Malala Yousafzai vinder af Sakharov-prisen 2013  

Pressemeddelelse 
 
 
Malala Yousafzai, den pakistanske forkæmper for pigers ret til uddannelse, får Sakharov-prisen 2013  

Den pakistanske forkæmper for pigers uddannelse Malala Yousafzai er vinderen af dette års Sakharov-pris for tankefrihed, har Europa-Parlamentets formandskonference, der består af Parlamentets formand og lederne af de politiske grupper, besluttet torsdag. Malala Yousafzai vil blive inviteret til at modtage prisen ved en ceremoni i Strasbourg den 20. november.

"Ved at give Sakharov-prisen til Malala Yousafzai anerkender Europa-Parlamentet denne unge kvindes utrolige styrke. Malala står modigt for alle børns ret til en uddannelse. Pigers ret til uddannelse bliver alt for ofte overset", sagde Europa-Parlamentets formand Martin Schulz, da han offentliggjorde navnet på prismodtageren. "Eftersom i morgen, den 11. oktober, er international dag for piger, vil jeg minde om, at omkring 250 millioner unge piger rundt omkring i verden ikke frit kan gå i skole. Malalas eksempel minder os om vores pligt og ansvar for børns ret til uddannelse. Dette er den bedste investering i fremtiden", tilføjede han.


Den 16-årige Malala Yousafzai er studerende fra byen Mingora i Pakistans Swat-distrikt og kendt for sin aktivisme for kvinders rettigheder i Swat-dalen, hvor talibanstyret har forbudt piger at gå i skole.


Hun holdt sin første offentlige tale i september 2008 med titlen "Hvor vover Taliban at tage min grundlæggende ret til uddannelse?". Da alle pigeskoler under Talibans kontrol blev lukket i januar 2009, begyndte hun at skrive en blog for BBC Urdu under pseudonymet "Gul Makai, en folklore heltinde". Bloggen gjorde Malala og hendes kamp berømt. Men da hendes identitet blev afsløret fulgte trusler mod hendes familie og endte med et attentatforsøg i oktober 2012, hvor hun blev skudt i hovedet og halsen af attentatmænd fra Taliban, da hun var på vej hjem i en skolebus.


"Malala er globalt anerkendt som menneskerettighedsforkæmper", siger de MEPer, der nominerede hende til prisen: "Hun kæmper for kvinders ret til uddannelse, frihed og selvbestemmelse".


Malala Yousafzai blev nomineret af EPP, S&D og ALDE samt Jean Lambert (De Grønne/ UK) og ECR-gruppen.


Sakharov-prisen for tankefrihed, der er opkaldt efter den sovjetiske videnskabsmand og dissident Andrei Sakharov, blev oprettet af Europa-Parlamentet i december 1988. Den uddeles årligt til en person eller organisation, der har dedikeret sit liv til forsvaret for menneskerettigheder og frihed, herunder særligt ytringsfriheden.