Quo vadis, Europa: Juncker fremlægger plan for EU i plenar

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker præsenterede onsdag d. 1. marts i plenar fem fremtidsscenarier for EU, der gik fra, at EU kun skal handle om det indre marked til yderligere integration. Hans ideer blev mødt med mange forskellige holdninger fra Parlamentets politiske grupper, men de fleste MEPer var positive over for, at EUs fremtid er kommet på dagsordenen en måned før Storbritannien formelt annoncerer sin exit. Se vores video for at få højdepunkterne fra gårsdagens debat.

Juncker: "Hvor er du på vej hen, Europa?"

Fem scenarier for EU

Jean-Claude Juncker skitserede fem forskellige veje for fremtidens europæiske projekt:


  • “At fortsætte som nu” med de nuværende politikker.
  • ”Intet andet end det indre marked” – kun fokus på fordelene ved en mere integreret handel.
  • ”De der vil gøre mere” – at give lov til at EU kører i flere spor, hvor de lande, der ønsker at gå længere på nogle områder, kan gøre det.
  • ”At gøre mindre, men være mere effektiv” – at vælge en række begrænsede områder, hvor der kan ske yderligere integration, mens der bliver gjort mindre på andre områder.
  • ”At gøre meget mere sammen” – en stærkere integration på tværs af mange politiske områder.

Formanden for EU-Kommissionen afholdt sig fra at vælge sin egen præference, men sagde: ”I sidste ende, er der ikke bare mig der tager beslutningen. Det er op til Parlamentet, nationale parlamenter, regeringer og civilsamfundet. Med andre ord er det borgerne, der bestemmer. Vi vil hellere lytte, før vi siger, hvad vi selv mener.”


Reaktioner fra MEPerne


I den efterfølgende plenar-debat var nogle MEPer positive over for Kommissionens bidrag til debatten om fremtidens EU, mens andre var skuffede over, at Jean-Claude Juncker ikke ville afsløre sin egen favorit. Andre så også diskussionen som et tegn på, at EU er ved at falde sammen.


”Vi har lavet mange fejl, før vi nåede til det her punkt. Brexit er ikke årsagen. Brexit er den sidste konsekvens, og vi skal sikre os, at det er den sidste konsekvens,” sagde Esteban González Pons (EPP, Spanien). ”Du fremlægger et papir med scenarier i stedet for en klar plan der kan styrke vores hus mod stormen,” pointerede Gianni Pittella (S&D, Italien).


Læs mere her om reaktionerne fra de politiske grupper.


Parlamentets rapporter om fremtidens Europa


MEPerne har allerede godkendt tre rapporter om fremtidens Europa under in plenar-session i februar i Strasbourg. En af dem ser på de forbedringer, der er mulige under det nuværende system. En anden ser på, hvilke traktatændringer, der er nødvendige for at flere reformer kan blive tilføjet, mens den sidste undersøger, hvordan eurolandenes økonomier kan samarbejde bedre, så de kan blive mere robuste.


Se også vores videoer om Parlamentets forslag.