Social- og arbejdsmarkedspolitik: generelle principper
Den europæiske integration har i årenes løb ført til en betydelig social udvikling. Det var en vigtig milepæl i 2017, da Parlamentet, Rådet og Kommissionen proklamerede den europæiske søjle for sociale rettigheder og bekræftede deres tilsagn om at sikre bedre leve- og arbejdsvilkår i hele EU. Den tilhørende handlingsplan fra 2021 indeholder konkrete initiativer til at omsætte dette engagement til virkelighed.
Retsgrundlag
Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 9, 10, 19, 45-48 og 145-161 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Mål
Artikel 3 i TEU fastsætter, at Unionen skal stræbe efter fuld beskæftigelse og mod sociale fremskridt. EU's og medlemsstaternes fælles mål på det sociale og beskæftigelsesmæssige område er som beskrevet i artikel 151 i TEUF at fremme beskæftigelsen, en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene, en social beskyttelse, dialogen på arbejdsmarkedet, en udvikling af de menneskelige ressourcer for at sikre et fortsat højt beskæftigelsesniveau og bekæmpelse af udstødelse.
Resultater
A. Fra Romtraktaten til Maastrichttraktaten
Med henblik på at give arbejdstagerne og deres familier mulighed for til fulde at udnytte retten til at bevæge sig frit og søge arbejde på hele det fælles marked fastlagde Romtraktaten fra 1957 koordineringen af medlemsstaternes sociale sikringsordninger. Traktaten sikrede princippet om lige løn til mænd og kvinder, som Domstolen anerkendte som værende umiddelbart gældende, og den skabte grundlag for etableringen af Den Europæiske Socialfond (ESF) (3.6.2).
Med den europæiske fællesakt fra 1986 blev der indført nye politikområder med afstemning med kvalificeret flertal, herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, social dialog mellem arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger og økonomisk og social samhørighed.
Der udvikledes en konsensus omkring nødvendigheden af at tage mere hensyn til de sociale aspekter ved gennemførelsen af det indre marked. Efter en længere debat blev fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder (socialpagten) vedtaget på topmødet i Strasbourg i december 1989 af 11 medlemsstaters stats- og regeringschefer. Det Forenede Kongerige valgte ikke at deltage.
B. Fra Amsterdamtraktaten til Lissabontraktaten
Den besværlige situation med at have et dobbelt retsgrundlag, som var blevet skabt af Det Forenede Kongeriges beslutning om ikke at deltage, blev endelig løst med undertegnelsen af Amsterdamtraktaten, hvor alle medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige, blev enige om, at aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken skulle indarbejdes i, hvad der senere blev TEUF (artikel 151-161). I artikel 153 blev samarbejdsproceduren erstattet af den fælles beslutningsprocedure, som blev udvidet til også at gælde for bestemmelser om Den Europæiske Socialfond (3.6.2), arbejdstagernes frie bevægelighed og social sikring for Fællesskabets vandrende arbejdstagere (3.6.4). Den nye artikel 19 satte Rådet i stand til at "træffe hensigtsmæssige tiltag til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering". På dette grundlag blev der snart efter i 2000 vedtaget to direktiver: direktivet om princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000) og direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv(Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000).
Amsterdamtraktaten udvidede listen over EU's opgaver til også at omfatte fremme af et højt beskæftigelsesniveau og pålagde Fællesskabet at støtte og supplere medlemsstaters foranstaltninger på dette område, herunder ved at udvikle en "samordnet strategi", nemlig den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS) (artikel 145-150 i TEUF), som byggede på en åben koordineringsmetode (3.6.3).
På topmødet i Nice i 2000 vedtoges EU's charter om grundlæggende rettigheder. Et Beskæftigelsesudvalg, der arbejder inden for rammerne af den europæiske beskæftigelsesstrategi, og et Udvalg for Social Beskyttelse blev nedsat for at fremme samarbejdet om socialbeskyttelsespolitikker mellem medlemsstaterne og Kommissionen (artikel 160 i TEUF), men alle forslag om at udvide den fælles beslutningsprocedure blev forkastet.
I lyset af midtvejsevalueringen i 2005 af Lissabonstrategien blev beskæftigelsesretningslinjerne, der var blevet vedtaget i forbindelse med den europæiske beskæftigelsesstrategi, indarbejdet i de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse.
I 2007 oprettedes Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for at yde støtte til arbejdstagere, der er blevet afskediget som følge af ændringer i verdens handelsmønstre (3.6.2).
Lissabontraktaten fra 2007 gjorde det muligt at den sociale dimension af den europæiske integration kunne befæstes yderligere. TEU fremhæver nu EU's sociale målsætninger, herunder fuld beskæftigelse og solidaritet mellem generationerne (artikel 3). I artikel 6 anerkendes det, at chartret om grundlæggende rettigheder har samme bindende virkning som traktaterne. I selve chartret anerkendes de såkaldte solidaritetsbaserede rettigheder såsom arbejdstagernes ret til information og høring, retten til kollektiv overenskomstforhandling, retfærdige og rimelige arbejdsforhold, socialsikring og social bistand. TEUF indførte en horisontal social klausul, der forpligter EU til at opfylde førnævnte sociale målsætninger, når det fastlægger og gennemfører sine andre politikker og aktiviteter (artikel 9).
C. Udviklingen siden Lissabontraktaten
Europa 2020-strategien, der blev vedtaget i 2010 under den finansielle og økonomiske krise, fastsætter inklusiv vækst – der fremmer en økonomi med høj beskæftigelse, som sikrer social og territorial samhørighed – som et prioriteret område. Strategien opstiller fem overordnede mål, herunder en skelsættende social målsætning (der reducerer risikoen for fattigdom for mindst 20 millioner mennesker inden 2020) og et fornyet engagement på beskæftigelsesområdet (en målsætning om en beskæftigelsesfrekvens på 75 % for aldersgruppen 20-64 år). Med henblik herpå blev der oprettet syv flagskibsinitiativer, herunder en dagsorden for nye kvalifikationer og job, som fokuserede på at styrke politikker for fleksibilitet på arbejdsmarkedet uden at bringe sikkerheden i fare, og den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse (3.6.9). Fremskridtene med disse initiativer blev overvåget inden for rammerne af den årlige cyklus for EU's økonomiske styring: Det europæiske semester. Som reaktion på en stigning i fattigdommen blev Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede oprettet i 2014 med henblik på at yde fødevarebistand og elementær materiel bistand samt aktiviteter vedrørende social inklusion.
I 2017 fremlagde Kommissionen den europæiske søjle for sociale rettigheder, med en oversigt over 20 centrale principper og rettigheder med henblik på at vejlede en fornyet konvergens mod bedre leve- og arbejdsvilkår. Disse er opdelt i tre kategorier: i) lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, ii) rimelige arbejdsvilkår og iii) social beskyttelse og inklusion. På det sociale topmøde i Göteborg i 2017 understregede Parlamentet, Rådet og Kommissionen deres fælles engagement ved at vedtage en fælles proklamation om den europæiske søjle for sociale rettigheder. Den europæiske søjle for sociale rettigheder ledsages af en "social resultattavle" til overvågning af de fremskridt, der gøres (3.6.9).
I 2019 blev Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed oprettet i Bratislava med det formål at hjælpe medlemsstaterne og Kommissionen med at sikre en retfærdig, enkel og effektiv håndhævelse af EU-reglerne om arbejdskraftmobilitet og koordinering af de sociale sikringsordninger.
Det år blev der vedtaget en række vigtige retsakter. Direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner (direktiv (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019) har til formål at forbedre adgangen til familieorlov og fleksible arbejdsordninger og yderligere øge ligestillingen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet. Direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår (direktiv (EU) 2019/1152 af 20. juni 2019) har til formål at give arbejdstagerne et yderligere sæt grundlæggende rettigheder, herunder retten til mere specifikke oplysninger om de væsentlige aspekter af deres arbejde, fastsættelse af en grænse for prøvetidens varighed, øgede muligheder for at søge yderligere beskæftigelse ved at forbyde eksklusivitetsklausuler, forhåndsmeddelelse om referencetimer og gratis obligatorisk uddannelse. Rådets henstilling om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige har til formål at lukke huller i den formelle dækning.
Under covid-19-pandemien blev der vedtaget en række foranstaltninger for at imødegå krisens beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser, såsom investeringsinitiativ som reaktion på coronavirusset (CRII og CRII +) og den midlertidige støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE). Desuden blev samhørighedsaktionen for flygtninge i Europa (CARE) lanceret for at støtte medlemsstaterne og regionerne i at yde nødhjælp til mennesker, der flygter fra Ukraine efter Ruslands invasion, også ved hjælp af midler fra programmet for genopretningsbistand til samhørighed og til områder i Europa (REACT-EU).
