EU's nye jord til bord-strategi skal gøre vores mad sundere og mere bæredygtig 

Pressemeddelelse 
 
 
  • Behov for bindende reduktionsmål for anvendelse af pesticider  
  • Dyrevelfærdsstandarderne skal revideres  
  • Mere jord til økologisk landbrug 
  • Landmænd skal have en rimelig andel af overskuddet fra bæredygtigt producerede fødevarer  
Parlamentsmedlemmerne understreger behovet for at reducere landbrugets miljøaftryk.. ©AdobeStock/Julia  

MEP'erne ønsker at modernisere EU's fødevaresystemer for at garantere fødevaresikkerhed og sundere fødevarer, en rimelig indkomst for landmænd og et mindre miljøaftryk fra landbruget.

Europa-Parlamentet glæder sig over den nye jord til bord-strategi. I en beslutning om strategien understreger parlamentsmedlemmerne, hvor vigtig produktionen af bæredygtige og sunde fødevarer er for at nå målene i den europæiske grønne pagt. Det gælder f.eks. målene for klima, biodiversitet, nulforurening og folkesundhed.

MEP’erne fremhæver, at der er behov for øget bæredygtighed i alle led i fødevarekæden. De gør det også klart, at alle – fra landmand til forbruger – har en rolle at spille, hvis det skal kunne lade sig gøre. Samtidig skal landbrugerne have en rimelig andel af overskuddet fra bæredygtigt producerede fødevarer. Derfor ønsker parlamentsmedlemmerne, at Kommissionen gør en større indsats for at styrke landbrugernes position i forsyningskæden, bl.a. ved at tilpasse konkurrencereglerne.

Andre anbefalinger inkluderer:

Sundere fødevarer

– Videnskabeligt baserede EU-anbefalinger om sund kost, herunder en obligatorisk EU-næringsdeklaration på forsiden af fødevarernes indpakning.

– Begrænsning af overforbruget af kød og stærkt forarbejdede fødevarer med et højt salt-, sukker- og fedtindhold, bl.a. ved at fastsætte grænseværdier for indtag.

Pesticider og beskyttelse af bestøvere

– En forbedring af godkendelsesproceduren for pesticider og tættere overvågning af gennemførelsen af den for at beskytte bestøvere og biodiversiteten.

– Bindende reduktionsmål for anvendelse af pesticider. EU-landene bør fastsætte målene gennem deres strategiske planer under den fælles landbrugspolitik.

Drivhusgasemissioner

– Som en del af Fit for 55-pakken skal EU regulere og fastsætte ambitiøse reduktionsmål for udledninger fra landbrug og relateret arealanvendelse, herunder gennem strenge kriterier for biomassebaseret vedvarende energi.

– Naturlige kulstofdræn skal genoprettes og styrkes.

Dyrevelfærd

– Fælles, videnskabeligt baserede velfærdsindikatorer med henblik på en stærkere paneuropæisk harmonisering.

– Evaluering af, om der er behov for ændringer i den nuværende EU-lovgivning.

– Udfasning af brugen af bure i EU's husdyrbrug.

– Animalske produkter fra lande uden for EU bør kun tillades, hvis landenes standarder er de samme som EU's.

Økologisk landbrug

– En større del af EU's landbrug skal være økologisk i 2030.

– Der er brug for initiativer, i form af tilskyndelse, offentlige udbud og beskatning, til at stimulere efterspørgslen.

Næste skridt

Beslutningen blev vedtaget med 452 stemmer for, 170 imod og 76 hverken/eller. Afstemningen fandt sted tirsdag, og resultatet blev offentliggjort onsdag. Du kan se en optagelse af debatten her.

Kommissionen planlægger en række lovforslag under "fra jord til bord”-strategien. MEP'erne understreger derfor behovet for forudgående konsekvensanalyser af sådanne forslag, og under debatten på plenarmødet beklagede mange Kommissionens sene offentliggørelse af Det Fælles Forskningscenters rapport om konsekvenserne af "fra jord til bord"-strategien.

Citater

Ordføreren for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, Herbert Dorfmann (EPP, IT), udtalte efter afstemningen: "Ansvaret for, at vi får et mere bæredygtigt landbrug, skal løftes gennem en fælles indsats fra landbrugernes og forbrugernes side. Vores landbrugere gør allerede et stort arbejde, så når vi med rette beder dem om yderligere at reducere deres brug af pesticider, gødning og antibiotika, er vi også nødt til at støtte dem, så produktionen ikke blot flyttes uden for EU. Vi skal fortsat prioritere, at alle har adgang til fødevarer til rimelige priser."

Ordføreren for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Anja Hazekamp (Venstrefløjsgruppen, NL), udtalte: "EU's nuværende politikker er en drivkraft bag miljøskadelige landbrugsmodeller og baner vejen for import af ikkebæredygtige produkter. Vi foreslår konkrete foranstaltninger, som kan hjælpe med at sikre, at vores fødevaresystem ikke overforbruger jordens ressourcer. Foranstaltningerne skal få os væk fra intensivt husdyrhold og afgrøder i monokulturer, hvor der bliver brugt store mængder pesticider, og i stedet stimulere lokal fødevareproduktion. Et bæredygtigt fødevaresystem er desuden helt afgørende for at sikre landbrugernes fremtid."