Parlamentet lancerer tilbundsgående undersøgelser af amerikansk overvågning 

Pressemeddelelse 
 
 
©BELGA/MAXPPP/S.BELLOUMI  

Parlamentets Udvalg for Borgerrettigheder vil foretage en "tilbundsgående undersøgelse" af de amerikanske overvågningsprogrammer, herunder aflytning af lokaler og andre beskyldninger om spionage, og præsentere sine resultater ved årets udgang, siger en resolution vedtaget af Europa-Parlamentet torsdag. MEPerne kræver også bedre beskyttelse af whistleblowers.


I beslutningsforslaget, der blev godkendt med 483 stemmer for og 98 imod, mens 65 stemte blankt, udtrykker MEPerne alvorlig bekymring over PRISM og andre overvågningsprogrammer, fordømmer spionage mod EU-institutionerne og opfordrer de amerikanske myndigheder til uden yderligere forsinkelse at give dem alle oplysninger om disse påstande.


Parlamentet udtrykker alvorlig bekymring over anklager om, at der findes lignende overvågningsprogrammer i flere medlemslande som fx Storbritannien, Sverige, Holland og Tyskland. MEPerne anmoder dem om at undersøge om disse programmer er forenelige med EU-lov og understreger, at andre lande, fx Polen, har udtrykt bekymring over hemmelige tjennesters aflytning.


Undersøgelse i Udvalget for Borgerrettigheder

Undersøgelsen i Udvalget for Borgerrettigheder skal indsamle oplysninger og beviser fra både amerikanske kilder og kilder i EU og fremlægge sine konklusioner i en resolution ved årets udgang. Undersøgelsen skal vurdere de påståede overvågningsaktiviteter indvirkning på EU-borgernes ret til privatliv og databeskyttelse, ytringsfrihed, uskyldsformodningen og retten til effektive retsmidler.


De MEPer, der er involveret i undersøgelsen, skal komme med anbefalinger, der kan forhindre lignende tilfælde i fremtiden samt intensivere IT-sikkerheden i EUs institutioner, organer og agenturer.


Bedre beskyttelse af whistleblowers

MEPerne uderstreger behovet for "procedurer, der gør det muligt for informanter at afsløre alvorlige overtrædelser af de grundlæggende rettigheder", samt vigtigheden af, at sådanne personer ydes den beskyttelse, de har brug for, også på internationalt plan.


Suspension af aftaler om passagerlister på fly og databeskyttelse?

MEPerne opfordrer EU-Kommissionen, Ministerrådet og EU-landene til at overveje alle de instrumenter, de har til rådighed, i forhandlinger med USA, herunder en eventuel suspension af aftalerne om passagerlister (PNR) og programmet til sporing af finansiering af terrorisme (TFTP).


Handelsforhandlinger må ikke underminere databeskyttelse

EUs standarder for databeskyttelse må ikke undermineres som resultat af en handelsaftale mellem EU og USA, advarer resolutionen og tilføjer, at det vil være "uheldigt", hvis forhandlingerne om en handelsaftale mellem EU og USA skulle blive påvirket af påstandene.


Presserende behov for stærkere databeskyttelse

Parlamentet opfordrer EU-landene til at fremskynde deres arbejde på hele databeskyttelsespakken og opfordrer Kommissionen og de amerikanske myndigheder til omgående at genoptage forhandlingerne om en aftale om databeskyttelse. Den endelige aftale bør sikre, at EU-borgernes adgang til det amerikanske retssystem er lig, hvad der gælder for amerikanske statsborgere, tilføjer resolutionen.




Debat: Onsdag den 3. juli

Afstemning: Torsdag den 4. juli

Procedure: Udtalelser fra Rådet og Kommissionen fulgt af debat og resolution