Undersøgelse af Pylos-migrantforliset vinder Parlamentets journalistpris i 2023
Et græsk, tysk og britisk konsortium har vundet Dahne Caruana Galizia-prisen for undersøgelse af Adrianas skibsforlis, der efterlod over 600 migranter døde, ud for Pylos i Grækenland.
Den fælles undersøgelse, der blev foretaget af den græske undersøgende kanal Solomon, i samarbejde med Forensis, den tyske Tv-station StrgF/ARD og den britiske avis The Guardian, afslørede, hvordan det dødeligste migrantskibsforlis i nyere tid skete som konsekvens af handlinger begået af den græske kystbevogtning. Den afslørede også uoverensstemmelser i de græske myndigheders officielle beretninger.
Roberta Metsola, Europa-Parlamentets formand, Pina Picierno, næstformand med ansvar for prisen og Juliane Hielscher, formand for Berlins Presseklub og repræsentant for de 28 medlemmer i den uafhængige europæiske jury, deltog i prisoverrækkelsesceremonien, der blev afholdt i Daphne Caruana Galizia-presserummet i Europa-Parlamentet i Strasbourg.
Formand Metsola sagde: ”I dag, som hvert år, ærer vi Daphne Caruana Galizias minde med en pris, der er en stærk påmindelse om hendes kamp for sandhed og retfærdighed. Journalister rundt om i verden er fortsat forfulgt bare fordi de udfører deres arbejde. Europa-Parlamentet står sammen med dem i deres langvarige kamp for at beskytte pressefriheden og mediepluralismen i og uden for Europa".
Flere end 700 journalister fra de 27 EU-lande indsendte deres historier til overvejelse mellem den 3. maj og 31. juli 2023. Tolv af disse blev udvalgt af juryen, inden den overordnede vinder blev besluttet.
Om vinderhistorien
Undersøgelsen tog et dybdegående blik på begivenheder omkring tabet af fisketrawleren Adriana den 14. juni i år omkring 50 sømil ud for Pylos i det sydvestlige Grækenland, der kostede over 600 migranter, der havde forladt Libyen nogle dage tidligere, livet.
Over 20 interviews med overlevende samt retsakter og kystvagtkilder blev undersøgt. Resultaterne beskriver missede redningsmuligheder og tilbud om bistand, der blev ignoreret, mens de overlevendes vidnesbyrd tilkendegiver, at det var den græske kystbevogtnings forsøg på at bugsere trawleren, der i sidste ende fik den til at synke. Den græske kystbevogtning nægtede at have forsøgt at bugsere trawleren.
Forensis simulerede den skæbnesvangre nat ved brug af interaktivt 3D-modellering af trawleren takket være data fra kystbevogtningens logbog og vidnesbyrd fra kaptajnen på kystbevogtningens fartøj såvel som fra flugtveje, maritime trafikdata, satellitbilleder- og videoer taget af skibsfartøjer i nærheden og andre kilder.
De hold, der bidrog til historien, er:
Fra Solomon: Stavros Malichudis, Iliana Papangeli og Corina Petridi
Fra Forensis: Stefanos Levidis, Christina Varvia, Georgia Skartadou, Andreas Makas, Ebrahem Farooqui, Dimitra Andritsou, Peter Polack, Eyal Weizman, Jasper Humpert, Miriam Rainer, Salma Barakat, Zac Ioannidis og Elizabeth Breiner
Fra StrgF/ARD: Armin Ghassim, Sulaiman Tadmory, Timo Robben og Sebastian Heidelberger
Fra The Guardian: Giorgos Christides, Katy Fallon, Lydia Emmanouilidou og Julian Busch
Om prisen
Daphne Caruana-prisen blev grundlagt ved en afgørelse truffet af Europa-Parlamentets Præsidium i december 2019 som en hyldest til Daphne Caruana Galizia, en maltesisk undersøgende journalist og blogger, som efterforskede korruptionssager, og som blev dræbt i et bilbombeangreb i 2017.
Prisen uddeles årligt omkring den 16. oktober (på årsdagen for mordet på Daphne Caruana Galizia) og belønner fremragende journalistik, der fremmer eller forsvarer Den Europæiske Unions grundlæggende principper og værdier såsom menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og menneskerettighederne.
Både individuelle professionelle journalister og professionelle journalisthold af enhver nationalitet kan indsende dybdegående historier, der er blevet udgivet eller udsendt af medier med hjemsted i et af de 27 EU-lande. Målet med prisen er at støtte og skabe opmærksomhed om, hvor vigtig professionel journalistik er for at værne om frihed, lighed og muligheder.
Den uafhængige jury består af repræsentanter for pressen og civilsamfundet i de 27 EU-lande og en repræsentant for Det Internationale Journalistforbund.
Prisen og præmiebeløbet på 20 000 EUR er et udtryk for Europa-Parlamentets solide opbakning til undersøgende journalistik og den frie presse.
I oktober 2021 blev Daphne Caruana Galizia-prisen for journalistik givet til de journalister, der koordineret af Forbidden Stories-sammenslutningen, undersøgte Pegasus-projektet.
I oktober 2022 gik prisen til et samarbejde mellem Découpages og Arte G.E.I.E. om en dokumentar om russisk indflydelse i Afrika.
Hvem var Daphne Caruana Galizia?
Daphne Caruana Galizia var en maltesisk journalist, blogger og antikorruptionsaktivist, der i stort omfang rapporterede om korruption, hvidvaskning af penge, organiseret kriminalitet, salg af statsborgerskaber og den maltesiske regerings forbindelser til Panama-papirerne. Efter at være blevet chikaneret og truet blev hun myrdet i en bilbombeeksplosion den 16. oktober 2017. Opstandelsen over myndighedernes håndtering af efterforskningen af mordet på hende førte i sidste ende til, at premierminister Joseph Muscat trådte tilbage. Den mangelfulde efterforskning fik i december 2019 medlemmerne af Europa-Parlamentet til at opfordre Kommissionen til at gribe ind.
Vinderartiklen vil om kort tid blive tilgængelig på alle EU's officielle sprog.
Kontakter:
-
Thomas HAAHR
Press Officer -
Lea Hovmand JØRGENSEN
Press Officer in Denmark -
John SCHRANZ
Press Officer