Et globalt Europa: €79,5 mia. skal støtte udviklingslande

EU vil investere €79,5 mia. i udvikling og internationalt samarbejde i nabolande frem mod 2027. Se mere i videoen.

Et globalt Europa: 79,5 mia. € til støtte for udvikling rundt om i verden

Som en del af budgettet for 2021-2027 har EU set sine investeringer uden for unionen igennem. Parlamentet gav ved junis plenarforsamling grønt lys til en aftale, der blev indgået i december 2020, om at oprette en fond, Globale Europa, på €79,5 mia., hvor flere eksisterende EU-instrumenter, som f.eks. den Europæiske Udviklingsfond, bliver lagt sammen. Denne strømlining skal gøre EU mere effektiv i at fremme sine værdier og interesser i verden og til hurtigere at kunne reagere på hurtigt opståede globale udfordringer.

Instrumentet vil finansiere EU's udenrigspolitiske prioriteter i de kommende syv år og støtte den bæredygtige udvikling i EU's nabolande såvel som i Afrika syd for Sahara, Asien, Latinamerika, Stillehavet og i Caribien. Globale Europa skal støtte projekter, der vil bidrage til at tackle problemstillinger som fattigdom og migration og fremme EU-værdier som menneskerettigheder og demokrati.

Programmet vil også støtte globale, multilaterale indsatser til at sikre, at EU kan leve op til sine forpligtelser i verden, inklusiv de Bæredygtige Udviklingsmål og Paris-aftalen for klimaområdet. 30% af programmets midler skal bruges til at nå klimamålsætningerne.

Mindst €19,3 mia. er øremærkede til lande i EU's naboområder, mens €29,2 skal investeres i Afrika syd for Sahara. Globale Europas midler vil også gå til et hurtigere kriseberedskab og forebyggelse af konflikter. EU vil øge sin støtte til bæredygtige investeringer i verden under den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling Plus, der vil bruge privat kapital til at supplere direkte udviklingsassistance.

I forhandlingerne med Rådet sikrede Parlamentet, at MEP'erne skal involveres mere i de strategiske beslutninger angående programmet. Globale Europa vil gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2021.

Globale Europa er et blandt EU's 15 flagskibeprogrammer, som Parlamentet støttede i forhandlingerne om budgettet for 2021-2027 og genopretningsinstrumentet, der skal give EU €1,8 billioner i finansiering de kommende år.