Parlamentet kræver mere støtte til regioner, så energiomstillingen kan lykkes 

Pressemeddelelse 
 
 
  • Parlamentet udvidede anvendelsesområdet for den nye Fond for Retfærdig Omstilling (FRO)  
  • Social samhørighed er et vejledende princip for tildeling af støtte under FRO. 
  • Særlig fokus på mindst udviklede regioner, den yderste periferi, øer 
  • Det Europæiske Råd skal frigøre flere midler for at imødekomme reelle behov 

MEP'erne er klar til at indlede forhandlinger med Rådet om oprettelse af Fonden for Retfærdig Omstilling for at afbøde de sociale virkninger af overgangen til en grønnere økonomi.

Parlamentsmedlemmerne vedtog onsdag den 16. september Parlamentets holdning til Kommissionens forslag til FRO med 417 stemmer for, 141 imod og 138 hverken/eller.

Parlamentet insisterede på, at der fra EU-budgettet for 2021-2027 afsættes betydeligt flere midler til FRO (25 mia. EUR i 2018-priser sammenlignet med 11 mia. EUR som foreslået af Kommissionen og nedskæringen til 7,5 mia. EUR som vedtaget af Det Europæiske Råd). Dette beløb bør suppleres med 32 mia. EUR i løbende priser som foreslået inden for rammerne af EU-genopretningsinstrumentet.

Parlamentsmedlemmerne bekræftede desuden de vigtigste bestemmelser, der er skitseret i udkastet til henstillinger fra Regionaludviklingsudvalget:

  • Støtte til borgerne, økonomien og miljøet
  • Indførelse af et "grønt belønningssystem", hvorved 18 % af de samlede FRO-midler kan tildeles de medlemsstater, der reducerer deres drivhusgasemissioner hurtigere end andre.
  • 1 % af det samlede beløb tildeles øer og 1 % regionerne i den yderste periferi.
  • En medfinansieringssats på op til 85 % af omkostningerne til støtteberettigede projekter i hele EU.
  • Mulighed for at overføre midler fra andre samhørighedsfonde på frivillig basis.
  • Udvidelse af anvendelsesområdet til også at omfatte mikrovirksomheder, bæredygtig turisme, social infrastruktur, universiteter og offentlige forskningsinstitutioner, energilagringsteknologier, lavemissionsfjernvarme, intelligent og bæredygtig mobilitet, digital innovation, herunder digitalt landbrug og præcisionslandbrug, projekter til bekæmpelse af energifattigdom samt kultur, uddannelse og opbygning af fællesskab.
  • Undtagelse for investeringer i aktiviteter forbundet med naturgas for regioner, der er stærkt afhængige af udvinding og forbrænding af kul, brunkul, olieskifer eller tørv, forudsat at disse aktiviteter er miljømæssigt bæredygtige i henhold til klassificeringsforordningen og opfylder seks yderligere kumulative betingelser.

Desuden skal medlemslande, der endnu ikke har vedtaget en national målsætning om at klimaneutrale i 2050, kun have tildelt halvdelen af deres nationale allokering.

Citat

Ordfører Manolis Kefalogiannis (PPE, GR) udtalte: "Som led i den europæiske grønne pagt ønsker EU at skabe en social og økonomisk omdannelse af regioner, der er afhængige af fossile brændstoffer og kulstofintensive industrier. Regionaludviklingsudvalget vedtog den 6. juli udkastet til betænkning om oprettelse af Fonden for Retfærdig Omstilling i sin helhed. Det er meningen, at FRO skal blive en hjørnesten i EU's samhørighedspolitik. Vi er nu klar til at indlede de interinstitutionelle forhandlinger. Samtidig vil FRO også være tæt knyttet til den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 og det nye genopretningsinstrument Next Generation EU."

Næste skridt

Det forventes, at de interinstitutionelle forhandlinger løber af stablen snarest muligt. Alle forhold vil blive drøftet med undtagelse af den finansielle ramme, som skal aftales sideløbende med den flerårige finansielle ramme (FFR).

Baggrund

Kommissionen offentliggjorde i januar et lovgivningsforslag om Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO). Der er tale om det første lovgivningsforslag til gennemførelse af de prioriteter, der er fastsat i den europæiske grønne pagt. Efterfølgende fremsatte Kommissionen i maj et ændret forslag om at stille yderligere midler til rådighed for Fonden.

Regionaludviklingsudvalget anmodede om, at såvel udkastet til betænkning som forhandlingsmandatet straks blev forelagt Parlamentets plenarmøde til afstemning med det formål at indlede forhandlinger med Rådet så hurtigt som muligt. Det fremgår af artikel 71, at afstemningen om betænkningen, såfremt Parlamentet forkaster udvalgets afgørelse om at indlede forhandlinger, først kan finde sted i den følgende mødeperiode, hvilket forsinker forhandlingerne mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen.