EU skal bremse udbredelsen af invasive plante- og dyrearter 

Pressemeddelelse 
 
 
Den asiatiske tigermyg kom ind i Europa via handel med brugte bildæk. Den spreder tropesygdomme. - ©BELGAIMAGE/AGEFOTOSTOCK/CDC_GATHANYPHANIE  

Nye EU-tiltag skal stoppe fremmede plante- og dyrearter eller insekter, som f.eks. dræbersnegle og mink, fra at komme ind i EU eller begrænse de økologiske og økonomiske skader forårsaget af dem, der alligevel kommer ind, sagde Parlamentet onsdag. Loven forbyder indførelse af arter, der er erklæret af "særlig bekymring" og kræver mere og bedre koordineret indsats fra medlemslandene for at håndtere truslen.

"Invasive fremmede arter forårsager hvert år skader for mindst 12 milliarder euro i EU, og mange medlemsstater er allerede nødt til at bruge betydelige ressourcer på at håndtere dem", sagde Pavel Poc (S&d, CZ), som styrede lovgivningen gennem Parlamentet. Hans betænkning blev vedtaget med 606 stemmer for, 36 imod og 4 blanke.


"Medlemsstaternes indsats er meget ofte ineffektiv, simpelthen fordi disse arters udbredelse ikke standser ved de nationale grænser. Det er derfor afgørende at medlemslandene samarbejder", tilføjede han.


Loven vil kræve, at EU-landene skal fastslå, hvordan de invasive arter er kommet ind, og hvordan de spredes. Der skal desuden oprettes et overvågningssystem og handlingsplaner, og de officielle kontroller ved grænserne skal intensiveres. Hvor der er tale om meget udbredte invasive arter, skal medlemsstaterne også udarbejde forvaltningsplaner.


Fremmede arter af særlig bekymring for EU

Arter, der regnes som værende af særlig bekymring må ikke indføres, transporteres, sælges, holdes, avles, dyrkes eller slippes løs i naturen, siger aftaleteksten.


Under forhandlingerne mellem Parlamentet og Ministerrådet gik Ministerrådet med til, at listen over invasive arter ikke skal begrænses til 50 arter, som oprindeligt foreslået. Den åbne liste vil prioritere nye arter, der udgør et begyndende problem, og de arter, der forårsager de mest betydelige skader.


Det vil være op til medlemsstaterne at fastsætte passende bødestraffe for brud på reglerne. Medlemsstaterne vil kunne give særlige virksomheder lov til at udnytte arterne i kommercielt øjemed. MEP'erne insisterede desuden på, at der skal etableres et videnskabeligt forum til at rådgive om de videnskabelige aspekter af anvendelsen af de nye regler samt, at princippet om, at "forureneren betaler", skal anvendes ved dækning af de skader, som de invasive arter forårsager.


Baggrund

Invasive arter er en væsentlig og voksende årsag til tab af biodiversitet og udryddelse af arter, siger EU-Kommissionen. Invasive arter kan også være vektorer for sygdomme eller direkte forårsage sundhedsproblemer (som f.eks. astma, eksem eller allergi). De kan også beskadige infrastruktur og faciliteter, hæmme skovbrug eller medføre tab for landbruget. Kommissionen anslår, at invasive arter hvert år koster EU mindst 12 milliarder euro.

Næste skridt

Lovforslaget mangler stadig den endelige, formelle godkendelse i Rådet.