Europæisk sundhedsunion: En stærkere EU-indsats over for folkesundhedskriser  

Pressemeddelelse 
 
 
  • Den første pakke om en europæisk sundhedsunionen baseret på erfaringerne fra covid-19-pandemien er færdiggjort 
  • EU skal være bedre forberedt og bedre i stand til at koordinere sin reaktion på sundhedskriser 
  • Der skal være klarere regler for fælles indkøb af lægemidler og medicinsk udstyr 
EU vil blive bedre i stand til at håndtere grænseoverskridende sundhedstrusler © fivepointsix / Adobe stock  

Parlamentet har godkendt nye foranstaltninger, der skal gøre EU bedre i stand til at forebygge og kontrollere udbrud af overførbare sygdomme og håndtere grænseoverskridende sundhedstrusler.

Parlamentet vedtog aftalen, der er indgået med Rådet, om at forlænge mandatet for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) med 542 stemmer for, 43 imod og 9 hverken/eller. Den nye lovgivning har til formål at gøre EU bedre i stand til at forebygge, forberede sig på og håndtere udbrud af overførbare sygdomme.

ECDC vil samarbejde med Europa-Kommissionen, nationale myndigheder, EU-organer og internationale organisationer for at sikre, at deres respektive aktiviteter er ensartede og supplerer hinanden. For at generere rettidige og sammenlignelige data vil ECDC koordinere standardiseringen af dataindsamlingsprocedurer, datavalidering, dataanalyse og formidling af data på EU-plan.

Centret vil desuden nøje overvåge de nationale sundhedssystemers kapacitet til at opdage, forebygge, reagere på og komme sig efter udbrud af overførbare sygdomme, og det vil identificere mangler og fremsætte videnskabeligt baserede anbefalinger.

Forebyggelse, beredskab og indsats

Parlamentet vedtog også, med 544 stemmer for, 50 imod og 10 hverken/eller, en aftale om en række foranstaltninger, der vil gøre det muligt for EU bedre at forudse og reagere på alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler.

De nye regler omfatter forbedret forebyggelse, beredskab og indsatsplanlægning på både EU-plan og nationalt plan. Kommissionen vil formelt kunne anerkende en folkesundhedsmæssig krisesituation på EU-plan, hvilket vil udløse et stærkere samarbejde inden for EU og give mulighed for rettidig udvikling og lageropbygning af medicinske modforanstaltninger.

Lovgivningen præciserer også procedurerne for fælles indkøb af lægemidler og medicinsk udstyr, herunder muligheden for at begrænse de deltagende landes parallelle indkøbs- og forhandlingsaktiviteter i forbindelse med produkter, der købes i fællesskab på EU-plan.

Citater

Ordfører Joanna Kopcińska (EKR, PL) udtalte følgende: "ECDC vil fremsætte anbefalinger til at styrke sundhedssystemernes kapacitet, og det vil spille en rolle i udviklingen af sundhedsindikatorer, der kan hjælpe med at håndtere og reagere på trusler fra overførbare sygdomme og relaterede folkesundhedsspørgsmål. Centret vil være bedre rustet til at yde solid og uafhængig videnskabelig ekspertbistand og støtte foranstaltninger til at forebygge, forberede sig på og reagere på grænseoverskridende sundhedstrusler."

Ordføreren Véronique Trillet-Lenoir (Renew Europe, FR) udtalte følgende: "Denne lovgivning er en tydelig imødekommelse af de 74% af EU's borgere, der ønsker et større europæisk engagement i krisestyringen. Den europæiske sundhedsunion bliver bygget skridt for skridt. Vi vil fortsætte arbejdet med dette projekt i forbindelse med drøftelserne om et fremtidigt konvent om revision af EU-traktaterne."

Næste skridt

Efter de endelige afstemninger på plenarmødet skal teksterne nu også formelt godkendes af Rådet, inden de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende kort derefter.

Baggrund

Som led i opbygningen af en europæisk sundhedsunion foreslog Kommissionen den 11. november 2020 en ny ramme for sundhedssikkerhed baseret på erfaringerne med håndteringen af covid-19. Pakken omfatter tre retsakter: en stærkere rolle for Det Europæiske Lægemiddelagentur, en udvidelse af mandatet for Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme og et forslag til forordning om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler.