€30 mia. til infrastrukturprojekter, der forbinder EU's regioner 

Pressemeddelelse 
 
 
  • Fra 2021 vil der være nye midler til grænseoverskridende projekter inden for transport, energi og digitalisering 
  • 60 % af midlerne vil gå til klimarelaterede mål 
  • Mindre bureaukrati i forbindelse med tilladelser til større transportprojekter  
Connecting Europe-faciliteten vil finansiere grænseoverskridende transport, energi og digitale projekter ©AdobeStock_den-belitsky  

Onsdag vedtog Parlamentet det opgraderede program for Connecting Europe-faciliteten og frigav nye midler til projekter inden for transport, digitalisering og energi for 2021-2027.

Parlamentet og Rådet blev enige om et opgraderet program for Connecting Europe-faciliteten (CEF) for perioden 2021-2027 til en værdi af €30 mia. Det vil blive brugt til at finansiere projekter inden for transport, energi og digitalisering, der har merværdi for EU. Programmet vil sikre, at vigtige transeuropæiske projekter afsluttes efter planen senest i 2030. Her handler det f.eks. om Rail Baltica, opladningsinfrastruktur i forbindelse med alternative brændstoffer og udrulningen af 5G langs vigtige transportakser.

Det lykkedes medlemmerne af Europa-Parlamentet at øremærke 60% af CEF-midlerne til projekter, der bidrager til at nå EU's klimamål, mens 15% af midlerne under energisøjlen vil gå til grænseoverskridende projekter for vedvarende energi.

Næste generation af projekter
Connecting Europe-faciliteten er bygget op omkring tre søjler. Omkring €23 mia. vil gå til transportprojekter, €5 mia. til energiprojekter og €2 mia. til digitale projekter. De ca. €10 mia., der er øremærket til grænseoverskridende transportprojekter, kommer fra Samhørighedsfonden. Med disse midler vil medlemslandene kunne udfylde hullerne i transportforbindelser. Der vil blive afsat €1,4 mia. til at fremskynde gennemførelsen af store grænseoverskridende jernbaneprojekter. Projekterne vælges af Kommissionen på baggrund af deres konkurrenceevne.

I den digitale sektor vil Connecting Europe-faciliteten støtte udviklingen af projekter af fælles interesse såsom sikre digitale net med meget høj kapacitet og 5G-systemer såvel som digitaliseringen af transport- og energinet.

Programmet vil desuden sigte mod at gøre energinettene mere interoperable og sikre, at de finansierede projekter er i overensstemmelse med EU's og medlemslandenes klima- og energiplaner.

Fremskyndelse af transportprojekter

Parlamentet og Rådet har også vedtaget nye regler for det transeuropæiske net (TEN-T). De nye regler skal forenkle tilladelsesprocedurerne for TEN-T-projekter, så disse kan gennemføres hurtigere. Medlemslandene vil skulle udpege et kontaktpunkt for projektlederen og sikre, at det ikke tager mere end fire år at opnå tilladelse til at iværksætte et projekt.

Citater fra ordførerne

Ordfører for Transport- og Turismeudvalget Marian-Jean Marinescu (EPP, Rumænien) udtalte: “CEF vil modernisere transportforbindelserne i hele EU. Den vil hjælpe Europa med at klare udfordringerne i forbindelse med sektorens dekarbonisering og især bidrage til at gøre sloganet om "skift til jernbane" til en realitet. Oprettelse af manglende forbindelser vil også fremme person- og godstransporten.”

Hans kollega og medordfører for Transport- og Turismeudvalget Dominique Riquet (Renew, Frankrig) tilføjede: “Det vil ikke være muligt at gennemføre den grønne pagt, hvis vi ikke opgraderer vores infrastruktur til den kommende digitale og miljømæssige omstilling. Den næste generation af Connecting Europe-faciliteten træder i kraft på det helt rigtige tidspunkt for at sikre denne overgang.”

Ordfører for Udvalget om Industri, Forskning og Energi Henna Virkkunen (EPP, Finland) understregede: “Connecting Europe-faciliteten finansierer vigtige projekter for grænseoverskridende forbindelser og vedvarende energi medlemslandene imellem og vil gøre det muligt for Europa at tage et spring mod en digital og klimaneutral økonomi. Det er afgørende for at sikre, at vi forbliver konkurrencedygtige i fremtiden.”

Næste skridt

Den opgraderede Connecting Europe-facilitet træder i kraft efter offentliggørelsen af de nye regler i Den Europæiske Unions Tidende. Reglerne vil finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021. Medlemslandene har to år til at forberede sig på gennemførelsen af reglerne om strømlining af TEN-T.