Forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger

Europæiske foranstaltninger med henblik på forbrugerbeskyttelse sigter mod at beskytte de europæiske forbrugeres sundhed og sikkerhed samt økonomiske og retlige interesser, uanset hvor i EU de bor, rejser eller handler. Både fysiske transaktioner og e-handel er underlagt EU-lovgivning, som indeholder regler om generel anvendelse sammen med bestemmelser om specifikke produkter, herunder medicin, genmodificerede organismer, tobaksvarer, kosmetik, legetøj og sprængstoffer.

Retsgrundlag

Artikel 114 og 169 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)

Mål

at sikre, at alle Unionens forbrugere, uanset hvor i EU de bor, rejser eller handler, nyder godt af et højt fælles niveau af beskyttelse mod risici og trusler mod deres sikkerhed og økonomiske interesser, og at forbedre forbrugernes evne til at forsvare deres egne interesser.

Resultater

A. Beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikkerhed

1. EU-foranstaltninger inden for områderne folkesundhed og tobak (2.2.4)

2. Levnedsmidler (2.2.6)

3. Lægemidler (2.2.5)

4. Produktsikkerhed i almindelighed og markedsovervågning

Direktiv 2001/95/EF indfører et system for produktsikkerhed i almindelighed, hvilket betyder, at alle de produkter, der bringes i omsætning, skal overholde visse standarder vedrørende leveringen af oplysninger til forbrugerne, foranstaltninger til at undgå trusler mod sikkerhed, overvågning af produktsikkerhed og sporbarhed, selv om de ikke er dækket af specifik sektorlovgivning. Hvis et produkt udgør en alvorlig risiko, der nødvendiggør hurtig handling, skal den relevante medlemsstat straks underrette Kommissionen via RAPEX, som er et system til hurtig udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og Kommissionen.

5. Sikkerhed ved kosmetiske produkter, sprængstoffer til civil brug og legetøj

Forordning (EF) nr. 1223/2009 tilsikrer sikkerheden ved kosmetiske produkter samt beskyttelsen af forbrugerne ved at fastsætte krav om angivelse af indhold og informativ etikettering. De fleste af bestemmelserne i forordningen fandt anvendelse senest den 11. juli 2013. Sikkerhedskravene til sprængstoffer til civil brug og lignende produkter (såsom pyrotekniske artikler) er fastsat i direktiv 93/15/EØF, 2008/43/EF, 2004/57/EF og afgørelse 2004/388/EF, senest omarbejdet ved direktivet om eksplosivstoffer til civil brug (2014/28/EU) og endvidere ved direktivet om pyrotekniske artikler (2013/29/EU). Sikkerhedskrav til legetøj er fastsat i direktiv 2009/48/EF. Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) reviderer og udvikler de relevante standarder.

6. Europæiske overvågnings- og informationsudvekslingssystemer

Beslutning 93/683/EØF og 93/580/EØF indførte det europæiske overvågningssystem for ulykker i hjemmet og i fritiden (EHLASS) til indsamling af data om ulykker, der sker i hjemmet eller i forbindelse med fritidsaktiviteter samt et fællesskabssystem for udveksling af oplysninger vedrørende visse produkter, der kan bringe forbrugernes sundhed eller sikkerhed i fare (med undtagelse af lægemidler og produkter til handelsbrug).

B. Beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser

1. Informationssamfundstjenester, elektronisk handel samt elektroniske og grænseoverskridende betalinger

Direktiv 2000/31/EF (Direktivet om elektronisk handel) omhandler tjenesteyderes ansvar (etableret i EU) for onlinetjenester, elektroniske onlinetransaktioner og andre onlineaktiviteter som f.eks. levering af nyheder, databaser og finansielle tjenesteydelser, liberale tjenesteydelser, underholdningstjenester (video on demand), direkte markedsførings- og reklametjenester og internetadgang. Direktiv (EU) 2017/2366 om grænseoverskridende kreditoverførsler og forordning (EF) nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger sikrer, at gebyrerne for grænseoverskridende betalinger i EUR er de samme som gebyrerne for betalinger inden for en medlemsstat.

2. Tv uden grænser

Direktiv 2010/13/EU sikrer den frie bevægelighed for tv-radiospredningsvirksomhed og beskytter samtidig visse målsætninger af almen interesse, såsom kulturel mangfoldighed, berigtigelsesretten, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af mindreårige. Bestemmelserne heri vedrører f.eks. reklamer for alkoholholdige drikkevarer, tobak og medicin, teleindkøb og programmer, som indeholder pornografi og ekstrem vold. Begivenheder af stor betydning for samfundet skal udsendes gratis i ukodet form, selv om betalingskanaler har købt eksklusivrettigheder.

