• Parlamentarikerne har øget Kommissionens budgetforslag til at beskytte klimaet med mere end 2 mia. EUR 
  • Budgettet for 2020 bør ”bygge bro til fremtidens Europa” med investeringer i jobskabelse, forskning og støtte til unge 
  • Forhandlinger med Det Europæiske Råd i november 
Golice vindmøllepark i Polen, delvist finansieret af EU-budgettet.  

Parlamentarikerne vedtog onsdag deres holdning til EU-budgettet 2020 og understregede, at der er brug for et ”solidt udgangspunkt til at lancere den nye generation af EU-programmer”.

Parlamentet fremhæver i sit udkast til en beslutning, at budgettet for 2020 er ”den sidste chance for Den Europæiske Union for at komme tættere på at opfylde de politiske forpligtelser i denne budgetperiode, herunder arbejdet mod at nå EU’s klimamål”. Det bør desuden bane vejen for det nye langsigtede EU-budget 2021-2027, den såkaldte flerårige finansielle ramme (MFF).


Medlemmerne af Europa-Parlamentet styrkede Kommissionens budgetudkast ved at øge budgettet til at beskytte klimaet med mere end 2 mia. EUR. Desuden har de sat flere penge af til Ungdomsbeskæftigelsesinitiativet (YEI) og Erasmus+-programmerne og godkendt yderligere støtte i tråd med Parlamentets prioriteringer inden for områder som SMV’er, forskning, digitalisering, migration og udenrigspolitik, herunder udvikling og humanitær bistand.


Parlamentet vedtog et budget på næsten 171 milliarder EUR i forpligtelsesbevillinger (penge, som EU forpligter sig til at investere i 2020 eller årene efter, fordi mange projekter og programmer løber over flere år), hvilket er en stigning på omkring 2,7 milliarder EUR sammenlignet med Kommissionens forslag til budgettet. Betalingsbevillingerne (hvad der konkret vil blive brugt i 2020) fastsætter Europa-Parlamentet til 159 milliarder EUR.


Citat


”Dagens afstemning om 2020-budgettet viser Parlamentets står sammen og at der er en fælles forståelse blandt de politiske grupper: Ambitiøse klimamål og miljøbeskyttelse kan gå hånd i hånd med programmer, der skaber nye job, understøtter europæiske forsknings- og udviklingsfaciliteter og øger konkurrenceevnen. Parlamentarikerne bekræftede også vores løfte om at øge Ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, udvekslingsprogrammet Erasmus+ og DiscoverEU - et meget succesfuldt projekt, der giver 18-årige interrail-billetter for at give dem muligheden for at opdage et EU uden grænser”, sagde Monika Hohlmeier (PPE, DE), der er ordfører for EU’s budget for 2020 (sektionen vedrørende Kommissionen). Her kan du downloade et interview med hende. Du kan finde en baggrundsbriefing her.


Næste skridt


Med afstemningen i plenarforsamlingen indledes tre uger med "forligsforhandlinger" med Rådet med henblik på at nå frem til en aftale mellem de to institutioner i god tid inden næste års budget, som skal til endelig afstemning i Parlamentet og undertegnes af formanden i forbindelse med plenarsamlingen 25.-28. november. Hvis parterne ikke når frem til en aftale, skal Kommissionen komme op med et nyt forslag til budgettet.

Baggrund


Ca. 93% af EU's budget finansierer reelle aktiviteter i og uden for EU-landene. Det går til borgere, regioner, byer, landbrugere, forskere, studerende, NGO'er og virksomheder.


I modsætning til de nationale budgetter, som i høj grad anvendes til at levere offentlige tjenesteydelser og finansiere sociale sikringsordninger, er EU's budget primært et investeringsbudget, og i modsætning til de nationale budgetter kan EU's budget ikke køre med underskud.