Indeks 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 18. maj 2010 - Strasbourg EUT-udgave

Stemmeforklaringer
MPphoto
 
 

Indgiven tekst : A7-0051/2010

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Den foreliggende betænkning indeholder positive aspekter, hvoraf vi gerne vil fremhæve følgende punkter, nemlig at forenklingen af den fælles landbrugspolitik ikke må medføre mindre støtte til landbrugerne og afvikling af de traditionelle markedsstyringsinstrumenter, at man er nødt til at justere bødesatserne, ikke mindst når en bøde vedrører lovovertrædelser, som ikke er producentens ansvar, at ansøgningsproceduren skal forenkles, og at der skal ske markante ændringer vedrørende identifikation af dyr, især af får og geder.

Den indfaldsvinkel, der foreslås af ordføreren, er ikke desto mindre i vid udstrækning rettet mod markedet, mod konkurrencedygtighed, mod "at formindske overdreven protektionisme" og mod en yderligere liberalisering med de heraf følgende velkendte og katastrofale konsekvenser. Man går i betænkningen også fortsat ind for den nuværende model for støttefordeling. Der står, at "fordelingen af enkeltbetalinger til bedrifter bør være retfærdig", men der er ikke nogen forslag om, hvordan man specifikt kan nå målet.

Det fremgår, at den nuværende definition af landbrugsaktivitet med hensyn til enkeltbetalinger bør revideres, men man foreslår ikke, hvordan den nuværende model, hvor folk får betaling for ikke at producere noget, kan ændres. Der er kort sagt ingen forslag i betænkningen til foranstaltninger, hvormed man kan ændre den gældende model for den fælles landbrugspolitik – først og fremmest (men ikke alene) for så vidt angår støttefordeling.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik