Fri bevægelighed for varer

Den frie bevægelighed for varer er sikret gennem afskaffelsen af toldafgifter og kvantitative restriktioner samt gennem forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning. Principperne om gensidig anerkendelse, fjernelse af fysiske og tekniske hindringer og fremme af standardisering blev tilføjet for at videreføre gennemførelsen af det indre marked. Med vedtagelsen af de nye retlige rammer i 2008 blev den frie bevægelighed for varer, markedsovervågningssystemet i EU og CE-mærkningen styrket. Den seneste forskning viser, at fordelene ved princippet om fri bevægelighed for varer og lovgivningen herom beløber sig til 386 mia. EUR om året.

Retsgrundlag

Artikel 26 og 28-37 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Mål

Retten til fri bevægelighed for varer med oprindelse i medlemsstaterne og varer hidrørende fra tredjelande, som frit kan omsættes i medlemsstaterne, er et af de grundlæggende principper i traktaten (artikel 28 i TEUF). Den frie bevægelighed for varer blev oprindeligt fastlagt inden for rammerne af en toldunion med ophævelse medlemsstaterne imellem af told, kvantitative restriktioner for samhandelen og tilsvarende bestemmelser og indførelse af en fælles ekstern tarif for Unionen. Senere er vægten blevet lagt på afskaffelse af alle de hindringer, som stadig stod i vejen for den frie bevægelighed for varer, med henblik på at skabe det indre marked.

Resultater

Toldafgifter og kvantitative restriktioner (kontingenter) mellem medlemsstaterne blev afskaffet den 1. juli 1968. Til gengæld kunne de supplerende mål, som bestod i forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning samt harmonisering af de nationale lovgivninger på området, ikke gennemføres inden for denne frist. Disse mål har været et centralt element i den vedvarende indsats for opnåelse af fri bevægelighed for varer.

A. Forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som toldafgifter: artikel 28, stk. 1, og artikel 30 i TEUF

Da der ikke findes en definition af ovennævnte begreb i traktaten, er den blevet fastlagt gennem retspraksis. Den Europæiske Unions Domstol forstår ved afgift med tilsvarende virkning »enhver afgift, som uanset sin betegnelse eller sin udformning pålægges et importeret produkt med undtagelse af et tilsvarende nationalt produkt, og som gennem en prisændring har samme restriktive indvirkning på den frie bevægelighed for varer som en toldafgift« (forenede sager 2/62 og 3/62 og sag 232/78).

B. Forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner: artikel 34 og 35 i TEUF

Domstolen har i Dassonville-dommen defineret en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner som enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, øjeblikkeligt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Fællesskabet (se dom af 11. juli 1974 i sag 8/74 og af 15. november 2015 i sag C-320/03, præmis 63-67). Domstolen har i Cassis de Dijon-dommen principielt fastslået, at ethvert produkt, der er lovligt fremstillet og bragt i omsætning i en medlemsstat i overensstemmelse med de gældende og traditionelle bestemmelser og fabrikationsmetoderne i denne stat, skal have adgang til markedet i enhver anden medlemsstat. Dette var det grundlæggende ræsonnement i debatten om fastsættelse af princippet om gensidig anerkendelse, der gælder ved manglende harmonisering. Derfor skal medlemsstaterne, selv om der ikke er indført EU-harmoniseringsforanstaltninger (sekundær EU-lovgivning), tillade, at varer, som er lovligt fremstillet og markedsført i andre medlemsstater, er i omløb og markedsføres i andre medlemsstater.

Det er vigtigt at bemærke, at anvendelsesområdet for artikel 34 i TEUF er begrænset af retspraksis fra Keck-dommen, ifølge hvilken visse salgsordninger falder uden for artiklens anvendelsesområde, forudsat at de er ikke-diskriminerende (dvs. finder anvendelse på alle de berørte erhvervsdrivende, der udøver virksomhed i indlandet, og såvel retligt som faktisk påvirker afsætningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater på samme måde).

C. Undtagelser fra forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner

I artikel 36 i TEUF gives medlemsstaterne mulighed for at indføre foranstaltninger med samme virkning som kvantitative restriktioner ud fra generelle, ikke-økonomiske hensyn (dvs. hensynet til offentlig sædelighed, offentlig orden eller offentlig sikkerhed). Eftersom der er tale om undtagelser fra et generelt princip, fortolkes denne undtagelsesmulighed strengt, og nationale foranstaltninger må ikke anvendes som et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller som en skjult hindring for handelen mellem medlemsstaterne. Endelig skal foranstaltningerne have direkte virkning på den offentlige interesse, som skal beskyttes, og de må ikke være mere omfattende end nødvendigt (proportionalitetsprincippet).

Endvidere har EU-Domstolen i Cassis de Dijon-dommen anerkendt, at medlemsstater kan gøre undtagelser fra forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning i det omfang, det er uomgængeligt nødvendigt (bl.a. af hensyn til en effektiv skattekontrol, beskyttelse af den offentlige sundhed, god handelsskik samt forbrugerbeskyttelse). Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om nationale undtagelsesforanstaltninger. Der er indført en ordning for gensidig information og en kontrolmekanisme for at lette kontrollen med sådanne nationale undtagelsesforanstaltninger (jf. artikel 114 og 117 i TEUF, Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 3052/95/EF og Rådets forordning (EF) nr. 2679/98). Disse foranstaltninger er blevet yderligere formaliseret i forordning (EF) nr. 764/2008 om gensidig anerkendelse, der blev vedtaget i 2008 som led i de såkaldte nye retlige rammer.

D. Harmonisering af national lovgivning

Vedtagelsen af harmoniseringslovgivning har gjort det muligt at fjerne hindringer (f.eks. ved at gøre nationale bestemmelser uanvendelige) og fastlægge fælles regler med henblik på at sikre den frie bevægelighed for varer og overholdelsen af andre målsætninger i EU-traktaten, f.eks. beskyttelse af miljøet og forbrugere eller konkurrence.

Harmoniseringen blev gjort lettere med indførelsen af reglen om kvalificeret flertal, der var obligatorisk ved vedtagelse af de fleste direktiver om gennemførelsen af det indre marked (EF-traktatens artikel 95 som ændret ved Maastrichttraktaten), og med vedtagelsen af en ny metode, som blev foreslået i en hvidbog fra Kommissionen (1985), og som sigtede på at undgå en kostbar og detaljeret harmonisering. Det vejledende princip i den nye metode, som er baseret på Rådets afgørelse af 7. maj 1985 (stadfæstet i Rådets resolution af 21. december 1989 og i Rådets afgørelse 93/465/EØF), er gensidig anerkendelse af nationale bestemmelser. Harmoniseringen skal udelukkende omfatte væsentlige krav, og den er berettiget, når nationale bestemmelser ikke kan betragtes som tilsvarende og skaber hindringer. Der er to formål med direktiver vedtaget i henhold til denne nye metode, nemlig at sikre fri bevægelighed for varer ved hjælp af teknisk harmonisering af hele sektorer og at sikre et højt niveau for beskyttelse af målene af offentlig interesse som nævnt i artikel 114, stk. 3, i TEUF (f.eks. legetøj, byggeprodukter, maskiner, gasapparater og udstyr til telekommunikationsterminaler).

