Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik — åben for bidrag 

Pressemeddelelse 
 
 
  • Årlig pris til belønning af fremragende journalistik, der fremmer eller forsvarer EU's kerneværdier 
  • Vinder vælges af en uafhængig jury bestående af repræsentanter for pressen og civilsamfundet 
  • En pris på 20.000 euro 
  • Prisoverrækkelse i midten af oktober på årsdagen for mordet på journalisten Daphne Caruana Galizia 
Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik uddeles hvert år omkring den 16. oktober på årsdagen for mordet på journalisten © EP  

Den 3. maj, den internationale dag for pressefrihed, åbnede Europa-Parlamentet officielt for bidrag til Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik.

Prisen belønner årligt fremragende journalistik, der fremmer eller forsvarer EU's centrale principper og værdier - såsom menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og menneskerettigheder.

Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, udtaler: "Virkeligheden er, at journalister, der efterforsker ubehagelige sandheder, bliver forfulgt for at gøre deres arbejde. Mens alt blev gjort for at lukke munden på Daphne, vil hun aldrig blive glemt. Den pris, der bærer Daphnes navn, ærer hvert år hendes minde. Det er en kraftig påmindelse om Europa-Parlamentets engagement i at beskytte pressefriheden og journalisters sikkerhed”.

Prisen kan tildeles professionelle journalister af alle nationaliteter, som har udarbejdet dybdegående journalistiske produktioner enten alene eller i hold, der er udgivet i et af de 27 EU-medlemslande. Målet er at støtte og fremhæve betydningen af professionel journalistik for at sikre frihed og lighed.

En uafhængig jury bestående af repræsentanter for pressen og civilsamfundet fra de 27 europæiske medlemslande og repræsentanter for de vigtigste europæiske journalistsammenslutninger vil vælge det vindende bidrag. Prisoverrækkelsen finder sted hvert år omkring den 16. oktober på årsdagen for mordet på Daphne Caruana Galizia.

Prisen på 20.000 euro viser Europa-Parlamentets stærke støtte til undersøgende journalistik og betydningen af den frie presse. I løbet af de seneste år har Parlamentet advaret mod forsøg både i og uden for EU på at undergrave mediepluralismen.

MEP'erne har fordømt angrebene på journalister, især fra politikere, og opfordret Kommissionen til at fremlægge lovgivning mod urimelige retssager. Sidste år blev der forelagt et forslag om at tackle ondsindede retssager mod journalister og aktivister, og dette behandles i øjeblikket af medlovgiverne.

Journalister kan indsende deres artikel(r) online på https://daphnejournalismprize.eu/ senest den 31. juli 2023, kl. 12 (CET).

Hvem var Daphne Caruana Galizia?

Daphne Caruana Galizia var en maltesisk journalist, blogger og anti-korruptionsaktivist, der rapporterede om korruption, hvidvaskning af penge, organiseret kriminalitet, salg af statsborgerskab og den maltesiske regerings forbindelser til Panama-papirerne. Efter chikane og trusler blev hun myrdet i en bilbombeeksplosion den 16. oktober 2017. Protesterne over myndighedernes undersøgelse af hendes mord førte til, at premierminister Joseph Muscat trak sig tilbage. I december 2019 opfordrede MEP'erne Kommissionen til at skride til handling.

I oktober 2022, fem år efter mordet, anerkendte Parlamentet fremskridtene i retssagen og de reformer, der blev vedtaget i Malta. MEP'erne beklagede dog, at undersøgelserne kun har ført til tre domme og insisterede på, at alle involverede på alle niveauer skal retsforfølges.