MEP’erne udpeger medlemmer af nyt udvalg til undersøgelse af skatteunddragelse  

Pressemeddelelse 
 
 

MEP’erne har godkendt udpegelsen af 45 medlemmer til et nyt særligt udvalg om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse.

Der var ingen indvendinger imod beslutningen om at fordele de 45 pladser i udvalget nogenlunde proportionelt med den politiske sammensætning af Parlamentet. Derfor blev beslutningen truffet uden afstemning.

Blandt medlemmerne af det nye udvalg er Jeppe Kofod (S&D, DK).

Ifølge udvalgets mandat - der blev vedtaget under den seneste plenarsamling - skal dets arbejde bestå af undersøgelser af ”nationale ordninger, der giver skattefordele”, momssvig og problemer med at sikre overholdelsen af skattereglerne i den digitale økonomi.

Næste skridt

Det særlige undersøgelsesudvalg vil holde sit første møde den 22. marts, hvor medlemmerne forventes at udpege en formand, næstformænd og ordførere. Udvalgets mandat varer 12 måneder.