Europas Fremtid: Reformér traktaterne for at gennemføre forslag, siger MEP’erne 

Pressemeddelelse 
 
 
  • De ambitiøse resultater fra konferencens plenarforsamling blev hilst velkommen af MEP'erne. 
  • Parlamentet vil udarbejde specifikke forslag til at påbegynde revision af EU's traktater. 
  • Mere EU-integration på områder som energi, forsvar, EU-institutioner, inklusiv og bæredygtig vækst. 
  • Nødvendigt med initiativret til Parlamentet og afskaffelse af regel om konsensus i Rådet. 
  • MEP'erne er klar til at gøre deres del for at sikre, at borgernes forventninger opfyldes. 

MEP'erne støtter borgernes ambitiøse forslag om en gennemgribende reform af EU fra Konferencen om Europas Fremtid.

Onsdag vedtog Parlamentet ved håndsoprækning en beslutning om en opfølgning på konklusionerne fra Konferencen om Europas Fremtid.

Parlamentet anerkender, at de "ambitiøse og konstruktive forslag" fra konferencen kræver traktatændringer, der f.eks. kan sikre et enklere, mere gennemsigtigt, mere ansvarligt og mere demokratisk EU. Med henblik herpå anmoder Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om at udarbejde forslag til en reform af EU-traktaterne, hvilket skulle ske gennem et EU-konvent i overensstemmelse med artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Union. I denne proces bør EU gå over til en mere bæredygtig, retfærdig og modstandsdygtig vækstmodel med særlig vægt på SMV'er, siger MEP'erne, og opfordrer til, at den europæiske søjle for sociale rettigheder implementeres fuldt ud.

De opfordrer også EU til at spille en ledende rolle med hensyn til at tackle klimaforandringer, beskytte biodiversiteten og promovere bæredygtigheden globalt. MEP'erne understreger også, at en dybere politisk integration og ægte demokrati kan opnås ved at give Parlamentet initiativret på lovgivningsområdet, og ved at fjerne vetoretten Rådet.


En hidtil uset øvelse i deltagelsesdemokrati

Under debatten tirsdag fremhævede det store flertal af MEP'erne, at borgernes forventninger, prioriteter og bekymringer er blevet hørt højt og klart i denne hidtil usete øvelse i deltagelsesdemokrati, og at resultatet skal respekteres.


Mange understregede, at der skal være en stærkere demokratisk repræsentation på EU-plan, hvor borgerne inddrages mere. Andre pegede på specifikke områder, hvor borgerdrevne forslag kræver omfattende ændringer, herunder egentlige valg til Europa-Parlamentet samt nye EU-beføjelser på områder som sundhed, energi, migration og forsvar. Nogle talere kritiserede konferencen og hævdede, at processen var mangelfuld, og at forslagene ikke afspejler den offentlige mening.


Næste skridt

På Europadagen den 9. maj vil de tre forpersoner for bestyrelsen fremlægge konferencens endelige rapport for lederne af EU-institutionerne ved en afsluttende ceremoni i Europa-Parlamentet i Strasbourg.


Baggrund

Konferencens plenarforsamling vedtog sine 49 forslag den 30. april 2022. Disse omfatter mere end 300 foranstaltninger på tværs af 9 temaer og var baseret på 178 anbefalinger fra de europæiske borgerpaneler, input fra de nationale paneler og arrangementer, idéer fra Det Europæiske Ungdomsarrangement og 43.734 bidrag om 16.274 idéer, der blev registreret på den flersprogede digitale platform.