Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser
Etableringsfriheden og retten til fri udveksling af tjenesteydelser er afgørende for erhvervsmæssig mobilitet inden for EU. Tjenesteydelser spiller en central rolle i EU's økonomi, da de udgør tre fjerdedele af EU's BNP og samlede beskæftigelse. En fuldstændig gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet er afgørende for at konsolidere det indre marked, men der er stadig hindringer. Strategien for det indre marked 2025 har til formål at styrke den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser ved at fjerne hindringer og forbedre de nuværende bestemmelser.
Retsgrundlag
Artikel 26 (det indre marked), 49 til 55 (etableringsretten) og 56 til 62 (tjenesteydelser) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Mål
Selvstændige, erhvervsdrivende eller juridiske personer som omhandlet i artikel 54 i TEUF, der driver lovlig virksomhed i én medlemsstat, kan: i) udøve en økonomisk aktivitet på stabil og vedvarende måde i en anden medlemsstat (etableringsfrihed: artikel 49 i TEUF) eller (ii) midlertidigt tilbyde deres tjenester i en anden medlemsstat, samtidig med at de forbliver i deres oprindelsesland (fri udveksling af tjenesteydelser: Artikel 56 i TEUF). Dette indebærer afskaffelse af forskelsbehandling på grund af nationalitet og, hvis disse friheder skal anvendes effektivt, vedtagelse af foranstaltninger med henblik på at gøre det lettere at udøve dem, herunder harmonisering af nationale adgangsregler eller gensidig anerkendelse heraf (2.1.6).
Resultater
A. Traktatens bestemmelser om liberalisering
1. "Grundlæggende frihedsrettigheder"
Etableringsretten indebærer adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder med en permanent aktivitet af stabil og kontinuerlig art på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne borgere.
Fri udveksling af tjenesteydelser gælder for alle ydelser, der normalt udføres mod betaling, for så vidt de ikke er omfattet af bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer. Med henblik på at yde en sådan tjenesteydelse kan en tjenesteyder midlertidigt udøve sin virksomhed i den medlemsstat, hvor ydelsen præsteres, på samme vilkår, som den pågældende medlemsstat har fastsat for sine egne statsborgere.
2. Undtagelser
I henhold til TEUF er virksomhed, som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, ikke omfattet af bestemmelserne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 51 i TEUF). Denne undtagelse begrænses dog af en restriktiv fortolkning: Undtagelser kan kun omfatte de specifikke aktiviteter og funktioner, som indebærer udøvelse af myndighed. Endvidere kan et helt erhverv kun udelukkes, hvis hele dets virksomhed vedrører udøvelse af offentlig myndighed, eller hvis den del, der vedrører udøvelse af offentlig myndighed, ikke kan adskilles fra den øvrige del. Undtagelser gør det muligt for medlemsstaterne at udelukke fabrikation af eller handel med krigsmateriel (artikel 346, stk. 1, litra b), i TEUF) og at bibeholde regler for ikkestatsborgere af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed (artikel 52, stk. 1, i TEUF).
B. Tjenesteydelsesdirektivet – hen imod færdiggørelsen af det indre marked
Tjenesteydelsesdirektivet (direktiv 2006/123/EF) styrker friheden til at levere tjenesteydelser inden for EU. Direktivet er afgørende for færdiggørelsen af det indre marked, da det indeholder enorme muligheder for at skabe fordele for forbrugerne og SMV'er. Målet er at skabe et åbent indre marked for tjenesteydelser i EU og samtidig sikre kvaliteten af de tjenesteydelser, der leveres til forbrugerne. Ifølge Kommissionens meddelelse med titlen "Europa 2020 – En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" kan fuldstændig gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet øge handlen med kommercielle tjenester med 45 % og de direkte udenlandske investeringer med 25 % og føre til en stigning i BNP på mellem 0,5 % og 1,5 %. Tjenesteydelsesdirektivet bidrager til administrativ og lovgivningsmæssig forenkling og modernisering. Dette opnås ikke blot gennem screening af nuværende lovgivning og vedtagelse og ændring af relevant lovgivning, men også ved hjælp af langsigtede projekter (oprettelse af kvikskranker og sikring af administrativt samarbejde).
Gennemførelsen af dette direktiv er blevet væsentligt forsinket. Selv om de første reformer førte til fjernelse af en lang række hindringer på det indre marked for tjenesteydelser, er tempoet aftaget siden 2012. Reformindsatsen er aftaget, og der er først og fremmest sket meningsfulde fremskridt i de medlemsstater, der enten modtager finansiel bistand, eller dem, der har omfattende nationale reformdagsordener. Kommissionen anerkendte disse forsinkelser, men fandt det ikke nødvendigt at ændre direktivet. Den har fokuseret på at støtte nationale myndigheder i at gennemføre direktivet og offentliggjorde i 2022 en håndbog om gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet og på at sikre, at direktivet opnår sine fulde fordele gennem håndhævelsesafgørelser.
Europa-Parlamentets rolle
Parlamentet spillede en central rolle med hensyn til at liberalisere selvstændig erhvervsvirksomhed og sikre, at visse, begrænsede aktiviteter var forbeholdt landets egne statsborgere. Det indbragte også Rådet for Den Europæiske Unions Domstol for ikke at handle på det transportpolitiske område. I dommen fra 1985 (sag nr. 13/83 af 22. maj 1985) blev det fastslået, at Rådet havde begået en fejl ved ikke at sikre fri international transport i strid med Romtraktaten. Rådet skulle derfor vedtage relevante love. Parlamentets rolle er blevet udvidet med anvendelsen af den fælles beslutningsprocedure og den almindelige lovgivningsprocedure vedrørende etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser.
