MEPerne støtter EU- USA databeskyttelsesaftale for politi- og juridisk samarbejde 

Pressemeddelelse 
 
 

Paraplyaftalen mellem EU og USA om beskyttelse af personoplysninger, der udveksles i forbindelse med retshåndhævelse blev støttet af et bredt flertal af Parlamentets medlemmer torsdag. Aftalen vil sikre høje, bindende standarder for databeskyttelse, når data udveksles af politiet eller juridiske myndigheder på tværs af Atlanten.

Paraplyaftalen (”Umbrella Agreement”) omfatter overførsel af alle personlige data, såsom navne, adresser eller straffeattester, som udveksles mellem EU og USA i forbindelse med forebyggelse, opklaring, efterforskning eller retsforfølgelse af strafbare handlinger, herunder terrorisme.


”Skitsen til en transatlantisk databeskyttelse er klar”, sagde Parlamentets ordfører Jan Philipp Albrecht (De Grønne, DE). ”I fremtiden vil der omsider være høje, bindende standarder og stærke rettigheder for borgerne på begge sider af Atlanten, når der udveksles oplysninger mellem politi og retshåndhævende myndigheder. Efter seks års forhandlinger hæver vi databeskyttelsen med USA til et nyt niveau. Borgernes grundlæggende rettigheder vil være bedre beskyttet end de er idag med blot gensidig anerkendelse af lave standarder”.


”Aftalen udgør ikke et retsgrundlag for dataoverførsler, men beskytter de oplysninger, der allerede udveksles lovligt, og databeskyttelsesmyndighederne kan når som helst tjekke om standarderne overholdes”, tilføjede han.


Aftalen vil sikre, at borgere på begge sider af Atlanten har ret til:


- at blive underrettet i tilfælde af datalæk


- kan få ukorrekte oplysninger rettet


- kan gå til domstolene for en domstolsprøvelse


Aftalen fastsætter også grænser for videresendelse af data samt opbevaringsperioder.


Forslag fra ALDE og GUE, om at bede EU-Domstolen komme med en udtalelse om, hvorvidt aftalen er i overensstemmelse med EU-Traktaten, blev stemt ned.


Parlamentet støttede op om paraplyaftalen med 481 stemmer for, 75 imod og 88 udeladelser. Afstemningen baner vejen for, at Rådet nu kan beslutte at ratificere den internationale aftale.


Baggrund

Efter opfordringer fra Europa-Parlamentet bemyndigede Rådet i 2010 Kommissionen til at indlede forhandlinger om en aftale mellem EU og USA om beskyttelse af personoplysninger, når de overføres i forbindelse med politisamarbejde og retsligt samarbejde.


Forhandlingerne begyndte i marts 2011, der blev indgået en aftale den 8. september 2015 og  - efter at den amerikanske kongres i februar 2016 vedtog  ”the Judicial Redress Act”, som gav EU-borgere ret til at søge domstolsprøvelse i USA - blev aftalen underskrevet af EU-Kommissionen og de amerikanske myndigheder den 2. juni 2016.


Rådet besluttede den 18. juli 2016 at anmode Parlamentet om at give sit samtykke til aftalen.