Europas grønne aftale: Første reaktioner fra MEPerne 

Pressemeddelelse 
Plenarmøde 
 
 
Europa-Kommissionens formand, Ursula Von der Leyen, til MEPerne: "Omkostningerne ved at se passivt til stiger år for år"  

MEPerne indkaldte onsdag til et plenarmøde for at drøfte køreplanen for et klimaneutralt kontinent med Ursula von der Leyen og Frans Timmermans.

Efter Parlamentet for nyligt erklærede klimakrise, afslørede Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag Kommissionens planer for et klimaneutralt EU i 2050.


Ledere for Parlamentets politiske grupper fremlagde deres synspunkter på, hvordan man sikrer, at den fremtidige "europæiske klimalov" finansieres og implementeres på en økonomisk og socialt afbalanceret måde.


Som afslutning på den to timers lange debat besvarede Frans Timmermans, Kommissionens ledende næstformand og ansvarlig for den europæiske grønne aftale, nogle af MEPernes mest presserende spørgsmål om måder at finansiere energiovergangen i nogle centrale og østlige medlemsstater, og hvordan man kan sikre, at europæiske og ikke-europæiske industrier kan konkurrere på baggrund af ens regler.


Klik på linksene for at se videoer af præsentationen.

Formand for Kommissionen, Ursula von der Leyen


Esther de Lange (EPP, NL) sagde, at hendes gruppe delte den ”moralske forpligtelse” til at beskytte planeten: ”Vi er den sidste generation, der er i stand til at gøre det. En sammenhængende og konsekvent industripolitik og en ambitiøs grøn aftale skal gå hånd i hånd, og bringe de bedste og klogeste sammen for at levere smarte løsninger.” Hvis andre dele af verden ikke spiller efter samme regler, bør EU genoverveje den åbne adgang til det europæiske marked, konkluderede hun.


Iratxe García (S&D, ES) sagde: ”En ny vækstmodel blev præsenteret i dag for at omdanne EU til et mere retfærdigt og mere velstående samfund”. Den model bør være baseret på tre søjler: En grøn søjle til at opnå af klimamål, en rød søjle for at sikre en stærk social dimension for den grønne aftale og en finansiel søjle, som skal give det langsigtede EU-budget tilstrækkelige ressourcer til at nå disse mål.


”Vi får kun succes, hvis vi laver denne udfordring om til en mulighed,” sagde Dacian Cioloș (RE, RO). For at gøre dette bør "den grønne aftale ikke betyde mere bureaukrati", men føre til, at samfundet mobiliseres. Han opfordrede til, at EU's ambition om reduktion af drivhusgasemissioner hæves i den kommende klimalov og dobbelt op på tilgangen til grøn digitalisering og teknologier.


Philippe Lamberts (Greens/EFA, BE) bad EU om at forpligte sig til en reduktion af drivhusgasemissionerne med 65% i 2030 og sikre bæredygtige ressourcer, biodiversitet og tackle forurening. "Fonden for Retfærdig Omstilling" bør gavne de mest sårbare mennesker, mens landbrug og finanspolitik har brug for en fuldstændig revision, sagde han.


Silvia Sardone (ID, IT) spurgte Kommissionen: ”Har I set på de sociale og økonomiske effekter af at opnå klimaneutralitet i 2050?” Hun sagde, at der er en ”modsætning” mellem EU's klimamål og handelsaftaler, der er underskrevet med lande med lavere miljøstandarder.

Ryszard Legutko (ECR, PL) sagde, at Kommissionen bør samarbejde med medlemslandene, der skal til at diskutere mål for reduktion af emissioner i Det Europæiske Råd. ”Forsøger Kommissionen at tage magten fra medlemslandene? (...) Regeringerne bør ikke blive sat på sidelinjen med noget så grundlæggende,” tilføjede han.


Manon Aubry (GUE/NGL, FR) foreslog en alternativ ”ny grøn aftale” lavet af hendes gruppe, som inkluderer kulstof-, plast- og petroleumafgifter og bindende foranstaltninger til en reduktion af emissioner med 70% for at opnå en mere menneskelig ”social og økologisk” overgang.


Se videoerne fra den første runde med talere fra de politiske grupper.


Frans Timmermans, ledende næstformand for Kommissionen


Næste skridt


Parlamentet vedtager en beslutning under plenarsamlingen 13.-16. januar 2020, hvori det giver sin holdning til Kommissionens planer.