Europa-Parlamentet: Ungarn er ikke længere et fuldgyldigt demokrati 

Pressemeddelelse 
 
 
  • Situationen er blevet forværret, så Ungarn er blevet et "valgautokrati" 
  • EU's passivitet har forværret situationen, genopretningsmidler bør tilbageholdes, indtil landet overholder EU's henstillinger og domstolsafgørelser 
  • Manglende fremskridt i artikel 7-processen vil være at sidestille med en overtrædelse af retsstatsprincippet fra Rådets side 
Parlamentets betænkning viser, hvordan den ungarske regerings bevidste handlinger har resulteret i et "valgautokrati" ©Attila KISBENEDEK/AFP  

Parlamentet fordømmer den ungarske regerings "bevidste og systematiske handlinger" for at undergrave de europæiske værdier og forlanger resultater af artikel 7-processen.

EU’s passivitet har bidraget til fremkomsten af et "hybridt valgautokrati", dvs. parlamentsvalg finder sted, men der ikke er respekt for demokratiske normer og standarder, siger MEP'erne.

Betænkningen, der blev vedtaget torsdag med 433 stemmer for, 123 imod og 28 hverken for eller imod, bygger på den betænkning, som Parlamentet indledte artikel 7-proceduren med i 2018, og giver et overblik over udviklingen på de 12 områder, som Parlamentet finder problematiske. Den viser således, hvordan de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i EU-traktaterne, herunder demokrati og grundlæggende rettigheder i landet, er blevet yderligere forværret siden 2018 gennem "den ungarske regerings bevidste og systematiske handlen" og som er blevet forværret af EU's passivitet.

EU-institutionerne er nødt til at handle og skal også drages til ansvar

Parlamentet beklager Rådets manglende evne til at gøre meningsfulde fremskridt med hensyn til at modvirke demokratiske tilbageskridt. MEP'erne understreger, at artikel 7, stk. 1, ikke kræver enstemmighed blandt medlemslandene for at identificere en klar risiko for en alvorlig overtrædelse af EU's værdier eller for at udstede konkrete henstillinger og frister. De anfører, at enhver yderligere forsinkelse med at handle i henhold til artikel 7 for at beskytte EU's værdier i Ungarn vil være at sidestille med en overtrædelse af retsstatsprincippet fra Rådets side.

MEP'erne opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre fuld brug af alle de redskaber, den har til rådighed, og navnlig forordningen om budgetkonditionalitet. På et tidspunkt, hvor EU's værdier er særligt truet af den russiske krig mod Ukraine og landets EU-fjendtlige handlinger, opfordrer de også Kommissionen til at:

  • afholde sig fra at godkende den ungarske plan for genopretnings- og resiliensfaciliteten, indtil Ungarn fuldt ud har efterkommet alle relevante henstillinger fra det europæiske semester og gennemført alle relevante domme fra EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
  • udelukke Ungarn fra finansiering fra de samhørighedsprogrammer, der bidrager til misbrug af EU-midler eller til overtrædelser af retsstatsprincippet
  • anvende forordningen om fælles bestemmelser og finansforordningen mere stringent med henblik på at tackle ethvert misbrug af EU-midler til politiske formål

Retsvæsenets uafhængighed, menneskelige frihedsrettigheder og bekæmpelse af korruption

Fire år efter den rapport, der indledte artikel 7-processen, er MEP'erne fortsat bekymrede over flere politiske områder vedrørende demokrati og grundlæggende rettigheder i Ungarn. Nogle af de vigtigste områder er, hvordan det forfatningsmæssige system og valgsystemet fungerer, retsvæsenets uafhængighed, korruption og interessekonflikter samt ytringsfrihed, herunder mediepluralisme. Akademisk frihed, religionsfrihed, foreningsfrihed, retten til ligebehandling, herunder LGBTIQ-rettigheder, mindretalsrettigheder samt migranters, asylansøgeres og flygtninges rettigheder er også problematiske områder.

Citat

Gwendoline Delbos-Corfield (De grønne, FR), Parlamentets ordfører for situationen i Ungarn, udtaler: "Konklusionerne i denne rapport er klare og uigenkaldelige: Ungarn er ikke et demokrati. Det var mere presserende end nogensinde før, at Parlamentet indtog denne holdning i betragtning af det alarmerende tempo, hvormed retsstatsprincippet er i tilbagegang i Ungarn. Det store flertal i Parlamentet, der støtter denne holdning, er uden fortilfælde. Dette er et klart signal til Rådet og Kommissionen om at handle."