E. Gennemførelse af det indre marked

Etableringen af det indre marked indebar fjernelse af alle tilbageværende hindringer for fri bevægelighed for varer. Kommissionens hvidbog (1985) beskrev alle de fysiske og tekniske hindringer, der skulle fjernes, samt de foranstaltninger, der skulle træffes af Fællesskabet til dette formål. De fleste af disse foranstaltninger er nu blevet vedtaget. Der er imidlertid stadig behov for væsentlige reformer af det indre marked, hvis det skal leve op til den teknologiske udviklings udfordringer.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentet støttede gennemførelsen af det indre marked og har altid givet særlig opbakning til den »nye metode« til gennemførelse af den frie bevægelighed for varer. Det har også ydet et omfattende lovgivningsmæssigt bidrag til direktiverne om harmonisering. Parlamentet var dybt involveret i pakken med nye retlige rammer, som blev vedtaget i 2008. Under forhandlingerne med Rådet lå det Parlamentet meget på sinde at sikre, at alle de involverede erhvervsdrivende i stigende grad blev ansvarlige for at sikre, at de produkter, de markedsfører, overholder reglerne og er sikre, samt at styrke CE-mærkningen ved at gøre forbrugerne mere bevidste herom. Parlamentet fortsætter sit arbejde på dette område med tilpasningspakken, der består af ni direktiver, som omfatter forskellige produkter, herunder elevatorer, pyrotekniske artikler og sprængstoffer.

I Parlamentets beslutning af 8. marts 2011 anmodede det Kommissionen om at indføre et tilsynssystem for det indre marked, som skulle omfatte alle produkter (både harmoniserede og ikke-harmoniserede) gennem én lovgivningsmæssig retsakt, som omfatter både direktivet om produktsikkerhed i almindelighed og forordning (EF) nr. 765/2008 om markedsovervågning, for at opnå et højt niveau af produktsikkerhed og markedsovervågning og præcisere retsgrundlaget. Produktsikkerheds- og markedsovervågningspakken fra 2013 bygger på denne ramme. I april 2019 vedtog Parlamentet en ny forordning om markedsovervågning og produktoverensstemmelse. Bestemmelserne om markedsovervågning i denne forordning omfatter produkter, der er omfattet af EU-harmonisering, og sikrer ensartethed og forbrugertillid i forbindelse med markedsovervågning[1].

Endvidere spiller standardisering en central rolle for et velfungerende indre marked. Harmoniserede EU-standarder bidrager til at sikre fri bevægelighed for varer i det indre marked, gør det muligt for virksomhederne i EU at blive mere konkurrencedygtige og beskytter forbrugernes og miljøets sundhed og sikkerhed. Med henblik på at forbedre indholdet af standardiseringsreformen vedtog Parlamentet en beslutning den 21. oktober 2010. I oktober 2012 vedtog Parlamentet og Rådet forordning (EU) nr. 1025/2012, som moderniserede og forbedrede mekanismen for fastlæggelse af europæiske standarder.

I den syvende valgperiode afsluttedes den lovgivningsmæssige revision af ni direktiver i tilpasningspakken. Parlamentet afsluttede også lovgivningsarbejdet vedrørende markedsføring af byggevarer og tekstilvarer, køretøjers sikkerhed og miljøpræstationer samt direktivet om fritidsfartøjer og personlige fartøjer[2].

I den ottende valgperiode videreførtes denne indsats gennem arbejdet med forordninger om tovbaneanlæg, apparater, der forbruger gasholdigt brændstof, medicinsk udstyr og personlige værnemidler. Parlamentet har med held afsluttet arbejdet med eCall-forordningen og afgørelsen om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige forvaltninger, virksomheder og borgere (IAS2)[3]. I forbindelse med pakken om cirkulær økonomi har Parlamentet arbejdet med lovgivning om at gøre CE-mærkede gødningsprodukter tilgængelige på det indre marked[4].

I den ottende valgperiode blev der gjort en indsats for at forbedre den gensidige information om tekniske forskrifter og udvide den gensidige anerkendelse gennem henholdsvis direktivet om underretning og forordningen om gensidig anerkendelse. I april 2019 vedtog Parlamentet forordningen om typegodkendelse af motorkøretøjer med det formål at nedbringe antallet af trafikulykker, der hvert år er skyld i over 25 000 dødsfald og 100 000 alvorligt kvæstede på vejene i EU[5].