3. Aftaler vedrørende fjernsalg og aftaler, der er indgået uden for fast forretningssted, forbrugerkøb og garantier samt urimelige kontraktvilkår

Direktivet om forbrugerrettigheder (2011/83/EU) af 25. oktober 2011 erstattede pr. 13. juni 2014 Rådets direktiv 85/577/EØF og direktiv 97/7/EF. Det ændrede ligeledes Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår og direktiv 1999/44/EF om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed. Det styrkede forbrugerrettighederne ved at fastlægge bestemmelser om de oplysninger, der skal leveres til forbrugerne, regulere fortrydelsesretten og harmonisere visse bestemmelser vedrørende aftaler. Direktiv 2002/65/EF regulerer fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne.

4. Urimelig handelspraksis og sammenlignende og vildledende reklame

Direktiv 2005/29/EF om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne forbyder vildledende og aggressiv handelspraksis, ufine forretningsmetoder (såsom salg under udøvelse af pres, vildledende markedsføring og illoyal reklame) samt praksis, hvor der benyttes tvang som salgsmiddel. Det indeholder kriterier for definering af aggressiv handelspraksis (chikane, tvang og utilbørlig påvirkning) samt en »sortliste« over urimelig handelspraksis. Direktiv 2006/114/EF om vildledende og sammenlignende reklame forbyder vildledende reklamer. Det fastsætter ligeledes betingelserne for, hvornår sammenlignende reklamer er tilladt. I en meddelelse fra Kommissionen af 27. november 2012 (COM(2012)0702) blev det foreslået at revidere direktiv 2006/114/EF med henblik på at tackle smuthuller i teksten og fokusere på problemet med vildledende erhvervsvejvisere. Ved udgangen af 2019 blev Europa-Parlamentets og Rådets nye direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 vedtaget med henblik på bedre håndhævelse og modernisering af EU's forbrugerbeskyttelsesregler. Dette nye direktiv ændrede Rådets direktiv 93/13/EØF (om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler) og Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 98/5/EF (om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer), 2005/29/EF (om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked) og 2011/83/EU (om forbrugerrettigheder).

5. Ansvar for defekte produkter og prisangivelse

Direktiv 99/34/EØF indfører princippet om objektivt ansvar eller ansvar uden culpa fra producentens side i tilfælde af skade, der er forårsaget af et mangelfuldt produkt. Den skadelidte forbruger, der kræver erstatning, skal føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden inden for tre år. I henhold til direktiv 98/6/EF om stykpriser skal forhandlere angive salgspris og pris pr. måleenhed med henblik på at forbedre og forenkle sammenligninger af pris og mængde mellem produkter på markedet. Direktiv 1999/44/EF fastlægger produktgarantier for forbrugerne ved at kræve, at erhvervsdrivende, som sælger forbrugsgoder i EU, afhjælper fejl, der eksisterede på leveringstidspunktet, og som viser sig inden for to år.

6. Forbrugerkredit og realkredit

Direktiv 2008/48/EF[1] har til formål at sikre ensartethed med hensyn til graden af beskyttelse af forbrugernes rettigheder på det indre marked. Det indeholder omfattende oplysninger, som forbrugeren skal have i god tid inden aftalens indgåelse og også som led i kreditaftalen. Kreditgivere skal anvende de samme standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger, dvs. en formular, der indeholder alle oplysninger om kontrakten, inklusive kreditomkostningerne og de årlige omkostninger i procent, der opkræves. Forbrugerne har ret til at fortryde kreditaftalen uden at skulle give nogen begrundelse inden for en frist på 14 dage efter indgåelsen af aftalen, og de kan til enhver tid tilbagebetale deres kredit på et tidligt tidspunkt, mens kreditgiveren kan anmode om en rimelig og objektivt berettiget kompensation.

Direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse fastlægger en fælles ramme for aftaler om forbrugerkredit sikret ved pant eller på anden måde vedrørende fast ejendom til beboelse. Det sigter mod at skabe et effektivt indre marked for realkredit til gavn for forbrugerne og fastsætter betingelser for at sikre en høj grad af professionalisme blandt långivere og kreditformidlere[2].

7. Pakkerejser og timeshare

Direktiv 2015/2302/EU beskytter forbrugernes grundlæggende rettigheder, når de bestiller en pakkerejse eller andre former for kombinerede rejser, f.eks. når der reserveres på et websted til en selvvalgt kombination af fly plus hotel eller en biludlejning. Direktiv 2008/122/EF om timeshareaftaler, aftaler om længerevarende ferieprodukter, videresalgs- og bytteaftaler omhandler den erhvervsdrivendes forpligtelse til at oplyse om aftalens dele samt om forbrugerens ret til inden for en frist på 14 kalenderdage at fortryde aftalen, uden at der kan kræves bod, og uden angivelse af årsag. Parlamentet vedtog den 12. marts 2014 forslaget til direktivet om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer, som ophævede direktiv 90/314/EØF.

8. Lufttransport

Forordning (EF) nr. 261/2004 og (EF) nr. 2027/97 (som ændret) fastsætter fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer i tilfælde af boardingafvisning, aflysning eller lange forsinkelser og om luftfartsselskabers ansvar (for passagerer og bagage) i tilfælde af ulykker. Forordning (EF) nr. 80/2009 om edb-reservationssystemer for luftfartsprodukter fastlægger forpligtelser for systemleverandører (til at give alle luftfartsselskaber adgang på lige vilkår) og for luftfartsselskaber (til at kommunikere med lige stor omhu og hastighed med alle systemer). Forordning (EF) nr. 80/2009 har indført fælles kriterier og procedurer for fastlæggelse af billetpriser og rater inden for luftfart, der opkræves af luftfartsselskaber for luftfartstjenester inden for Fællesskabet. Med forordning (EF) nr. 300/2008 indførtes fælles bestemmelser om sikkerhed inden for civil luftfart som følge af terrorangrebene den 11. september 2001.

9. Energimarkeder

Den tredje pakke i EU's energimarkedslovgivning (vedtaget i 2009) blev vedtaget med henblik på at forbedre funktionen af det indre marked for energi og løse strukturelle problemer. Den dækker fem hovedområder, herunder øget gennemsigtighed på detailmarkeder til gavn for forbrugerne. Direktiv 2012/27/EU giver energiforbrugerne mulighed for bedre at forvalte forbruget ved at sikre let og gratis adgang til data om forbrug via individuelle målere. Forordning (EU) 2017/1369 har til formål at sikre, at komplekse oplysninger om energiforbruget og bestemte husholdningsapparaters energimæssige ydeevne præsenteres i en klar og forståelig form, så forbrugerne kan træffe informerede købsbeslutninger, således at de kan vælge de mest effektive apparater. Inden for EU's indre energimarked har alle EU's borgere ret til at få deres hjem tilknyttet energinet og ret til frit at vælge en el- eller gasleverandør, der tilbyder tjenesteydelser på deres område.

10. Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre (ECC-netværket eller »Euroguichets«) og portalen »Dit Europa«

ECC-netværket leverer oplysninger og bistand til forbrugerne med hensyn til grænseoverskridende transaktioner. Dette netværk samarbejder også med andre europæiske netværk, herunder især FIN-NET (finansielle tjenester), Solvit (det indre marked) og Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område. Portalen »Dit Europa« giver omfattende information til forbrugerne om aftalerettigheder, internet- og telekommunikationstjenester, finansielle produkter og tjenester, mulig uretfærdig behandling, energiforsyning og tvistbilæggelse i forbrugersager[3]. Der vil blive indført yderligere forbedringer med den fælles digitale portal[4].

C. Beskyttelse af forbrugernes retlige interesser

1. Alternative tvistbilæggelsesprocedurer og onlinetvistbilæggelse

Alternative tvistbilæggelsesprocedurer er udenretlige tvistbilæggelsesmekanismer, der hjælper forbrugere og erhvervsdrivende med at løse konflikter, oftest via en tredjepart, f.eks. en mægler, voldgiftsmand eller ombudsmand. Henstilling 98/257/EF, afgørelse 20/2004/EF og Rådets resolution 2000/C 155/01 af 25. maj 2000 fastsætter de principper, der skal følges i alternative tvistbilæggelsesprocedurer, med sigte på at garantere den enkelte forbruger billigere og hurtigere retsmidler. Direktiv 2009/22/EF om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser harmoniserer den eksisterende europæiske og nationale lovgivning og indfører med henblik på at beskytte forbrugernes fælles interesser »søgsmål med påstand om forbud«, som kan indledes ved de kompetente nationale domstole i forbindelse med overtrædelser begået af erhvervsdrivende fra andre lande. Direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet giver forbrugerne mulighed for at henvende sig til seriøse alternative tvistbilæggelsesinstanser i forbindelse med alle former for kontraktretlige tvister med virksomheder om online, offline, nationale eller grænseoverskridende køb. Forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse gør det muligt for forbrugere og erhvervsdrivende i EU at løse onlinetvister om indenlandsk og grænseoverskridende køb gennem en EU-dækkende tvistbilæggelsesplatform, som organer inden for alternativ tvistbilæggelse har været i stand til at undertegne siden februar 2016.

