Del denne side: 

View of a high-speed train crossing a viaduct in Bubierca, Spain - ©BELGA/AGEFOTOSTOCK/ P. Salaverría  

Konkurrencen om at udbyde tjenester til togpassagererne bør blive større, sagde Parlamentet onsdag i en afstemning om et nyt lovforslag. De nationale myndigheder, som idag tildeler kontrakter på togtjenester til en enkelt operatør, ville blive tvunget til at sende dem i udbud eller forklare, hvorfor de ikke har gjort det. Nye og/ eller mindre operatører ville få bedre adgang til jernbaneinfrastrukturen, og komplicerede certificeringsprocedurer for at sætte tog på skinner ville blive forenklet.

For at forbedre kvaliteten af jernbanetjenesterne og særligt for at skabe mærkbare forbedringer for passagererne bør der udformes en liste over effektivitets- og kvalitetskriterier for offentlige kontrakter, siger Parlamentets ændringsforslag til et nyt udkast til fælles regler for tildeling af offentlige kontrakter inden for passagertogsdriften.


De nationale myndigheder vil kunne vælge at udlicitere kontrakterne på de offentlige tjenester eller tildele kontrakterne direkte til den foretrukne togoperatør, men EU-reglerne ville fastsætte den maksimale varighed for kontrakterne, og myndighederne ville skulle forklare, hvorfor de tildeler en kontrakt direkte til en operatør på baggrund af kriterier som punktlighed, omkostningseffektivitet, hyppighed i togdriften eller kundetilfredshed, siger Parlamentet.


Operatører, som er valgt af myndighederne, skal sikre, at arbejdsforholdene for deres personale overholder sociale bestemmelser om overflytning af personale, hvis operatøren skiftes ud. De vil også skulle overholde kollektive overenskomster og sikre rimelige beskæftigelses- og arbejdsvilkår, tilføjer teksten.


De foreslåede regler skal gøre det lettere for nye operatører at levere tjenester og give alle operatører lige adgang til jernbaneinfrastrukturen samtidig med, at de sikrer funktionen af de offentlige tjenester. Mindre operatører bør få lettere ved at byde på offentlige kontrakter, idet der fastsættes et minimum antal kontrakter, der skal udliciteres i hvert land afhængigt af trafikmængden.


MEPerne gav også deres støtte til regler som harmoniserer sikkerhedscertificeringen for togoperatører og som vil spare tid og penge på godkendelsesprocedurerne.


Læs mere i baggrundsnoten til højre for artiklen.

 

Næste skridt

Afstemningsresultatet udgør Parlamentets førstebehandlingsposition. Når Rådet har fastlagt sin position vil de to parter forhandle den endelige formulering af reglerne.