Klima: Parlamentet stemmer for at reducere EU-landenes udledninger med 40 % 

Pressemeddelelse 
 
 
  • Alle EU-lande skal inden 2030 reducere deres udledninger i forhold til 2005-niveauet
  • Reduktionsmålene for hvert EU-land baseres på BNP pr. indbygger og omkostningseffektivitet
  • Mulighederne for at handle, låne og gemme udledningskvoter vil blive begrænset
  • Der skal være mere gennemsigtighed i form af offentliggørelse af oplysninger om nationale foranstaltninger
Alle EU-lande skal reducere deres drivhusgasudledninger fra transport, bygninger og landbrug © AdobeStock - monticello  

Den nye forordning om indsatsfordeling reducerer det tilladte maksimale niveau for drivhusgasudledninger fra transport, bygninger og landbrug i EU-landene frem til 2030.

Parlamentet vedtog i dag med 486 stemmer for, 132 imod og 10 hverken/eller revisionen af den såkaldte forordning om indsatsfordeling. Den fastsætter bindende årlige reduktionsmål for drivhusgasudledninger fra vejtransport, opvarmning af bygninger, landbrug, små industrianlæg og affaldshåndtering for hvert EU-land. I øjeblikket regulerer forordningen 60 % af alle EU's udledninger.

Den reviderede lov øger reduktionsmålet for 2030 på EU-plan fra 30 % til 40 % i forhold til 2005-niveauet. For første gang skal alle EU-lande nu reducere drivhusgasudledningerne. Målet for, hvor meget, varierer mellem 10 % og 50 %. 2030-målene for hvert EU-land er baseret på BNP pr. indbygger og omkostningseffektivitet. EU-landene skal desuden hvert år sikre, at de ikke overskrider deres årlige udledningstildeling.

Fleksibilitet og gennemsigtighed

Loven skaber en balance mellem behovet for, at EU-landene er fleksible i forhold til at nå deres individuelle mål, samtidigt med at der sikres en rimelig og socialt retfærdig omstilling, og behovet for at lukke smuthuller, så EU's overordnede reduktionsmål nås. Af den grund er der begrænsninger på, hvor mange udledningskvoter EU-landene kan gemme fra tidligere år, låne fra kommende år så vel som, hvor meget de kan handle med kvoter med andre EU-lande.

Efter anmodning fra Parlamentet vil Kommissionen offentliggøre oplysninger om nationale tiltag i en lettilgængelig form. Dette sker med henblik på at holde EU-landene ansvarlige.

Citat

Efter afstemningen sagde ordfører Jessica Polfjärd (EPP, SV): "Med denne lov tager vi et stort skridt hen imod at nå EU's klimamål. De nye regler for nationale udledningsreduktioner sikrer, at alle EU-lande bidrager, og at eksisterende smuthuller lukkes. Dette giver os mulighed for at sende et tydeligt signal om, at EU tager sin rolle som global forkæmper for en konkurrencedygtig og effektiv klimadagsorden alvorlig."

Næste skridt

Den reviderede tekst skal nu formelt godkendes af Rådet. Den offentliggøres derefter i EU-Tidende og træder i kraft 20 dage senere.

Baggrund

Forordningen om indsatsfordeling er del af "Fit for 55 in 2030"-pakken, der er EU's plan for at reducere drivhusgasudledningerne med mindst 55 % inden 2030 i forhold til niveauet i 1990 i overensstemmelse med den europæiske klimalov.