2. Det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område og de nationale myndigheders forpligtelse til at samarbejde

Med afgørelse 2001/470/EF oprettedes et europæisk retligt netværk med henblik på at gøre det nemmere for de borgere, der er indblandet i grænseoverskridende tvister, ved at styrke de retlige samarbejdsmekanismer mellem medlemsstaterne i civil- og handelssager og ved at give dem praktiske oplysninger, der kan lette adgangen til domstolsprøvelse. Med forordning (EF) nr. 2006/2004 blev der oprettet et netværk af nationale myndigheder med ansvar for effektiv håndhævelse af EU's forbrugerbeskyttelseslovgivning, og den har siden den 29. december 2005 forpligtet dem til at samarbejde om at garantere håndhævelse af EU-lovgivningen og i tilfælde af grænseoverskridende tvister stoppe enhver overtrædelse ved hjælp af hensigtsmæssige retsinstrumenter, såsom forbud.

Europa-Parlamentets rolle

Den almindelige beslutningsprocedure (tidligere den fælles beslutningsprocedure) og udvidelsen af antallet af områder, hvor lovgivningen vedtages ved afstemning med kvalificeret flertal i Rådet, har givet Europa-Parlamentet beføjelse til at være aktivt involveret i at udvikle og styrke EU's lovgivning om forbrugerrettigheder og samtidig skabe balance imellem markedets og forbrugernes interesser. For eksempel vedtog Parlamentet den 23. juni 2011 med overvældende flertal direktivet om forbrugerrettigheder, der styrkede forbrugernes rettigheder med hensyn til aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, indførte større prisgennemsigtighed, forbød forudmarkerede afkrydsningsfelter og præciserede bestemmelserne om digitalt indhold med henblik på at styrke de europæiske forbrugeres tillid. Produktsikkerheds- og markedsovervågningspakken trådte i kraft den 15. april 2014. Kommissionen forelagde denne pakke i februar 2013 efter anmodning fra Parlamentet. Parlamentet spillede også en central rolle med hensyn til at udvide anvendelsesområdet for direktivet om onlinetvistbilæggelse for at sikre europæerne lettilgængelige og overkommelige måder at løse retstvister på.

De europæiske forbrugere drager også fordel af foranstaltninger og instrumenter, der har til formål at styrke forskellige aspekter af EU's indre marked. Disse omfatter et betydeligt antal instrumenter, der er udviklet som en del af initiativet vedrørende det digitale indre marked, og som kombinerer rent forbrugerorienterede foranstaltninger med markedsdesignforanstaltninger: forordningen om roamingafgifter, forordningen om fremme af internetkonnektivitet i lokalsamfund, forordningen om portabilitet af onlineindhold, forordningen om grænseoverskridende pakkelevering, den generelle forordning om databeskyttelse, geoblokeringsforordningen, den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation, forordningen om fri udveksling af ikke-personlige data og direktivet om ophavsret på det digitale indre marked[5].

Ud over at vedtage lovgivning drøfter Parlamentet regelmæssigt spørgsmål vedrørende forbrugerbeskyttelse. Efter anmodning fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse blev der den 28. november 2018 afholdt en workshop om "typegodkendelseskrav til motorkøretøjer for så vidt angår deres generelle sikkerhed og beskyttelse af køretøjspassagerer og bløde trafikanter". De spørgsmål, der blev drøftet på workshoppen, var med til at forme forordningen om typegodkendelse (forordning (EU) 2019/2144)[6].

 

[1]Konsolideret tekst: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF
[2]Wiewiorowska A., Contribution to growth of consumer protection, European Parliament, Policy Department A, 2019, https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2019/631066/IPOL_STU(2019)631066_EN.pdf
[4]Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 af 2. oktober 2018 om oprettelse af en fælles digital portal, der giver adgang til oplysninger, procedurer og bistands- og problemløsningstjenester, og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012, EUT L 295 af 21.11.2018, s. 1.
[5]Wiewiorowska A., Contribution to growth of consumer protection, European Parliament, Policy Department A, 2019, https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2019/631066/IPOL_STU(2019)631066_EN.pdf
[6]Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 af 27. november 2019 om krav til typegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer for så vidt angår deres generelle sikkerhed og beskyttelsen af køretøjspassagerer og bløde trafikanter og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 og ophævelse af forordning (EF) nr. 78/2009, forordning (EF) nr. 79/2009 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 661/2009 og Kommissionens forordning (EF) nr. 631/2009, (EU) nr. 406/2010, (EU) nr. 672/2010, (EU) nr. 1003/2010, (EU) nr. 1005/2010, (EU) nr. 1008/2010, (EU) nr. 1009/2010, (EU) nr. 19/2011, (EU) nr. 109/2011, (EU) nr. 458/2011, (EU) nr. 65/2012, (EU) nr. 130/2012, (EU) nr. 347/2012, (EU) nr. 351/2012, (EU) nr. 1230/2012 og (EU) nr. 2015/166 (EØS-relevant tekst) (EUT L 325 af 16.12.2019, s. 1).

Mariusz Maciejewski / Christina Ratcliff / Kristine Næss