Parlamentet kræver juridisk bindende mekanisme til beskyttelse af EU's værdier 

Pressemeddelelse 
 
 
  • En beslutning, der har til formål at beskytte demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder i alle medlemsstater 
  • EU er "strukturelt dårligt rustet" til at bekæmpe trusler mod grundlæggende værdier 
  • Parlamentets forslag har forebyggende og korrigerende tiltag 
MEP'erne forventer at Kommissionen handler på Parlamentets forslag om en årlig landespecifik monitoreringsmekanisme ©AdobeStock_Sergign  

Der er brug for årlige landespecifikke anbefalinger for at kunne udløse mekanismen, der beskytter EU’s værdier, traktatbrudssøgsmål og betingelser i forhold til EU-budgettet.

I en beslutning, der blev vedtaget onsdag med 521 stemmer for, 152 stemmer imod og 21 hverken/eller, fremsatte Europa-Parlamentet sit forslag til en EU-mekanisme til beskyttelse og styrkelse af demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder.


Behovet for en effektiv mekanisme

I teksten gentages parlamentsmedlemmernes bekymringer over "fremvæksten og forankringen af autokratiske og illiberale tendenser", som yderligere forværres af covid-19, samt korruption, desinformation og erobring af staten (state capture) i en række medlemsstater. Det fremgår også, at EU mangler de nødvendige værktøjer til at tackle en "hidtil uset og eskalerende krise for sine grundlæggende værdier", og det påpeges, at Rådet ikke har været i stand til at gøre meningsfulde fremskridt i de verserende procedurer i henhold til artikel 7, idet det bemærkes, at dette "muliggør fortsat afvigelse".


For effektivt at beskytte Den Europæiske Unions retsorden, dens borgeres grundlæggende rettigheder og dens internationale troværdighed mod de stigende problemer med hensyn til værdierne i henhold til artikel 2, foreslår parlamentsmedlemmerne et evidensbaseret værktøj, der vil skulle finde lige, objektiv og retfærdig anvendelse på alle medlemsstater, samtidig med at principperne om nærhed og proportionalitet respekteres.


En interinstitutionel aftale om en "årlig overvågningscyklus for EU-værdier"

Den nye "årlige overvågningscyklus" skal omfatte forebyggende og korrigerende tiltag baseret på landespecifikke anbefalinger, med tidsplaner og målsætninger forbundet med konkrete foranstaltninger, herunder procedurer i henhold til artikel 7, traktatbrudssøgsmål og budgetmæssig konditionalitet (når den er trådt i kraft). Parlamentets forslag vil konsolidere og erstatte eksisterende mekanismer, såsom den nylige rapport fra Kommissionen om retsstatssituationen.


Citat

”Vores forslag om en enkelt årlig overvågningscyklus vil erstatte og supplere adskillige værktøjer, der har vist sig at være ineffektive. Hvis de alvorlige problemer, der er blevet fastlagt i denne sammenhæng, ikke behandles, kan der træffes specifikke korrigerende foranstaltninger, som vil være mere effektive end vores nuværende, usammenhængende tilgang, især når de er knyttet til budgetmæssig konditionalitet. Indgåelsen af en interinstitutionel aftale vil sende et kraftigt signal om, at EU tager beskyttelsen af sit forfatningsgrundlag alvorligt", udtalte ordfører Michal Šimečka (Renew, Slovakiet).


Næste skridt

Parlamentsmedlemmerne afventer nu, at Kommissionen forelægger et forslag på grundlag af denne beslutning.


Baggrund

Parlamentet har siden 2016 anmodet om, at der indføres en permanent mekanisme til beskyttelse af demokratiet og retsstatsprincippet, og siden 2018 insisteret på, at et sådant nyt værktøj bør knyttes til beskyttelsen af EU's budget, når en medlemsstat konsekvent tilsidesætter retsstatsprincippet. For parlamentsmedlemmerne er det europæiske semester en anden nyttig ressource i denne sammenhæng.