Det finske formandskab: MEP'er deler deres forventninger

Finland overtog EU's roterende formandskab d. 1. juli. Vi har spurgt finske MEP'er, hvad vi kan forvente os af det.

EU2019FI-logo.
EU2019FI-logo

Finlands statsminister Antti Rinne vil præsentere sit lands prioriteter for MEP'erne d. 17. juli. Følg debatten direkte fra kl. 10:00.

Sloganet for det finske EU-formandskab er “bæredygtigt Europa, bæredygtig fremtid”, og i løbet af de næste seks måneder bliver bæredygtighed nøgleordet. I stedet for at uddele traditionelle gaver med formandskabets logo på, vil Finland bruge sit gavebudget til at modvirke drivhusgasudslip fra flyrejser til møder i hovedstaden Helsinki og til Bruxelles. Til møderne i Finland vil der kun tilbydes postevand og ingen flaskevand.

Det finske formandskabs prioriteter er:


  • at styrke fælles værdier og retsstaten
  • at gøre EU mere konkurrencedygtigt og socialt
  • at forstærke EU's position som global leder på klimaområdet
  • at beskytte borgernes sikkerhed indgående



MEP'erne vil se handling på klimaområdet

Sirpa Pietikäinen (EPP) opfordrer til at få en mere videnskabelig og faktabaseret politik til at løse større udfordringer og foreslår, at konsekvensanalyser fremover skal indeholde en evaluering af effektiviteten af de foreslåede tiltag. Hun mener, at den cirkulære økonomi og ressourceeffektivitet er nøglen til at løse problemerne ved klimaforandringerne: "Vi har brug for en strategi til den cirkulære økonomi med planer for brug af tekstiler og bygninger, politik for bæredygtige fødevaresystemer og en fælles måde at måle fremskridtene på."

Pietikäinen ønsker også mere information om investeringers klimapåvirkninger inkluderet i den finansielle lovgivning.

Eero Heinäluoma (S&D): “EU's fælles værdier skal tages alvorligt. Jeg håber, at det finske formandskab vil bygge videre på et mere humant Europa og styrke forbrugernes og arbejdernes rettigheder... Jeg forventer, at Finland skubber på for at få mere ambitiøse klimatiltag og mere arktisk samarbejde. Det er vigtigt at få en aftale om klimaet, energien og skovene til at øge investeringerne i den cirkulære økonomi. EU skal fortsat være en leder på klimaområdet."

Forny Europas Elsi Katainen mener, at Finland vil være mere “fokuseret og opmærksomt”,  når det gælder fremskridt på større områder som Brexit, budgetforhandlinger og klimamål. Jeg håber og forventer, at i forhandlingerne om det næste langsigtede budget vil Finland hjælpe til med at finde et fair kompromis mellem medlemslandene, så der sikres et passende niveau for finansieringen af landbruget og samhørigheden.”

Ville Niinistö (De Grønne/EFA) noterer sig, at det finske formandskab kommer på et vigtigt øjeblik, når det gælder om at definere Europas fremtid. “Vi forventer, at Finland presser på for at få Europa til at træffe de nødvendige beslutninger på klimaområdet og begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Først er vi nødt til at sikre, at landene forpligter sig til kulstofneutralitet fra 2050 og har de nødvendige tiltag til at sikre en grøn økonomi... Finland skal også rejse spørgsmålet om nødvendigheden af social ansvarlighed, menneskerettigheder og retsstaten i EU.”

Laura Huhtasaari (ID) siger: “Jeg håber, at det finske nettobidrag til EU's budget vil blive mindre i det næste langsigtede budget. Det er på tide at standse redistribueringen af indkomsterne i Europa i form af samhørighedsudgifterne. Finland bør gøre en indsats for at afholde EU fra at presse de østlige medlemslande og Italien til at føre en migrationspolitik til skade for borgerne. Vi skal også forsvare europæiske, industrielle job, særligt mod Kina, der ikke følger de internationale handelsregler.”

Silvia Modig (GUE/NGL) pointerer, at Europa er fragmenteret på mange af de vigtige udfordringer: klimaforandringer, fremmedhad, populisme, Brexit, behandlingen af migranter der kommer til Europa... “Finland skal være modigt og aktivt og få klimamålene til at stå klare i alles bevidsthed. Vi skal blive enige om at stramme målene for udslip og fastsætte mål for kulstofneutralitet. Vi må ikke underprioritere klimaet pga. andre udfordringer.”


Mere