Euro: Europa-Parlamentet giver grønt lys for Litauen 

Pressemeddelelse 
 
 
Den fremtidige litauiske euro © Lietuvos Bankas  

Litauen bør tilslutte sig euroen den 1. januar 2015, siger Europa-Parlamentet i en resolution vedtaget onsdag. Parlamentets anbefaling er på linje med en henstilling fra EU-Kommissionen. På topmødet i juni bakkede Rådet også op om Litauens tilslutning til euroen.

Parlamentets anbefaling, der blev vedtaget med 545 stemmer for, 116 imod og 34 blanke, støtter, at Litauen indfører euroen den 1. januar 2015.


"Dette er gode nyheder for Litauen, de baltiske lande og stabiliteten i Europa. Siden 2006 er der blevet ydet en intens indsats, som har ført til lav inflation, en stabil valutakurs, et lavt budgetunderskud og et acceptabelt gældsniveau i forhold til BNP. Velkommen til eurozonen Litauen", sagde Parlamentets ordfører Werner Langen (EPP, DE).


MEP'erne glæder sig over, at Litauen opfylder alle kriterier for at kunne tilslutte sig euroen: Den gennemsnitlige inflation har over de sidste 12 måneder ligget på 0,6% (et godt stykke under referenceværdien på 1,7%), underskuddet på de offentlige finanser var i 2013 på 2,1% af BNP (referenceværdi 3%) og gældsniveauet på 39,4 % af bruttonationalproduktet (et godt stykke under referenceværdien på 60%).


Litauen forventes at blive det 19. medlem af eurozonen efter Letland (2014), Estland (2011), Slovakiet (2009), Cypern og Malta (2008), Slovenien (2007), Grækenland (2001) samt Belgien, Tyskland, Frankrig, Irland, Spanien, Italien, Luxembourg, Holland, Østrig, Portugal og Finland (1999).


Næste skridt
Europa-Parlamentet spiller en konsulterende rolle, når potentielle eurolande skal vurderes. Litauens tiltrædelse til euroen forventes at blive endeligt godkendt af Rådet for almindelige anliggender den 23. juli.