Europa-Parlamentet presser på for hjælp til Gaza, løsladelse af gidslerne og retfærdighed
- Parlamentet fordømmer Israels humanitære blokade, der forårsager hungersnød i Gaza
- Israels ret til selvforsvar berettiger ikke vilkårlige militære aktioner
- EU-landene bør overveje at anerkende staten Palæstina
Parlamentet udtrykker alvorlig bekymring over den "katastrofale" humanitære krise i Gaza og opfordrer til en hurtig EU-indsats i en beslutning, der blev vedtaget torsdag.
Parlamentet fordømmer på det kraftigste den israelske regerings obstruktion af humanitær bistand, som skaber hungersnød i det nordlige Gaza, og opfordrer til, at alle relevante grænseovergange åbnes. Det opfordrer indtrængende til, at UNRWA's fulde mandat og finansiering genindføres med et solidt tilsyn, og modsætter sig det nuværende distributionssystem for nødhjælp.
MEP'erne er foruroligede over den alvorlige fødevaremangel og fejlernæring som følge af begrænset humanitær bistand og understreger det presserende behov for fuld, sikker og uhindret adgang til basale ting såsom fødevarer, vand, medicinske forsyninger samt boliger. De kræver øjeblikkelig genoprettelse af vital infrastruktur og opfordrer alle parter til at overholde deres humanitære forpligtelser i henhold til folkeretten.
Israels ret til selvforsvar
MEP'erne kræver en øjeblikkelig og permanent våbenhvile og øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af alle israelske gidsler i Gaza. De opfordrer indtrængende EU til at udøve diplomatisk indflydelse på tredjelande for at presse Hamas til at sikre deres løsladelse.
Parlamentet fordømmer på det kraftigste de "barbariske forbrydelser", som Hamas har begået mod Israel, og opfordrer til konkrete sanktioner mod terrorgruppen. Det gentager sit engagement i Israels sikkerhed og dets "umistelige ret til selvforsvar" i fuld overensstemmelse med folkeretten og bemærker, at Israel fortsat er en vigtig EU-partner i bekæmpelsen af regional terrorisme.
MEP'erne understreger imidlertid, at Israels ret til at forsvare sig ikke kan retfærdiggøre vilkårlige militære aktioner i Gaza og udtrykker bekymring over de fortsatte militære operationer, der har ført til uudholdelige lidelser for civilbefolkningen samtidig med at de fordømmer Hamas' brug af civile som menneskelige skjolde.
Undersøgelse af overtrædelser af folkeretten
Beslutningen støtter Kommissionens formands beslutning om at suspendere EU's bilaterale støtte til Israel og delvist suspendere aftalen mellem EU og Israel for så vidt angår handel. MEP'erne ønsker fuld efterforskning af alle krigsforbrydelser og krænkelser af folkeretten og siger at alle ansvarlige skal stilles til ansvar. Parlamentet støtter også EU's sanktioner mod voldelige israelske bosættere og aktivister på den besatte Vestbred og Østjerusalem og opfordrer til sanktioner mod de israelske ministre Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir.
Støtte til tostatsløsningen
Parlamentet opfordrer indtrængende alle EU-institutioner og medlemslande til at tage diplomatiske skridt til at sikre engagement i en tostatsløsning med henblik på fremskridt inden FN's Generalforsamling i september. Det understreger behovet for total demilitarisering af Gaza og udelukkelse af Hamas fra regeringsførelse og opfordrer til, at en reformeret Palæstinensisk Myndighed genoprettes som det eneste styrende organ. Hamas og andre terrorgrupper bør miste al politisk og militær kontrol i Gaza, siger MEP'er, der også opfordrer EU-landene til at håndhæve Den Internationale Straffedomstols arrestordrer.
Oprettelsen af en palæstinensisk stat er ifølge Parlamentet nøglen til fred, Israels sikkerhed og regional normalisering. Medlemslandene bør overveje at anerkende staten Palæstina, konkluderer den, med henblik på at gennemføre tostatsløsningen.
Beslutningen blev vedtaget med 305 stemmer for, 151 imod og 122 hverken/eller.
Kontakter:
-
Thomas HAAHR
Press Officer (DK) -
Lea Hovmand JØRGENSEN
Press Officer in Denmark -
Viktor ALMQVIST
Press Officer (SE) -
Snježana KOBEŠĆAK SMODIŠ
Press Officer (HR)