Energieffektivitet er en strategisk prioritet for energiunionen, som bygger på princippet om "energieffektivitet først". Energieffektivitetsforanstaltninger anerkendes som et redskab til at opnå en bæredygtig energiforsyning, nedbringe drivhusgasemissioner, forbedre forsyningssikkerheden, reducere importregninger og forbedre den europæiske konkurrenceevne. EU's lovgivning om energieffektivitet har udviklet sig betydeligt i de seneste 15 år. I 2023 øgede medlovgiverne energieffektivitetsmålet, dvs. målet om at reducere EU's endelige energiforbrug, til 11,7 % inden 2030.

Retsgrundlag

Artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Resultater

A. Direktivet om energieffektivitet

1. Direktivet om energieffektivitet: frem til 2020

I medfør af energieffektivitetsdirektivet (direktiv 2012/27/EU), som trådte i kraft i december 2012, skal medlemsstaterne fastlægge vejledende nationale energieffektivitetsmål, der sikrer, at EU når sit hovedmål om at reducere energiforbruget med 20 % inden udgangen af 2020. I absolutte tal måtte EU's energiforbrug i 2020 højst være 1 474 og 1 078 mio. ton olieækvivalenter (Mtoe) for henholdsvis primært og endeligt energiforbrug. Det stod medlemsstaterne frit for at skærpe disse mindstekrav i deres bestræbelser på at spare energi. Med direktivet indførtes også bindende foranstaltninger til at hjælpe medlemsstaterne med at nå dette mål, og der fastsattes juridisk bindende regler for slutbrugere og energileverandører. Medlemsstaterne skulle offentliggøre deres treårige nationale handlingsplaner for energieffektivitet.

2. Det reviderede direktiv om energieffektivitet: frem til 2030

I november 2018 foreslog Kommissionen som led i pakken "ren energi til alle europæere" en revision af direktivet om energieffektivitet for at øge EU's mål for reduktion af det primære og endelige energiforbrug til 32,5 % senest i 2030 sammenlignet med de prognoser for energiforbruget for 2030, der blev udarbejdet i 2007. I absolutte tal ville EU's energiforbrug i 2030 højst være 1 128 og 846 Mtoe for henholdsvis primært og endeligt energiforbrug. Det blev i henhold til direktivet også krævet, at medlemsstaterne skulle træffe foranstaltninger til at reducere deres årlige energiforbrug med gennemsnitligt 4,4 % inden 2030. I henhold til forordning (EU) 2018/1999 skulle medlemsstaterne foreslå nationale energimål og etablere 10-årige nationale energi- og klimaplaner for perioden 2021-2030. De skal også forelægge statusrapporter hvert andet år, der overvåges og vurderes af Kommissionen, som kan træffe foranstaltninger på EU-plan for at sikre overensstemmelse med de generelle EU-mål. Det nye direktiv trådte i kraft i december 2018 og blev gennemført af medlemsstaterne i national ret senest den 25. juni 2020.

I juli 2021 foreslog Kommissionen som led i "Fit for 55"-pakken en første revision af direktivet om energieffektivitet for at tilpasse sine mål for energieffektivitet til EU's nye klimaambitioner og forankrede princippet om energieffektivitet først i lovgivningen som en søjle i Energiunionen. I overensstemmelse med dette princip skal medlemsstaterne sikre, at energieffektivitetsløsninger, herunder ressourcer på efterspørgselssiden og systemfleksibilitet, vurderes i forbindelse med planlægning, politik og større investeringsbeslutninger. Kommissionen foreslog at øge EU's årlige bindende energieffektivitetsmål til mindst 9 % senest i 2030 målt i forhold til de ajourførte fremskrivninger for 2023, der blev udarbejdet i 2020 (svarende til energieffektivitetsmålene for det primære og endelige energiforbrug til henholdsvis 39 % og 36 % senest i 2030 sammenlignet med de oprindelige fremskrivninger for 2030, der blev udarbejdet i 2007). I absolutte tal må EU's energiforbrug i 2030 i henhold til forslaget højst være 1 023 og 787 Mtoe for henholdsvis primært og endeligt energiforbrug.

I forslaget opfordredes medlemsstaterne til at fastsætte vejledende nationale energireduktionsmål, der blev angivet en formel, hvormed medlemsstaterne kan beregne deres bidrag, der blev indført forbedrede automatiske mekanismer til at afhjælpe underopfyldelse, og medlemsstaternes forpligtelse til at opnå nye årlige energibesparelser mellem 2024 og 2030 blev øget til 1,5 % af deres endelige energiforbrug. Der indførtes også eksemplariske krav til offentlige bygninger såsom et årligt mål for reduktion af energiforbruget på 1,7 % for den offentlige sektor og et mål om at renovere mindst 3 % af det samlede etageareal i offentlige administrationsbygninger. Den foreslog også en afhjælpning af energifattigdom ved at prioritere sårbare kunder og indførte revisionsforpligtelser og tekniske kompetencekrav, navnlig for store energiforbrugere.

I maj 2022 foreslog Kommissionen som led i sin REPowerEU-plan efter den russiske aggression mod Ukraine endnu en revision af direktivet om energieffektivitet, som yderligere forhøjede det bindende energieffektivitetsmål fra 9 % til 13 %. I absolutte tal må EU's energiforbrug i 2030 i henhold til forslaget højst være 980 og 750 Mtoe for henholdsvis primært og endeligt energiforbrug.

Forslaget omfattede kortsigtede adfærdsændringer for at reducere efterspørgslen på gas og olie med 5 % og opfordrede medlemsstaterne til at iværksætte specifikke kommunikationskampagner rettet mod husholdninger og industrisektorer og til at anvende finanspolitiske foranstaltninger til at fremme energibesparelser såsom reducerede momssatser på energieffektive varmesystemer, isolering af bygninger og apparater og produkter. Det indeholdt også beredskabsforanstaltninger i tilfælde af alvorlige forsyningsafbrydelser og bebudede vejledning om prioriteringskriterier for kunder og fremme af en koordineret EU-plan for reduktion af efterspørgslen. Mellem juli og december 2022 blev direktivet suppleret med indførelsen af nye mål for reduktion af efterspørgslen på det indre energimarked (2.1.9), herunder et frivilligt gasreduktionsmål på 15 % (eller 45 mia. m3) mellem august 2022 og marts 2023, et frivilligt mål for bruttoreduktion af elektricitet på 10 % mellem december 2022 og marts 2023 og et obligatorisk elreduktionsmål på 5 % i spidsbelastningsperioder.

Det nye energieffektivitetsdirektiv (direktiv (EU) 2023/1791), der trådte i kraft den 10. oktober 2023, fastsætter EU's energieffektivitetsmål, dvs. reduktion af primærenergiforbruget og det endelige energiforbrug på EU-plan, til 11,7 % senest i 2030 sammenlignet med de prognoser for energiforbruget i 2030, der blev udarbejdet i 2020. I absolutte tal vil EU's energiforbrug i 2030 højst være 992,5 og 763 Mtoe for henholdsvis primært og endeligt energiforbrug. Hver medlemsstat fastsætter et vejledende nationalt energieffektivitetsbidrag baseret på det endelige energiforbrug for at opfylde Unionens bindende mål for det endelige energiforbrug. Medlemsstaterne vil opnå kumulative energibesparelser i slutanvendelserne senest i 2030 svarende til nye årlige besparelser på mindst 0,8 % af det endelige energiforbrug frem til den 31. december 2023, 1,3 % fra den 1. januar 2024, 1,5 % fra den 1. januar 2026 og 1,9 % fra den 1. januar 2028. Direktivet indførte en forpligtelse for den offentlige sektor til at spille en rolle som forbillede: EU's offentlige organer skal reducere deres samlede endelige energiforbrug med mindst 1,9 % om året i forhold til 2021 og renovere mindst 3 % af det samlede etageareal i deres opvarmede og/eller afkølede bygninger hvert år. Det fastsatte også rapporteringsforpligtelser for datacentre, særlige kvikskranker for små og mellemstore virksomheder, husholdninger og offentlige organer og forpligtelser vedrørende planlægning af opvarmning og køling i kommuner med en befolkning på over 45 000 indbyggere.

B. Generelle rammer

1. Bygningers energimæssige ydeevne

a. Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne

Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (direktiv 2010/31/EU), som blev ændret i 2018, har til formål at sikre, at hver medlemsstat har en yderst energieffektiv og dekarboniseret bygningsmasse senest i 2050. Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne indfører et krav om, at alle medlemsstater skal opstille en langsigtet renoveringsstrategi for støtte til renovering af den nationale masse af såvel offentlige som private ejendomme med henblik på at gøre den til en yderst energieffektiv og dekarboniseret bygningsmasse senest i 2050. Det fremskynder også målet om omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger til senest i 2050, og alle nye bygninger skal være næsten energineutrale fra 2021. Direktivet støtter desuden moderniseringen af alle bygninger med intelligente teknologier.

Den 15. december 2021 foreslog Kommissionen en revision af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne for at bringe det i overensstemmelse med dets mål om at være klimaneutral. Revisionen fastsætter visionen for og skitserer værktøjerne til at opnå en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050, indfører en ny definition af nulemissionsbygninger og forbedrer eksisterende definitioner såsom "næsten energineutrale bygninger" og "gennemgribende renovering". Den erstatter langsigtede renoveringsstrategier med nationale planer for renovering af bygninger, der er mere operationelle og underlagt bedre overvågning, og som skal forelægges senest den 30. juni 2024. Den øger minimumsenergistandarderne ved at kræve, at alle nye EU-bygninger skal være nulemissionsbygninger fra 2030 og alle nye offentlige bygninger fra 2027, alle erhvervsbygninger i energiklasse G skal renoveres til mindst klasse F senest i 2027 og klasse E senest i 2030, og alle beboelsesejendomme skal nå mindst klasse F senest i 2030 og klasse E senest i 2033. Revisionen sikrer sammenlignelige nationale standarder for energiattester senest i 2025, indfører frivillige renoveringspas senest i 2024 og en indikator for intelligensparathed senest i 2026 og yder finansiel støtte til afhjælpning af energifattigdom.

Efter den russiske invasion af Ukraine og i overensstemmelse med REPowerEU-planen ændrede Kommissionen den 18. maj 2022 direktivet om bygningers energimæssige ydeevne ved at øge støtten til solenergi i bygninger, herunder en udvalgt indfasning af obligatorisk installation af tagmonterede solenergianlæg (initiativ for tagmonterede solcelleanlæg) og foranstaltninger til reduktion af energiefterspørgslen.

b. Renoveringsbølgestrategien

I oktober 2020 offentliggjorde Kommissionen renoveringsstrategien, der har til formål at sætte skub i renoveringer og sigter mod mindst at fordoble renoveringsprocenten over de næste 10 år og sikre, at renoveringer fører til større energi- og ressourceeffektivitet. Renoveringsbølgeinitiativet bygger på de foranstaltninger, der er vedtaget under pakken om "ren energi til alle europæere", navnlig kravet om, at hver medlemsstat skal offentliggøre en langsigtet bygningsrenoveringsstrategi, og de bygningsrelaterede aspekter af hver enkelt medlemsstats nationale energi- og klimaplaner.

2. Kraftvarmeproduktion

Inden for rammerne af pakken om en energiunion iværksatte Kommissionen i 2016 en EU-strategi for opvarmning og køling. Strategien omfattede planer om at øge energieffektiviteten i bygninger og forbedre forbindelserne mellem elektricitetssystemer og fjernvarmesystemer, hvilket ville øge anvendelsen af vedvarende energi og fremme genbrug af spildvarme og -kulde, der genereres af industrien. Lovgivningsmæssige bestemmelser for denne strategi indgik i pakken "ren energi til alle europæere".

