Den Europæiske Socialfond

Den Europæiske Socialfond (ESF) blev oprettet ved Romtraktaten med henblik på at forbedre arbejdstagernes mobilitet og beskæftigelsesmuligheder på det fælles marked. Fondens opgaver og operationelle regler er efterfølgende blevet revideret for at afspejle udviklingen i økonomien og beskæftigelsessituationen i medlemsstaterne samt udviklingen i de politiske prioriteringer på EU-plan.

Retsgrundlag

Artikel 162-164, 174, 175, 177 og 178 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er vedtagelsen af generelle regler for strukturfondene nu underlagt den almindelige lovgivningsprocedure.

Mål

Ifølge forordning (EU) nr. 1304/2013 har ESF til formål at forbedre beskæftigelsesmulighederne, styrke den sociale inklusion, bekæmpe fattigdom, fremme uddannelse, færdigheder og livslang læring og udvikle aktive, omfattende og bæredygtige inklusionspolitikker.

ESF sigter i overensstemmelse med sine prioriteringer på at:

  • fremme høj beskæftigelse og jobkvalitet, forbedre adgangen til arbejdsmarkedet, støtte arbejdstageres geografiske og faglige mobilitet og lette deres tilpasning til industrielle forandringer
  • fremme et højt uddannelsesniveau for alle og støtte overgangen fra uddannelse til beskæftigelse for unge
  • bekæmpe fattigdom og styrke den sociale inklusion samt fremme ligestilling mellem kønnene, ikke-forskelsbehandling og lige muligheder.

Resultater

A. Foregående programmeringsperioder

ESF var den første strukturfond. I fondens første år, frem til 1970, godtgjorde den medlemsstaternes 50 % af deres omkostninger til erhvervsuddannelse og flyttetilskud for arbejdstagere, der blev ramt af økonomisk omstrukturering. Over 2 millioner mennesker fik hjælp af fonden i denne periode. Rådet vedtog i 1971 en betydelig forøgelse af fondens midler og en revision af systemet, og medlemsstaterne skulle herefter indsende forhåndsansøgninger om støtte. En ny reform i 1983 ved Rådets afgørelse 83/516/EØF af 17. oktober 1983 rettede fondens sigte mod ungdomsarbejdsløshed og bistand til de mest trængende regioner. Ved at inkorporere målet om økonomisk og social samhørighed i EF-traktaten lagde den europæiske fælles akt (1986) grunden til en omfattende reform (ved forordningerne af 24. juni og 19. december 1988), der i sit grundelement havde til formål at indføre en samordnet tilgang til programmering og drift af strukturfondene. Maastrichttraktaten udvidede ESF-støttens anvendelsesområde som beskrevet i artikel 146 til også at omfatte »tilpasning til industrielle ændringer og til ændringer i produktionssystemerne«. I den efterfølgende programmeringsperiode (1994-1999) blev støtten til økonomisk og social samhørighed fordoblet (141 mia. ECU). Fællesskabsinitiativer, der havde været pilotprojekter i den foregående periode, blev bekræftet og tildelt et mere fyldestgørende budget (9 % af strukturfondenes samlede ressourcer). Der blev ydet samfinansiering til to sådanne programmer, der havde til formål at støtte innovative tværnationale projekter: »Adapt«, som skulle hjælpe arbejdsgivere og arbejdstagere med at forudse og tilpasse sig til industrielle ændringer, og »Employment«, hvis fire spor skulle fremme arbejdsmarkedsintegration af udsatte grupper.

Som led i handlingsplanen Agenda 2000 blev de overordnede rammer for strukturfondene forenklet for programmeringsperioden 2000-2006. ESF fik med et budget på 60 mia. EUR den dobbelte opgave at bidrage til både samhørighedspolitikken og til implementeringen af den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS) (2.3.3), og fondens anvendelsesområde blev derfor ændret tilsvarende. Kun ét Fællesskabsinitiativ blev medfinansieret: Fællesskabsinitiativet »Equal« fokuserede på at støtte innovative, tværnationale projekter, som skulle medvirke til at løse problemerne i forbindelse med diskrimination og uligheder på arbejdsmarkedet.

I programmeringsperioden 2007-2013 var der kun tre strukturfonde tilbage: ESF, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden. Disse fonde skulle tilsammen opfylde målene om konvergens (81 % af midlerne), regional konkurrenceevne og beskæftigelse (16 % af midlerne til ikke-konvergensregioner) og europæisk territorialt samarbejde til fremme af en harmonisk udvikling i hele EU (2,5 % af midlerne).

Strukturfondsmidlerne fordeles blandt medlemsstaterne efter en formel, der tager højde for befolkningstal (og -tæthed), regional velstand, arbejdsløshed og uddannelsesniveau, og denne forhandles på plads af medlemsstaterne i fællesskab samtidig med den flerårige finansielle ramme (FFR) for en given periode. Et væsentligt aspekt af strukturfondene er additionalitetsprincippet, ifølge hvilket medlemsstaterne ikke må lade strukturfondsmidler træde i stedet for national støtte, som de ellers alligevel ville have budgetteret med.

I perioden 2007-2013 spillede ESF og de øvrige finansieringsinstrumenter under den europæiske samhørighedspolitik en central rolle i den europæiske økonomiske genopretningsplan, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd i december 2008, og i den samordnede europæiske økonomiske genopretningsplan, som Kommissionen fremlagde i november samme år.

B. Nuværende programmeringsperiode (2014-2020)

1. Fem strukturfonde, styret af et fælles regelsæt

De fem europæiske struktur- og investeringsfonde for perioden 2014-2020, dvs. EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), styres nu af et fælles regelsæt. Derudover er der i særskilte forordninger fastsat fondsspecifikke interventionsområder og andre detaljer. Ved forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 er der fastsat fælles principper, regler og gennemførelsesstandarder for de fem europæiske struktur- og investeringsfonde. Forordning 1304/2013 af 17. december 2013 fastsætter Den Europæiske Socialfonds opgaver, herunder anvendelsesområdet for støtten, de særlige bestemmelser samt de typer af udgifter, der er støtteberettigede.

Med en samlet bevilling på 74 mia. EUR (mod en planlagt sum på 75 mia. EUR for programmeringsperioden 2007-2013) medfinansierer ESF nationale eller regionale operationelle programmer, der ligesom den flerårige finansielle ramme løber over syv år og foreslås af medlemsstaterne og godkendes ved en afgørelse i Kommissionen.

Den fokuserer på følgende fire tematiske mål:

  • fremme af bæredygtig beskæftigelse af høj kvalitet og støtte til arbejdskraftens mobilitet
  • fremme af social inklusion, bekæmpelse af fattigdom og forskelsbehandling
  • investeringer i uddannelse og erhvervsuddannelse med henblik på færdigheder og livslang læring
  • styrkelse af den institutionelle kapacitet hos offentlige myndigheder og interessenter samt effektiv offentlig forvaltning.

ESF's rolle i perioden 2014-2020 blev styrket med indførelsen af en juridisk bindende minimumsandel af de samlede samhørighedsbevillinger på 23,1 %.

2. Den Europæiske Socialfond og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet

Den gældende ESF-forordning omfatter bl.a. ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, der modtager finansiering fra tre kilder: ESF-tildelinger til medlemsstater (3,2 mia. EUR), et særligt EU-budget (3,2 mia. EUR) samt medlemsstaternes andel af samfinansieringen med ESF. Initiativet støtter unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse (de såkaldte NEET'er), i regioner med en ungdomsarbejdsløshed på over 25 %. Kommissionen foreslog i februar 2015 at ændre ESF-forordningen, så ungdomsbeskæftigelsesinitiativets forfinansieringssats (udbetalt efter vedtagelsen af de operationelle programmer) forhøjes fra 1-1,5 % til op mod 30 % på 2015-budgettet med henblik på at sætte skub i medlemsstaternes implementeringsindsats.

Kommissionen oplyste i anledning af 60-året for fonden, der faldt i begyndelse af 2017, at den alene i perioden 2007-13 havde hjulpet næsten 10 millioner europæere med at komme i arbejde. Kommissær Marianne Thyssen talte om ESF som »60 år med succeshistorier« og understregede, at den sikrede direkte investering i mennesker. Denne lejlighed markerede ligeledes indledningen af overvejelserne om EU's investering i menneskelig kapital efter 2020.

Kommissionen fremlagde den 2. maj 2018 sit forslag til den næste flerårige finansielle ramme (FFR) for 2021-2027. Forslagene indbefattede en fornyet Europæisk Socialfond Plus (ESF+) med et budget på 101 mia. EUR til støtte for implementeringen af principperne i den Europæiske søjle for sociale rettigheder. ESF+ vil blive lagt sammen med den Europæiske Socialfond (ESF), ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, EU-programmet for beskæftigelse og social innovation og det Europæiske Sundhedsprogram.

ESF+ har følgende prioriteter:

  • at fremme reformer til forbedring af den økonomiske og sociale modstandskraft og opadgående social konvergens såvel som tilgængelighed, modstandskraft og effektivitet inden for sundhedssystemerne og politikker for folkesundhed, navnlig gennem bedre afpasning med de landespecifikke henstillinger under det europæiske semester;
  • at investere i uddannelse og færdigheder (navnlig grundlæggende IT-færdigheder) for at kunne tilpasses økonomiens behov, fremme beskæftigelse gennem tiltag, der fremmer (re)integration på arbejdsmarkedet, navnlig for unge og langtidsledige og for at tage hånd om nye sundhedsfarer forbundet med ændrede arbejdsformer;
  • særlig opmærksomhed på situationen vedrørende migranter og integration af disse på arbejdsmarkedet;
  • at fremme social inklusion, sørge for et højt niveau af sundhedsbeskyttelse og forebyggelse og modarbejdelse af fattigdom og ulighed;
  • at støtte arbejdsmarkedsmobilitet og social innovation;
  • at nedbringe uligheder i adgangen til sundhedssystemet og velfungerende sundhedspleje blandt medlemsstaterne, beskytte mennesker mod alvorlige grænseoverskridende sundhedsfarer, styrke stillingen for sundhedssystemer med vægt på deres digitale omformning og støtte op om EU-lovgivningen på sundhedsområdet.

3. Instrumenter for arbejdsmarkedsintegration, der supplerer ESF

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) blev oprettet som et politisk redskab til fremme af konkurrencepolitikken — ikke samhørighedspolitikken — i forbindelse med FFR 2007-2013 for at støtte arbejdstagere, der havde mistet deres job på grund af væsentlige strukturændringer i verdenshandelen forårsaget af globaliseringen. Mens ESF yder støtte til flerårige programmer, der sigter mod at opfylde de langsigtede strukturelle mål med henblik på at fastholde eller reintegrere arbejdstagere på arbejdsmarkedet, træder EGF til ved specifikke krisesituationer som f.eks. masseafskedigelser som følge af globaliseringen, i et begrænset tidsrum.

På baggrund af krisen blev EGF-forordningen (forordning (EF) nr. 1927/2006) midlertidigt ændret frem til udgangen af 2011 for at skabe mulighed for at yde støtte til de arbejdstagere, som krisen havde gjort arbejdsløse, og medfinansiere projekter med en andel på 50-65 %. Den nye EGF-forordning for perioden 2014-2020 (forordning (EU) nr. 1309/2013) blev vedtaget af Parlamentet og Rådet i december 2013 med et budget på op til 150 mio. EUR. I tilgift til afskedigelser forårsaget af strukturelle forandringer som følge af globaliseringen omfatter den afskedigelser, der er et resultat af globale finansielle og økonomiske kriser.

Kommissionen foreslog den 2. maj 2018 en ny, revideret EGF med et budget på 1,6 mia. EUR, som skal udvides til at omfatte arbejdstagere, der mister deres arbejde som følge af omstrukturering affødt af automatisering eller digitalisering. Tærsklen for det antal afskedigelser, der kan udløse EGF-støtte, sænkes også fra 500 til 250.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentets indflydelse på ESF har været stigende igennem årene. I henhold til Maastrichttraktaten skulle Parlamentet give sit samtykke til de almindelige bestemmelser for fondene, medens vedtagelsen af gennemførelsesbestemmelser for ESF med Amsterdamtraktaten blev lagt ind under proceduren med fælles beslutningstagning. Europa-Parlamentet er af den holdning, at ESF er EU's vigtigste instrument til bekæmpelse af arbejdsløshed. Det har derfor altid talt for en effektiv drift af fonden og opfordret til en forenkling af lovgivning og procedurer for at optimere ESF-støttens resultater og kvalitet.

Gennem årene har Parlamentet udvidet ESF's anvendelsesområde til også at omfatte bekæmpelse af manglende ligestilling, forskelsbehandling og social udstødelse ved at lette adgangen til arbejdsmarkedet for udsatte grupper. Parlamentet har støttet op om Kommissionens forslag om ESF's bidrag til håndtering af den økonomiske krise og opfordrede i sin betænkning af 7. oktober 2010 til, at ESF blev styrket som den drivende kraft i gennemførelsen af Europa 2020-målene.

Takket være Parlamentet vil ESF i programmeringsperioden 2014-2020 tegne sig for 23,1 % af EU's samlede samhørighedsfinansiering, ligesom 20 % af den enkelte medlemsstats ESF-tildeling skal anvendes til social inklusion. I forslaget til FFR for 2021-27 øges disse til hhv. 27 % og 25 % (heraf 2 % til de mest udsatte). Parlamentet insisterede desuden på, at EGF blev gjort tilgængelig for nye kategorier af støttemodtagere, som f.eks. selvstændige.

I lyset af den seneste tids tilstrømning af flygtninge påpegede Parlamentet i sin beslutning af 5. juli 2016, at arbejdsmæssig integration er et trinbræt til social integration, og at det var muligt at bruge ESF til finansiering af foranstaltninger, som kunne gøre det lettere for flygtninge at komme ind på europæiske arbejdsmarkeder, ligesom det opfordrede til at tillægge fonden større betydning. Kommissionen inddrog disse hensyn i sit forslag til FFR for 2021-27 af 2. maj 2018 ved at tilføje en specifik reference til migranter og integration af disse på arbejdsmarkedet som prioriteter under ESF+.

 

Aoife Kennedy