EU giver grønt lys til Konferencen om Europas Fremtid

Repræsentanter fra Parlamentet, Kommissionen og Rådet har underskrevet en fælles erklæring for Konferencen om Europas Fremtid.

Konference om Europas fremtid: skriv din fremtid

Parlamentets formand David Sassoli, Portugals statsminister António Costa, der repræsenterede Rådet, og Kommissionens formand  Ursula von der Leyen underskrev erklæringen ved en ceremoni den 10. marts i Parlamentets plenarkammer i Bruxelles.

Konferencen om Europas Fremtid skal give borgerne en større rolle i at forme EU's fremtidige politikker og ambitioner. Den vil indeholde mange arrangementer og debatter på tværs af EU, såvel som give europæerne et talerør gennem en flersproglig digital platform.

“Forventningerne fra EU's borgere er større en nogensinde. Det er vigtigt at fortsætte med at give Europa de rette værktøjer til at leve op til disse forventninger; disse krav om solidaritet," sagde parlamentsformand Sassoli. "Dette er en mulighed for at genopdage Europas sjæl og det europæiske projekt. Vi inviterer alle europæere til at blive involverede i konferencen og bygge morgendagens Europa, så det kan blive 'deres Europa'."

“Vi er klar over, at vi ikke alle har den samme vision for Europas fremtid," sagde António Costa. “Det er derfor, at Konferencen om Europas Fremtid vil blive et vigtigt øjeblik, hvor vi kan diskutere ethvert tabu og samle vores forskellige visioner. Kun på denne måde kan vi overvinde vores forskelligheder og styrke det, der binder os sammen.”

“Det er præcis i krisetider, at vi ser, hvor Europa fungerer for borgerne, og hvor vi kan gøre det bedre," sagde Ursula  von der Leyen. “Denne konference skal nå videre ud end Bruxelles, videre end de nationale hovedstæder. Vi ønsker at høre fra de europæiske borgere i hele deres forskellighed - fra unge og gamle, byboere og beboere i landdistrikter, fra erasmusstuderende til de der har gået på gaderne og demonstreret såvel som dem, der tvivler på, at det at skabe en endnu mere integreret union er en god ide."

En meningsmåling fra udgangen af 2020 viste, at tre ud af fire af de adspurgte mener, at konferencen kan få en betydning for demokratiet i EU. Halvdelen af de adspurgte udtrykte, at de gerne selv vil involveres i konferencen.

Underskrevet fælles erklæring for Konferencen om Europas Fremtid
Underskrevet fælles erklæring for Konferencen om Europas Fremtid.