Det kræves i revisionen af direktivet om energieffektivitet fra 2018, at medlemsstaterne vurderer og underretter Kommissionen om potentialet for højeffektiv kraftvarmeproduktion og fjernvarme og fjernkøling på deres territorium og foretager en cost-benefit-analyse baseret på klimaforhold, økonomisk gennemførlighed og teknisk bæredygtighed (med visse undtagelser).

Kommissionens forslåede revision af energieffektivitetsdirektivet i juli 2021 indfører strengere krav til planlægning af og opfølgning på omfattende vurderinger samt reviderede definitioner af effektiv fjernvarme og fjernkøling og yderligere kriterier for specifikke emissioner fra højeffektiv kraftvarmeproduktion (270 g CO2/kWh). I maj 2022 blev medlemsstaterne gennem en ændring af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne pålagt at fremme anvendelsen af solcelleanlæg på bygninger.

3. Energieffektive produkter

EU indførte flere foranstaltninger, der vedrørte produkters energieffektivitet, herunder krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (direktiv 2009/125/EF), og fastsatte nye rammer for energimærkning (forordning (EU) 2017/1369). De nye rammer for mærkning af produkters energieffektivitet fjerner vurderingerne A+, A++ og A+++ og vender tilbage til en enklere A-G-skala. I tiden mellem 2021 og 2023 vedtog Kommissionen adskillige forordninger om miljøvenligt design og energimærkning, for så vidt angår krav til miljøvenligt design af forskellige typer produkter.

Europa-Parlamentets rolle

Parlamentet opfordrer til stadighed til mere ambitiøse mål for energieffektivitet og strengere bestemmelser.

Den 17. januar 2018 vedtog Parlamentet førstebehandlingsændringer, hvori det opfordrede til et minimumsmål på 35 % for energieffektiviteten i EU inden 2030, hvilket er højere end de 30 %, som Kommissionen havde foreslået.

Den 15. januar 2020 vedtog Parlamentet en beslutning om den europæiske grønne pagt, hvori det opfordrede til, at direktivet om energieffektivitet og direktivet om bygningers energieffektivitet revideres i overensstemmelse med EU's øgede klimaambitioner. Den 17. september 2020 vedtog det en beslutning om maksimering af potentialet for energieffektivitet i EU's bygningsmasse og opfordrede Kommissionen til at udvikle konsekvente foranstaltninger til at stimulere en hurtigere og mere gennemgribende renovering af bygninger. 

Den 14. september 2022 vedtog Parlamentet ændringsforslag, der hævede EU's mål for energieffektiviteten, som Kommissionen havde foreslået som led i sin REPowerEU-plan, til mindst 13 % af det endelige energiforbrug senest i 2030 sammenlignet med fremskrivningerne fra 2020. Dette svarer til grænserne for endeligt energiforbrug og primærenergiforbrug på henholdsvis 740 Mtoe og 960 Mtoe.

Den 14. marts 2023 vedtog Parlamentet sin førstebehandlingsholdning om behovet for, at beboelsesejendomme som minimum opnår energiklasse E senest i 2030 og klasse D senest i 2033 (i modsætning til F og E i henhold til Kommissionens forslag), og om støtteforanstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom. Erhvervsbygninger og offentlige bygninger vil skulle opnå de samme klasser inden henholdsvis 2027 og 2030. Der vil gælde et begrænset sæt undtagelser for særlige bygninger (monumenter, tekniske bygninger, midlertidig anvendelse af bygninger eller kirker, religiøse samlingssteder osv.) og for offentlige sociale boliger, hvor renoveringer vil føre til huslejestigninger, der ikke kan opvejes af besparelser på energiregninger, og der bør stilles målrettede tilskud til rådighed for sårbare husholdninger. Parlamentet og Rådet er i øjeblikket i interinstitutionelle forhandlinger.

Yderligere oplysninger om dette emne findes på webstedet for Udvalget om Industri, Forskning og Energi.

 

Matteo Ciucci