Indeks 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 12. marts 2008 - Strasbourg EUT-udgave

Forberedelse af Det Europæiske Råd (Bruxelles, 13. og 14. marts 2008) (forhandling)
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg er overrasket over, at situationen i Tyrkiet ikke er sat på dagsordenen for topmødet i denne uge. Hidtil er det altid hævdet, at forhandlingsprocessen med Tyrkiet ville finde sted i trit med reformprocessen i Tyrkiet.

Det modsatte viser sig at være tilfældet. Reformprocessen er så godt som standset, men forhandlingerne fortsætter bare. Hvad vi alle kan konstatere, er, at Tyrkiet stabler provokationer op. Ytringsfriheden hindres strukturelt gennem straffelovens artikel 301. Den tyrkiske regering havde forpligtet sig til at fjerne eller i det mindste at revidere denne artikel inden årets udgang, men det er ikke sket. Den tyrkiske regering sagde lakonisk, at der var en større prioritet, nemlig ophævelsen af forbuddet mod tørklæder på universiteterne. Islamiseringen og den snigende afvikling af den verdslige stat prioriteres åbenbart højere.

Dernæst rejste den tyrkiske premierminister Erdogan til Tyskland for at opfordre de tyrkere, der er bosiddende der, til ikke at tilpasse sig for meget og til at kræve, at der oprettes tyrkiske universiteter i Europa. Erdogan opførte sig som en slags erobrer, som kom for at inspicere sine tropper i et besat område.

Endvidere har Tyrkiet i ugevis bombarderet stillinger i det nordlige Irak. Omkring 10.000 tyrkiske soldater har invaderet landet. Det er næsten det samme, som hvis Kroatien, et andet kandidatland, ville angribe Montenegro. Det ville selvfølgelig være absurd, og ingen i EU ville acceptere noget sådant, men Tyrkiet kan åbenbart tillade sig alt.

Mit spørgsmål er derfor, hvor længe EU vil fortsætte med at forholde sig passivt i forhandlingerne med Tyrkiet.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik