Indeks 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Torsdag den 20. maj 2010 - Strasbourg EUT-udgave

Middelhavsunionen (forhandling)
MPphoto
 

  Louis Bontes (NI).(NL) Hr. formand! I 2008 meddelte den franske præsident, Nicolas Sarkozy, at han havde haft en drøm om Middelhavsunionen. Unionen skulle give ny drivkraft til målene for Euro-Middelhavs-samarbejdet, mål, der er baseret på gensidig anerkendelse af fælles værdier såsom demokrati, retsstatsforhold, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne.

Jeg undrer mig over, hvordan man kan tale om fælles værdier, når der i et land som Mauretanien ikke er nogen religionsfrihed, der er værd at tale om, fordi Islam der har været dominerende i langt over tusind år. Syrien er ifølge landets forfatning officielt en folkedemokratisk og socialistisk orienteret enhedsstat. I praksis er Syrien dog et diktatur. Marokko har besat Vestsahara, og i Tunesien tilsidesættes menneskerettighederne regelmæssigt. Jeg kunne fortsætte med en lang liste over disse lande, men jeg må være opmærksom på min begrænsede taletid.

Er dette lande, vi ønsker at have flere kulturelle udvekslinger med? Er dette lande, med hvem vi ønsker at oprette et frihandelsområde, der skal følges op af fremme af fri bevægelighed for personer over Middelhavet? Resultatet heraf vil være endnu mere Islam i Europa. Vi kan ikke tillade, at Europa bliver Eurarabien. Ikke nu, ikke nogensinde! Før denne drøm bliver et mareridt, må vi sætte en stopper for processen.

Vi havde en anden drøm om Middelhavet tilbage i 1995, som tog form af Barcelonaerklæringen, og så gjorde vi det bare igen i 2005. Bortset fra at disse projekter har kostet de europæiske skatteydere adskillige milliarder, har de ikke givet nogen resultater. Hold op med at spilde skatteydernes penge og hold op med drømme! Al respekt for hr. Albertini, der har indtaget en modig holdning. Han har min gruppes støtte.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik