Arbejdsmarkedsdialogen (den sociale dialog)

Arbejdsmarkedsdialogen er et grundlæggende element i den europæiske sociale model. Den gør det muligt for arbejdsmarkedets parter (arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter) at bidrage aktivt til udformningen af EU's social- og arbejdsmarkedspolitik.

Retsgrundlag

Artikel 151-156 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

Mål

Dialogen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere er i artikel 151 i TEUF anerkendt som et fælles mål for EU og medlemsstaterne. Formålet med dialogen er at forbedre styringen på europæisk plan ved at inddrage arbejdsmarkedets parter i beslutningstagningen og gennemførelsen af beslutningerne.

Resultater

A. Udvikling af (toparts)dialoger mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan

Ifølge Romtraktaten af 1957 var en af Kommissionens opgaver at fremme et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne om organisationsretten og retten til kollektive forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Der gik dog mange år, før denne bestemmelse blev gennemført.

Processen omkring arbejdsmarkedsdialogen, indledt i Val Duchesse i 1985 af Kommissionens formand Jacques Delors, tog sigte på at inddrage arbejdsmarkedets parter, repræsenteret ved Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa (UNICE) og Det Europæiske Center for Offentlige Virksomheder (CEEP), i processen hen imod etablering af det indre marked. Resultatet af denne proces blev en række fælles udtalelser om beskæftigelse, undervisning, uddannelse og andre sociale forhold.

I 1986 blev der med den europæiske fælles akt (artikel 118b) skabt et retsgrundlag for udviklingen af en arbejdsmarkedsdialog på fællesskabsplan og den europæiske arbejdsmarkedsdialog begyndte at tage form, først med nedsættelse af en styringskomité, som i 1992 blev til Udvalget for Den Sociale Dialog (SDC) – det vigtigste forum for topartsdialoger mellem arbejdsmarkedets parter på europæisk plan. SDC mødes tre til fire gange om året.

I 1991 blev UNICE (nu Business Europe), EFS og CEEP (nu SGI Europe) enige om en fælles aftale, der slår til lyd for den obligatoriske høring af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med lovgivning på området for sociale anliggender og giver mulighed for, at arbejdsmarkedets parter kan forhandle rammeaftaler på europæisk plan. Denne anmodning blev anerkendt i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, der knyttedes som bilag til protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken i Maastrichttraktaten, hvori en forfatningsmæssigt anerkendt rolle for arbejdsmarkedets parter i den europæiske lovgivningsproces blev fastsat. På nationalt plan fik arbejdsmarkedets parter derved mulighed for at gennemføre direktiver gennem overenskomstaftaler.

Aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken blev indarbejdet i Amsterdamtraktaten (1997), hvorved der endelig blev tilvejebragt en samlet ramme for den sociale dialog i EU. Af de branchedækkende resultater af denne proces kan nævnes de horisontale rammeaftaler for hele arbejdsmarkedet om forældreorlov (1995), deltidsarbejde (1997) og tidsbegrænset ansættelse (1999), som alle blev gennemført ved rådsdirektiver.

Med Lissabontraktaten (2009) understregedes arbejdsmarkedets parters rolle yderligere (artikel 152 i TEUF), og behovet for at fremme dialogen og samtidig respektere deres selvstændighed og mangfoldighed blev fremhævet.

Ikke desto mindre har eftervirkningerne af den økonomiske og finansielle krise i 2008 lagt øget pres på den sociale dialog, som samtidig er blevet svækket af sin decentralisering, en nedgang i kollektive overenskomster og statslig indgriben på området lønpolitik. Juncker-Kommissionen traf foranstaltninger til at modvirke denne nedgang, herunder meddelelsen om en »ny start for den sociale dialog« på en konference på højt plan i marts 2015 og en firepartsaftale, der blev undertegnet i juni 2016 af arbejdsmarkedets parter, Kommissionen og formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union. Denne aftale bekræfter den europæiske sociale dialogs grundlæggende rolle i EU's politiske beslutningsproces, herunder i det europæiske semester.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder fra 2017 skaber også grundlag for respekt for arbejdsmarkedsparternes autonomi og retten til kollektive skridt og anerkender deres ret til at blive inddraget i udformningen og gennemførelsen af beskæftigelses- og socialpolitikker, herunder ved at indgå kollektive aftaler om relevante forhold. Ursula Von der Leyen-Kommissionen har gentagne gange bekræftet dette engagement i den sociale dialog, i meddelelser som f.eks. dem om den europæiske grønne pagt og om et stærkt socialt Europa for retfærdig omstilling, i den årlige strategi for bæredygtig vækst og landespecifikke henstillinger og i målene for genopretnings- og resiliensfaciliteten. I maj 2021understregede både det sociale engagement i Porto (undertegnet af Kommissionen, Europa-Parlamentet og de europæiske arbejdsmarkedsparter) og Det Europæiske Råd med Portoerklæringen den centrale rolle, som den sociale dialog spiller. Kommissionen offentliggjorde i februar 2021 en rapport (Nahles-rapporten) om styrkelse af den sociale dialog, som indgik i handlingsplanen for gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder, der blev fremlagt i marts 2021. Kommissionen fremlagde i overensstemmelse med handlingsplanen retningslinjer for soloselvstændige, der skal sikre, at konkurrencelovgivningen ikke står i vejen for kollektive overenskomster, som har til formål at forbedre deres arbejdsvilkår. Desuden fremlagde Kommissionen et forslag til Rådets henstilling om, hvordan EU-landene yderligere kan styrke den sociale dialog og de kollektive overenskomstforhandlinger på nationalt plan, og udsendte en meddelelse om styrkelse og fremme af den sociale dialog på EU-plan.

Ved direktivet om passende mindstelønninger i EU styrkes anvendelsen af kollektive overenskomstforhandlinger i forbindelse med lønfastsættelse, og direktivet forpligter medlemsstater, der har en kollektiv overenskomstdækningsgrad på under 80 %, at udarbejde en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger.

B. Resultater af social dialog på EU-plan

Kommissionen skal høre arbejdsmarkedets parter i henhold til artikel 154 i TEUF, før den kan foretage sig noget på det socialpolitiske område. I sådanne tilfælde kan arbejdsmarkedets parter vælge at forhandle en aftale indbyrdes. De har ni måneder til at forhandle, hvorefter de kan:

1. indgå en aftale og i fællesskab anmode Kommissionen om at foreslå Rådet at gennemføre aftalen eller
2. indgå og gennemføre en aftale, de har indgået indbyrdes i overensstemmelse med deres egne og medlemsstaternes specifikke fremgangsmåder og praksisser (»frivillige« eller senere »selvstændige« aftaler), eller
3. beslutte, at de er ude af stand til at nå frem til en aftale, hvorefter Kommissionen genoptager arbejdet med det pågældende forslag.

Artikel 153 i TEUF giver også medlemsstaterne mulighed for at overlade det til arbejdsmarkedets parter at gennemføre en rådsafgørelse om en kollektiv aftale, der er vedtaget på EU-plan.

Også den sektorspecifikke sociale dialog har været inde i en stærk udvikling efter Kommissionens afgørelse 98/500/EF . Der blev oprettet adskillige udvalg på de vigtigste økonomiske områder, og disse udvalg frembragte værdifulde resultater. Tre europæiske aftaler om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende (1998), om tilrettelæggelse af arbejdet for mobile arbejdstagere inden for civil luftfart (2000) og om visse aspekter af arbejdsbetingelserne for mobile arbejdstagere, der udfører interoperable grænseoverskridende tjenester i jernbanesektoren (2005) blev indgået og gennemført ved hjælp af afgørelser fra Rådet. Overenskomsten om sundhedsbeskyttelse af arbejdstagere gennem forsvarlig håndtering og brug af krystallinske silikater og produkter indeholdende sådanne, der blev undertegnet i april 2006, var det første flersektorielle resultat. Der fulgte andre sektoraftaler, og de blev gennemført ved hjælp af Rådets direktiver: en aftale om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden inden for transport ad indre vandveje (Rådets direktiv 2014/112/EU), en aftale om beskyttelse af arbejdstagere i sundhedssektoren mod skader og infektioner forårsaget af spidse eller skarpe medicinske instrumenter (Rådets direktiv 2010/32/EU), en aftale i havfiskerisektoren (Rådets direktiv 2017/159) og en aftale mellem arbejdsmarkedets parter i søtransportsektoren (Rådets direktiv (EU) 2018/131).

For andre aftalers vedkommende besluttede Kommissionen imidlertid ikke at foreslå en rådsafgørelse.

I april 2012 indgik arbejdsmarkedets parter i frisørbranchen en aftale om retningslinjer for frisører for arbejde i sunde og sikre omgivelser, og de anmodede om en gennemførelsesafgørelse fra Rådet. Visse medlemsstater satte sig dog imod denne aftale. I juni 2016 undertegnede frisørbranchen en ny rammeaftale om beskyttelse af arbejdssikkerheden og -sundheden med endnu en anmodning om gennemførelse ved hjælp af Rådets afgørelse. Kommissionen besluttede at gennemføre en passende konsekvensanalyse, inden den foreslog en afgørelse fra Rådet. I et åbent brev til Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, gjorde arbejdsmarkedets parter indsigelse mod anvendelsen af konsekvensanalyseprocessen som begrundelse for ikke at henvise aftalen til Rådet. I begyndelsen af 2018 underrettede Kommissionen arbejdsmarkedets parter om, at den ikke ville foreslå en rådsafgørelse, og foreslog i stedet at støtte den selvstændige gennemførelse af aftalen gennem en handlingsplan. Arbejdsmarkedets parter aftalte i december 2019 en række aktiviteter til støtte for den selvstændige gennemførelse af aftalen mellem arbejdsmarkedets parter i frisørbranchen og Kommissionen.

Den 5. marts 2018 underrettede Kommissionen arbejdsmarkedets parter i centralregeringerne, at den ikke ville foreslå deres aftale fra 2015 om information og høring af Rådet til gennemførelse af et direktiv (2.3.6). Efter et sagsanlæg fra European Federation of Public Service Unions (EPSU) fastslog EU-Domstolen den 24. oktober 2019, at Kommissionens initiativret bemyndigede den til at afgøre, om aftaler mellem arbejdsmarkedets parter skal være bindende i alle EU's medlemsstater eller ej. EPSU appellerede, men klagen blev afvist i september 2021.

I overensstemmelse med den anden løsningsmodel, der er nævnt ovenfor, var aftalen om telearbejde den første aftale, som skulle gennemføres som en »selvstændig aftale«. Den blev efterfulgt af andre selvstændige aftaler om arbejdsrelateret stress, om det europæiske certifikat for lokomotivførere i grænseoverskridende jernbanetrafik (begge 2004), chikane og vold på arbejdspladsen (2007), inklusive arbejdsmarkeder (2010), aktiv aldring og en tilgang på tværs af generationerne (2017) samt digitalisering (2020).

For det tredje har arbejdsmarkedets parter i en række tilfælde ikke kunnet nå til enighed. Et eksempel herpå er, at forhandlingerne om en rammeaftale om vikararbejde brød sammen i maj 2001. Derfor foreslog Kommissionen i marts 200 et forslag til et direktiv, der er baseret på den konsensus, som var opstået mellem arbejdsmarkedets parter, og i 2008 blev direktivet om vikararbejde (direktiv 2008/104/EC) vedtaget. Efter at arbejdsmarkedets parter gav udtryk for deres manglende vilje til at indlede forhandlinger, foreslog Kommissionen ligeledes en revision af arbejdstidsdirektivet (direktiv 2003/88/EF) i 2004. Parlamentet, Kommissionen og Rådet var ude af stand til at nå frem til en aftale i 2009 og en étårig forhandlingsproces mellem de europæiske arbejdsmarkedsparter brød også sammen i december 2012, hvilket skyldtes store forskelle i behandlingen af rådighedsvagt som arbejdstid. I 2013 genoptog Kommissionen undersøgelsen og konsekvensanalysen med en offentlig høring i 2015 og en rapport om gennemførelsen i 2017 samt en fortolkende meddelelse. Visse aspekter, der er relevante for arbejdstiden, er siden blevet indarbejdet i andre retsakter, såsom direktivet om balance mellem arbejdsliv og privatliv, direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår og den ændrede køre- og hviletidsforordning.

C. Den sociale trepartsdialog

Lige fra begyndelsen af den europæiske integration blev det anset for vigtigt at inddrage økonomiske og sociale interessenter i udarbejdelsen af den europæiske lovgivning. Det Rådgivende Udvalg for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vidner herom. Siden 2003 har det sociale trepartstopmøde om vækst og beskæftigelse samlet højtstående repræsentanter for det siddende rådsformandskab, de to kommende formandskaber, Kommissionen og arbejdsmarkedets parter med henblik på at lette den igangværende høring. Det mødes mindst to gange om året, i foråret og efteråret forud for topmøderne i Det Europæiske Råd.

Europa-Parlamentets rolle

Europa-Parlamentet mener, at arbejdsmarkedsdialogen er et afgørende element i medlemsstaternes traditioner. Parlamentets udvalg om Beskæftigelse og Sociale Anliggender i Europa-Parlamentet har gentagne gange opfordret arbejdsmarkedets parter på EU-niveau til at fremlægge deres synspunkter. Med Lissabontraktaten blev der indført en ret for Europa-Parlamentet til at blive informeret om gennemførelse af kollektive aftaler, der er indgået på EU-plan (artikel 155 i TEUF), og om Kommissionens initiativer for at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne i henhold til artikel 156 i TEUF, herunder også spørgsmål om organisationsretten og retten til kollektive forhandlinger.

I sin beslutning af 13. marts 2014 om beskæftigelsesmæssige og sociale aspekter af trojkaens rolle og aktiviteter og igen i sin beslutning af 15. februar 2017 om forvaltning af det indre marked inden for det europæiske semester 2017 opfordrede Parlamentet til en styrkelse af den rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller i den nye økonomiske styringsproces. Parlamentet opfordrede i tråd hermed i sin beslutning af 19. april 2018 om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker Kommissionen og medlemsstaterne til at optrappe den konkrete støtte til en reel arbejdsmarkedsdialog, der rækker ud over simpel høring. Den 16. april 2019 gentog Parlamentet i sin beslutning om direktivet om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår og i sin beslutning om forslaget om en europæisk arbejdsmarkedsmyndighed endnu en gang, at arbejdsmarkedets parters uafhængighed, deres evne til at fungere som repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere og mangfoldigheden af nationale arbejdsmarkedsordninger altid bør respekteres. Den grundlæggende rolle, som arbejdsmarkedets parter og den sociale dialog spiller, blev også fremhævet af Parlamentet i dets beslutning om demokrati på arbejdspladsen af 16. december. I denne beslutning opfordrer Parlamentet Kommissionen og medlemsstaterne til sammen med arbejdsmarkedets parter at forpligte sig til at nå en kollektiv overenskomstdækningsgrad på 90 % senest i 2030.

Siden covid-19-krisens udbrud har Parlamentet understreget behovet for en ordentlig arbejdsmarkedsdialog på alle niveauer for at sikre en vellykket gennemførelse af EU's genopretningsplan. Dette illustreres af beslutning af 22. oktober 2020 om beskæftigelses- og socialpolitikkerne i euroområdet 2020 og beslutning af 11. marts 2021 om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker. Disse beslutninger understregede, at dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og kollektive overenskomstforhandlinger er arbejdsgivernes og fagforeningernes vigtigste redskaber til at fastlægge rimelige løn- og arbejdsvilkår, og at stærke kollektive lønforhandlingsordninger øger medlemsstaternes modstandsdygtighed i økonomiske krisetider. Parlamentet gentog også tidligere opfordringer til støtte til kapacitetsopbygning og større inddragelse af arbejdsmarkedets parter i det europæiske semester og opfordrede til, at de landespecifikke henstillinger fremover medtager et resultat vedrørende inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i lønfastsættelsesmekanismerne. I sin beslutning om det europæiske semester foreslog Parlamentet, at der tages hensyn til rimelige vilkår for virksomheder, som har adgang til offentlige midler, og at de skal respektere kollektive overenskomstforhandlinger og arbejdstagernes deltagelse eller medbestemmelse i virksomhedernes beslutningsprocesser.

I sin beslutning af 2. februar 2023 om europæiske samarbejdsudvalg understregede Parlamentet, at det er vigtigt at styrke de europæiske samarbejdsudvalg og deres evne til at udøve deres ret til information og høring. Desuden er det vigtigt, at deres antal øges. Parlamentet opfordrede endvidere endnu engang Kommissionen til at fremsætte et forslag til revision af direktiv 2009/38/EF om europæiske samarbejdsudvalg med henblik på at præcisere dens mål, definitioner og procedurer og styrke arbejdstagerrepræsentanternes ret til information og høring, navnlig i forbindelse med omstruktureringsprocesser.

Der kan findes yderligere oplysninger om dette emne på Kultur- og Uddannelsesudvalgets websted.

 

Monika Makay

03-2023