Parlamentet insisterede på, at denne lovgivning skulle suppleres med onlineplatforme, f.eks. SOLVIT og informationssystemet for det indre marked (IMI) i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2012, for at lette udvekslingen af oplysninger mellem nationale myndigheder og med Kommissionen med henblik på at løse problemer, som forbrugere og virksomheder oplever i forbindelse med køb eller salg af varer i EU. Med vedtagelsen af forordning (EU) 2018/1724, bestræbte Parlamentet sig på at gøre alle disse platforme tilgængelige for borgere og virksomheder gennem portalen Dit Europa og den fælles digitale portal[6]. I oktober 2020 offentliggjorde Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet en undersøgelse, der analyserede kvikskrankernes og andre informationssteders rolle i det indre marked[7].

I sin beslutning af 17. april 2020 om en EU-koordineret indsats til bekæmpelse af covid-19-pandemien og dens konsekvenser fremhævede Parlamentet, at det er yderst vigtigt at holde EU's indre grænser åbne for varer. Parlamentet mindede også om, at det indre marked er kilden til både EU's kollektive velstand og velfærd, og at det er et nøgleelement i den umiddelbare og kontinuerlige reaktion på covid-19-udbruddet. En sådan koordinering og fælles indsats har været med til at tackle pandemien ved at muliggøre bevægeligheden for basale varer og medicinsk udstyr i hele EU til trods for de grænserestriktioner, som medlemsstaterne har indført[8]. Parlamentets Temaafdeling for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet planlægger at offentliggøre en undersøgelse i februar 2021 om indvirkningen af covid-19 på det indre marked.

I sin beslutning af 19. juni 2020 mindede Europa-Parlamentet om, at Schengenområdet er et værdsat resultat, som udgør selve kernen i EU-projektet, og opfordrede medlemsstaterne til at mindske begrænsningerne af den frie bevægelighed og intensivere deres bestræbelser på at fuldføre integrationen af Schengenreglerne.

Parlamentets Temaafdeling for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet offentliggjorde en undersøgelse i november 2020 om de retlige hindringer for reglerne for det indre marked. Undersøgelsen gennemgik de nationale regler, der begrænser den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser og etableringsretten i EU's indre marked. Undersøgelsen konkluderede, at EU's indre marked ganske vist er verdens største og mest vellykkede eksempel på økonomisk integration, men at det endnu ikke fri for uberettigede eller uforholdsmæssige hindringer for den frie bevægelighed.

Den seneste forskning viser, at fordelene ved princippet om fri bevægelighed for varer og lovgivningen herom beløber sig til 386 mia. EUR om året[9].

 

[1]Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011 (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1).
[2]Der kan findes mere detaljerede oplysninger i en undersøgelse, som blev udarbejdet for Parlamentets Udvalg om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) med titlen »EU Mapping: Overview of IMCO related legislation«.
[5]Workshop afholdt for IMCO-udvalget om typegodkendelseskrav for motorkøretøjer den 19. november 2018, https://www.europarl.europa.eu/committees/da/product/product-details/20181115WKS02022.
[6]Duke, C., »Single Digital Gateway: how EU could meet expectations of citizens and businesses?«, briefing udarbejdet af Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet til IMCO-udvalget, 2018.
[7]Salsas-Forn, P. et al., »The role of Points of Single Contact and other information services in the Single Market«, publikation udarbejdet til IMCO-udvalget af Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2020.
[9]Poutvaara, P., »Contribution to Growth: Free Movement of Goods — Delivering Economic Benefits for Citizens and Businesses«, undersøgelse for IMCO-udvalget, Temaafdelingen for Økonomisk Politik, Videnskabelig Politik og Livskvalitet, Europa-Parlamentet, Luxembourg, 2019.

Mariusz Maciejewski / Christina Ratcliff / Amy McGourty