I marts 2021 offentliggjorde Kommissionen en handlingsplan for den europæiske søjle for sociale rettigheder med konkrete initiativer, som den er fast besluttet på at tage i løbet af i valgperioden 2019–2024. Den foreslog også overordnede mål for 2030, nemlig at øge andelen af personer i alderen 20-64 år i beskæftigelse op på mindst 78 %, øge andelen af voksne, der deltager i uddannelse hvert år, til mindst 60 % og reducere antallet af personer, der er truet af fattigdom eller social udstødelse, med mindst 15 millioner. Ledernes engagement i disse mål blev bekræftet på det sociale topmøde i Porto i maj 2021. Det sociale Portotilsagn blev vedtaget af forskellige institutioner og organisationer, herunder Parlamentet, og Portoerklæringen blev vedtaget af EU's stats- og regeringschefer. De nationale mål vedrørende den europæiske søjle for sociale rettigheder blev fremlagt i juni 2022. Deres gennemførelse vil blive lettet af den reviderede sociale resultattavle og finansiering fra EU's udgiftsplan for 2021–2027 og NextGenerationEU, navnlig genopretnings- og resiliensfaciliteten. De vil blive overvåget inden for rammerne af det europæiske semester.
Rådets henstilling om oprettelse af en europæisk børnegarantiblev også vedtaget i 2021 for at forebygge og bekæmpe social udstødelse ved at garantere adgang for børn i nød til førskoleundervisning og børnepasning, uddannelse, sundhedspleje, ernæring og bolig. Inden for rammerne af Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) for 2021–2027 skal alle medlemsstater afsætte et passende beløb til bekæmpelse af børnefattigdom. For lande med en andel af børn i risiko for fattigdom eller social udstødelse, der ligger over EU-gennemsnittet, stiger dette beløb til 5 % af ESF+. Til støtte for gennemførelsen af garantien indførte Kommissionen i januar 2024 en ny overvågningsramme til brug for medlemsstaterne og det europæiske semester. Denne overvågningsramme blev opdateret i maj 2025.
Direktivet om passende mindstelønninger i EU (direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022) har til formål – som et redskab i bekæmpelsen af fattigdom blandt personer i arbejde – at sikre, at mindstelønninger som fastsat i national lovgivning og/eller kollektive overenskomster er tilstrækkelige, og forbedrer arbejdstagernes effektive adgang til beskyttelse af mindstelønninger. Fastsættelse af en mindsteløn er fortsat et nationalt anliggende, men medlemslandene skal sikre, at deres nationale mindsteløn gør det muligt for arbejdstagerne at leve et anstændigt liv.
Rådets henstilling om en tilstrækkelig minimumsindkomst, som sikrer aktiv inklusion, har til formål at bekæmpe fattigdom og social udstødelse og tilstræbe et højt beskæftigelsesniveau ved at fremme tilstrækkelig indkomststøtte ved hjælp af en mindsteindkomst, og effektiv adgang til støttetjenester og basale tjenesteydelser for personer, som ikke har tilstrækkelige midler, og ved at fremme integrationen på arbejdsmarkedet af dem, der er i stand til at arbejde.
Rådets henstilling om udvikling af socialøkonomiske rammebetingelser blev vedtaget i november 2023 for yderligere at øge fremskridtene hen imod målene for den europæiske søjle for sociale rettigheder ved at hjælpe medlemsstaterne med at tilpasse deres lovgivning og politikker til behovene i en social økonomi.
Da en stigende andel af arbejdstagerne er ansat på digitale arbejdsplatforme, ofte under uregelmæssige tidsplaner og under algoritmisk styring, har Parlamentet og Rådet vedtaget direktivet om forbedring af betingelserne for platformsarbejde(direktiv (EU) 2024/2831 af 23. oktober 2024).
Europa-Parlamentets rolle
Selv om Parlamentets rolle længe kun har været rådgivende og kontrollerende, har det altid deltaget aktivt i udviklingen af EU's indsats på beskæftigelsesområdet og på det socialpolitiske område. Siden de tidlige faser af den europæiske integration har Parlamentet gentagne gange opfordret til en mere aktiv socialpolitik, der afspejler Unionens stigende betydning på det økonomiske område og støttet Kommissionens forslag på dette område. Parlamentets tætte inddragelse i forberedelsen af Amsterdamtraktaten sikrede indarbejdelsen af aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken og indsættelsen af et kapitel om beskæftigelse.
I forbindelse med udarbejdelsen af Lissabonstrategien insisterede Parlamentet på, at beskæftigelse og sociale hensyn skulle spille en rolle i udformningen af vækststrategier, og var fortaler for et højt socialt beskyttelsesniveau i strategien. Parlamentet indtog herefter det standpunkt, at Lissabonstrategien ikke opstillede tilstrækkeligt bindende mål på det sociale område, og opfordrede medlemsstaterne til nøje at overvåge de beskæftigelsesmæssige og sociale virkninger af de reformer, der blev gennemført som led i Europa 2020-strategien. Under drøftelserne om den økonomiske krise i 2007–2008 opfordrede Parlamentet til et tilsagn fra EU om at bevare de europæiske sociale modeller og et stærkt socialt Europa.
Parlamentet har gentagne gange insisteret på at få indarbejdet de beskæftigelsesmæssige og sociale mål mere effektivt i det europæiske semester, bl.a. ved at gøre sociale indikatorer bindende og udvide dem til f.eks. at omfatte fattigdom blandt børn og anstændigt arbejde.
Parlamentet har været kritisk over for foranstaltninger såsom de økonomiske tilpasningsprogrammer, som træffes uden dets medvirken. I marts 2014 anførte Parlamentet, at kun ægte demokratiske institutioner burde styre den politiske proces med at fastsætte tilpasningsprogrammer for lande med alvorlige økonomiske problemer.
Parlamentet har endvidere bekræftet sin tilslutning til sociale værdier med de beslutninger, det har truffet, om anvendelsen af finansielle midler fra EU's budget. Takket være Parlamentet tegnede ESF i programmeringsperioden 2014–2020 (3.6.2) sig for 23,1 % af EU's samlede samhørighedsfinansiering, ligesom 20 % af den enkelte medlemsstats ESF-tildeling skulle anvendes til bekæmpelse af social udstødelse. I forbindelse med ESF+ for perioden 2021–2027 indførte Parlamentet bestemmelser for en øremærkning af flere midler til fødevarehjælp og materiel bistand, tilstrækkelig finansiering til kapacitetsopbygning for arbejdsmarkedets parter og sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at projekter, der finansieres af EU, fuldt ud respekterer de grundlæggende rettigheder.
Parlamentet spillede en central rolle i oprettelsen af den europæiske børnegaranti. I 2015 efterlyste det en garanti, der ville give alle børn i Europa, der er truet af fattigdom eller social udstødelse, adgang til gratis sundhedspleje, uddannelse, førskoleundervisning og børnepasning, anstændige boligforhold og tilstrækkelig ernæring. I 2017 bad Parlamentet Kommissionen om at gennemføre en forberedende foranstaltning vedrørende oprettelse af en eventuel børnegarantiordning, der baner vejen for dette instrument.
Parlamentet opfordrede i sin beslutning om det europæiske semester 2016 Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre en indsats for at fremme social konvergens i opadgående retning i EU. Det opfordrede også Kommissionen til at definere og kvantificere sin plan om social retfærdighed. I sin beslutning om beskæftigelsesmæssige og sociale prioriteter for det europæiske semester 2023 opfordrede Parlamentet Kommissionen til at udvikle en økonomisk styringsarkitektur baseret på solidaritet, integration, social retfærdighed og konvergens, ligestilling mellem kønnene, offentlige tjenester af høj kvalitet, herunder et offentligt uddannelsessystem af høj kvalitet for alle, beskæftigelse af høj kvalitet og bæredygtig udvikling.
I sin beslutning af 19. januar 2017 om den europæiske søjle for sociale rettigheder, hvori Parlamentet fuldt ud tilsluttede sig det relevante initiativ fra Kommissionen, understregede det vigtigheden af at sikre alle en række centrale rettigheder og opfordrede arbejdsmarkedets parter og Kommissionen til at arbejde sammen om at fremlægge et forslag til et rammedirektiv om anstændige arbejdsvilkår.
I juli 2017 vedtog Parlamentet en beslutning om arbejdsvilkår og usikre ansættelsesforhold, hvori det samtidig anerkendte den stigende popularitet af ikke-standardmæssige og atypiske beskæftigelsesformer. Parlamentet fremhævede dette spørgsmål igen i en beslutning fra oktober 2020 og bemærkede heri, at arbejdstagere i atypiske former for beskæftigelse blev særligt hårdt ramt af covid-19-krisen og ofte går glip af medlemsstaternes foranstaltninger.
I 2020 fastsatte Parlamentet sine prioriteter for et stærkt socialt Europa for retfærdig omstilling med en opfordring til at inkorporere den europæiske søjle for sociale rettigheder og en protokol om sociale fremskridt i traktaterne, og opfordrede medlemsstaterne og Kommissionen til at vedtage en ambitiøs "Porto 2030-dagsorden" med bindende sociale mål. Parlamentets godkendelse i november 2023 af rammen for den sociale økonomi øger yderligere fremskridtene hen imod disse mål.
I 2021 opfordrede Parlamentet på baggrund af en fortsat covid-19-pandemi til en EU-retsakt, der giver arbejdstagere ret til afbrydelse fra arbejde uden for deres arbejdstid. Efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine udtrykte Parlamentet bekymring over krisens alvorlige sociale konsekvenser, navnlig for unge. Parlamentet støtter også et skift i retning af en bæredygtig, inklusiv og modstandsdygtig vækstmodel, der støtter opadgående social konvergens og styrker den bæredygtige udvikling og modstandsdygtigheden i EU's økonomi og samfund.
Der kan findes yderligere oplysninger om dette emne på webstedet for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.
Victor Manuel Martinez Garzon