Hvordan kan EU hjælpe små virksomheder med at blive robuste under pandemien?

Mindre virksomheder er blevet ramt hårdt af Covid-19 krisen. MEP'erne mener, EU kan hjælpe dem ved at løsne kravene til dem og støtte dem i at blive robuste.

Portugisisk arbejder laver keramik, der forestiller forfatteren Fernando Pessoa..  ©PATRICIA DE MELO MOREIRA/AFP
Portugisisk arbejder laver keramik, der forestiller forfatteren Fernando Pessoa. ©PATRICIA DE MELO MOREIRA/AFP

I en rapport vedtaget i december taler Parlamenet for at få tiltag, der skal støtte små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i at håndtere krisen og udfordringer som digitalisering og dekarbonisering.

Hvorfor små og mellemstore virksomheder betyder noget

SMV'er er ryggraden i økonomien: De står for 99% af EU-virksomhederne med 24 millioner i EU's 27 lande. De genererer mere end halvdelen af EU's BNP med en arbejdsstyrke på 100 millioner før pandemiens udbrud.

Parlamentets rapport fra december understregede behovet for at opdatere Kommissionens SMV-strategi set i lyset af pandemien, da Kommissionen udgav den d. 10. marts 2020. Det var en dag, før Verdens Sundhedsorganisation udgav varslingen om Covid-19 pandemien.

Nogle af de forslag, som Kommissionen ønsker skal forbedre situationen for SMV'erne, omhandler at øge deres adgang til markeder uden for EU og forlænge ordningen 'Erasmus for Young Entrepreneurs', der gør det muligt for unge entreprenører at tappe viden fra erfarne forretningsfolk fra hele verden.

MEP'erne opfordrede også til at sammenholde strategien for SMV'er med industristrategien, den europæiske datastrategi og den grønne aftale, så de sammen kan støtte SMV'erne i overgangen til et grønnere og mere digitalt Europa. Små virksomheder er vigtige for Europas konkurrencedygtighed og velstand, industrielle økosystemer, økonomisk og teknologisk suverænitet og modstandsdygtighed over for ydre chok.

Sektorer som turismen, hotel og restauration, kultur og kunst, transport, messer og oplevelsessektorerne, der fortrinsvis består af SMV'er, er blevet hårdest ramt af Covid-19 krisen.

Behov for mindre bureaukrati

Små og mellemstore virksomheder har behov for at få flere ressourcer til at imødekomme komplekse og bureaukratiske krav. De administrative og juridiske byrder står i vejen for deres muligheder for at trives, mener MEP'erne, der har opfordret til at få en plan med konkrete og bindende mål for bedre regler og forenkling.

De overdrevne administrative byrder påvirker deres vækst negativt: Ifølge en undersøgelse fra 2019 (Business Survey by Eurochambres) er de administrative procedurer en stor udfordring for ikke mindre end 78% af SMV'erne.

De komplekse formaliteter som SMV'er, særligt de helt små virksomheder, skal håndtere, gør det svært for dem at få adgang til likviditet til deres grundlæggende drift. F.eks. har MEP'erne kritiseret, hvor svært det er at få adgang til finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank. 

Fokus på innovation og markedsadgang

Parlamentet ønsker også, at SMV'er skal tages mere i betragtning, hvad angår investeringer i innovation. Dette inkluderer pilotprojekter, der kan accelerere SMV'ernes overgang til e-handelsløsninger, hvis vigtighed er blevet tydeligere under pandemien. Kun 17% af SMV'erne har indtil videre fået integreret den digitale teknologi i deres forretning på end succesfuld måde. De har brug for at gøre mere brug af de innovationsmuligheder, der opstår og maksimere synergierne med EU's programmer. 

MEP'erne har opfordret Kommissionen og medlemslandene til at investere i dataøkonomien, kunstig intelligens, smartere produktion, 'the Internet of Things (IoT)' og kvantecomputere og sikre, at SMV'erne er en stærk komponent på disse områder.

Lige nu eksporterer omrking 600.000 SMV'er til markeder uden for EU. De virksomheder, der gerne vil have adgang til de globale markeder, skal have mulighed for at forbedre deres konkurrencedygtighed både på lokalt og international niveau, siger MEP'erne.