Forbedring af Det Fælles Europæiske Asylsystem 

Ajourført den: 
 
Oprettet:   
 

Migrationspresset på Europa har påvist, at der er brug for en reform af EU's asylsystem, såvel som et større behov for at dele ansvaret EU-landene imellem.

Et barn reddes af Frontex ved Middelhavet ©European Union 2018 - Frontex  

De seneste år har et større antal personer flygtet til Europa fra konflikt, terror og forfølgelse fra deres egne lande. Mens sidste års antal af ulovlige grænseovergange var 92% lavere end højdepunktet i 2015, er der stadig et behov for at ændre EU's asylsystem.

Læs mere: EU’s svar på migrationsudfordringen

 

Introduktion af en deling af ansvaret: Revision af Dublinforordningen

 Proceduren til at søge flygtningestatus er bestemt af Dublinforordningen, det mest vigtige element af Det Fælles Europæiske Asylsystem (CEAS). Det bestemmer hvilket EU-land, der er ansvarligt for asylansøgningsprocessen, med den generelle regel, at det er det første land man kommer til. I sjældne tilfælde spiller andre faktorer ind såsom familiesituationen og sundhed.

Det nuværende system, udarbejdet i 2003, var ikke skabt til at distribuere asylansøgninger mellem medlemslandene, og da antallet af flygtninge, der ankom til EU i 2015, steg, begyndte lande som Grækenland og Italien at få problemer med at modtage alle ansøgere. Parlamentet har opfordret til at ændre Dublinsystemet siden 2009.

I april 2016 foreslog EU-Kommissionen en såkaldt “retfærdighedsmekanisme” en måde at få medlemslandene til at dele ansvaret for flygtningene baseret på velstand og befolkningernes størrelse.

Den 6. november 2017 bekræftede Europa-Parlamentet sit mandat til at indgå i tværinstitutionelle forhandlinger om en grundlæggende reform af Dublinforordningen. Parlamentets forslag til ændringer i lovgivningen inkluderer:


  • Landet, som en asylansøger først ankommer til, skal ikke længere automatisk være ansvarlig for processen med asylansøgningen.
  • Asylansøgere med et “ægte link” til et særligt EU-land skal overføres dertil.
  • De, der ikke har et ægte til til et EU-land, skal fordeles på retfærdig vis mellem medlemslandene. Lande, der nægter at deltage i fordelingen af ayslansøgere, kan miste EU-finansiering.
  • Sikkerhedstiltagene skal øges, og alle asylansøgere skal registreres, når de ankommer, med fingeraftryk, der skal tjekkes i EU's databaser.
  • Provisioner for mindreårige skal styrkes og familiesammenførelsesprocedurer accelereres.

Selvom Parlamentet har været klar til at forhandle om markante ændringer af Dublin-systemet siden november 2017, har EU-regeringerne ikke været i stand til at nå til enighed om forslagene.


Find ud af hvad der er på spil for Dublin-reformen.

At give sikker adgang til EU: Skabelsen af en EU-genbosættelsesramme

Genbosættelse er den overførelse, på opfordring fra UNHCR, af en tredjelandsstatsborger, der har brug for beskyttelse fra et ikke-EU land til et EU-medlemsland, hvor han eller hun har lov til at opholde sig som flygtning. Det er et af de foretrukne muligheder for at garantere sikkerhed og lovlig adgang til den Europæiske Union for flygtninge.

For at sikre en holdbar situation for migrationsporblematikken, har Parlamentet understreget behovet for et permanent og obligatorisk EU-genbosættelsesprogram. I juli 2016 foreslog EU-Kommissionen etableringen af en permanent ramme med standardiserede, fælles procedurer for genbosættelsen på tværs af EU.

En delvis aftale om forslaget er blevet indgået mellem Parlamentet og Rådet i juni 2018. Men der er ikke blevet givet en endelig anbefaling til aftalen i Rådet. Der mangler fortsat yderligere fremskridt.

Se den nuværende status for EU’s genbosættelsesramme.

At holde øje: Opgradering af Eurodac-databasen

Når nogen ansøger om asyl, uanset hvorhenne i EU, bliver deres fingeraftryk overført til EURODAC's centrale database.

I maj 2016 foreslog EU-Kommissionen at ekstra data som navn, nationalitet, fødselssted, rejsedokumentsinformation og billeder af ansigtet skulle inkluderes for at understøtte den praktiske implementering af den reformerede Dublinforordning.

En øgning af mængden af information i systemet vil gøre det lettere for immigrationsmyndighederne at identificere en ulovlig migrant eller asylansøger uden at skulle mede om denne information fra et andet medlemsland, som det i øjeblikket er tilfældet.

Se den nuværende status for ændringerne til Eurodac.

At sikre en større ensartethed

En større konvergens i asylsystemet er nøglen til en større deling af ansvaret. Det vil hjælpe til med at aflaste lande, der tilbyder bedre forhold og hjælpe med at forebygge ”asyl-shopping”. Europa-Parlamentet arbejder på nogle lovforslag, der skal bringe større ensartethed.

I juni 2017 vedtog Parlamentets LIBE-udvalg regler for kvalificering og anerkendelse af personer, der har behov for beskyttelse. Formålet er, at reglerne skal gør det klarere, hvornår der skal gives asyl og sikre, at asylansøgerne får samme behandling, uanset i hvilket medlemsland de indgiver deres anmodning. Mens Parlamentet og Rådet indgik en midlertidig aftale i juni 2018, skal aftalen formelt stadig godkendes i Rådet.

Ændringerne til modtagelsesforholdsdirektivet forsøger at sikre, at asylansøgerne får gavn af harmoniserede, materielle modtagelsesstandarder (bolig, adgang til arbejdsmarkedet osv.). I juni 2018 nåede Parlamentet og Rådet frem til en delvis, midlertidig aftale om at opdatere lovgivningen. Med denne aftale får asylansøgere lov til at arbejde seks måneder efter, at de har bedt om asyl i stedet for efter ni måneder. De vil også få adgang til sprogkurser fra dag et. Som med kvalificationslovgivningen, skal der gives endeligt grønt lys fra Rådet.

Medlemmerne har også bakket op om forslag til at styrke det nuværende Europæiske Asylstøttekontor (EASO), der skal blive til EU's Agentur for Asyl. Agenturet skal gøre Det Fælles Europæiske Asylsystem funktionsdygtigt og hjælpe til med at sikre, at der er overnestemmelse mellem asylevalueringsprocessen i EU. Lær mere om Parlamentets forslag og synspunkter.


Denne artikel blev sidst opdateret d. 5. september 2019.