NGO’er, erhvervslivet og kulturen opfordrer borgere til at stemme til EU-valget  

Pressemeddelelse 
 
 

Frivillige unge, paneuropæiske NGO’er og globale virksomheder har tilsluttet sig kampagnen #UseYourVote forud for valget til Europa-Parlamentet den 6.-9. juni.

Ledende virksomheder og organisationer fra hele Europas erhvervsliv, kultursamfund samt nonprofitorganisationer har tilsluttet sig kampagnen for at øge bevidstheden om betydningen af valget og for at opfordre borgere i hele EU til at stemme.

Mere end 500 paneuropæiske paraplyorganisationer og mange andre på nationalt plan har promoveret #UseYourVote-kampagnen gennem deres netværk, via egne kampagner eller på deres sociale medier. Red Barnets "I Count, I Vote"-kampagne indeholder en LinkedIn-video og visuelle effekter, der skal opfordre folk til at stemme. Den europæiske sammenslutning for lokalt demokrati (ALDA) lancerede sin kampagne "TALE – TAke the Lead in the EU Elections" for at opfordre borgere til at deltage i valget.

Det Europæiske Råd for Flygtninge og Personer i Eksil lancerede kampagnen #EUisU + Vote EP 24 med en sang og motiverende videoer af borgere, der opfordrer folk til at stemme. Democracy Internationals projekt ”eurVote eurFuture" i ti forskellige lande er et forsøg på at øge bevidstheden hos førstegangsvælgere om valget til Europa-Parlamentet gennem arrangementer, informative foldere, "jeg stemmer"-klistermærker og videoer om, hvordan man stemmer. Inclusion Europe har lanceret en kampagne for stemmeret hos personer med intellektuelle funktionsnedsættelser, hvor man deler indhold på Instagram og opfordrer til at stemme.

I forbindelse med Europa-Parlamentets sammen-om.eu-fællesskab har frivillige unge i hele EU arrangeret en bred vifte af valgrelaterede aktiviteter såsom dansesammenkomster, plantning af træer, forårsrengøring, pubquizzer, seminarer, foredrag, musikfestivaler og andre former for arrangementer.

I Tyskland blev der afholdt en basketballturnering med mere end 100 deltagere. I Spanien har ungdomsaktivisten Pol Villaverde Palumba lavet en app, der skal hjælpe folk med at finde ud af, hvilket parti eller hvilken kandidat de kan stemme på. I Portugal organiserede frivillige fra lokalsamfundet surfingarrangementer for personer med handicap samt kreative partnerskaber med lokale sportsklubber. I Irland deltog den unge landmand Daniel Long sammen med andre frivillige om at afholde en række valgarrangementer i de irske landdistrikter og på universiteterne.

Succesfulde europæiske virksomheder som musikstreamingplatformen Spotify og den svenske fødevareproducent Oatly opfordrer deres kunder til at stemme og informerer dem også om valget på deres platforme. Som en del af deres #AllHandsForDemocracy-kampagne giver Universal Music Group koncertgængere et valgrelateret stempel på deres hånd for at minde dem om at stemme til valget.

898 biografer i hele EU har sagt ja til at vise EU's kampagnevideo #UseYourVote inden selve biograffilmene starter, og filmfestivaler i Frankrig, Bulgarien, Tyskland og Nederlandene opfordrede festivalgæster og fagfolk i filmindustrien til at bruge deres stemme ved at vise bannere og digitale plakater, sende nyhedsbreve og via deres sociale medier.