Europa-Parlamentet tildeler Aleksej Navalnyj Sakharovprisen 2021 

Pressemeddelelse 
 
 
Aleksej Navalnyj er en russisk antikorruptionsaktivist, og fremtrædende politisk modstander af den russiske præsident Vladimir Putin  

MEP'erne har tildelt den russiske oppositionspolitiker og antikorruptionsaktivist Aleksej Navalnyj Europa-Parlamentets Sakharovpris for tankefrihed i 2021.

Næstformanden for Europa Parlamentet Heidi Hautala bekendtgjorde onsdag eftermiddag årets prismodtager i mødesalen i Strasbourg, efter Formandskonferencen (bestående af formanden for Europa-Parlamentet og lederne af de politiske grupper) kort forinden havde truffet afgørelse herom.

Europa-Parlamentets formand, David Sassoli, udtalte: "Europa-Parlamentet har valgt Aleksej Navalnyj som vinder af dette års Sakharovpris. Han har konsekvent kæmpet mod korruptionen under Vladimir Putins styre, og gennem de sociale medier og politiske kampagner har Navalnyj bidraget til at afsløre overgreb og mobilisere støtte fra millioner af mennesker i hele Rusland. For dette blev han forgiftet og senere fængslet."

"Ved at tildele Sakharovprisen til Aleksej Navalnyj anerkender vi hans enorme personlige mod og gentager Europa-Parlamentets urokkelige støtte til hans øjeblikkelige løsladelse", tilføjede han.

Næstformand Heidi Hautala, udtalte: "I år er Sakharovprisen for tankefrihed blevet tildelt en fortaler for forandring. Aleksej Navalnyj har udvist stort mod i sine forsøg på at genoprette det russiske folks frihed til at træffe deres egne valg. Han har i mange år kæmpet for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i sit land. Det har kostet ham friheden og næsten livet. På vegne af Europa-Parlamentet opfordrer jeg til, at han løslades omgående og betingelsesløst."

"I dag hylder Parlamentet også en gruppe afghanske kvinder, som har kæmpet hårdt for lighed og menneskerettigheder i deres land, og som var blandt finalisterne til Sakharovprisen. Vi valgte at ære disse kvinders mod, da de er blandt de første til at blive udsat for krænkelser af deres mest grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, efter at Taleban overtog kontrollen med Afghanistan", tilføjede hun.


Bekæmpelse af korruption i Rusland

Aleksej Navalnyj er en russisk oppositionspolitiker, antikorruptionsaktivist, og fremtrædende politisk modstander af den russiske præsident Vladimir Putin. Han blev kendt internationalt for hans fremtrædende rolle i tilrettelæggelsen af demonstrationer mod præsident Putin og hans regering, for hans politiske kandidatur, samt hans arbejde for bekæmpelsen af korruption. I august 2020 blev Navalnyj forgiftet, og han tilbragte måneder i Berlin i behandling. Han blev anholdt, da han vendte tilbage til Moskva i januar 2021. Han afsoner i øjeblikket en fængselsstraf på tre et halvt år, med mere end to år tilbage. Navalnyj , der er fængslet i en straffelejr, påbegyndte i slutningen af marts 2021 en lang sultestrejke for at protestere mod manglende adgang til lægebehandling. I juni 2021 forbød en russisk domstol Aleksej Navalnyjs regionale kontorer og korruptionsbekæmpelsesfond, som begge nu er klassificeret som ekstremistiske og uønskede af de russiske myndigheder.

Overrækkelsen af Sakharovprisen finder sted den 15. december i Strasbourg. Læs mere om de andre finalister til Sakharovprisen i 2021 her.


Baggrund

Europa-Parlamentet uddeler hvert år Sakharovprisen for tankefrihed. Sakharovprisen for tankefrihed er siden 1988 blevet uddelt hvert år til individer og organisationer, der forsvarer menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Den er opkaldt efter den sovjetiske fysiker og systemkritiker Andrei Sakharov og med prisen følger €50.000 euro.

Sidste år uddelte Parlamentet prisen til Hvideruslands demokratiske opposition, repræsenteret ved koordinationsrådet, et initiativ bestående af modige kvinder, politikere og aktører fra civilsamfundet.