Konferencen om Europas fremtid: Lancering af borgerplatformen den 19. april 

Pressemeddelelse 
 
 
  • Invitation til EU-borgere: “Fremtiden er i dine hænder” 
  • Arbejdet fortsætter med lanceringen af konferencens digitale platform, der er planlagt til den 19. april 
  • Forberedelse til indvielsen den 9. maj (Europadagen) 

På sit møde onsdag fortsatte styringskomitéen for Konferencen om Europas Fremtid forberedelserne til konferencens start.

Styringskomitéen godkendte den flersprogede digitale platform, som vil give borgere fra hele EU mulighed for at bidrage til konferencen. Den blev også enig om sine arbejdsmetoder og fortsatte forberedelserne til åbningsarrangementet på Europadagen (9. maj).

En åben og inkluderende demokratidebat med fokus på deltagelse

Takket været den nye, flersprogede digitale platform kan borgere fra hele EU fra den 19. april give deres besyv med på ethvert emne, de anser for vigtigt for EU’s fremtid. Det vil for første gang på EU-niveau aktivere borgere til at fremsætte deres ideer, kommentarer til andres ideer, skabe og deltage i events. Platformen vil blive konferencens centrale knudepunkt — et sted hvor alle bidrag til konferencen vil blive samlet og delt. Dette inkluderer decentrale events, de europæiske borgerpaneler og konferencens plenarmøder.

En specialiseret feedbackmekanisme vil samle og analysere de centrale punkter der bringes på bane, så de også kan tages i betragtning ved de europæiske borgerpaneler og konferencens plenarmøder. Platformen vil også give information om konferencens struktur og arbejde samt give ressourcer til arrangører af arrangementer inklusiv et katalog over centrale begivenheder, hvorigennem de vil kunne promovere deres initiativer på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk niveau. Borgere vil nemt kunne finde events, som de ønsker at deltage i takket være et kort over arrangementerne.

Efter mødet udtalte med-formændene af styringskomiteen følgende:

Europa-Parlamentets Guy Verhofstadt sagde: “Vi har brug for at gøre denne debat så livlig som muligt, og i COVID-tider betyder det at eksperimentere med digitale platforme så meget, vi kan. Med denne platform tilbyder vi redskaber, så alle har mulighed for at blive aktivt involveret i debatten, og vi vil sørge for at disse idéer indgår i konferencens analyse og konklusioner. Det er deres fremtid, så det er deres konference.”


Den portugisiske minister for EU-forhold på vegne af det portugisiske EU-formandskab, Ana Paula Zacarias, kommenterede, at: “Den digitale platform vil bringe Europæere ind i det offentlige rum. Det vil give dem mulighed for at udtrykke deres bekymringer, dele deres drømme og forventninger og til at gå i dialog med deres repræsentanter. Unionen har brug for borgernes styrke til at gøre den stærkere. Dette er et afgørende øjeblik, og det vil give os mulighed for at drøfte forskellige synspunkter åbent og uden tabuer.”


Europa-Kommissionens vicepræsident for demokrati og demografi, Dubravka Šuica, sagde: “Lanceringen af den digitale platform om ti dage vil give vores borgere et unikt rum til at deltage i samtaler og debatter på tværs af hele Europa. Den vil give folk mulighed for at dele deres idéer, bekymringer, håb og drømme - og det på alle officielle EU-sprog. Der er et voksende momentum, og jeg ser frem til at se resultatet."


Konferencens officielle hashtag #FremtidenErDin er en invitation til EU-borgere til at deltage og definere EU’s fremtid: “Fremtiden er i dine hænder”.

Åbningsarrangement på Europadagen

Desuden gjorde styringskomitéen fremskridt med forberedelserne til konferencens åbningsarrangement på Europadagen (9. maj), hvis forholdene tillader det. Den vedtog også komitéens egne arbejdsmetoder og havde en første drøftelse af udkastet til regler for sammensætningen af og arbejdet på konferencens plenarmøder.


Næste skridt

Styringskomiteen mødes igen om to uger for at afslutte diskussionen om reglerne for arbejdsgangen og at behandle andre forudsætninger for konferencens afholdelse.

Kontakter: