber
Der skal indhentes en licens fra de forskellige indehavere af ophavsret og beslægtede rettigheder, inden indhold beskyttet af sådanne rettigheder må udbredes. Rettighedshavere kan overdrage deres rettigheder til et forvaltningsselskab, der forvalter disse rettigheder på deres vegne. Medmindre en kollektiv forvaltningsorganisation har en begrundelse for at nægte forvaltning, er den forpligtet til at forvalte disse rettigheder. Direktiv 2014/26/EU om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked fastsætter krav til kollektive forvaltningsorganisationer med henblik på at sikre høje standarder for styring, økonomisk forvaltning, gennemsigtighed og rapportering. Formålet er at sikre, at rettighedshaverne har indflydelse på forvaltningen af deres rettigheder, og at den måde, hvorpå de kollektive forvaltningsorganisationer fungerer, forbedres ved hjælp af EU-dækkende standarder. Medlemsstaterne skal sikre, at de kollektive forvaltningsorganisationer handler i rettighedshavernes bedste interesse.
3. Patenter
Et patent er en ejendomsret, som kan tildeles enhver opfindelse af teknisk karakter, forudsat at den er ny, omfatter en egentlig nyskabelse og kan anvendes industrielt. Et patent giver ejeren ret til at forhindre andre i at fremstille, anvende eller sælge opfindelsen uden tilladelse. Med patenter opfordres virksomheder til at foretage de nødvendige investeringer i innovation, og de skaber et incitament for enkeltpersoner og virksomheder til at afsætte ressourcer til forskning og udvikling. I Europa kan tekniske opfindelser være beskyttet enten af nationale patenter, som er udstedt af de kompetente nationale myndigheder, eller af europæiske patenter, der er udstedt centralt af Den Europæiske Patentmyndighed. Sidstnævnte er den udøvende myndighed i Den Europæiske Patentorganisation, som 39 kontraherende stater nu er medlemmer af. EU er ikke selv medlem af denne organisation.
Efter flere års drøftelser blandt medlemsstaterne godkendte Parlamentet og Rådet i 2012 retsgrundlaget for et europæisk patent med ensartet retsvirkning (enhedspatent). Ved en international aftale mellem medlemsstaterne oprettes der således en fælles og specialiseret patentjurisdiktion.
Den Europæiske Unions Domstols bekræftelse af patentpakken i dom af 5. maj 2015 i sag C-146/13 og C-147/13 banede vejen for et ægte europæisk patent. Den tidligere ordning eksisterer side om side med det nye system med overgangsforanstaltninger.
Siden ikrafttrædelsen den 1. juni 2023 har EU's enhedspatent, som udstedes af Den Europæiske Patentmyndighed, givet ensartet beskyttelse med samme virkning i alle deltagende EU-lande. Virksomheder vil have mulighed for at beskytte deres opfindelser i alle EU-medlemsstater med et ægte EU-patent. De vil desuden kunne gøre indsigelse mod og forsvare enhedspatenter i en enkelt retssag gennem den nyligt oprettede fælles patentdomstol (UPC). Dette vil strømline systemet og spare udgifter til oversættelse. UPC-aftalen fastsætter, at EU-rettens forrang skal respekteres (artikel 20 i aftalen), og at EU-domstolens afgørelser er bindende for UPC. UPC er en domstol, der i øjeblikket er fælles for 17 EU-medlemsstater. Domstolen består af en førsteinstansret, en appeldomstol og et justitskontor. Førsteinstansretten har en decentraliseret struktur og består af en central afdeling i Paris med en afdeling i München samt forskellige regionale og lokale afdelinger i hele Europa. Appeldomstolen har sæde i Luxembourg og træffer afgørelse om appeller af afgørelser truffet af førsteinstansretten og om anmodninger om fornyet behandling af Domstolens endelige afgørelser.