Parlamentet har også været en integreret del af vedtagelsen og overvågningen af tjenesteydelsesdirektivet og har opfordret medlemsstaterne til at overholde og gennemføre dets bestemmelser korrekt. Det vedtog en beslutning den 15. februar 2011 om gennemførelsen af direktivet og en beslutning den 25. oktober 2011 om direktivets gensidige evalueringsproces. Efter en meddelelse fra Kommissionen i juni 2012 vedtog Parlamentet en beslutning den 11. september 2013 om status og fremtid for det indre marked for tjenesteydelser.
Den 7. februar 2013 vedtog Parlamentet også en beslutning med henstillinger om forvaltningen af det indre marked, hvori det fremhævede betydningen af servicesektoren som et nøgleområde for vækst, den grundlæggende betydning af fri udveksling af tjenesteydelser og fordelene ved en fuldstændig gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet.
Parlamentet har som fuldgyldig medlovgiver været aktivt involveret i vedtagelsen af ny lovgivning om levering af tjenesteydelser, navnlig med hensyn til finansielle kredit- og detailtjenesteydelser, forsikringstjenester og transporttjenester. Parlamentets beslutning om adgang til basale bankydelser fra juli 2012 omhandlede finansielle tjenesteydelser, herunder basale betalingstjenester og realkreditlån, og fremsatte henstillinger til realkreditdirektivet (direktiv 2014/17/EU). Realkreditdirektivet håndhæver forbrugerbeskyttelsen og sikrer informeret finansiel kapacitet. Direktivet om markeder for finansielle instrumenter(direktiv 2014/65/EU) fremmer gennemsigtighed. For nylig har revisionen af forbrugerkreditdirektivet (direktiv (EU) 2023/2225) taget fat på de væsentlige ændringer, som forbrugerkreditmarkedet har oplevet efter den digitale omstilling. Parlamentet behandlede også pakkerejser i en beslutning om forslaget til direktiv om pakkerejser fra marts 2014. I 2019 vedtog Parlamentet og Rådet direktivet om tilgængelighedskrav (direktiv (EU) 2019/882) for at støtte borgere med handicap.
Et studie om det indre marked for tjenesteydelser[1] fra 2019 viste, at EU-lovgivningen om fri bevægelighed for tjenesteydelser, herunder med hensyn til erhvervsmæssige kvalifikationer og detailhandel, giver betydelige økonomiske fordele: 284 mia. EUR om året i henhold til tjenesteydelsesdirektivet, 80 mia. EUR fra liberale erhverv og 20 mia. EUR fra offentlige indkøbstjenester. Et andet studie om juridiske hindringer for reglerne for det indre marked[2] viste ligeledes, at servicesektoren, som tegner sig for 24 % af handelen inden for EU (en stigning fra 20 % siden begyndelsen af 2000'erne) og bidrager med 78 % til EU's bruttoværditilvækst, er afgørende for væksten. Studiet pegede imidlertid også på lovgivningsmæssig mangfoldighed og informationsudfordringer som faktorer, der øger virksomhedernes omkostninger og hindrer den frie bevægelighed for tjenesteydelser og etableringsfriheden i EU.
Den 25. november 2020 vedtog Parlamentet en beslutning med titlen "På vej mod et mere bæredygtigt indre marked for virksomheder og forbrugere", som fokuserer på forskellige politikområder, navnlig inden for forbrugerbeskyttelse og erhvervslivets deltagelse i den grønne omstilling (nøglen til at øge det indre markeds bæredygtighed). Efter anmodning fra IMCO-udvalget offentliggjorde Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet under Parlamentets Generaldirektorat for Interne Politikker en briefing med titlen "The European Services Sector and the Green Transition", som bidrog til denne beslutning.
Den 20. januar 2021 vedtog Parlamentet en beslutning om styrkelse af det indre marked. Beslutningen understreger behovet for at sikre gennemførelsen af reglerne for det indre marked for tjenesteydelser og for at forbedre Kommissionens håndhævelsesindsats. Den understreger behovet for at evaluere graden af gennemførelse af EU's retlige rammer for tjenesteydelser og for at styrke virksomhederne ved at give dem bedre adgang til oplysninger.
Covid-19-pandemien førte til genindførte restriktioner for den frie bevægelighed på EU's indre marked, herunder servicesektoren. Et webinar om konsekvenserne af covid-19[3], der blev afholdt den 9. november 2020 af Temaafdelingen for Økonomisk og Videnskabelig Politik og Livskvalitet, forudså betydelige fremtidige ændringer i efterspørgslen efter og udbuddet af tjenesteydelser som følge af teknologiske fremskridt og ændrede forbrugervaner. I et studie om konsekvenserne af covid-19[4], der blev forelagt IMCO-udvalget, blev det fremhævet, at selv om de første grænselukninger forstyrrede de grænseoverskridende liberale tjenester, lettede indførelsen af digitale værktøjer en tilbagevenden til en vis grad af normalitet.
Parlamentets beslutning af 17. februar 2022 om bekæmpelse af ikketoldmæssige og ikkeskattemæssige hindringer i det indre marked omhandlede de generelt vedvarende hindringer for den frie bevægelighed for varer og frie udveksling af tjenesteydelser. IMCO-udvalget afholdt den 24. september 2025 en offentlig høring med titlen "Styrkelse af det indre marked for tjenesteydelser", som samlede interessenter til at vurdere nuværende hindringer og undersøge tiltag, der kan forbedre resultaterne for både forbrugere og virksomheder i EU på baggrund af Kommissionens seneste strategi for det indre marked.
Der kan findes yderligere oplysninger om dette emne på webstedet for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse.
Barbara Martinello