Sassoli: Positive tiltag fra Kommissionen. Europa står sammen om den fælles udfordring som COVID-19 udgør 

Pressemeddelelse 
 
 

Udtalelse af Europa-Parlamentets formand David Sassoli efter offentliggørelsen af Kommissionens tiltag til at bekæmpe COVID-19

"Ikke siden slutningen af ​​anden verdenskrig har vi været udsat for så dramatisk en krise. I dag viser EU handling. Det tvivlede vi heller ikke på den ville.

Denne situation er så alvorlig, at ingen europæisk regering kunne finde på at reagere alene. Den pakke af foranstaltninger, Europa-Kommissionen har fremsat i dag til bekæmpelse af COVID-19, går i den rigtige retning.

Alle europæiske lande vil modtage støtte til deres sundhedssystemer såsom støtte til hospitaler, nødvendige forsyninger og finansiering af forskning for at udvikle en vaccine så hurtigt som muligt. Den første prioritet er at redde menneskeliv.

Den anden forpligtelse er at beskytte job, virksomheder og økonomien. Medlemslandene er autoriseret til at bruge så mange offentlige midler, som de finder nødvendigt, for at garantere støtte til medarbejdere, selvstændige arbejdstagere, virksomheder og banker. Ud over de forpligtelser, medlemslandene har givet, er mindst 37 milliarder euro klar og tilgængelige fra EU-budgettet.

Det er vigtigt at understrege, at regeringerne vil være i stand til at bruge al den fleksibilitet, der henvises til i stabilitets- og vækstpagten, og at statsstøtte vil være tilladt for sektorer og virksomheder, der er berørt af krisen.

Nu skal Rådet og Parlamentet godkende disse første forslag. Jeg kan forsikre Dem om, at Parlamentet vil gøre dette så hurtigt som muligt.

For at redde vores lande skal vi handle sammen i Europa. Vi bør gøre endnu mere.

I dag er kodeordet for Europa solidaritet. Ingen skal stå alene og ingen skal handle alene.”

Tryk her for at se og downloade udtalelsen.