4. Forretningshemmeligheder
Praksis med at holde forretningsinformation ("knowhow") fortrolig går århundreder tilbage. Retlige instrumenter til at beskytte forretningshemmeligheder, uanset om de defineres som en del af de intellektuelle ejendomsrettigheder eller ej, findes i mange lande. Beskyttelsesniveauet for fortrolige oplysninger kan ikke sammenlignes med andre områder af intellektuel ejendomsret, såsom patenter, ophavsrettigheder og varemærker, men kan i princippet gælde på ubestemt tid i stedet for kun i en begrænset periode. Beskyttelsen af forretningshemmeligheder varierer mere fra land til land end andre områder af immaterialretten og kan være endnu mere fordelagtig og billigere end at søge formel patentbeskyttelse. I 2016 blev der vedtaget EU-rammebestemmelser, nemlig direktiv (EU) 2016/943 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse.
5. IPR for plantesorter
Plantesortsbeskyttelse, der også kaldes "planteforædlerrettigheder", er en form for intellektuel ejendomsret, der gives til forædleren af en ny plantesort. EU's beskyttelsesordning for plantesorter, der er baseret på principperne i den internationale konvention af 1991 om beskyttelse af plantenyheder, bidrager til udviklingen af landbrug og havebrug. I EU-retten er der fastsat et system til beskyttelse af plantesortsrettigheder. Dette system gør det muligt at tildele intellektuelle ejendomsrettigheder til plantesorter. EF-Sortsmyndigheden gennemfører og anvender denne ordning.
6. Geografiske betegnelser
I henhold til EU's IPR-ordning er produktnavne, der er registreret som geografiske betegnelser, retligt beskyttet mod efterligning og misbrug inden for EU og i tredjelande, som der er indgået en særlig beskyttelsesaftale med. Produktnavne kan tildeles en geografisk betegnelse, hvis de har en særlig tilknytning til det sted, hvor produktet er fremstillet. Denne anerkendelse sætter forbrugerne i stand til at stole på og skelne mellem kvalitetsprodukter og hjælper samtidig producenterne med at markedsføre deres produkter bedre. Geografiske betegnelser, der anerkendes som intellektuelle ejendomsrettigheder, spiller en stadig større rolle i handelsforhandlinger mellem EU og andre lande. Den 31. marts 2022 fremsatte Kommissionen et lovgivningsforslag om EU's geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter og kvalitetsordninger for landbrugsprodukter, og Parlamentet vedtog en holdning til forslaget den 1. juni 2023. Den 12. september 2023 vedtog Parlamentet sin holdning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af geografiske betegnelser for håndværks- og industriprodukter og om ændring af forordning (EU) 2017/1001 og (EU) 2019/1753. Dette giver geografiske betegnelser for industriprodukter, der kan knyttes til deres geografiske produktionsområde (såsom Albaceteknive, bøhmisk glas og Limogesporcelæn), en beskyttelse svarende til den, der gives til regionalt producerede fødevarer eller drikkevarer.
På internationalt plan udpeger Rådets afgørelse (EU) 2019/1754 af 7. oktober 2019 om Den Europæiske Unions tiltrædelse af Genèveaftalen om Lissabonaftalen vedrørende oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser EUIPO som den kompetente myndighed i forbindelse med geografiske betegnelser.
7. Bekæmpelse af varemærkeforfalskning
Ifølge skøn beløber indførslen af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer i EU sig til ca. 85 mia. EUR (op til 5 % af den samlede import). På verdensplan tegner handelen med piratkopierede varer sig for hele 2,5 % af handelen og har en værdi på op til 338 mia. EUR, hvilket forårsager betydelige skader for rettighedshavere, regeringer og økonomier.
Eftersom forskellene mellem de nationale systemer med hensyn til at straffe varemærkeforfalskning og piratkopiering gjorde det vanskeligt for medlemsstaterne at bekæmpe disse overtrædelser effektivt, vedtog Parlamentet og Rådet som et første skridt direktiv 2004/48/EF om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder. Formålet med direktivet er at styrke bekæmpelsen af piratkopiering og varemærkeforfalskning ved indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger med henblik på at sikre et højt, ækvivalent og ensartet niveau for beskyttelse af intellektuel ejendomsret i det indre marked, og der fastsættes foranstaltninger, procedurer og erstatning i henhold til civilretlige og forvaltningsretlige bestemmelser. Forordning (EU) nr. 608/2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder fastsætter procedureregler for denne håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder med hensyn til varer, som kan underkastes toldtilsyn eller toldkontrol.
B. Begrebet "konsumption" af rettigheder
1. Definitioner
Dette juridiske begreb eller denne juridiske doktrin, der gælder for alle områder af industriel ejendomsret, betyder, at efter at et produkt, der er omfattet af en intellektuel ejendomsrettighed (f.eks. et patent), er blevet solgt af IPR-rettighedsindehaveren eller af andre med ejerens samtykke, anses IPR-rettigheden for at være udtømt. I EU har EU-Domstolen altid fortolket EU-traktaterne således, at de rettigheder, der er knyttet til intellektuelle ejendomsrettigheder, udtømmes på det indre marked ved at markedsføre de pågældende varer (af rettighedshaveren eller med dennes samtykke). Indehaveren af en industriel eller kommerciel ejendomsret, der er beskyttet af en medlemsstats lovgivning, kan ikke påberåbe sig denne lovgivning for at modsætte sig indførsel af en vare, der lovligt er bragt i omsætning i en anden medlemsstat.
2. Begrænsninger
Konsumption af EU-rettigheder finder ikke anvendelse i forbindelse med markedsføring af efterligninger af produkter eller i forbindelse med produkter, der markedsføres uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (artikel 6 i TRIPS-aftalen). I 1999 fastslog Domstolen i sin dom i sagen Sebago Inc. og Ancienne Maison Dubois et Fils SA mod GB-Unic SA (C-173/98), at medlemsstaterne i deres nationale ret ikke må foreskrive konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket, for varer, som er markedsført i tredjelande.
3. Retsakter på området
EU-reglerne om konsumption er i vid udstrækning resultatet af EU-Domstolens retspraksis, der fortolker artikel 34 i TEUF om foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne[2]. Denne retspraksis afspejles i hver af de relevante EU-retsakter vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.
C. Nyere retspraksis fra EU-Domstolen
I 2012 bekræftede Domstolen i SAS-sagen (C-406/10), at det ifølge direktiv 91/250/EØF kun er et EDB-programs udtryksform, der er ophavsretligt beskyttet, mens idéer og principper, som ligger til grund for logik, algoritmer og programmeringssprog, ikke er beskyttet i henhold til direktivet (dommens præmis 32). Den understregede, at hverken et EDB-programs funktionalitet eller det programmeringssprog og det datafilformat, der anvendes i et EDB-program til at udnytte visse af dets funktioner, udgør en form, hvori dette EDB-program udtrykkes, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 1, stk. 2, i direktiv 91/250/EØF (præmis 39).
I sin dom i sag C-160/15 (GS Media BV mod Sanoma Media Netherlands BV m.fl.) fastslog Domstolen, at placeringen på en internetside af et hyperlink til beskyttede værker uden tilladelse fra indehaveren af ophavsretten ikke udgør en "overføring til almenheden", når dette link er anbragt uden vinding for øje af en person, som ikke vidste, at disse værker ulovligt var blevet offentliggjort.
Domstolen fastslog i sin dom i sag C-484/14 af 15. september 2016, at når en tjenesteyder stiller et wi-fi-netværk gratis til offentlighedens rådighed for at reklamere for en butiks varer eller serviceydelser, er det at betragte som en "informationssamfundstjeneste" i henhold til direktiv 2000/31/EF, ligesom den bekræftede, at en tjenesteyder, der giver adgang til et kommunikationsnetværk, under visse forudsætninger ikke kan drages til ansvar herfor. Rettighedshavere kan følgelig ikke kræve erstatning under henvisning til, at netværket er blevet anvendt af tredjemand til at krænke deres rettigheder. Beskyttelse af en internetforbindelse ved hjælp af en adgangskode sikrer balancen mellem på den ene side hensynet til rettighedshavernes immaterialrettigheder og på den anden side adgangsgivernes ret til fri erhvervsudøvelse og netværksbrugernes informationsfrihed.
Europa-Parlamentets rolle
Intellektuel ejendomsret skaber merværdi for EU's virksomheder og økonomier. En ensartet beskyttelse og håndhævelse heraf bidrager til at fremme innovation og økonomisk vækst. Parlamentet bestræber sig derfor på at harmonisere de intellektuelle ejendomsrettigheder gennem oprettelsen af et fælles EU-system parallelt med de nationale systemer, således som det er sket med EU-varemærker og EU-design samt det europæiske enhedspatent.
Europa-Parlamentet har i forskellige beslutninger om intellektuel ejendomsret, navnlig om retsbeskyttelse af databaser, bioteknologiske opfindelser og ophavsrettigheder, argumenteret for den gradvise harmonisering af den intellektuelle ejendomsret. Det har derudover modsat sig, at dele af menneskets krop gøres til genstand for patenter. Parlamentet vedtog den 27. februar 2014 en initiativbetænkning om privatkopieringsafgifter (retten til at tage private kopier af lovligt erhvervet indhold), idet digital privat mangfoldiggørelse som følge af teknologiske fremskridt har fået stor økonomisk betydning. Parlamentet spillede desuden en særdeles aktiv rolle i udarbejdelsen af WIPO-traktaten om undtagelser fra ophavsretten for personer, der er synshæmmede ("Marrakesh-traktaten").
Parlamentet vedtog som led i forberedelserne til reformen af EU-ophavsretsreglerne (se A.2.a), i september 2018 en betænkning, der indeholder en række væsentlige henstillinger om alle de udestående spørgsmål. Under hele lovgivningsprocessen har der været en ophedet offentlig debat med fokus på artikel 11 og 13 i udkastet til direktiv om ophavsret på det digitale indre marked. Denne debat kulminerede, da Parlamentet stemte for at støtte indsatsen for at skabe en ny ret for medieforetagender til at valorisere indhold på visse store nyhedsplatforme og en ny ret til at gøre det lettere at spore krænkelser af ophavsretten på internettet. Mens den kreative industri glædede sig over dette, afviste repræsentanterne for de teknologiske virksomheder forslagene. I sidste ende slog Parlamentets afstemning igen tonen an for vedtagelsen af EU's direktiv om ophavsret.
Forskning, der er udarbejdet for Parlamentets Retsudvalg og bestilt af Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender, viser, at kunstig intelligens (AI) sætter nye grænser for ophavsretlig beskyttelse, navnlig med hensyn til skjult træning af AI i ophavsretligt beskyttet materiale eller beskyttede data og den efterfølgende generering af indhold ved hjælp af denne AI[3]. Desuden gør en række kontraktlige ordninger det lettere at fjerne intellektuelle ejendomsrettigheder fra data eller gør det muligt at overtage en persons intellektuelle ejendomsrettigheder på grundlag af, at offentliggørelsen fandt sted på en bestemt platform, eller at skabelsen/opfindelsen fandt sted inden for rammerne af en tjenesteydelseskontrakt. Sådanne ordninger omfatter:
- retlige ordninger, der fratager brugerne intellektuelle ejendomsrettigheder eller tvinger dem til at give ubetalte licenser for indhold, der placeres på digitale platformes tjenester og servere, og/eller som overfører sådanne rettigheder til platformene
- buy-out-kontrakter, hvorigennem platforme overtager ophavsmændenes intellektuelle ejendomsrettigheder
- retlige ordninger, der fratager ansatte, opfindere eller ophavsmænd intellektuelle ejendomsrettigheder med hensyn til indhold, der skabes i forbindelse med deres ansættelse eller tjeneste, og/eller som overfører sådanne rettigheder til arbejdsgiveren ("work for hire")[4].
Dette faktablad er udarbejdet af Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender.
Udo Bux / Mariusz Maciejewski